Jeg vil synge om min ven

14. oktober 2018, 20. søndag e. trinitatis, Aarhus. Leif G. Jensen
Salmer: 697, 49, 596, // 438, 430, 225.

Esajas 5,1-7
Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård. Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Han gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke. Han byggede et vagttårn i den og udhuggede også en perse. Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer. Og nu, Jerusalems indbyggere, Judas mænd, døm mellem mig og min vingård. Hvad var der mere at gøre ved min vingård, som jeg ikke har gjort? Når jeg ventede, at den ville give vindruer, hvorfor gav den så vilddruer? Men nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver afgnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned. Jeg lader den forfalde, den bliver hverken beskåret eller hakket, så den gror til med tjørn og tidsel, og jeg forbyder skyerne at give den regn.

For Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplante. Han ventede ret, men der kom retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig.

1.

Nåde og fred være med jer fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser!

Profeterne fik deres ord fra Gud. Han talte til dem – og de talte videre til Guds folk. Sådan valgte Gud at åbenbare sig. Når vi læser profeterne, svinger det mellem håbløshed og håb, skyld og tilgivelse, dom og nåde. Hør: Es 1,4: Ve det syndige folk, et folk der er læsset med skyld, en slægt af forbrydere, børn der volder fordærv; de har svigtet Herren, ladet hånt om Israels Hellige og vendt ham ryggen. Og hør Es 1,18: Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld.

1. Han vil synge

Nu vil profeten synge. Han vil. Det er ikke nok skrive, heller ikke nok at tale. Der skal synges. Han er en folkesanger. Han synger for folket. Sangen begynder glædeligt, men slutter i sorg. Hvorfor synger han da? Man kan vel ikke synge, hvis det er trist? Jo. Triste og sørgmodige sange har vi også brug for. Vi synger nogle af dem her i kirken. Der synges både lovsange og klagesange, som er bønner i nøden. Men vi har i sidste ende en stærk grund til at synge om det sørgelige, fordi Gud er vores frelser.

Og sådan også med Esajas’ sange, både den i kapitel 5 og alle de andre sange i profetbogen. Og især den mest kendte sang, sangen om Herrens lidende tjener. Han synger den i kapitel 53. Og her går det helt galt. Tjeneren lider ikke kun lidt, men dør. Han dør for sit folks overtrædelse. Og sådan bliver sorgen vendt til glæde og håb. Derfor vil profeten synge, selv om mange måske ikke synes om sangen, fordi vingården, som er Guds folk, ikke bærer frugt og må gå til grunde.

Alligevel må vi lytte. For profeten fortæller, at sangen handler om hans ven. Og vennen kalder han for ”sin elskede”. Og sangen er ikke engang hans egen sang, men hans vens. Derfor vil han synge. Sådan er det med de bedste sange. De er ikke vore. De er vores vens. De bedste sange er dem, der skrives og synges af den, som elsker os. Og det er sådan en sang, profeten synger i dag.

2. Han vil synge om sin elskede ven

Lad os blive lidt ved disse to ord ”ven” og ”elskede”. Hvem er vennen? Og hvem er den elskede? Det er himlens og jordens skaber. Det er ham, som har skabt milliarder af stjerner. Det er den evige, som har tal på universet og holder det i sin hånd. Det er ham, som også holder os oppe og holder os i live i dag. Profeten kalder ham for sin ”ven”.

Men kan en myre være ven med en elefant? Kan et menneske være ven med Gud? Ja! For Jesus har selv kaldt os for sine venner: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt …. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden” (Joh 15). - Her siger Jesus, at det er ham, der har gjort os til sine venner. Han har sat sit liv til for os. Og han har udvalgt os. Og han har sat os til at bære frugt. Og han påbyder os: ”Elsk hinanden!”

Når profeten kalder Gud for sin ven og sin elskede ven, er det ikke noget, han selv finder på. Han kalder Gud sin ven, fordi han har lært Gud at kende som sin elskede ven. – Det lærer Gud også os, når vi hører evangeliet om Jesus Kristus. Når Gud fortæller om skyld og tilgivelse og om håbløshed og håb hos Jesus Kristus, bliver Gud også vores ven.

3. Sangen begynder i glæde og slutter i sorg

Og nu nogle enkeltheder fra sangen. Profeten synger: Min ven havde en vingård på en frugtbar skråning. Den lå et godt sted. Der ville komme meget frugt. Det hele så lovende ud. Og ikke nok med det. Min ven gjorde alt, hvad en god vingårdsmand gør. Han passede vingården, som en vingård skal passes. Han gravede også en perse: det er en presse, hvor druerne knuses og presses, så saften kommer ud af de modne druer og vinen bliver lavet. Alt var gjort godt, og der var klar til høst.

Jesus udlægger lignelsen i søndagens evangelium i Matthæus 21,33-41. Han fortæller om en vingårdsejer, der plantede en vingård og satte et gærde og gravede en perse og byggede et vagttårn. Præcis som i den sang, Esajas synger for sin ven. Her var det vingårdsarbejderne, som ikke ville aflevere frugten. De tjenere, som skulle hente frugten, slog de ihjel. Og til sidst slog de vingårdsejerens søn ihjel for at få hans arv. Og Jesus spørger: Hvad vil vingårdsejeren gøre ved dem, som dræbte tjenerne og sønnen? Og svaret er indlysende: Han må overlade vingården til andre vinbønder. De første kan ikke arbejde der mere.

Sådan også i profetens sang: Det er helt uforståeligt, at der kom vilddruer i stedet for vindruer. Og vi ved fra profetens taler i Jerusalem, hvad FRUGTEN, vinduerne, var: Det var trofasthed og kærlighed; det var lovsang til Gud; det var kærlighed til sin næste, den fremmede, den fattige og enken; det var trofasthed i familien overfor børn og ægtefælle; og det var mission: Vidnesbyrd om Guds frelse. Og vi ved fra profeternes taler og bøger, hvad vilddruerne var: Undertrykkelse af den fattige og svage; at leve højt på andres bekostning; at dyrke sin egen skønhed; at leve som dyr, der ikke kender Herren uden tro og tak. Med andre ord: Gudløshed.

Hvordan vil det gå, når kristne forkaster Gud og ikke vil bære frugt? De vil gå til grunde som kristne og gå fortabt. (For os beskriver Paulus Kødets gerninger (vilddruer) og Åndens frugter i Galaterbrevet 5,19-22.)

4. Sangen kalder på os

Profeten sang i hovedstaden, så alle i folket kunne høre det. Sangen gik i rette med folket. Og profeten havde jo i 1,18 bragt opfordringen fra hans ven: ”Lad os få talt om problemet, det dybeste problem her i byen er jeres synder, jeres gudløshed, jeres svigt i forhold til fattige og at I har forladt jeres Skaber. Lad os få talt om det. For jeres synder er røde som skarlagen. Men der er tilgivelse. Og den er gratis.

Profeten sagde det lige før han synger i kapitel 5: ”På hin dag bliver Herrens spire til herlighed og ære, og landets frugt bliver til stolthed og pryd for Israels overlevende. … Når Herren har vasket urenheden af Zions døtre og skyllet blodet ud af Jerusalem med dommens og udrensningens ånd, så skaber Herren en sky om dagen og flammende ild om natten.” (Esajas 4). Dvs. at Herren vil være midt i sit folk.

Hvordan det vil finde sted, fortællers i dryp gennem hele profetbogen. Og tydeligst i Esajas 53. Den lille rest, som tager imod tilgivelsen, blive reddet. De bliver reddet sammen med hedninger, som også kommer til Frelseren og tror på Guds tilgivelse. Og da vil der komme frugt. Det er den frugt Jesus talte om, da han kaldte sine disciple for sine ”venner”, nemlig at de elsker hinanden og hænger fast ved Jesus.

Hvordan går det til? Ved at Jesus satte sit liv til for os. Ved at han udvalgte os til at være hans. Ved at han gjorde det hele for os. Og ved at han sendte en folkesanger, der sang om vingården – og utroskaben – og om Jesus.

Afslutning

Salmerne i dag er valgt ud fra bibellæsningerne. De gør os ikke til folkesangere. Men vi kan synge med i det små. Og vi har grund til at synge. For vi har fået en ven. ”Jeg har en ven, som har gi’t sit liv, for at jeg skulle leve.” Jesus er hans navn. Og på grund af Jesu død og opstandelse for os vil vi om lidt bekende vore synder med håb og i tillid til Guds løfte, at han tilgiver os for Jesu skyld. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 15.10.2018. post@vivit.dk