Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Hvad pinsen lærer os om os selv og om Jesus Pinseprædiken 9. juni 2019. LGJ. almer: 247 - Rom 14,7-8 – 257 – 246 // 9v7-14 – 430 – 255. Udgangsvers: Sl 139: Du omslutter mig Apostlenes Gerninger 2,22-24 og 36-39 22 Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret -- en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved 23 ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. 24 Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. … 36 Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.» 37 Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: «Hvad skal vi gøre, brødre?» 38 Peter svarede: «Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. 39 For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.» Hvis man vil vide, hvad et menneske er, kan man jo bare spørge et menneske. Mennesker ved jo bedst selv, hvem de er. Og du ved helt sikkert også mere om dig selv, end andre mennesker gør. Alligevel er der meget, vi ikke ved om det at være menneske. Jo, vi ved, at mennesker fødes, at livet kommer fra vores mor og far, og at vi har følelser og behøver håb. Vi har hjerte, som banker, og vi bestemmer slet ikke om det banker og lever. – Og hvis vi tror, at Bibelen er sand, ved vi også, hvad vi hørte i skriftlæsningen fra 1 Mosebog 2, at Gud formede mennesket af jord og blæste livsånde i det. Vi er legeme og sjæl. Gud har skabt os. Det tror vi. Og her i pinsen fortæller Gud os noget andet afgørende, som giver os en grundlæggende forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. I. Først en sammenligning: Hvis du spørger et barn, hvem det er, vil det meget hurtigt fortælle om sin mor og far og søskende. Og hvis du spørger et menneske, som har levet et langt liv sammen med en elsket ægtefælle, vil vedkommende fortælle om sig selv ud fra sin ægtefælle. Vi har livsfællesskab med andre! Vi har livet sammen. Det kan ikke leves isoleret eller uden dette fællesskab. Sådan også med Jesu disciple. De havde set, at Jesus døde på korset. Og efter sin opstandelse kom han til dem med håb og fred. Han gav dem Helligånden i hjerte og sjæl. Og Gud blev deres far. Fra nu af forstod de livet ud fra fællesskabet med Gud Fader og Guds Søn, Jesus, ligesom børn ikke kan forestille sig livet uden deres familie. De første kristne bekendte: ”Vi er skabt i Jesus Kristus. Han er før alt, og alt er skabt ved ham og til ham.” Og de kunne også sige: ”Vi er skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud har lagt til rette for os, så vi trygt skal vandre i det, Gud har planlagt for os!” ”Vi er ved dåben og troen blevet Guds kære børn!” Det kunne de sige, fordi de troede, at Jesus havde overvundet døden. Uden ham ville der ikke være noget liv overhovedet. De levede, fordi han levede. Sådan siger jeg også – sammen med jer. Og vi har sunget det sammen igennem påsketiden med bibelverset Rom 14,7-8: ”Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. Thi når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør!” Når Peter holdt sin pinseprædiken om Jesu død og opstandelse, bredte denne tro sig, og mennesker kom ind i Guds familie og blev Guds børn. II. Men sammen med dette stærke bånd til Jesus, havde de første kristne en vanskelig erfaring af meningsløshed og skyld og død, som vi, der er kristne i dag, heller ikke undgår. Jeg tænker på den meningsløshed, håbløshed og fortvivlelse, som ramte Jesu disciple, da de så, at han blev korsfæstet og døde. De følte at troen gik helt i stykker. I dagene op til hans død, havde opført sig så elendigt. De havde ligget i indbyrdes konkurrence om, hvem der var den største og bedste. Og det endte med et stort nederlag. En af dem – Judas - forrådte mesteren. Og deres leder – Peter - fornægtede Jesus, da Jesus var taget til fange. Sådan kan vi også føle, at vi har slået i stykker og svigtet. Jeg tænker også på dem, der først fik troen på pinsedagen og senere. De havde jo ikke nogen dårlig oplevelse, da Jesus døde. De var nemlig med til det, da de råbte: ”Korsfæst ham!” Men pinsedag blev de ramt af meningsløsheden, skylden og håbløsheden. Vi hører jo, hvad de følte, da Peter i pinseprædikenen fortalte dem om Jesus og hans død og opstandelse. Han sluttede med at sige: 36 ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” 37 Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: «Hvad skal vi gøre, brødre?» - De blev ramt af håbløshed og skyld. Ikke da Jesus døde på korset, men da de hørte om hans død og opstandelse. For det gik op for dem, at de havde korsfæstet ham, som ville dem alt godt, ham, som var Guds udsending og deres Frelser. Når du har gået i lang tid og tænkt, at den er fin med dig, og du så en dag bliver klar over, at du har svigtet og skadet dem, som ville dig det så godt, da kan det gøre ondt. Da vokser spørgsmålet frem: ”Hvad skal jeg dog gøre?” Og meningsløshed og håbløshed lukker alle udveje for dig. III. Her er vi nået ind til noget, vi har brug for at vide om os selv, men som vi ikke ret gerne indser. Nemlig at vi er skyldige at vise andre kærlighed og godhed. Vi skal elske vor næste som os selv. Vi skal! Og svigter vi, skal vi stå til ansvar! Pligten til at vise godhed og kærlighed er ikke noget, vi mennesker kan vælge til eller fra. Da vi var spæde var vi henvist til, at vores mor viste os absolut kærlighed. Hun havde ikke noget valg, men gav os mad og holdt ud, når vi var syge, skreg og behøvede hende aller mest. Og hvis vores far var trofast, gav han al mulig støtte, så vi kunne vokse op i en god familie. - Svigter du din mor eller mormor, når hun er gammel og affældig, forbryder du dig mod livets Gud, som gav hende og dig selv livet. - Her mærker vi, hvad et menneske er: Skabt til kærlighed! Og står under ansvar! Og har brug for tilgivelse på grund af vore personlige svigt! Hvor er så meningen med livet? Hvor er håbet. Hvor er vejen ud af fortvivlelsen? 38 Peter svarede: «Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. 39 For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.» (ApG 2,38-39). Erfaringen af skyld bekræfter, at vi ikke kommer udenom, at vi skylder vor næste godhed og kærlighed. Benægter vi det, går det os lige så galt, som hvis vi benægte tyngdekraftens lov og derfor springer ud af en flyvemaskine uden faldskærm, eller hvis vi mener, at vi kan leve uden at sove og uden mad og drikke. Og når får sådan en erfaring af skyld og skam og mærker, at vi er i frit fald og må dø, da sker dette under, at Kristi kærlighed og godhed griber os. Vi styrter ikke til jorden, og vi dør ikke af sult. Vi kan vende os til Gud i bøn og hjælp og lade os døbe. Dåben giver os syndernes forladelse. Og dette løfte gælder ikke kun os, men også vore børn, og alle mennesker, som hører Guds kald. Derfor døbte mine forældre mig. Og derfor døber vi vore børn og fører voksne, som ikke er døbt, til dåb gennem prædiken og oplæring. IV. Så har vi altså som kristne troens fællesskab med Gud Fader og med hans Søn Jesus Kristus. Med hans omsorg og tilgivelse, har vi styrke til at modstå hvad der end møder os. Der er meget, vi ikke kan forklarer og fatte her i livet. Men himlens og jordens skaber er vores Far. Og Jesus Kristus har overvundet døden og taget al skyld og skam på sig. Hvad er et menneske, som er døbt og tror på Jesus? Det er Guds barn, det er tilgivet, og det lever ikke mere for sig selv, men for ham, som døde og opstod for ham. Den store opgave er at vise kærlighed og godhed, fordi Gud elsker os. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk