Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

JESUS er Vejen

3. e. påske
Prædiken ved årsmødet i Martinskirken 8.5.2022, LGJ

Evangelium: Johannes 14,1-11
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." Thomas sagde til ham: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." Filip sagde til ham: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Jesus sagde til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.

Nåde og fred være med jer fra Gud Fader og fra Jesus Kristus, vor frelser. Amen

Moses var en af de spædbørn, som var dømt til at blive dræbt, så snart han blev født. Det havde kong Farao bestemt. – Tænk at være mor til Moses. Det er for svært. Men der var en udvej. Hun så den ikke, men den var der. … Sådan er det også for en kristen. Der er en udvej. Herren skabet en udvej og reddede Moses.

Da disciplene sad sammen med Jesus den sidste aften, før han skulle dø på korset, var der også brug for en udvej. De var bange. Livet var meningsløst, hvis det gik, som Jesus havde fortalt dem. Men Jesus sagde til dem: Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig. … Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være.

Når nogen trøster os i en umulig situation, siger vi måske: ”Det er lettere sagt end gjort!” Man får et godt råd af en ven. Og vennen mener det godt. Men det er lettere sagt end gjort. Det er jo umuligt for os at gå den vej. Jeg er fanget og bundet af denne umulige situation. Jesus er ikke sådan en ven. Han er en ven, som sætter sit liv til for os. ”Ingen ar større kærlighed end den, at han sætter sit liv til for sine venner.” (Joh 15,13). Det er godt, at Jesus jo netop ikke giver sine disciple et godt råd om, hvad de skal gøre. Sådan trøster han ikke. Og det ville heller ikke være en trøst. Sådan er evangeliet ikke. Sådan er evangeliet aldrig. Hvis du hører gode råd i Bibelen, vejledning om, hvad du skal gøre, så er det ikke Evangelium. Og det redder dig ikke. Måske kan det være til hjælpe for andre, men det hjælper aldrig dig selv.

Evangeliet er nemlig det glædeligt budskab om, hvad Jesus har gjort for dig, og hvad han fortsat vil gøre. Det er budskabet om, at der er en vej, hvor du ikke ser den, og Jesus går vejen for dig! Han gør det i dit sted. Og så kommer han tilbage og henter dig. Du skal ikke gå alene. Han går den svære og umulige vej for dig. Så er evangeliet IKKE gode råd til os om, hvad vi skal gøre.

Evangeliet fortæller os i stedet, hvad Gud, din Frelser, har gjort, og hvad han vil gøre for dig. Han er din frelser. Han siger ikke: ”Tro på Gud og tro på dig selv.” Men: ”Tro på Gud og tro på mig!” Han siger heller ikke: ”Jeg går foran, og så må I ved jeres efterfølgelse gøre, hvad I kan, så skal I nok klare den.” Han siger derimod: ”Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.”

Tænk igen på Moses. Moses nu voksen. Han vidste om sit folks lidelser, men hvad kunne han stille op? Han var jo flygtet, da han var 40 år, flygtet til Midjan. Og nu levede han langt væk, mens Guds folk led under slaveriet. Og folket kunne ikke befri sig selv. Umuligt. Ligesom det er umuligt for os at finde en udvej fra døden. … Vi kan som Moses føle, at vi må affinde os med at leve et stille liv – og bare vente på undergangen.

Men Herren sagde til Moses: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde. og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land.”

Herren var kommet ned, ned til sit folk. Og han ville redde sit folk og før dem op. Moses så jo, at Gud var i den brændende tornebusk. Midt i lidelsen og smerten og ville nu lede sit folk ud. Moses skulle intet andet gøre end fortælle om det. Forkynde dette store evangelium om Frelsen. Og vi kender historien, hvordan Gud frelste sit folk: Herren fik Farao i knæ, så han gav slip. Herren gik foran i skystøtten om dagen og i ildsøjlen om natten. Herren banede vej gennem det røde hav. Det var ikke folket, som klarede det med vejledning og gode råd. Det var Gud selv, som gik foran og var hos dem. Herren var vejen for sit folk. Han gav dem livet.

Og nu siger Jesus i evangeliet: ”Jeg er vejen, sandheden og livet!” Vejen ud af dit fangenskab, din skyld, din død, din fortvivlelse, din umulige situation. Han sagde det til disciplene. Og de har fortalt det videre. De kunne jo nok føle sig i samme situation som Moses, da han var flygtet. De flygtede også. De flygtede for ikke at blive fanget, som Jesus blev fanget. Men Jesus kom til dem igen, sådan som han havde sagt. Da han var død for deres synder, kom han til dem igen, for at de skulle være, hvor han var. Ligesom Herren kom til Moses i Midjans land, da Moses havde opgivet alt. Han fik fat i Moses og kaldte ham tilbage. Ikke fordi Moses skulle udføre mirakler, man bare for at Moses skulle fortælle, hvad Gud havde sagt.

Sådan brugte Gud Moses til at forkynde sin Frelse. Men ikke sådan, at Moses blev folkets frelser. Heller ikke sådan at Folket frelste sig selv, når de fulgte Guds vejledning og bud. Nej, Gud frelste sit folk fra fangenskabet. Sådan frelste Jesus også sine disciple. Og sådan frelser han også os.

Men vi spørger og forstår det ikke.

Thomas sagde til ham: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Og Filip sagde til ham: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Jesus svarede på deres spørgsmål og holdt fast ved, at han ville gøre det, han havde bestemt, at han skulle gøre. Og så kunne de bare vente, vente op ham. 2 Mos 14,14: ”Herren vil føre krig for jer, men I skal være stille”. Det var, hvad Jesus gjorde for disciplene langfredag. Han førte krig mod synden og døden og djævelen. OG vandt han? Jo, han knuste Satans magt.

Når Gud frelser, må vi bare vente, vente på ham, på hans time, på hans indgreb, på hans frelse. Ligesom da Israelitterne stod ved det røde hav. også selv om der kun var så lidt, de forstod. Til Thomas sagde Jesus som svar: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." VEJEN – FREM OG TILBAGE. En levende vej. Han gør det hele for os. Og til Filip sagde han: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.” Jesus kommer med denne hjælp: Hvis du ikke synes, at du kan tro på det, Jesus siger, så se på, hvad han har gjort for os mennesker. Se det – og lyt igen til, hvad han siger. Da smelter ordene samme med gerningerne. Og alt er vel.

Så må vi godt give op – overgive os – vi klarer det ikke. Vi må godt miste troen på os selv. For vi har en Frelser og Herre, som bar vore synder, som sejrede over vores død. Han er vejen – har banet vejen for os – og han er her nu for at tage os med over det røde hav, gennem dødens dal. Og skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, du er min kæp og min stav. Du fører mig til evig salighed. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk