Forundring over menuen

Skærtorsdag, 13. april 2017. København og Aarhus. LGJ
Salmer: 417, Es 53v6, 416, 427, 430, 429v1-2

1 Korintherbrev 11,23-29
For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!" For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.

NÅDE OG FRED FRA GUD, VOR FADER, OG FRA JESUS KRISTUS, VOR FRELSER

I. Tjenerens ord før vi spiser

Når vi er til fin middag, kommer kokken nogle gange ud og fortæller om maden. Når vi har lyttet og hørt, hvilke gode retter, der vernter os, spiser vi med forventning og glæde. - Jeg føler mig lidt sådan på skærtorsdag, når jeg prædiker, før vi skal holde altergang. Bare med den forskel, at jeg ikke er kok. En præst står her som en tjener, der skal fortælle om menuen. For der er noget, som nødvendigvis skal siges. I Bibelen står der om påskemåltidet i Gamle Testamente, hvad de, som deltog, skulle have at vide i forvejen (2 Mosebog 12-13). Og apostlens ord i prædiketeksten 1 Korintherbrev fortæller os, at kristne også skal vide, hvad nadveren er, og hvordan de skal forholde sig, hvis de deltager.

Hvis I var israelitter og levede i den gamle pagt, da skulle jeg fortælle jer, at I skal spise ”med sko på fødder, med vandringsstav, med blodet smurt på dørstolpen.” I skulle vide, at det lam, I spiser, beskytter jer ved blodet, som I har strøget på dørstolpen. I skulle vide, at I i morgen tidlig skal forlade jeres hus for altid og drage afsted mod det forjættede land, Kanaan. (2 Mosebog 12-13)

På samme måde skal vi i det Nye Testamentes tid vide, at det brød og den vin, som vi spiser, beskytter os og giver os syndernes forladelse, fordi det er Jesu legeme og blod. Jesus siger det sådan: ”Dette er mit legeme, som gives for jer. Og dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Lammets blod – Guds Søns blod – gives til jer. (Matthæus 26). Det skal tjeneren fortælle dem, som skal deltage i Herrens nadver.

Når Paulus som Jesu apostel skriver til menigheden i Korinth, overfører han forberedelserne, som israelitterne skulle gøre i Gamle Testamente, til de kristne. Han siger: ”Også jeres påskelam er slagtet. Rens derfor den gamle surdej ud” (1 Kor 5). Det var en tjeners ord om, at menigheden i Korinth ikke burde dække over utugt, og endda unaturlig utugt. En mand i menigheden levede sammen med sin fars kone. Og menigheden accepterede det og forsvarede det ligefrem. Det var som en surdej i menigheden. Men fordi dette måltid gives os til tilgivelse, er det nødvendigt, at tjeneren påtaler det, når nogen lever i åbenbar stid med Guds vilje. Og apostlen siger lidt senere i brevet, at det er umuligt, at de kan holde Herrens nadver, hvis de ringeagter hinanden i menigheden og ikke regner det for noget at modtage Herrens legeme (1 Kor 11). Og han uddyber det i prædiketeksten: "Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1 Kor 11,27-29).

Men er det ikke, som om glansen går af påskemåltidet med alle disse advarsler? Nogle vil føje til, at det ødelægger festen, når man i lutherske menigheder indleder nadveren med syndsbekendelse. Men hertil er at sige, at glæden ved at gå til nadver er en anden, end når man er til fødselsdag. For hovedretten er en helt anden. Den er det offer, som blev givet hen for vore synder. Kokken ofrer sig selv for gæsterne, for at de kan blive reddet. ”Også vort påskelam er slagtet”. Det er både alvorligt og glædeligt. Vor Herre Jesus Kristus dør for vore synder.

Det er en kristen præsts opgave at hjælpe dem, som går til nadver, til at kunne "prøve sig selv", sådan som apostlen siger, at de skal. Derfor forbereder vi altergang med apostlenes undervisning. Og vi siger vi i vore menigheder til medlemmerne: Stil dig selv 4 spørgsmål: "Er du en synder?” ”Tror du, at Jesus er din eneste frelser?” ”Vil du ved Guds nåde forsage synden og ikke leve i den?” Og ”Tror du at brødet og vinen er, hvad Jesus siger det er: ”Hans legeme og blod”? Overvej - og kan du svare Ja, da gå frimodigt til nadver. - Sådan forberedes vi til at modtage Herrens legeme og blod, svarende til, hvad vi har lært hos Moses og hos apostlen Paulus. Da bliver nadveren til gavn og velsignelse.

II. Tjenerens forundring over kokken og det, der serveres

Når det er sagt, da står kordegnen, som lagde brød på tallerken og hældte vin i bægeret, og præsten, som om lidt skal uddele, som to personer, der bare kan undres, forundres over Mesterkokken, og hvad der kommer fra hans køkken!

1. Vi forundres først over den måde, apostlen Paulus introducerer middagen på: ”Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet.” Kokken kaldes vor Herre. Og han blev forrådt samme aften, han havde givet dem dette måltid. - Men hvem vil da forråde en herre, som hele sit liv har lavet den bedst tænkelige mad, som har delt det ud til fattige på torvet, og som er gået ind på sygehuse med mad og opsøgte spedalske og lamme og gav dem helbred. Hvem vil overgive ham til døden? –

Og her er det så, at vi hver især – som disciplene – må spørge: Det er dog vel ikke mig, Herre? Er det mig, der er sådan? Kunne jeg være den, som vil fjerne dig fra jordens overflade? Disciplene troede ikke på sig selv og deres egen dømmekraft. Derfor spurgte de Jesus Sådan også med os: Vi kan ikke stole på vor egen dømmekraft. Vi må spørge vor Herre. - Det er faktisk i orden godt at være lige så usikker som de 11! Og komme i sin usikkerhed – og spise. Men det er ikke godt at gå til nadver med Judas' sikkerhed - med beslutning om at forlade din Herre og hans disciple i morgen. Det er en forfærdelig selvsikkerhed.

2. Det næste, som vi må undres over, er, at Jesus netop i denne situation bliver hos disciplene. Han taler med dem, trøster dem og spiser sammen med dem. Hvis det havde været os, var vi nok stukket af. Men han stikker ikke af. Han bliver. - Når du er i en situation, hvor du har mest lyst til at stikke af og slippe ud af livet, da tænk på Mesterkokken, Jesus, ham, som leverer påskemåltidet: Han ved, hvad der er ved at ske. Og alligevel bliver han hos disciplene. Han ved også, hvad der er ved at ske i dit liv. Og han bliver hos dig.

Der er begivenheder i beretningen om Israelitternes udfrielse fra Egypten, som virker absolut håbløse: At dødsenglen skulle springe deres huse over, og at årsagen skulle være blodet fra et lam, de lige havde spist. - Det virker så mærkeligt. Men sådan er det med Jesu blod. Det renser fra al synd. Jesus tog virkelig vore synder og bar dem på sit legeme. Hvordan kunne han det? Fordi han er Guds Søn. Han kunne bære verdens synd og sone skylden. - Lige så ufatteligt var det, at Gud førte Moses og folket hen til Det røde Hav - og reddede dem, da var fanget mellem havet og Faraos hær. – Gud åbnede en vej gennem Det røde Hav, da alt håb var ude. Sådan også når du ligger for døden, eller når der indtræffer ting i dit liv, gør det umuligt for dig at leve. Eller når du har gjort noget, som ikke kan tilgives af mennesker! Din Herre ser det og ved om det. Og han tager konsekvensen for dig. Det er umuligt for ham at leve, fordi han tager al din skyld. Derfor dør han. Og han siger forinden: ”Lad os spise sammen. Tag dette brød! Drik denne vin! Det er mit legeme og mit blod.” Nu er du tilgivet!

3. Og dermed er vi nået til det tredje, som må forundre en præst og en kirketjener. Vi har det lidt ligesom nogle tjenere engang ved et bryllup i Kana. De fik besked på at hælde vand i karrene og bære det ind som vin. Og da man drak af det, var det vin. (Joh kap. 2). Hvor kom vinen fra? Sådan er det med nadveren: Vi lægger brød på tallerkenen og hælder vin op i kalken. Og det bliver delt ud med ord fra Jesus: "Dette er Jesu sande legeme." "Dette er Jesu sande blod."

Hvad er det så, jeg giver jer om lidt? Er det brød eller Jesu legeme? Er det vin eller Jesu blod? Det er brød, som er Jesu legeme. Og det er vin, som er Jesu blod. Et endnu større under end i Kana. Det er ikke forvandling. For det er stadig brød. Det er heller ikke symbol, for det er Jesu legeme. Det er en hemmelighedsfuld og hellig forening af brød og Jesu legeme og af vin og Jesu bod. - Vi forundres! Vi modtager Jesu legeme og blod under brødet og vinen. Til syndernes forladelse.

Så lad dette være nok, før vi spiser sammen. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 13.04.2017. post@vivit.dk