Barnet redder os

Prædiken af LGJ ved torsdagsandagten med 9 læsninger og 9 salmer 20.12.2018 i Aarhus.
Link til liturgi og læsninger.
Salmer: 62v1-4, 12, 449, 106, 89, 63, Jeg kommer til din krybbe, 73, 93, 74 62v5-6

Esajas 9,1-5
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Jesus Kristus, vor frelser!

Barnet giver håb

Profeten taler om et barn, som vil redde folket. For folket har ingen mulighed for at befri sig selv. Gud må sende dem lys i mørket. Gud må befri dem fra slaveriet og krigens rædsler. Og det gør han ved at give dem et barn.   ” For et barn er født os, en søn er givet os” (v5).   Barnet er årsagen til, at det folk, som vandrer i mørket, skal se et stort lys. Barnet bevirker, at folket bliver befriet for slaveri og krig.

Men lyder det ikke helt forkert? Børn skal ikke redde de voksne. Det er de voksne, som skal sørge for børnene. Samtidig er det jo også sandt, at voksne behøver børn for at leve. Børn kan give voksne mening i tilværelsen. De skaber liv og vil på et tidspunkt tage over og hjælpe deres forældre. Et folk, som ikke vil føde børn og opdrage dem i kærlighed til troskab og lydighed, er på vej mod under­gang. Derfor er det menneskeligt talt sandt, at børn kan være de voksnes og gamles redning.

Problemet i Guds folk på Esajas’ tid var folkets frafald fra dets Skaber. Profeten beskriver det i begyndelsen af profetbogen. Her siger han, at et æsel og en okse kender sin herre. Dyrene i stalden hengiver sig til den, som fodrer dem. Anderledes med de mennesker, profeten lever iblandt. De fatter intet. De opfører sig, som om de var deres egne herrer. De undertrykker de svage og snyder, hvor de kan slippe afsted med det. De søger deres egen fordel og svigter næstekærligheden. De tror ikke på Gud og vender det døve øre til profetens prædiken. De er blevet slaver af deres egen ondskab og selviskhed. Se kapitel Esajas 1-4.

Barnet er Immanuel

Men nu fortæller profeten, at dette folk skal se et stort lys, og at de vil blive befriet fra deres slaveri og reddet fra undergang:   Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. … For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild (vers 1-4).   Den overraskende begrundelse er, at der fødes et barn. Barnet er en del af slægten, som det skal redde. Og alligevel er barnet så anderledes end os. Barnet er født af en jomfru (Es 7,14). Og barnets navn er ”Immanuel”. Immanuel betyder ”Gud med os” (Es 7,14 og Matt 1,23). Barnet er Gud hos os. Gud bliver menneske. Derfor kan barnet redde mennesker fra døden. Profeten taler om Messias, som blev født af jomfru Maria. Han er vores redning.

På barnets skuldre

Profeten forklarer, at herredømmet skal hvile på barnets skuldre: …   og herredømmet skal ligge på hans skuldre (vers 5).   Det lyder helt forkert, at et barn skulle kunne bære sit folk. Det barn, som blev lagt i krybben, behøvede jo selv al mulig hjælp af sin mor og Josef. De måtte flygte for den onde kong Herodes. Og senere bosatte de sig i Nazareth. Alligevel var og er det gennem dette barn, at Gud redder os. Som voksen gjorde Jesus alle ting vel for syge, svage, blinde og bange. Og til sidst korsfæstede de ham, og menneskers synd og skyld blev lagt på hans skuldre. Han døde på et kors som Guds Lam, der bærer verdens synd. Sådan fik han magt til at tilgive os.

Fire navne

Profeten siger til sidst, at man skal kalde barnet Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste (v5).

”Underfuld rådgiver” betyder: God til at give os råd. Og ikke kun god, men underfuld. Hans råd virker måske i første omgang ikke rimelige. Men når vi følger hans vejledning, erfarer vi, at det var mere end et godt råd. Det var underfuldt. Lyt til Jesus' vejledning i evangelierne og følg hans råd! Det er underfuldt.

”Vældig Gud”:   Evangelierne beskriver Jesus som et barn, en dreng og mand, der var menneske, og samtidig havde han magten over naturen, menneskers helbred, onde ånder og døden. Han havde magt til at tilgive mennesker og give dem evigt liv. Han kendte til svaghed og lidelse og var dog stærk. Han var fattig og ringe, men var samtidig rig. Han kunne give mad til tusinder af menne­sker med de få midler, han havde til rådighed. Han døde på korset i svaghed, men blev oprejst ved Guds kraft. Stol på Jesus! Han er din Herre og Gud!

”Evigheds fader”:   Normalt kalder man ikke Jesus for ”far”. Ordet ”Far” bruger vi om hans far, som også er vores far. Men Jesus er også selv en far for os. F.eks. kaldte han sine disciple for sine børn, da han kom til dem efter sin opstandelse. Han spurgte dem: ”Børn, har I noget at spise?” Og det havde de ikke. De havde intet fanget. Derfor havde Jesus forberedt et måltid på kulilden med stegte fisk. (Johannes ev. kap. 21). Sådan gør en god far. Sådan gør Jesus igen og igen. Han er hos ved Evangeliets ord og giver os sig selv i den hellige nadver.

”Freds fyrste”:   Ordet fred forbinder vi på en særlig måde med julenat. Englene sang:   ”Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbe­hag!”   Jesus har givet os fred med Gud. Og han giver os fred i hjertet, i familien og i den kristne menighed, som vi er med i. Og vi beder ham denne jul om at skabe fred mellem folkene og lindre nøden og gøre ende på alle krige. Må hans fred nå ud i mange flygtningelejre og til de forfulgte denne jul. Vi venter på hans andet komme, hvor freden bliver evig!

Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk