Hjælp til 30+ og andre 3. søndag e. påske (2. række) Prædiken ved pastor Leif G. Jensen Evangelium: Johannes 14,1-11 30 plus Ikke ”unge voksne” Jesus havde indledt samværet denne aften med at vaske deres fødder. ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer!” (13,15). Det er, hvad ”voksne voksne” skal! Det er også jeres opgave, som er 30 + og oplært i den kristne tro. I har fået så meget givet. Der er brug for jer på arbejdet, i familien, blandt de ældre i slægten og i menigheden og i missionen. Der ligger en vej foran jer på 30+. Jesus siger: ”Jeg er Vejen!” Det betyder, at han er med hele vejen – alle årene. Han døde og opstod for os i påsken, og han har os i sin stærke hånd. - Når man er voksen, skal man ikke først til at opfinde sig selv, men være der, hvor man er modnet til at skulle være. 30 plus og alligevel børn Jesus taler til voksne, som var de børn, fordi de også er det på nogle områder - og godt må være det. Det er befriende! Og det er ikke noget jeg finder på. Jesus sagde det kort før vor tekst: ”Mine børn, endnu en kort tid er jeg hos jer. I skal lede efter mig, og hvad jeg sagde til jøderne, siger jeg nu også til jer: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.” (13,33) Når man kalder unge eller voksne for "børn", er det næsten et skædsord. Men Jesus siger ikke "børn!", men "mine børn!” Han beskriver deres usikkerhed og forklarer, hvor den stammer fra: Den skyldes, at han går et sted hen, hvor de ikke kan komme. Og da står de tilbage – bange – som børn. Men de er hans! Hans børn! Det er jo ynkeligt, når voksne er barnlige og barnagtige. Man har en voksen krop, men er kommet gennem pubertet og ungdomslivet uden at have lært at tage ansvar. Enten fordi man ikke gad, fordi man ville have den unges frihed også som voksen. Eller også fordi man ikke vovede at tage ansvar, fordi det virkede alt for tungt at bære. Og så blev man alligevel 30+ og føler, at man bør være ”voksen voksen”. Men hvad med usikkerheden og forfærdelsen? Da siger Jesus til dem og os 30 plus, 10, 50, 70 og 90 plus: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig.” ”Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer!” ”Jeg kommer igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er! Og I kender vejen!” (Joh 14,1.2b.3) Jesus måtte gøre dette alene Der er opgaver i livet, som stærke mænd i trediverne ikke magter, og derfor må nøjes med at være Guds kære børn. Jesus opfordrer disciplene og os: ”Tro på Gud og tro på mig! Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer.” Vi kommer til kort mange gange i livet. Da skal vi høre Jesu ord: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig!” Men hvad er da meningen med livet, når vi ikke kan andet end tro og vente på Gud? Meningen er, at vi skal lære at håbe på Jesus. Stole tilgivelsen og nåden. Vente på de dødes opstandelse. Det håb fik apostlene. Det bar dem resten af livet her på jorden. Og hvad skulle de så være her for? Hvad skal vi være her for? Jesus sagde den aften umiddebart før vores tekst: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35). Sådan giver Jesus mænd på 30+ nyt mod og mening med tilværelsen. Vi finder ikke meningen med tilværelsen ved at stikke af fra troskab og kærlighed og leve som ansvarsløse legebørn og nyde os selv. Stik ikke af fra kærlighedens kald! Lad dig forpligte til at tjene dine medkristne, dine forældre, dine søskende, de ældre i slægten, dit land, din kollega. Og har du selv har børn og ægtefælle: tjen også dem! Jesus giver os i evangeliet tillid og tro, så vi ikke stikker af. To slags forfærdelse Det ene spørgsmål opstår, hvis du forestiller dig, at du er stukket af, stukket af fra bønnen, bibellæsningen, gudstjenesten og nadveren, af fra kærligheden og fra de kristne, som Jesus har kaldet dig til at elske! Du er gået ”solo” på din egen vej. Der blev kaldt på dig, at du skulle være en trofast støtte i familien, men du valgte ikke at tage ansvar. Og da du blev spurgt, om du var kristen, fornægtede du alt. Det er jo forfærdeligt. Derfor er dit hjerte forfærdet. Gælder evangeliet dig, hvis du er stukket af på den måde? Svaret er: ” Ja,!” For disse ord: ”Jeres hjerte skal ikke forfærdes!” lød også til Peter, som kort efter fornægtede Jesus! Og Jesus uddybede lidt senere: ”Når du omvender dig, da styrk dine brødre!” - Derfor må også vi tro på Jesus, når synd og skyld og skam har slået os til jorden. For Jesus påtog sig vores synd, skyld og skam. Og nu rejser han os op med tilgivelsen og med ordet: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!” Gud finder os med disse ord, når vi var stukket af. Det andet spørgsmål hænger sammen med ens livssituation. Du vil hellere end gerne følge Guds vilje og gode bud. Du er ikke stukket af, men holder dig til Gud i bønnen og er sammen med Jesus i nadveren. Du mærker også andre kristnes omsorg. Alligevel går livet ikke den vej, du ikke håber og ønsker. Du forstår ikke Guds vej med dig. Og du spørger din Herre: Hvad vil du med mig? Hvad er meningen med mit liv her i trediverne? Mit ægteskab, mit arbejde, mit aleneliv, min menighed, min familie? Det er ikke det, jeg drømte om. Hvad skal jeg bruges til? Her indbyder søndagens evangelium i den grad til at lytte med på samtalen mellem Jesus og disciplene. Thomas og Filip spurgte jo løs, ligesom du spørger. De forstod ikke, hvad deres Herre havde gang i. Og vi forstår det heller ikke. Vi må som dem blive ved at spørge. For Jesus hjalp dem, og han hjælper os. Når vi hører deres bange spørgsmål til Jesus, og hvad han svarer dem, kan vi hører Jesu ord til dem som hans ord til os. Jesus var helt tæt på dem, og det er han også på os - i Evangeliets ord med trøst - og i Nadveren med sit legeme og blod. Og her ser hans kærlighed og hører kaldet til at elske hinanden. Hebræerbrevet 4,15-16 giver os mod. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. (v15-16). Sådan er din Herre. Og nådens trone er dér, hvor evangeliet lyder til os, og hvor hans legeme og blod rækkes til os. Og han siger: ”Tro på Gud! Og tro på mig!” ”Den, som har set mig, har set Faderen.” Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.” Gud, den almægtige, gør, hvad Jesus gør, og Jesus gør, hvad Faderen gør. Det ved vi, fordi Jesus har sagt det! Og det gælder enhver af os, som lytter til evangeliet. Så er der håb for os, når vi er forfærdede, håb hos Jesus Kristus og i det han gjorde for os i påsken – og som han gør for os i dag ved evangeliet. Amen.
|
