Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Det største bud i loven

18. søndag e. trinitatis. Prædiken i Gratiakirken, 20. okt. 2019, Sigmund Hjorthaug

Tekst: Matt 22,34-46

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet; som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Anden kalde ham herre og sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans sen?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Under reformationen skrev Martin Luther prædikener til alle søndage og helligdage i kirkeåret, for at hjælpe dem som ikke havde prædiket så meget før. Tidligere så var der ikke så megen præken i gudstjenesten, men for det meste tekstlæsninger og bønner. Luther hjalp dem som ikke havde præket så meget før med sine prækenpostiller - og i dag hjælper han mig - for jeg kommer til at citere en del fra en præken som han har holdt over dagens evangelietekst.

I denne præken over dagens tekst si er Martin Luther: «Dette evangelium fremholder for os to prækener som altid skal høres i kristenheden. Den ene er det Jesus svarer på spørgsmålet fra farisæerne når de spørger ham: Hvad er det største bud i loven?« Det andet er det Jesus spørger farisæerne om: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" "Det første, sier Luther, handler om loven, eller de ti Guds bud, det andet om Kristi nåde", Og han sier videre: Hvis det ene går til grunde, så går det andre til grunde. Og - sier han også: Når den ene prækes ret, så bringer den den andre med sig. Gud har forordnet at disse to prækener skal gå side om side i kristenheden til enhver tid.»

Luther taler med andre ord om lov og evangelium, dette som gennemsyrer hele Bibelen, og som også skal gennemsyre vor præken. For loven døder os, evangeliet giver os liv. Loven knuser os, men evangeliet om Guds nåde og kærlighed i Kristus genopretter os. Loven tager fra os all trøst, evangeliet fylder os med all trøst ved Ordet om hvem Jesus er og hvad han har gjort for os til frelse. Og evangeliet kommer til os både i ord og sakramenter, både i det læste og forkyndte ord, og i dåben og i nadveren.

I.

Det som Jesus sier her, når han taler om det største bud i loven, 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. Det var noget som Adam og Eva virkelig gjorde i Paradiset.

Luther sier: «Før faldet levede Adam i fuldkommen kærlighed til Gud, i ren kærlighed til næsten, i fuldkommen lydighed og uden ond lyst, og havde han blevet i den tilstand, så havde vi også været i den tilstand». Vi havde elsket Gud over alle ting og vår neste som os selv. Det havde vært et paradis på jord. Men sådan gik det ikke. Vi ved alle hvad som skete. Adam og Eva syndet imod Gud og drog dermed hele menneskeslægten med sig i faldet. Adams fald ble til fordømmelse for alle mennesker.

Men Gud har ikke forandret på sin lov. Han sier ikke: Nå får du bare gøre så godt du kan efter dine forudsætninger! Du kan jo umulig elske mig af hele din hjerte nu, når synden har kommet ind i dit liv (ved Adams fald). Heller ikke din neste som dig selv! Men du får gøre så godt du kan. Du må gøre dit bedste, og så kan ingen forlange mere, heller ikke jeg! Men Gud sier ikke det! Han sier tværtimod: Vær fuldkommen, thi jeg er fuldkommen! Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. --- Og din næste som dig selv. Han har aldrig slækket på disse ord, og kommer aldrig til at gøre det. Hans lover den samme i dag, som den var for Adam og Eva i Paradiset. Og følgende af at synde mod Gud er den samme i dag som det var for Adam og Eva i Paradiset. Den dag du spiser af træet skal du dø. Den dag du synder mod Gud skal du straffes med døden. De ble skyldige til den evige død. Det samme gælder hele menneskeslægten som de drog med sig i faldet.

Adam og Eva elskede Gud af hele sit hjerte og sin neste som sig selv i Paradiset. Luther sier: «Ja sådan har vi vært - nemlig i Adam og Eva - og sådan skal vi igen blive. I Paradis har du haft denne skat, for du var skabt sådan at du kunne elske Gud af dit ganske hjerte. Men nå må du igen blive hvad du var for ellers kan du ikke komme i Guds rige. Jesus sier: Vil du gå ind til livet, så hold budene (Matt 19,17). Gør det så skal du leve (Luk 10,28). Kødets gerninger er åbenbare, om hvilke jeg sier jer, de som gør sådanne ting skal ikke arve Guds rige (Gal 5,21). Loven er ikke ophævet. Den gælder fortsat. Jesus sier: Jeg er ikke kommet for at ophæve loven, men for at opfylde den. Ikke den mindste tøddel eller bokstav skal forgå af loven, før alt er sket (Matt 5,17). Gud kræver at vi skal være fuldkomne og opfylde hele Guds lov for at kunne komme ind i Guds rige. Hvad skal vi så gøre! Vi ved at vi ikke kan. Spørger vi loven så sier den: «Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg sier bare hvad du skal, og gør du det ikke, vil du gå fortabt.» Du kan ikke komme i Guds rige, du kan ikke være i den hellige Guds nærhed. Vi er derfor alldeles fastlåst, kommer ingen vej, men må gå fortabt.

II.

Men da er det den anden prædiken vi skal høre, sier Luther, nemlig at der er kommet en som kan råde bod på dette. Han vil hjælpe til at vi mennesker kan få igen hvad vi har tabt, og på ny komme ind i denne stand som vi er faldet fra, at vi på ny elsker Gud og vår neste. «Det begynder her, sier Luther, (dvs her i tiden) men fuldkommes i det neste liv (dvs i himmelen når vi kommer derhen).» I det neste liv kommer vi til at have en fuldkommen kærlighed, og alt det loven kræver vil vi gøre af hele vort hjerte.

Der er kommet en som vil hjælpe os med dette, Jesus Kristus. Han var lovet allerede hos profeterne i Det gamle testamentet, og nå er han kommet for at vi på ny skulle komme ind i den stand og stilling at vi elsker Gud og vår neste.

Jesus vil fortælle farisæerne dette. Derfor stiller han dem nu et spørgsmål: Mens farisæerne var forsamle t, spurgte Jesus dem: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” De svarede: ”Davids.” Han sagde til dem: ”Hvordan kan David så ved Anden kalde ham herre og sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd!” Jesus ville henlede opmærksomheden på hvem han selv var. For han var jo netop den som kunne hjælpe dem, frelse dem. Men de måtte få lære om hvem han var. For - som en har sagt - ingen kan være en kristen som ikke har svaret på dette spørgsmål om hvem Jesus er.

Jesus spurte en gang Peter og de andre disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene" Jesus sier til Peter at han er salig, fordi han tror sådan, at han tror at Jesus er Kristus, Messias, den levende Guds Søn.

Man bliver ikke salig ved at tro at Jesus var et godt menneske, ja det bedste menneske som har levet på j ord. Farisæerne blev heller ikke salige ved at tro at Messias skulle bh en stor konge som David og regere med verdslig magt. Derfor spørger Jesus farisæerne: ”Hvordan kan David så ved Anden kalde ham herre og sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd. Hvordan kan David kalde ham Herre, når han var hans søn?”

Jo, det var jo indlysende, for Messias som skulle fødes i Davids slægt, han skulle ikke kun være Davids søn, han skulle også være Guds søn, han skulle være Davids herre og alles Herre. Men farisæerne kunne ikke svare ham. Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. De fortsatte med sine tanker om Messias, de forventet en Messias med verdslig magt og ikke en Messias som Jesus talte om, som kunne frelse dem fra synden, døden og djævelens magt. Og her stod han som kunne hjælpe dem - de som var under Guds dom, som vi alle er efter Adams fald. Her stod han som kunne give dem sin retfærdighed og sin frelse, men de ville heller grunde sin egen retfærdighed, og dermed måtte de gå fortabt. For ingen kan komme frem for Gud med sin egen retfærdighed og blive frelst ved den.

Så gælder det det samme for os som for farisæerne, vi trænger en som kan opfylde loven for os. For vi magter det ikke. Vi trænger en som kan sone for all vår synd, og det har han gjort, han som er Davids søn og Davids Herre. Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske. Han er det eneste menneske som har kunnet holde og opfylde loven. Og han gjorde det - ikke for sin egen del - han gjorde det for os.

Når vi nu ejer hans fuldkomne lovopfyldelse, hans fuldkomne kærlighed til Gud og næsten, og hans soning for alle våre synder - så har vi alle våre synders forladelse, så har vi den hellighed den retfærdighed som holder for Guds hellige blik. Vi har den fuldkomne kærlighed til Gud og mennesker - som Jesus sier er det første og største bud i loven, og som han kræver af hvert menneske for at det skal høre til i Guds rige, være barn af Gud, og nå det evige mål hos ham, den himmelens salighed. Vi er skjult under Kristi retfærdigheds vinger og kommer ikke dom, men bliver evigt salige. Alt dette får vi eje for Guds uendelige kærligheds skyld, som han elsker os med. Kan vi da andet end at elske ham igen? Og elske vår neste? Nok ikke fuldkomment, og ikke som vi gerne ville, men der er født en kærlighed i os til både Gud og mennesker.

Og en dag skal vi ha den fuldkomne kærlighed i os selv, som Kristus har, nemlig når vi kommer frem til det mål Gud har sat for os. Da skal vi blive ham lig, lige fuld af kærlighed som Ham, lige ren og fuldkommen som Ham, når vi kommer i hans evige rige, fordi det gamle menneske bliver igen udenfor - det tages ikke med ind der!

III.

Til slut, vi har talt om at vi skal høre både lov og evangelium, fordi Bibelen selv er gennemsyret af dette, og dagens tekst har loven i den første del - hvor Jesus taler om at elske Gud af hele vort hjerte og vår neste som mig selv - og evangeliet i andre del af teksten, hvor vi får høre om hvem Jesus er, sand Gud og sandt menneske som kom for at opfylde loven for os og sone all vår synd. Men mon der ikke er noget evangelium i første del også? For her står det jo at den Gud jeg skal elske, han er min Gud. Du skal elske Herren, din Gud.

Han er min Gud, min skaber, min frelser og forløser, som elsker mig med en uendelig og uophørlig kærlighed. Og han har gjort en pagt med mig i dåben, som han aldrig trækker tilbage. Han har skabt dig og forløst dig - og hele sit forløsningsværk, sin frelse, har han givet dig i dåben, da han døbte dig og forenet dig med Kristus. Hvilken gave! Hver dag skal jeg få takke ham, at han er min Gud, min skaber og min frelser og som har gjort mig til sit barn i dåben. Han er min Gud! Amen!

Lovet være du Gud og velsignet i all evighed som med dit ord har trøstet, lært, advaret og formanet os. Må dit ord stadfæstes i våre hjerter så vi ikke bliver glemsomme hørere, men stadig vokser i kristelig tro, håb, kærlighed og tålmodighed indtil enden og så til slut bliver evig salige ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vår Herre. Amen

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk