Han byder mig til bords hos sig

 Skærtorsdag 2. april 2015 i Gratiakirken. LGJ
Tekstlæsning: 2 Mos 12,1-9, Matt 26,17-31
Salmer: 417, Sl 40 v2-4, 416, 427, 430, 429 v1-2, 178

1 Kor 11,23-29:
For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!" For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.
Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.

Prædikenen følger Kingos nadversalme ”O Jesus, på din alterfod”, nr. 427 i gl. DDS.

Vi hører altid om en nat, når vi går til alters. Det er apostlen Paulus, som nævner den for os i prædike-teksten til i dag: For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: ”Dette er mit legeme! …” Sakramentet stammer fra den nat, da verdens lys blev slukket, da fårenes hyrde blev fanget, da han, som er Livet, blev forrådt og dødsdømt, og da han, som er det sande vintræ, blev fældet. Det var den nat. Men af vintræet blev der rejst et alter. Her blev fårenes hyrde ofret. Og han opstod påskemorgen og kommer til os med det legeme og blod, som han gav hen for os i døden. Derfor står der et lille alter i vores kirke, ligesom i millioner af andre kirker. Og korset med Jesus står på alteret. For han blev ofret for os. Og ved foden af alteret har vi lavet et knæfald. Der knæler vi ofte for Guds Lam, som bar al verdens synd og skam. - Når jeg hører, at det er min virkelighed, forstår jeg godt, at Kingo indleder sin salme med denne bøn til Jesus:

I. BØN TIL JESUS
Vers 1. O Jesus, på din alterfod / med hjertens tro, med bøn og bod
for dig jeg knæler, du Guds Lam, / som bar al verdens synd og skam.
Her ved alteret holder vi skriftemål, hvor vi nævner noget i vores liv, som vi er triste over og kede af, og som vi skammer os over. Noget af det. For hvem kan nævne det hele? Bare lidt af det. Vi klarer hverken at leve eller at dø uden tilgivelse. Men den møder Jesus os med her. Her ved alterets fod hos Jesus, som bar al verdens synd og skam.

Vers 2. Mit hjerte jeg til dig frembær’ / så sygt og såret som det er,
/ O, Herre Jesus Krist, dit blod/ for mine sår er salve god!
Vi kommer som vi er, præcis som vi er, fordi vi har opdaget og set, at hjertet er sygt og såret. Vi er syge i vore sind. Og vi siger til ham: ”O, Herre Jesus Krist, dit blod for mine sår er salve god!” Nu er vi det sted, hvor vi kan være os selv og være så forkerte, som vi er, så skyldige, som vi er, og så sårede, som vi er. Det er os, han elsker. Her er den kristne gudstjenestes centrum: Her hvor Jesu legeme og blod bliver givet til os til syndernes forladelse.

II. TROENS OVERVEJELSER
Men at det er gået sådan, skyldes ene og alene, at Jesus sagde: ” Gør det til min ihukommelse! ”Disciplene skulle fortsætte med at fejre nadver efter Jesu død og opstandelse og himmelfart. Denne Jesu ”sidste vilje” gav de videre til menighed efter menighed i generation efter generation. Det er grunden til, at også vi fejrer nadver. Når Jesus siger til os, at vi skal holde nadver til hans ihukommelse og bruge brød og vin, og brødet er hans legeme og vinen hans blod, da giver han os noget at tænke over. Jesus kalder også dette sidste måltid for ”det nye testamente ved hans blod”. Det er en ekstra grund for os til at overveje ordene, ligesom vi særligt husker de sidste ord, vore kære sagde til os, før de døde, og da særligt, hvad de skrev i testamentet. Ikke så mærkeligt, at dette måltid er centrum i en kristen menigheds gudstjeneste. Th.Kingo nævner i salmen, hvilke overvejelser han gør sig.

Først overvejer han, hvem der er vært og gæst.
Vers 3. Jeg er i dag min Jesu gæst, / o sjæl, betænk den høje fest,
han byder dig til bords med sig, / ja, med sig selv bespiser dig.
Så er det ikke et måltid, jeg råder over og skal forme efter mine tanker. Jesus giver nadveren dens indhold og bestemmer, hvordan festen skal fejres. Kingo minder samtidig om, at det er en ”høj fest”. Ligesom vi helst ikke siger nej, når vore nærmeste indbyder til fest, så meget mindre skulle vi sige nej, når Jesus indbyder til denne ”høje fest”. Så hvis jeg overhovedet kan, skal jeg deltage. Men ellers er der mulighed for, at Herrens tjener kommer til dig. Det har Jesus kaldet ham til.

Og hvad er så på menuen? Indstiftelsesordene for­tæl­ler: Han tog et brød, takkede, brød det og sagde "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukom­melse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!" Kingo sætter det på vers:
Vers 4. Her rækker han mig under brød / sit legem, som led korsets død,
og under vin sit rosenblod, / den dyre nådes purpurflod.
Brødet er hans legeme. Vinen er hans blod. Han serve­rer det for mig, og jeg tager imod det. Hvis han engang serverede vin ved et bryllup i Kana, selv om der kun var vand, skulle han så ikke også ved sit ord kunne gøre det under, at nadverens brød er hans legeme, og vinen er hans blod, som jeg får. Han gjorde dette under for sine disciple den nat, han blev forrådt. Og han sagde, at de skulle gentage det til hans ihukommelse. Derfor tror vi, at han også gør det hos os i dag.

Det fører vore tanker hen på ordene i Lille Katekismus: Hvad er Alterets sakramente? Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brø­det og vinen, og det er indstiftet af Kris­tus selv for os kristne til at spise og drikke!

Men derfor er vi også nødt til at overveje forholdet mellem tro og sansning. For det, vi får, åbenbart ikke det samme, som vi ser og smager. Det overvejer Kingo i vers 5:
Vers 5. Jeg tror og ved, hvad her jeg får, / enddog min sans det overgår:
Jeg får min Jesus slet og ret, / og af ham selv jeg bliver mæt.
Jeg tror det, selv om det overgår mine sanser. Jesus siger det jo, og så må og kan jeg tro det. - Men er det nu også den rette udlægning af ordene ”Dette er mig legeme!” og ”Dette er mit blod!”? Der er jo forskellige tolkninger i forskellige kirkesamfund.

Jesus svarer os på to måder: Først og fremmest ved at vælge disse enkle ord ”Dette er”. For da er det jo sådan vi må forstå det, hvis han ikke umiddelbart før eller efter forklarer os, at det er billedtale eller en lignelse. Og det gør han ikke. - Dernæst ved gennem sin apostel Paulus at vise os, at det netop er sådan, vi skal forstå det. Paulus siger jo: Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. Her advarer Paulus og siger, at den, som spiser og drikker på uværdig måde, forsynder sig mod Herrens legeme og blod. Men hvordan skulle man kunne forsynde sig mod det, hvis det blot er brød og vin. Endnu et stærkt vidnesbyrd. - Og apostelen føjer til, at den som ikke agter på legemet, spiser og drikker sig en dom til. Igen et stærkt vidnes­byrd om, at brødet er Herrens legeme, og at det er til stede i nadveren helt uafhængigt af vores tro eller vantro. Vantroen får det til dom. Men troen får det til frelse. Dermed er sagen afgjort. Og den bekræftes af andre steder hvor apostelen taler om nadveren. F.eks. i 1 Kor 10,16-17: Velsignelsens bæger, som vi velsig­ner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Når vi drikker vinen, får vi fællesskab med Kristi blod, og når vi spiser brødet får vi fællesskab med Kristi legeme. Så må Kristi legeme være i, med og under brødet. Og Kristi blod må være det i vinen og under. Jeg ser brød og vin.

Med disse gode svar står vi tilbage med endnu overvejelse: Hvordan mon dette sker? Kingo stiller spørgsmålet for os og svarer straks:
Vers 6. Hvordan det sker, det ved jeg ej, / her har han ikke vist mig vej,
min sans så højt sig ej bør sno, / det er mig nok hans ord at tro.
Derfor er det så afgørende for os, at Jesus taler troen ind i vore hjerter. - Martin Luther siger det sådan i Lille Katekismus: Hvad gavner det da at spise og drikke således? Det ser vi af disse ord: Givet og udgydt for jer til syndernes forladel­se, nemlig, at ved disse ord gives os i sakramentet syn­der­nes forladelse, liv og salighed. For hvor syndernes forla­delse er, der er også liv og salighed. - Fordi Jesus bar vore synder op på korset og udgød sit blod i vort sted, derfor kan vi få syndernes forladelse i nadveren. Men hvis det kun var brød og vin, ville det ikke have nogen virkning. Men i kraft af Jesu ord er brødet hans legeme og vinen hans blod. Derfor giver han os i nadveren syndernes forladelse. Det er så stor en gave, at hjertet begynder at tro og længes efter at gå til nadver.

III. PÅ DEN BAGGRUND VIL JEG SIGE TIL MIG SELV
Vers 7. Så fryd dig da, min sjæl og ånd, / at dog Guds tjeners ringe hånd
må række dig det salig pant, / hvori sig Gud med dig forbandt.
Vers 8. Det bord, det er min sjælekraft, / der får jeg livets himmelsaft,
det er mit hjertes styrkes rod,/ det er min trøst, min tro, mit mod.
Der er virkelig grund til at fryde sig. Vi har brug for denne opfordring til at være glade i dag – og hver søndag – når vi kommer til alterets fod.

Men Kingo har et lille ”dog” i den sammenhæng. Og det er præsten. Sådan er det med vores tjeneste for hinanden. Det er altid på trods af os selv, at vi får lov at tjene Gud og hinanden. Kingo siger: ”Fryd dig, at dog Guds tjeners ringe hånd må række dig det salig pant.” Tænk ikke på præstens navn, hans liv eller noget hos ham, men tænk på Jesus, som har kaldet ham til at forvalte nadveren. Og tag imod det pant, han har fra Jesus: Jesu legeme og Jesu blod. Denne ringe tjener hører også på din syndsbekendelse og tilgiver på Guds vegne. Og selv knæler han sammen med dig og får lægedom.

IV. BØN TIL JESUS
Der er kun én måde at afslutte på, inden vi om lidt går til nadver: Med bøn til Jesus og med forventning.
Vers 9. O Jesus, lad mig aldrig gå / fra dette bord, hvor du est på,
jeg kaster jo al verden hen, / og længes altid did igen!
Lad mig ikke gå fra nadverbordet uden at længes efter at komme tilbage snart igen. For jeg er en synder! Du er min eneste frelser! Og jeg får brug for tilgivelse allerede i aften! Og brug for kraft i mit liv som kristen, så jeg følger dine bud. Og du er jo der legemligt til stede med tilgivelse næste søndag. Giv mig længsel efter dit Ord og dit Sakramente!

Og apostelen Paulus fylder os med forventning og håb, når han slutter med at sige: For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. Det omsætter Kingo sådan for os i salmen, som vi skal synge om et øjeblik:
Vers 10. Indtil du i dit Himmerig / henflytte vil mig op til dig,
hvor mig skal evig ære ske, / og jeg har nok i dig at se.
Ved alteret, hvor vi modtager Jesu legeme og blod, får vi samme fremtid som en røver, der var tæt på korsets alter langfredag. Jesus sagde til ham: I dag skal du være med mig i Paradis. Til os siger Jesus Vi skal snart spise måltid sammen i mit rige. Amen