Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken
En vej eller anden, vor Herre ved råd!Samtale om Evangeliet mellem Jerusalem og Gaza – og hos os. Pastor Leif G. Jensen København 19.9.2020. Salmer: 677, 20, 46, 678 Apostlenes Gerninger 8,26-40 (læses i løbet af prædikenen) Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser! Amen. Vores prædiketekst fortæller, at Herren leder os, ligesom han ledte en hofmand fra Etiopien til Jerusalem og til dåben, og ligesom han ledte Filip til at møde hofmanden på en øde vej og lede ham til den hellige dåb. Sådan leder han også os ad sine veje! Herrens engel talte til Filip og sagde: ”Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde." Filip var en kristen. Han var en af dem, som var blevet valgt til at uddele mad til fattige enker i Jerusalem og sørge for, at der ikke blev gjort forskel på hebraisk-talende og græsk-talende enker. Det havde han gjort i nogle måneder sammen med 6 andre mænd. Han og de andre diakoner var fyldt af ånd og visdom. (ApG 6,3). Den diakon, vi måske kender bedst, hed Stefanus. Vi har hørt, at han blev anklaget og stenet, fordi han var kristen. Og derefter opstod en forfølgelse af de kristne i Jerusalem, så de kristne blev spredt til andre steder i Judæa og Samaria. Filip kunne ikke længere gøre sit arbejde med at dele mad ud i Jerusalem. Hvor var Gud i alt dette? – Jo, Filip vidste godt, det kunne blive vanskeligt at være kristen. For Jesus havde sagt til sine disciple, at ligesom han selv var blevet forkastet, sådan ville man også gøre med dem, som blev hans disciple. Men de skulle ikke give op. Når de ikke mere kunne være i Jerusalem, havde Gud måske en plan. Og det havde han. ”Vor Herre ved råd!”. Og ved noget vigtigt om hans plan. Jesus havde jo også selv sagt, at de ville blive sendt ud i hele verden. ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og lær dem alt det, jeg lærte jer! Og se, jeg er med jer alle dagene.” Var forfølgelsen i Jerusalem måske Herrens måde at sende dem ud i verden på? - Der var jo også enker og fattige mennesker i andre byer end i Jerusalem. De havde også brug for kærlighed og omsorg. Og overalt var der mennesker, som levede i overtro og ikke kendte Gud og ikke kendte Frelseren, Jesus. De behøvede dåben og oplæringen. Derfor tabte Filip ikke modet. Han vidste jo også, at Jesus ville gå med ham. Sådan leder Gud også os. Der kan være vanskelige ting i vores liv, forandringer, som næsten kan få os til at miste modet. * Arbejdsløshed, så man må flytte. * Forfølgelse, så man må flygte. * Sygdom, så man bliver indlagt på hospital. * Alderdom, så man bliver flyttet til en anden bolig. så vi ikke ved, hvor vi skal gå hen. Læg mærke til, HVAD DER ER BRUG og HVOR DU ER, de to ting. Når der er brug for hjælp, kan man høre det som et ”kald”. Nogle kalder. Nøden kalder og råber ”hjælp!” Og faktisk er det Gud der kalder. Og han gør det som regel lige der, hvor vi er. Man bruger to ord om det: ”KALD og STAND”. På engelsk: ”Calling and station”. 1) ”Kaldet”. Lyt efter, om du kan høre, at der er en eller flere, som kalder på dig. Gud kalder på dig gennem din familie, din menighed, dine naboer og dit land og folk. 2) Og ”Stationen”: Det er den station, du er på, dit stop, dit sted, din familie, din menighed, dit land, dit naboskab. Det er lige der, hvor du er, at det er meningen, at du går i gang med at hjælpe og elske din næste som dig selv. * Du skal gå i skole, lave lektier, hjælpe derhjemme - ikke kun for din egen skyld, men også for de andres skyld. * Du skal lave mad, købe ind, gøre rent – ikke kun for din egen skyld, men også for dem i familien og måske for en nabo. Du skal tjene penge - ikke kun til dig selv, men også så du har noget at give af til nogle, der trænger til hjælp. Der bliver kaldt på dig, for at du skal bruge din tid på dine børn, dine forældre, din nabo, nogle i din menighed, din ven og dit land og folk. Vi skal lytte efter, som Filip gjorde. Filip brød op og gik. At bryde op er mere end at gøre noget i en halv times tid, fordi man lige har lyst. Når vi bryder op, kan vi gøre det i tryghed og tillid til Gud, og ikke kun fordi vi har lyst til noget. Og på den øde vej var Helligånden allerede i gang med at arbejde. Der var en etiopier, en mægtig hofmand hos etiopiernes dronning Kandake, som forvaltede alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede og var på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. Etioperen havde rejst meget langt, over 1000 km med heste / kameler / vogn. Hans mål var at tilbede Gud i Jerusalem. Han var en hofmand. Faktisk står der, at han var ”eunuk”, dvs. kastereret (uden mulighed for at få børn). Han var uden familie og arbejdede for dronning Kandake i Etiopien. Men han havde fået orlov, så han kunne rejse til Jerusalem og tilbede. Og han havde en kostbar bogrulle med profeten Esajas’ bog. Han læste og læste på vejen hjem. Gud var i gang med at så sine løfter om Kristus i mandens hjerte. På den øde strækning mellem Jerusalem og Gaza sendte Gud Filip hen til den sorte rige mand. Ånden sagde til Filip: "Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!" Filip løb derhen, og da han hørte manden læse af profeten Esajas, spurgte han: "Forstår du også det, du læser?" Han svarede: "Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?" Og han bad Filip om at komme op i vognen og sætte sig hos ham. Når nogen læser, kan man læse med og lytte. Og da får man noget fælles at tale om, måske. Sådan gik det her. Vi har selv brug for at sidde med en profetbog, profeten Obadias, Malakias eller Esajas. Eller en af evangelisterne. Og vi har brug for nogen at tale med om det, vi læser. Derfor er det så godt at læse bibelen sammen hjemme og i menigheden. Gud giver os i prædiken og bibelstudie velsignelse, når bibelordet bliver forklaret for os. Og mon ikke Filip blev lige så velsignet, som hofmanden blev? Det er virkelig en stor glæde at læse bibelhistorie med sine børn, ligesom det er en glæde at gennemgå bibelske tekster i bibelkreds og ved bibeltimer og at gå i kirke sammen. Det afsnit i Skriften, han læste, var dette: Som et får, der føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund. I fornedrelsen blev hans dom taget bort. Hvem kan fortælle om hans slægt? For hans liv blev taget bort fra jorden. Hofmanden spurgte Filip: "Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?" Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham. Hofmanden læste Esajas kapitel 53. Og ligesom han selv ikke havde nogen familie, sådan havde den, han læste om, heller ingen familie. ”Hvem kan fortælle om hans slægt?” Hofmanden mærkede måske, at han selv lignede ham, som profeten fortalte om. Måske denne mand i profetbogen vidste, hvor tomt det kunne være at være rig og mægtig og være uden kone og børn. Og denne mand, som Esajas skrev om, blev fornedret, han blev ført til slagtning, hans liv blev taget bort fra jorden. Derfor spurgte han Filip: ”Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv eller om en anden?” Og da gik Filip ud fra dette ord og forkyndte om Jesus. ”Jesus er den tjener, som blev født i Betlehem, voksede op i Galilæa, og påtog sig den tjeneste, hans Far gav ham. Han blev ført af Ånden, var lydig, og han blev til sidst slagtet for vore synder.” Da vi var fortabte, vor Gud vidste råd, hans søn kom iblandt os, opledte og fandt os, brød døden, som bandt os, ja, Gud vidste råd. (DS 20) – Tak og ære være Gud, som har ført sit løfte ud og til syndres salighed sendt sin kære søn herned. (DS 62). Filip har helt sikkert også fortalt hofmanden om den hellige dåb, at man bliver født på ny ved vand og Ånd (Joh 3,3-5) og at enhver, som tror på Jesus Kristus og bliver døbt, vil blive salig og frelst (Mark 16,16). Alle disse gode ord om Jesus voksede i hofmandens hjerte. Troen på Jesus blev levende hos ham. Og han ønskede at blive døbt. Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: "Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?" Filip sagde: "Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske." Han svarede: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn." Det er ligesom vi gør, når vi har dåb. Forinden har der været dåbsundervisning. Når det er et spædbarn, der skal døbes, er det forældrene, som forinden er oplært i troen, så de kan lære deres børn om Gud og hans frelse. Når det er unge og voksne, der skal forberedes til dåb, får de undervisning først. Og vores konfirmation hører også sammen med dåben. Konfirmandundervisning hjælper de døbte til at kende Jesus bedre, så de i konfirmationen bekræfter deres dåbspagt før de går til nadver. I vores prædiketekst var det en mand, som måske havde været i Jerusalem for at tilbede år efter år. Han kendte Skrifterne, men kendte ikke Jesus. Men Filip lærte ham Jesus at kende ved at fortælle ham Evangeliet. Og da var han klar til at blive døbt. Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham. I dåben genføder, tilgiver og renser Gud os. Og vi kommer med i hans kirke og bliver lemmer på hans legeme og hører sammen med andre kristne og med Kristus – for evigt. Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde. Helligånden havde gode planer med Filip – også efter at han havde mødt hofmandet og hjulpet ham. Herrens Ånd ham med til en anden by. Og Hofmanden rejste hjem til Etiopien med glæde. Den glæde er også vores. Vi er blevet Guds kære børn. Gud sørger for os i ét og alt. Og Gud kalder også os til at være der, hvor han har sat os, så vi kan tjene ham og tjene vor næste. Jesus Kristus er vores Frelser og Herre. Amen.
|
