Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

I den nat, da han blev forrådt ...

Skærtorsdag 18. april 2019 i Kbh og Aarhus, LGJ
Salmer: 417, Alt mit håb satte jeg til Gud (Sl 40), 456, 416 // 427, 430, 9v1-2, 178

1 Korintherbrev 11,23-29
For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!" For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.
Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.

1.

Den hellige nadver er fuld af lys og håb. Og den er omkranset af mørke. Mørket er konteksten, sammenhængen. Mørket er vores situation. Det bliver vi bliver mindet om, når vi går til nadver. For vi har fået nadveren overleveret sådan: For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde … Og apostlen slutter nadverberetningen med en advarsel, hvor vi igen ser ind i et mørke, nemlig dommens mørke. Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.

Disse ord har vi fået ”overleveret” sammen med den hellige nadver. Og de har præget kirkens liv op igennem kirke­historien. Hvor man har holdt fast ved denne advarsel, er man blevet mindet om mørket. Nogle vil måske hellere, at mørket ikke nævnes, og at fælles spisning i kirken bør være omkranset af glæde og lys. Men er det ikke Herrens nadver, men en nadver, vi selv opfinder.

Apostlen minder om, at enhver, som går til nadver, kommer i nærkontakt med Jesus. Og han fortæller, at det til frelse eller til dom. Judas var helt tæt på Jesus. Et kys, som er tegn på kærlighed og venskab, blev misbrugt til det modsatte. På samme måde i Korinth: de kom sammen for at holde kærlighedens måltid. Men de ventede ikke på hinanden. De holdt de nadver uden at sanse, at Jesus var midt iblandt dem med sit legeme og blod. Sådan må det ikke være. Heller ikke hos os. Da spiser og drikker vi Jesu legeme og blod til vor egen dom.

2.

Der, hvor nadveren fejres efter Jesu indstiftelse, begynder man altid med ordene: ”I den nat, da han blev forrådt!” Det har vi fået overleveret. Derfor skal det nævnes, og høres. Vi skal fornemme noget af mørket. Det er heller ikke en uvigtig detalje i evange­lierne. Evangelisterne fortæller jo alle, at Jesus blev forrådt. Også at han blev også svigtet og fornægtet. Mørke omkring ham. Det var her, han var. Og han vil også være hos os i vort mørke.

Mens de holdt nadver, fortalte han dem: ”En af jer vil forråde mig.” Og de spurgte: ”Det er vel ikke mig, Herre?” De var klar over, at de ikke kendte sig selv godt nok. Fortæl mig, Jesus, hvordan det er med mig! Vi bliver hermed mindet om, at vi ikke kender os selv godt nok. Har du det ikke også sådan? Du bekender dine synder. Men samtidig mærker du, at du ikke erkender din skyld, som du gerne ville. Og da kan du spørge: ”Det er vel ikke mig, Jesus?” Det er at prøve sig selv. Er jeg som Judas, der forrådte dig? Eller jeg som Peter, der var overmodig og fornægtede dig? Eller er jeg som de andre, der flygtede i natten, da det blev svært?

Vi ønsker ikke at være som de 12 apostle den nat, Jesus blev forrådt. Men der er ikke andre at spejle sig i. Vi er en af dem, når vi går til nadver. Vi er syndere, som har brug for en frelser. Paulus siger: ”Enhver skal prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af bægeret!” Vi kunne her bruge Davids bøn: ”Se om jeg er på smertens vej og led mig på evigheds vej!” Gud, du kender alle ting. Du ved, at jeg har syndet – og du ved også, at jeg behøver dig.

3.

Hvordan får vi da vished og sikkerhed om, at vi hører Jesus Kristus til? Ikke ved at se på mørket, men ved at se på lyset i mørket. Der er aldrig noget hos dig, som holder i anfægtelsen og skylden og døden. Når vi har forbedret os og har haft en god uge som kristne og næsten er der, da opdager vi, at vi enten flygter, fornægter eller måske gør som Judas? Og vi spørger: ”Det er vel ikke mig, Herre!” Da det vores hjælp, at vi kan spørge Jesus. Vi lytter intenst til ham og til det, han nu siger og gør. Han talte længe med dem den aften, hvor han indstiftede nadveren. Og derefter tog han brød og vin og indstiftede nadveren. Han sagde: ”Det er mit legeme, som gives for jer. Og det er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse!”

Her er lyset. Jesus! Han alene er vort lys. Ikke lidt dig og meget ham. Ikke at han hjælper dig til at blive lidt bedre. Men her er hans legeme, som gives til dig. Og her er hans blod, som udgydes for dig. Hele ham til dig. - Tænk et øjeblik på påskemåltidet i Egypten. De, som spiste det, var slaver. Skulle påskemåltidet hjælpe dem til at gøre oprør og befri sig selv? Nej, de blev frelst ved, at Gud reddede fra dødsenglen. Alle familier, som spiste et påskelam og strøg blod på dørstolpen, blev fri fra slaveriet og kunne vandre ud næste morgen.

Sådan er også Jesus centrum i vores nadver med brødet og vinen. Han siger: ”Det er mit legeme, som gives for jer. Og det er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Her er vished. Her er frelse.

4.

Lyset spreder sig i mørket. Vi ser hinandens ansigter. Jesus viser os hinanden. Vi ser syndere. Nogle er ældre, andre unge. Nogle er trætte, som har slidt hårdt i det. Nogle har fornægtet, andre trak sig tilbage, da det blev for svært at være kristen. De knæler sammen. Og Jesus lyser i mørket. Jesus siger: ”Gør det til ihukommelse af mig!” Husk på mig! Tænk på mig! Men der også en anden oversættelse, som måske kan hjælpe os til at se lyset endnu klarere: nemlig oversættelsen: ”Gør det til min ihukommelse.” Og det er den, vi bruger i vores nadver her i kirken. Her er vores, men Jesus’ hukommelse, som fremhæves. Tænk på, hvad røveren bad Jesus om på korset: ”Jesus, husk på mig, når du kommer i dit rige!” ”Husk på mig!” Hver gang du går til nadver, da husker Jesus på dig på en særlig måde. Det er til HANS ihukommelse. For du rører ved hans legeme, og du drikker hans blod. Du forenes med ham. Og han husker på dig.

Det er ikke din hukommelse, som lyser, men hans! I hans ”hu”, dvs. hans sind og tanker, lever du, når du går til nadver. Han husker på dig. Og han siger til dig, som han sagde til røveren: ”I dag skal du være med mig i Paradis!”

Paulus siger: ”Hver gang I spiser af brødet og drikker af bægeret, forkynder I Herrens død indtil han kommer.” At holde nadver er at forkynde, at Jesus døde – døde for syndere – døde for os. Det er vel den stærkest mulige forkyndelse af hans død. Da kommer vi også ham i hu. Og andre, som hører det, får ham ind i deres synd. Han kommer igen. Vi skal snart se ham i hans rige. For han har jo lige sagt: ”I dag skal du være med mig i Paradis!”

5.

Men hvad så med mørket til sidst i vores tekst? Her siger Paulus, at man kan spise uværdigt, og han advarer imod det. For det er frygteligt at gøre det uværdigt! Det kan føre til dom. Denne afslutning gør dig måske bange og kan gøre det vanskeligt at gå til nadver. Og det kunne virke næsten helt evangelisk og rigtigt at fjerne disse ord og holde nadver uden at nævne det. På samme måde som det også kunne være mere festligt, hvis vi kunne holde nadver uden at nævne, at det var den nat, Jesus blev forrådt.

Svaret er måske overraskende. For svaret er, at Paulus IKKE taler om at være værdig. Han beskriver ikke dem, som går til nadver og siger, at de skal være værdige. Men han siger, at de skal spise og drikke ”værdigt”! Hvis en tigger er beskidt, syg og har hullet tøj, og hvis han har stjålet og snydt for at overleve, da er han ikke værdig. Han er uværdig. Men kommer der nu en mand, som siger: Kom til mig og spis dig mæt, og hent de penge hos mig, du har brug for til dagen og vejen, da er det helt som det skal være, at tiggeren kommer med sit fattige tøj og med sin skyld osv. Han er ikke værdig som person. Men han kommer værdigt – dvs. som en tigger, der indrømmer, at han har brug for hjælp. Det er værdigt, selv om han er uværdig. Sådan skal vi spise og drikke Herrens legeme og blod: Ikke som værdige mennesker, der har fortjent det, men værdigt: Dvs. som de syndere, han har indbudt og er død for. Det bliver sagt godt og klart i salmebogen nr 456: Du, som freden mig forkynder, / du en frelser, jeg en synder, / du med amen, jeg med bøn, / du med nåden, jeg med skammen, / - ak, hvor vi to passer sammen, / du Guds Salvede, Guds Søn!

Når kristne gennem hele kirkens historie har fastholdt sammenhæng mellem dåb og nadver, og at kristne er ét legeme og hører sammen i en menighed, sjælesorg og nadver, er det ikke for at gøre nogen mere værdige end andre, men for at de må gå værdigt til nadver, nemlig som de tilgivede tiggere, vi er, og sørge for hinanden under og efter nadveren, så vi kan leve i et nært fællesskab med Jesus og med hinanden i en kristen menighed. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. www.vivit.dk/praediken. post@vivit.dk