Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

20 De holdt alle i enighed fast ved bønnen 6. søndag e. påske Prædiken 29.05.2022, LGJ Apostlenes Gerninger 1,12-14: Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre. 1. VENTE i MENIGHEDEN Apostlene havde fået at vide, at de skulle vende tilbage til Jerusalem og vente. Det havde Jesus sagt til dem, før han blev løftet op til Himlen og satte sig ved Faderens højre hånd: Han pålagde dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet (ApG 1,4)… nemlig pinsens gave, Helligånden, som udrustede dem med kraft til at vidne om Jesus Kristus. At vente er en afgørende del i en kristens liv; vente sammen; vente i tillid til, at tiden ikke er i vores hånd, men i Guds hænder. Evange­listen Lukas fortæller, hvordan apostlene forstod denne befaling: Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Olie­bjer­get, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig.(1,12). Salen ovenpå blev deres lille base og fælles hjem. Mon ikke det var det rum, hvor Jesus havde indstiftet nadveren? Det ”store rum ovenpå”, som Lukas fortæller om i Luk 22,12. De skulle holde sammen og søge tilbage til det sted, hvor Jesus havde trøstet dem og sagt: Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig. Jeg går bort for at gøre en plads klar til jer. Det var her, Jesus havde fortalt dem om Helligånden, som han ville sende i Faderens navn, Talsmanden, som ville minde dem om alt det, han havde talt til dem, Talsmanden, som ville overbevise verden om synd, retfærdighed og dom. (Joh 14-16). Det var jo Talsmanden og ikke dem selv, der stod bag evangeliets forkyndelse. Derfor måtte de vente på ham. Det er forudsætningen for at det kan blive pinse, at vi venter og lytter. Når vi om søndagen samles i kirke, lytter vi til apost­lenes ord, som de fik af Jesus og har skrevet ned i Nye Testamente. Det er gennem dem, at Helligånden talte den første pinse. Kirken er bygget på profeternes og apostlenes grund­vold. En kristen menighed er en apostelme­nig­hed. Peter og Johannes. Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartho­lomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. Disse mænd er vigtige. Derpå nævnes ”kvinderne”, nemlig dem, som Lukas havde fortalt om i sit første skrift, i Lukas-evangeliet. De var vidner ved Jesu kors: Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand. (Luk 23,49). Her var de fleste af apostlene ikke med. For de var flygtet. Lukas fortæller om kvinderne, at de var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. (Luk 23,55). De havde sørget for Jesus og apostlene i Galilæa: Sammen med ham var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler. (Luk 8,1-3). Det var de kvinder, som meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. (Luk 24,1). Maria, Jesu mor, var der også. Jesus havde jo bundet hende og apostlen Johannes sammen som mor og søn med sine ord til dem fra korset. De skulle sørge for hinanden. Det er nærhed. – Og Jesu brødre var der også. De havde også fået troen på deres bror Jesus. Sådan så den lille skare ud. Sådan er vores menighed er også en broget skare af kvinder og mænd, børn, unge og gamle. Vi står hinanden meget nær. Og vi VENTER om søndagen, når vi samles. Her tages det hele ud af vore hænder og lægges over i Herrens hænder. Det er jo, hvad vi gør i bønnen: lægger det hele fra os, fordi Herren er hos os. 2. BØNNEN og ENHED De holdt alle i enighed fast ved bønnen (1,12). Det nævnes og uddybes også senere i 2,42: at det holdt fast ved apostlenes lære, fælles­skabet, brødsbrydelsen og bønnerne. Når ”bønnen” særligt nævnes her, kan vi tænke på den bøn, Jesus bad, og som vi har hørt i søndagens evangelium: Jesu bøn for sine apostle og for dem, som senere ved apostlenes ord kommer til tro på ham: Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig. (Joh 17,20). Når vi samles som menighed og spørger os selv og hinanden, hvordan vi skal missionere, da er dette et mægtigt godt svar fra Jesus. Jesus sørger for at mennesker kommer til tro ved apostlenes ord. Nogle vil med rette kunne sige, at de kristne ikke foretager sig noget, når de er i kirke. Det hele står stille. Ja. Nemlig. Men der er en anden, som gør noget for os. Vi er jo til Guds tjeneste. Gud tjener os. Talsmanden minder os om Jesus. Og vi hører, hvad Jesus har gjort for os og vil gøre for os. Apostlene minder os i brevene om, at Jesus beder for os. Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. (Rom 8,34). Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder (1 Joh 2,1-2). Når vi beder til Gud og forsøger at holde fast ved bønnen, er det ren glæde at blive mindet om, at vor Herre Jesus går i forbøn for os. Derfor afhænger gudstjenesten ikke af vore evner til at bede. Og det sætter os fri til at bede, synge, tænde lys, gøre klar, invitere, forberede en prædiken, sætte brød og vin på alteret mellem de fine blomster. For Jesus har lovet: ”Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Og Jesus beder om enighed: Enhed mellem disciplene og dem, som ved deres ord kom til tro. Og enighed mellem os. Meget havde kunnet splitte disciplene ad: fjendskabet fra jøderne. Når livet er vanskeligt og vi bliver udsat for fare og lever under et tryk udefra, er der fare for, at vi lader det gå ud over hinden. Jesus beder om enhed. Også deres tidligere armlægning med hinanden om, hvem der var den største, kunne give dem problemer. Men nu holdt de holdt fast i enighed. Vor Herre Jesus ved også om alt det, der hos os er årsag til uenighed, om ligegyldighed og fjendskab. Det er kritisk i familien og i menigheden, når der opstår uenighed. Da bliver vi lidt fremmede for hinanden, står med ryggen til hinanden og kræver af hinanden i stedet for at give til hinanden. Da holder vi op med at spise sammen og tager hver især lidt fra køleskabet. Vi overlever uden at have fællesskab. Ingen stilhed sammen. Og der bliver ikke spurgt til dig: ”Hvordan går det?” Og holder op med at spørge til de andre. Ingen nærhed. Bønnen ophører, lovsangen bliver tavs, bibelen bliver ikke læst og studeret. Andre ting bliver vigtigere. Du bliver det vigtigste af alt. Men der er jo alt sammen ikke sandt. Jesus bryder ind i vores splittelse og ensomhed og falske verden ved at bede til sin Far. Han beder: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” Det, vi har brug for midt i uenigheden og splittelsen er at se hans herlighed; se hans kærlighed; ser hans nåde og hører hans sandhed. Her står han med sin tilgivelse og nåde og siger: ”Fred være med jer!” Det forener! Evangeliet forener mand og kvinde i ægteskabet, forener familier og giver kristne nærhed og fællesskab. Da er alt vel. Og med den tilgivelse, han giver os, kan vi tilgive hinanden, så kærligheden råder. Herre, send kærlighedens ånd ved evangeliet, så det bliver pinse hos os i dag og pinsedag og altid. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk