Tilbage til www.vivit.dk/praediken

Marias lovsang

Prædiken på Maria Bebudelsesdag, 29. marts 2020, Sigmund Hjorthaug og to sange.

Marias Lovsang
Salme 23, "Gud er min hyrde", Antonin Dvorak.

Lukas 1,46-56: Marias lovsang
Da sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.

Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed, som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid.

Maria blev hos hende [Elisabeth] hen ved tre måneder og vendte så hjem.

 

Frelsens lovsange
Der er flere lovsange i Det nye Testamentet. De fleste har vi i begyndelsen av Lukasevangeliet. Vi har Sakarias lovsang, vi har Marias lovsang, og vi har Simeons lovsang: Herre, nu lader du din tjener fare herfra i fred for mine øjne har set din frelse. Alle disse lovsange har samme tema. De er lovsange om frelsen. Det gælder også englenes lovsang, som vi har i juleevangeliet: I dag er der født jer en frelser, han er Kristus Herren i Davids by!  

Bakgrunnen for Marias lovsang
Ikke lenge efter at Maria hadde fått besøg av engelen Gabriel, begav hun seg på vej fra Nazaret til sin slægtning, Elisabeth, Sakarias’ hustru, som boede oppe i Judas bjergland. Elisabeth var højt oppe i årene, og barnløs. Men nu var hun med barn, hun var gravid i sjette måned. Gud hadde gjort dette under med henne, at hun på trods av sin høje alder kunne få et barn. For intet er umuligt for Gud.

Den unge Maria kommer så til Elisabeth. At Maria skulle have barn, var et ennå større under og en endnu større begivenhed, enn at Elisabeth skulle have barn. Maria skulle føde verdens Frelser. Maria var blevet gravid ved den Hellige Ånd. Det bekender vi i vor gudstjeneste hver søndag. Han blev undfanget ved Helligånden. Det er dette, Maria Bebudelsesdag handler om, Jesu Kristi unnfangelse ved den Hellige Ånd. Maria skulle blive Guds søns mor. Da Maria kommer til Elisabeth, udbryder Elisabeth: Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt.Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til meg? Ved Helligånden havde Elisabeth indset, at Maria, hennes slægtning, skulle føde Guds søn. Det var Herrens mor, som nu stod foran hende.

Elisabeth og Sakarias hørte til «de stille i Israel», som ventet på Messias. De havde igen og igen læst løftene i Det gamle Testamentet om Frelseren, Guds Søn. som skulle komme og befri dem fra synden, døden og djævelens magt. De kendte godt til 1 Mos 3,15: Kvindens afkom skal knuse slangens hoved. Det var det første løfte, som blev givet menneskene om Frelseren, som skulle komme. De kjente godt til Esajas 7,14, hvor der siges til kong Akaz: Men Herren vil selv give jer et tegn. Se jomfruen skal blive med barn, og hun skal give ham navnet Immanuel. Og nu bryder Elisabeth ud i en lovsang: Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt. Men Elisabeth har mere at sige til Maria: Salig er hun, som trodde, for det som er talt til hende af Herren, skal gå i oppfyldelse. For Maria troede det, som var talt til hende af englen. Maria troede.

Og nu bliver Marias tro yderligere styrket i mødet med hendes slægtning Elisabeth. Vi kan sige, at Elisabeth styrkede Marias «mot i Gud», på samme måde, som der står om Jonathan i 1. Samuels Bog, at han med sine ord ”styrkede Davids mot i Gud”. Marias forfærdelse og frygt, som hun havde i mødet med engelen Gabriel i Nazaret, afløses her oppe i Judas bjergland af jubel og lovsang. For nu svarer Maria Elisabeth med sin lovsang: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud min frelser. Det er som om disse to, denne aldrende kvinde, Elisabeth, og den unge Maria synger i veksel med hinanden. Den ene lovsang afløser den anden.

Marias lovsang er gennemstrømmet af Guds ord
Marias lovsang, som kommer helt spontant, viser, at Maria levede i Skrifterne, ikke mindst i Salmernes bog i Det gamle Testamente. Den måde hun uttrykker sig på, ordene hun bruger, tyder på det. Hun kjente godt ordene fra salmene i Salmernes Bog og de andre lovsange i Det gamle Testamente. Disse blev sunget i templet, i synagogen og i hendes eget hjem i Nazaret, hvor hun var vokset op. Og nå kommer disse ord frem - som hun har hørt så mange ganger - i hennes hjerte og hendes mund. Maria jubler over Guds frelse. Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser. Og Maria sier videre: Han har sett til sin ringe tjenerinde.

Når Herren skal bruge nogen til sin gjerning, så ser han ikke efter det store og prangende og iøjnefaldende. Han bruger det, som er småt og ringe, ja «det som ingenting er, for at gjøre til skamme det som er noe». Maria siger ikke, at Herren har set til sin «ydmyge» eller «fromme tjenerinne». Nei, hun sier ringe. Hun har ikke store tanker om sig selv. Hun ved, at hun er en synder som selv behøver den frelser, som hun bærer under sit hjerte. Hun siger, at Gud, som er i det høje, han som er den mægtige og hellige Gud, han bøjer sig ned til os arme syndere. Han forbarmer sig over os: Maria siger: Thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.

Herren siger hos Esajas: I det og høje og hellige bor jeg, sier, og hos den som er sønderknust og nedbøjet i ånden. Gud er den hellige Gud, han er den mægtige, jordens og himmelens skaper. Men han forbarmer sig over os og bøjer sig ned til os. Gud, som er i det høje, forbarmer sig over os, som er i det lave. Derfor skal alle slægter prise Maria salig. Ikke fordi hun er noget spesielt. Hun er lille og ringe i sig selv. Hun er salig, fordi Gud har forbarmet seg over hende, og os, og sendt Frelseren til jord. For den hellige Gud er også en Gud, der forbarmer sig. Gud har forbarmet sig over Maria, og han forbarmer seg over dig og mig. Og hun siger videre: Hans barmhjertighet varer i slægt efter slægt. Guds barmhjertighet er en vedvarende barmhjertighet, en vedvarende nåde. Den hører aldrig op.

Marias lovsang og Hannas lovsang
I Marias lovsang er der en stærk parallel til en anden lovsang i Det gamle Testamente, nemlig Hannas lovsang (1 Samuels Bog 2). Her hører vi, hvordan Hanna lovpriser Herren, på samme måte som Maria gør det i sin lovsang. Hanna siger: Mitt hjerte fryder sig over Herren. Hanna taler også om Guds hellighet i sin lovsang. Hun sier: Ingen er Hellig som Herren. Hos Hanna var der også sket et under. Hanna var barnløs, Herren havde lukket hennes moderliv. Hun var ufrugtbar. Men så blev hun med barn gennem et Guds under.

Der er likhetspunkter mellem den opgave Hanna havde, og den oppgave Maria fikk. Hannas søn, Samuel, skulle gives til templet, han skulle blive en frelser for Israels folk, som på den tid var sunket, dypt, dypt ned. Det var en mørk tid. De hadde forladt Herren og dyrkede andre guder, ja, de tog til og med afgudsdyrkelsen helt ind i Herrens tempel. Men så kom Samuel, Hannas sønn, og blev en reformator. Samuel blev redskap til en stor vækkelse og fornyelse af Guds folk. Hanna måtte give sin søn fra sig, for at han skulle blive Israels frelser og redningsmand, så Herren igjen kunne dyrkes i Israel.

Maria måtte give sin søn, ikke kun til templet, nej hun måtte give ham i døden, for at han skulle blive verdens frelser. Hun måtte ofre sin søn, for at han skulle bli verdens frelser gjennem sin død på korset. Som den gamle Simeon sagde til hende, da hun kommer med Jesusbarnet til templet 40 dager efter hans fødsel: Også din sjæl skal et sverd gjennemstinge.

Gud dræber og gør levende
I Hannas lovsang står der noget, som er meget centralt og vigtigt med tanke på, hvordan Gud handler med os, når han vil frelse oss. Herren dræper og gjør levende. Maria sa: Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe. Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhendet bort. Det er kun én måde Gud kan bringe frelsen til et menneske: Ved at han dræber og gør levende. Ingen bliver frelst eller kommer til tro på evangeliet, uden at Gud først døder eller dræber. Og hvordan døder han? Ved at forkynde sin hellige lov for os. Gud gjør to gjerninger med os. Han dræper os ved loven, og han gør os levende ved evangeliet. Gud må dræbe os ved loven, for at vi skal indse, at vi har behov for evangeliet. Evangeliet betyder intet for os, hvis Gud ikke har først har dødet os gjennem sin hellige lov. Disse to gerninger gør Gud med os hele livet. Gennom sin lov tager han alt håb fra os, alt håb om selvforbedring. Han gør det sådan, at vi indser, at vi går evig fortabt, hvis han skulle dømme os, sådan som vore synder har fortjent. Han hænger oss nærmest udover helvedes afgrund, som Luther siger et sted, så vi må sige med Esajas, «Ve meg jeg er fortapt». (Esajas 6).

Men så har Gud – hans navn være lovet! – også et andet budskap som heter evangeliet. Evangeliet handler om, at Gud har holdt Jesus over helvedes avgrunn, ja, han smagte helvedes gru. Han blev forladt af Gud. Og det gjorde Jesus, for at du og jeg skulle slippe at gå fortabt. Herren døder gennom sin hellige lov og gjør oss levende gjennem evangeliet.

Vi mennesker er selvrettferdige av naturen. Vi synes ikke, vi er værre end andre mennesker. Vi holder liksom vor egenretfærdighet op som et skjold overfor Gud, så han ikke riktig kan trænge igennom til oss. Derfor må Gud forkynde loven for oss. Guds siger: Vær hellig, for jeg er hellig! Vær ren! Tenk aldri en ond tanke! Sig aldrig et ondt ord! Ofre dig fuldstendigt for din næste! Elsk Gud over alle ting og din næste som deg selv! Og dersom du ikke gjør alt dette, som jeg har befalet dig, vil du gå evig fortabt. Sådan er Gud i sin hellighet. Han kan ikke tåle synd. Evangeliet giver ikke nogen mening for os, dersom vi ikke indser, at vi er syndere overfor Gud. Det er kun den, som indser, at han er fortapt, som spørger efter frelse.

Lad os bruge et billede. Hvis der kommer et menneske gående på en fredelig landevei, og jeg kaster en redningskrans hen til ham og roper: «Grib redningskransen, så blir du bjærget!» Da tror jeg denne mand ville se forundret på dig, og spørge: «Hvad i alverden har du gang i? Jeg har da ikke brug for nogen redningskrans!» Men hvis du kaster en redningskrans ud i det frådende hav, hvor der er en, som er ved at drukne. Vannet skyller over ham, han er redningsløst fortapt. For ham vil en sådan redningskrans give mening.

Derfor, dersom et menneske ikke har indsett, at det er fortapt og under Guds vrede og dom pga sin synd, så har han heller ikke brug for Jesus og hans stedfortredende død på korset. For Herren må døde, før han kan gjøre levende. Han fører ned i dødsriget og fører opp derfra. Som Maria sier: Han splitter dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker, han styrter de mægtige fra tronen. Gud gjør os fattige, så han kan gøre os rige. Han gør os hungrige, så han kan mætte oss med sin nådes rigdom. Han gør det sådan gennom sin hellige lov, at vi indser, at vi ikke har noget at komme med overfor Gud. Vi er fattige og ringe, fattige på alt, som er godt. Sultne mætter han med gode gaver. Ja, han mætter dem, som hungrer og tørster efter rettferdighet, med evangeliet om Kristi rettferdighet og frelsen i Ham.

Han husker på sin barmhjertighed
Og dette gjør han, fordi han, som Maria siger, husker på sin barmhjertighet. Gud forbarmer seg over syndere, over den som ingenting er og ingenting kan. Dette gjør han for Jesu skyld, han som kom og blev opfyldelsen af det løfte, som blev givet til Adam og Eva i Edens have. Og senere til kong Akaz av profeten Esajas: Se jomfruen skal blive med barn, og hun skal give ham navnet Immanuel. Gud med os!

Nu ni måneder før Jesus fødes ind i verden, mindes vi om, at disse løfter er blevet opfyldt. Derfor fejrer vi i dag Marias bebudelsesdag og synger sammen med henne frelsens lovsang: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder seg over Gud min frelser.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som var er og være skal en sand Gud, fra evighed og til evighed. Amen.

www.vivit.dk. post@vivit.dk