Hvordan ser du på missionens fremtid? |
Læs om mission i Danmark, Afrika og Brasilien.
|
Jesus' tale var så stærk og myndig, at den kunne udfordre. Kunne det tænkes, at vor kristne tale er blevet så tam, at den overhovedet ikke kan udfordre nogen?
|
Mission & fremtid
Hvordan vil det gå? For 14 år siden refererede Kristeligt Dagblad fra et årsmøde, at "Den evang.-luth. Frikirke forventer en tilgang på fem procent årligt." Vi har virkelig haft tilgang, men desværre har nogle også forladt kirken. Derfor spørger vi:
Hvad med fremtiden?
Vi vil gerne virke tiltrækkende som menigheder og kristne og være respekteret af andre og drive mission. Virker det ikke sådan, tænker vi let, at noget er galt, og at noget nyt må til, at vi må være kristne og kirke på en anden og bedre måde, mere attraktivt, fængende og spændende. Det tænkes der meget over i flere kirkelige sammenhænge.
"Hvordan kan vi blive et relevant fællesskab for kirkefremmede?" spørges der i en indbydelse til en konference om at være "Kirke for kirkefremmede." Et rigtig godt emne. Det er det, vi gerne vil. Og vi forstår så godt den amerikanske konferenceleders drøm: "Tænk engang, hvordan den lokale kirke ville være, hvis folk var helt overgivet til Jesus, hengivne til hinanden uden forbehold og fast besluttede på at nå dem udenfor Guds familie med evangeliet om Jesus. Det ville være en kirke, som intet kunne stå imod." Tænk engang!
Kan det gå os bedre?
Verdens mest hengivne kirkeleder nogensinde taler engang om det til sin mest beslutsomme menighed. Jeg citerer lidt fra hans missionær-tale med temaet: Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! De skal forkynde i øst og vest. Men modstanden vil være stor. Da skal de tænke på, det næppe vil gå dem bedre end deres leder: Har de kaldt husbonden (Jesus) Beelzebul (Satan selv), hvor meget mere da ikke hans husfolk! Må det ikke også være nok for en discipel, når det går ham som hans mester? (Missionær-talen findes i Matthæusevangeliet 10).
Tjen blot Herren!
Det skal være vores lidenskab. Om vi har vækst eller tilbagegang, er ikke lige meget. Det er heller ikke lige meget, om vi vil missionere og være kirke for kirkefremmede. Men hvad, hvis vi oplever nederlag?
Jesus siger, at det skal være nok for en tjener, når det går ham som hans herre. Og han oplevede modstand!
Det er så let for os at sige efter. For når vi spejler os i dette Jesus' ord, går det os jo også langt bedre end ham. "Hvorfor?" spørger professor Regin Prenter i en 25 år gammel prædiken:
Jesus' tale var så stærk og myndig, at den kunne udfordre. Kunne det tænkes, at vor kristne tale er blevet så tam, at den overhovedet ikke kan udfordre nogen? Hvoraf kan det komme, at vi som kristne har så meget bedre kår, end Jesus og hans første disciple havde? Er vi gået på akkord med sandheden? Vælger vi den bløde mellemvare, som de fleste synes om, noget, der hverken er påviseligt løgn, eller en sandhed, som vi står inde for med vores liv?
Vægtige ord i en tid, som er mere optaget af virkning end indhold. Nye "metoder" tilbydes på ovennævnte konference, som anbefales af kirkeledere fra bl.a. folkekirke, missionsforeninger og pinsemission.
Også vi skal være åbne for at prøve noget nyt. Men først og sidst handler det om at have syn og øre for evangeliet, som ingenting er i verdens øjne (1 Kor 1,22 og 28). Det gælder om den ægte vare. Den bløde mellemvare må afvises.
Successen er skjult
Frygt derfor ikke! fortsætter Jesus i sin missionær-tale. Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares.
Kirkens og missionens succes er skjult, ligesom Herren selv, da han hang på korset. Men netop dér udøver han sin almagt og overvinder al synd og død og dom og gudsforladthed. Påskemorgen åbenbares det, da han står op med nyt liv og møder disciplene med et: "Frygt ikke!"
Med det budskab gik da apostlene ud. Og hvad fik de for det? Klapsalver? Beundring? Ære? De fik modstand! En efter en måtte de lade livet. Men "martyrernes blod blev kirkens sæd." For midt i magtesløsheden virkede Gud ved ordet om Jesus' død. Stadig flere kirkefremmede kom gennem dåben ind i den kristne kirkes fællesskab med hans legeme og blod i nadveren. For skjult i disse midler åbenbares det håb og den frelse fra al synd og død, som alene giver vished om fred og liv med Gud!
Hvordan skal det så gå?
Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel... Frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. - Vi kan frygte for kirkens og menighedernes fremtid. Men det alt afgørende er, at hverken vi eller andre går fortabt. Og for det råder Gud alene. Derfor handler det i alt, hvad vi tager os for, om, at Gud og hans gerning i Jesus Kristus står i centrum. Da kan vi være trygge!
Soli Deo Gloria! - Gud Alene Æren!
Vagn Lyrstrand
|
... Børn nægtes lægebehandling og undervisning, hvis de ikke vil være muslimer. Krigen ødelægger familierne... "Men al denne nød skal ikke bare få os til at græde. Den skal få os til at arbejde med at bringe evangeliet til mennesker, døbe og hjælpe i nøden. Kom og hjælp os! "
|
... Al synd skal tilgives
Uddrag af missionsprædiken ved høstgudstjeneste over Matthæus 12,31-42.
En dag skal vi høstes
Udbyttet vil være afhængig af, hvad der har groet i vore liv og i vore hjerter. Og dét skal ingen være i tvivl om; for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, siger Jesus (v34). Men al synd og bespottelse skal tilgives mennesker! (v31).
Derfor skal der missioneres...
Tag et træ! Og straks ved du, om det er godt eller dårligt og om det skal plejes eller fældes. For et træ kendes på frugten (v33). Gud har designet os til gode gerninger, gode tanker og gode ord. Men vi forfejler designet! Vore ord vidner frygteligt om det - dem vi taler til og om andre. Vi lever med det; men i Guds lys kan vi ikke leve...
"Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber!" udbryder profeten Esajas for Guds ansigt. Men en engel berørte hans læber med et kul fra alteret og sagde: "Din skyld er fjernet og din synd er sonet." Der er tilgivelse for al synd, fordi Gud elsker dig og har ordnet et offer til betaling for al skyld. I samme nu kalder Herren: "Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?" Og Esajas svarer: "Send mig!" (Se Es 6).
Sådan blev også profeten Jonas sendt: "Rejs til den store by Ninive og råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab" (Jon 1,2). Men Jonas sagde nej. For han anede, at Gud ville tilgive. Bevidst satte han sig op imod Åndens tale og flygtede med et skib. Men de kom i havsnød, og Jonas blev kastet over bord - tæt på at gå ind i evigheden med utilgivelig synd. Men Guds hånd var dér i form af et havdyr, som slugte ham. I dyrets bug bad han om tilgivelse. Og 3 dage efter fik han livet igen! Sådan lærte Jonas, at der er tilgivelse for den mest opsætsige synder. (Se Jon 1).
Gud vil tilgive alle mennesker
Som tegn på tilgivelsen sendte Gud igen Jonas til Ninive. Og de omvendte sig ved Jonas' prædiken (v41). Derfor blev Jonas sendt. Og derfor samler vi ind til mission: Fordi Gud vil tilgive al synd hos alle mennesker!
Tænk, at kunne bruge sine kræfter og midler til noget så stort som at forkynde mennesker tilgivelse for al synd! Det er da et privilegium! Har du grebet det? Ellers tænk på Jesus' ord: Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Fyld dit hjerte med tilgivelsen, og det vil bære frugt!
Et nutidigt eksempel
På en konference i Oslo traf jeg i august Andrew Mbugo Elisa fra Sudan. I 1993 søgte han den sande tros grund og fik fat i Den lille Katekismus, hvor Luther om troen på Jesus siger, at "han har genløst mig fra alle synder, fra dødens og Djævelens magt." Det evangelium bar frugt. I dag er Elisa præst for 18 menigheder med 3.000 medlemmer spredt ud over Afrikas største land. En søndag døber han 47, næste søndag 79. En hel landsby med 3.000 indbyggere vil være lutherske kristne!
Dette sker i Sudan, hvor muslimer i 18 år har bekæmpet de kristne. Børn nægtes lægebehandling og undervisning, hvis de ikke vil være muslimer. Krigen ødelægger familierne... "Men al denne nød skal ikke bare få os til at græde. Den skal få os til at arbejde med at bringe evangeliet til mennesker, døbe og hjælpe i nøden. Kom og hjælp os! "Men er det ikke farligt, Elisa?" "Nej, ikke sådan. Om jeg dør i Khartoum eller et andet sted, gør ikke stor forskel; jeg skal jo dø en dag," siger han stille med sin søde kone ved siden. "Kom og hjælp os!"
Her er mere end Jonas
Dette er Helligåndens gerning, ligesom det var Helligånden, der virkede, når Jesus uddrev dæmoner ved sit ord. Men nogle spottede det som Satans værk! Da er det, Jesus advarer: Bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives (v31). Sætter man sig åbent op imod Guds tydelige gerning til frelse, vil man på dommens dag blive fordømt af ninivitterne. For de gav Gud ret og omvendte sig (v41).
Jonas' historie er dog kun som en skygge i forhold Jesus'. For som Guds egen Søn led han på korset under Guds vrede. Han led ikke som Jonas for sin egen synd, men for Jonas, niniviterne, sudaneserne og for dig og mig! På korset beder han for alle spottere: "Fader, tilgiv dem!" Og en forbryder lover han Paradiset. For al synd og bespottelse skal tilgives!
Det er evangeliet til alle mennesker. For lige så virkeligt som Jonas blev spyttet ud af havdyrets mund, opstod den korsfæstede Jesus påskemorgen med nyt liv. Det fylder vore hjerter som kristne. Derfor vil vi missionere og sige til alle mennesker: Der er tilgivelse for al synd! Tro på Jesus, og du skal høstes ind i Guds evige rige. For Jesus opstod som en førstegrøde. Og høsten forsætter med alle dem, som ved dåb og tro på ham har fået deres synder forladt. For -
Al synd skal tilgives
Lad det fylde dit hjerte. Og din mund vil flyde over, og dit liv vil bære frugt. Nyd høstens gaver i det lys. Og Gud vil bruge dig i sin mission!
Vagn Lyrstrand
|
Hvis Gud ikke bevægede menneskers hjerter, ville vores hjem ikke eksistere.
Hjerterne er blevet rørt og motiveret, så små gaver er blevet til mange gaver. Her i Moreira ser vi miraklerne hver eneste dag.
Vi takker vore venner. Vi priser og lover Gud dagligt.
|
Børnehjemmet i Moreira
Beretning fra Den hellige Treenigheds Børnehjem i Moreira. Artiklerne er hentet fra børnehjemmets årsrapport.
Tak til Gud!
Familien på Den hellige Treenigheds Institution har det godt. Tak skal I have!
Når man ser tilbage på et år, som er gået, kan man både fortælle om forandringer i årets løb, og om alt det, som fortsatte i den vante gænge. Nogle gange er det, der sker, meget vigtigt og afgørende. Andre gange er det, der sker, blot ganske almindeligt.
I, som har hjulpet os året igennem, skal have små glimt fra vores hverdag - både fra det, som betød noget særligt for os, og fra den almindelige hverdag. Dermed får I en fornemmelse af, hvad vi ikke fik gjort, men også, hvad vi fik gjort med den hjælp, I gav os. Samtidig vil jeres hjerter blive fyldt af tak til vor himmelske Herre for alt, hvad han har gjort for os.
Begivenheder
Det meste, som skete i løbet af året, var alt det, som fandt sted i hverdagen, og som måske ikke er så nærliggende at berette om: Hverdagen i skolen for børnene / lærermøder / vanskeligheder med telefonen / beboernes sommerferie / vedligeholdelsesarbejde / mindre forbedringer / skuffelser og glæder, som man får, når man lever sammen som en stor familie.
1. Vi fik at vide, at der ville blive givet tilskud, så vi kunne bygge nyt hønsehus til gavn for ægproduktionen. Hjælpen kom fra Den lutherske menighed i San Antonio i Texas med hjælp fra Dr. William Thompson. Bygningen blev færdig 11. juni, da vi fik de første 500 kyllinger.
2. Vi glædede os med Dr. Valter Kuchenbecker, som tog eksamen i vindeskabelige studier i Salamanca i Spanien. Han er præsident for en organisation, som støtter vores hjem (AELB).
3. Børnenes teater-gruppe rejste afsted den 20. juni for at opføre forskellige kristne optrin andre steder.
Vedligeholdelse
Vores organisation bæres af mennesker, som har hjerte for vores arbejde, af offentlige organisationer i Brasilien.
Men vi må indrømme, at hvis Gud ikke bevægede menneskers hjerter, ville vores hjem ikke eksistere.
Hjerterne er blevet rørt og motiveret, så små gaver er blevet til mange gaver. Her i Moreira ser vi miraklerne hver eneste dag.
Vi takker vore venner. Vi priser og lover Gud dagligt. Vi bliver aldrig trætte af at fortælle vore kære læsere, at vi takker Gud med disse ord:
Tak, Herre, fordi du giver lov til, at Den hellige Treenigheds Børnehjem findes og fungerer.
Vi fik hjælp fra officielle myndigheder i Gramado og fra den brasilianske stat. Faddere støttede deres fadderbørn, og vore mange venner gav penge til hjemmets drift. Den lutherske kirke i San Antonio, TX, som støttede vores hønsehus. Vi fik også hjælp fra virksomheder og organisationer i Brasilien, og ikke så få gav os ting og sager til brug i skole, køkken, sovesale, kontor osv.
Uddannelse
Vi giver elementær skoleundervisning både til elever fra vort egen hjem og til elever fra naboskabet. Eleverne får bøger, madpakke og hygiejne. Meget fattige børn får også tøj og sko.
Der var 84 tilmeldte til skolen i årets løb. 8 tog eksamen, og vi havde 76 elever ved skoleårets slutning.
Første semester løb fra marts til juli. Vi afsluttede med en middag, som lærerne arrangerede. I september deltog skolen i en parade i forbindelse med Nationens Uge (=grundlovsdag). 12. oktober var det Børnenes Dag, og vi tog i tivoli med dem. (i en park i Canela City). I december fik eleverne deres eksamensbeviser. Nogle var stolte, andre blev skuffede. De elever, som afsluttede 5. klasse, fortsætter på en statsdrevet skole i Três Coroas. Nogle går i skole her om eftermiddagen, andre om aftenen. Carina Percheron afsluttede 11. klasse, og Roseli Sperb blev færdig med uddannelsen til skolelærer.
Kristen undervisning
Alt afhænger af Guds vilje - også hele hjemmets eksistens og liv. Derfor er den daglige andagt vigtig for os. Vi holder andagt morgen og aften. Her mødes børn, voksne og ældre for at overveje deres liv som Guds børn.
Vores hjem er også aktivt med i Den evangelisk-lutherske Menighed i Moreira. Børnene smykker gudstjenesten med sange; voksne deltager i menighedens aktiviteter, i salmesang, bibelstudie og i arbejdet, som udføres ud fra menigheden.
Her skal særlig nævnes Adriane Perondi, som den 12. okt. bekendte troen. Hun blev for nylig gift med Marcelo Sperb, som bor her på hjemmet. Konfirmation af 4 teenagere den 6. dec. Tre af dem kommer fra vores hjem.
Helbred
Vi lever i landlige omgivelser. Det er sundt og helbredende for børnene. Mange kommer stressede og nervøse hertil. Det er et stort arbejde at hjælpe dem.
Livet i de landlige omgivelser byder dog også nogle gange på ulykker. I årets løb var der en, som brækkede sit ben (Gabriel). To andre måtte syes med adskillige sting. 11 var på sygehuset i løbet af året. Og 113 gange måtte vi behandle et barn for en sygdom. Vi har behov for mange slags medicin.
GAVER TIL YDRE MISSION MODTAGES MED TAK PÅ kirkebladets GIRO 5 49 77 01
|
Min mormor bragte os herhen for at gå i skole. Min bror og jeg var nødt til at flytte herhen, fordi mine forældre blev skilt, og min far ikke havde råd til at tage sig af os. |
Vidnesbyrd
Samantha bor på børnehjemmet i Moreira. Hun har skrevet til dig, som læser årsberetningen fra børnehjemmet. Hun sammenfatter her med egne ord, hvordan børnene lever og har det i vores hjem.
Jeg hedder Samantha Oliveira da Silva. Jeg blev 12 år den 12. januar (1999), ikke ret længe før jeg skrev det her.
Sammen med min bror Richard har jeg boet her på Den hellige Treenigheds siden den 14. april 1994.
Min mormor bragte os herhen for at gå i skole. Min bror og jeg var nødt til at flytte herhen, fordi mine forældre blev skilt, og min far ikke havde råd til at tage sig af os. Min mor tog sig godt af min yngre bror, som har særlig brug for omsorg og opmærksomhed.
I begyndelsen kunne jeg ikke lide at være her. Jeg savnede mit hjem. Nu er det 5 år siden. Vi er i januar måned. Min bror og mig er ikke rejst på sommerferie endnu. Jeg har boet her i fire år, og jeg kan mægtig godt lide det. Jeg har fået mange venner, slåskampe, pligter, brusebad, ture og meget andet.
Jeg skal snart i 5. klasse og have lærer Udo. Jeg har haft følgende lærere: Fru Goreti Braun i 1. og 3. klasse. Fru Roseli Sperb i 2. klasse; Hr. Udo Fuhrman i 4. klasse.
Jeg kan gode lide at læse eventyr, kærlighedshistorier og spændingsromaner. Jeg holder så meget af at læse bøger, at jeg tit glemmer at lave mine lektier. Jeg har planer om at skrive en bog selv. Jeg vil begynde i år. Det er min store drøm at blive skolelærer.
Når det er jul, bliver jeg her i Moreira. Vi lavede meget til jul og havde et særligt program i kirken om natten juleaften. Vi opførte et krybbespil, hvor vi bekendtgjorde Jesu fødsel. Vores slogan var: "At tilbede som Guds børn." Jeg spillede Maria. Det var en god oplevelse.
Vi har en teater-gruppe. Den var forleden i Arroio de Meio, Der spillede vi flere forskellige skuespil.
Jeg må sige tak til Gud for alt det, der er sket i mit liv. Jeg takker ham for, at han har velsignet mig så meget og har vist mig den rigtige vej i livet. Før jeg kom hertil vidste jeg ikke, hvem Gud var, og jeg var ikke engang klar over, at han fandtes. Men nu tror jeg, at Gud er kærlighed, og at han har fået mig herhen, for at jeg kunne lære ham at kende.
Det sker ofte, at jeg glemmer at sige til tak til Gud for alt det gode, han gør for mig. Det er mærkeligt så ofte jeg glemmer at dele Guds kærlighed og hjælp med andre mennesker, som bor her. - Og du, som nu læser dette, har du også takket Gud for alt det ,han har gjort for dig og mig i årene, der er gået? Det håber jeg!
Med kærlighed! Hilsen fra Samantha. |
|
|
Født til Himlen
Søren og Solveig Bech fik den 1. juli en søn. Men han sov ind i moders liv umiddelbart før fødslen. Han blev begravet den 6. juli fra Løsning Frikrike. Moderen fortæller:
Vi kommmer i god tid til kirken – går ind. Kirken er pyntet så flot i dag med blå-hvide dekorationer på alteret og små buketter i bænkene. Det må være festdag – måske barnedåb? Nej ikke barnedåb, for på kirkegulvet står der en lille kiste på bare 50 cm. I kisten ligger min lille dreng Samuel, som blot blev 25 uger, inden Gud valgte at hente ham hjem. Jeg fyldes af lykke. Tænk, at min lille søn er i Himlen hos Gud, friet fra djævelens snare og verden sorg – Tak Gud!
Kirken er i mellemtiden blevet fuld. Orglet begynder at spille. Jeg læser verset fra Salme 139, som er trykt på forsiden af sangbladet.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.
Familien, menigheden og vennerne begynder at synge:
Nu,Gud ske lov, at stunden / er sød og blid oprunden, / jeg går til paradis. / Forældre tør ej klage, / men til min grav ledsage / mig hen med Herrens lov og pris.
Sorgen stormer frem i mit indre, jeg græder i fortvivlelse og smerte. Hvor er lykken over evigheden? Det eneste, jeg ønsker lige nu, er at kunne holde mit barn i armene. Alle i kirken synger stadig – det hjælper.
Før var jeg eders glæde, / nu sørge I og græde, / da jeg er vel forvart; / når I det ret betragte, / og hvad Gud gør højt agte, / skal eders tårer tørres bort.
Når I skal se mig træde / for Gud i brudeklæde / med livets krone på, / med sejrens skønne palmer, / med Himlens frydesalmer, / for Lammet yndefuld at stå.
Da skal I eder fryde, / og begge to fortryde, / at I for mig har grædt, / vel den, som i Guds vilje / sig overgiver stille, / hans hjerte vil vist blive let.
Hvor er det betydningsfuldt at have familie, menighed og venner, der møder op på denne festdag og denne store sorgens dag.
Præsten taler: .... nu har Jesus taget sig af ham! Ned i graven og op i himlen, som I fortalte, at storebror Christian sagde. Samuel blev ikke født til et liv på jorden. Han blev født til Himlen. Det er ikke noget, vi bare siger, blot fordi vi ønsker, at det er sådan. Vi vil lytte til Skriftens ord, som giver os sådan en vished og tryghed. For i Guds ord tales der klart om fosteret – også om dets stilling overfor Gud: ?Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.?
Efter sidste salme bæres kisten ud. Vejen til kirkegården er tung – hullet til kisten er så dybt ?.. men én ting ved jeg. Jeg ved, at ?den lille Samuel voksede op hos Herren? (1 Sam 2,21b).
Hørt i radioen
Glimt fra en Radio-Gratia-udsendelse på Århus kanal 2.
Hvor er du, Gud, hvis du er der?
Er det ikke et spørgsmål, som vi alle på et eller andet tidspunkt i vores liv er nødt til at forholde os til? Er Gud der, eller er han der ikke.
Som udgangspunkt er vores statistiske chance for at svare korrekt på det spørgsmål 50% - for enten er Gud til, eller også er han det ikke.
Sådan en rå teoretisk konstatering indeholder ikke ret mange informationer og giver ikke svaret på nogle af alle de spørgsmål, som øjeblikkeligt vælder frem, når man et split-sekund dvæler ved tanken: tænk, hvis Gud virkelig er til.
For - hvem er Gud, og hvordan er han, ja - det kan vi ikke svare på, selv om vi tænker os godt om eller kigger i os selv eller på hinanden. Men spørgsmålene har igennem historien givet grobund for mange forskellige tanker, tænk blot på den nordiske eller græske mytologi, som havde ikke blot en, men flere gudeskikkelser sammenflettet i et hierarki, som på mange måder afspejler det samfund, som datidens mennesker levede i.
Men hvordan kan vi så finde ud af det, som handler om Gud, vi ønsker jo ikke at bedrage os selv med egne eller andres hjemmestrikkede lommefilosofiske åndeligheder. Nej! - hvis Gud er der, vil vi kende den rigtige sandhed om ham.
Når man en varm sommernat er ude at kigge stjerner og dér, ansigt til ansigt med stjernehimmelens evige dybde, fyldes af den her indre ro og harmoni, kan det næsten føles, som om man har været tæt på Gud.
Men Gud er der tilsyneladende ikke, i hvert fald ikke på en måde, så jeg bliver klogere, når jeg leder efter ham i naturen. Og når jeg tænker over det, bliver det pludselig også vigtigt for mig at vide, hvad Gud mener om mig, hvis han er der. Hvad er Guds forhold til mig, og hvad skal mit forhold til ham være?
Nej! - jeg giver op. For her kommer alverdens visdom til kort. Hvis Gud er til, må han selv give sig til kende. Og det har han gjort - i Jesus Kristus.
Konfirmandlejren
Første weekend i september var kirkens konfirmander samlet til lejr på Hjarnø i Horsens Fjord.
Den lille færge fragtede otte konfirmander, en præst og en kok over til en primitiv, men hyggelig hytte på øens nordside fredag aften. Der blev lavet medisterpølse og kartofler - aftenen sluttede med sang.
Lørdag morgen sprang de friske i bølgerne, og derefter bød formiddagen på morgenandagt, sang og dåbsundervisning ud fra temaet "købt og døbt" 1 Kor 6,19-20. Eftermiddagen gik med fodboldkamp, vandretur, badning og indsamling af natur-ting til lejrens praktiske opgave: "tegn på tilgivelse" (se billederne). Før aftensmaden igen dåbsundervisning.
Aftensmaden blev bagt og stegt over bålet - i støvregn og tiltagende mørke. Senere var vi kreative og lavede så mange tegn på tilgivelse, at alle kirkegængere om søndagen kunne få ét hver.
Søndag formiddag bød igen på dåbsundervisning og sang. Derefter blev køleskabet tømt og hytten rengjort og rømmet. I kirken i Løsning mødtes vi med menighederne fra Århus og Løsning og hørte om en kvinde, som viste tegn på tilgivelse (Lukas 7). Jesus sagde: "Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." - Gud har elsket os meget.
Otte konfirmander, en kok og en præst - købt og døbt - kom hjem med mange tegn på tilgivelse.
|
