"Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren""JOINT DECLARATION", som 31. oktober 1999 blev underskrevet af Den romersk-katolske Kirke og af kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund.PRESSEMEDDELELSER Kommentarer er velkomne på: post@vivit.dk
 Pressemeddelelse vedr. "Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren" Nordisk Frikonference (forum for bekendende evangelisk-lutherske kirker i Norden) erklærer i forbindelse med Den romersk-katolske Kirkes og Det lutherske Verdensforbunds underskrivelse af Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen den 31. oktober 1999 i Augsburg:Nordisk Frikonference har på sit møde den 17.-19. september 1999 i København studeret Fælleserklæringen og Annex (parternes uddybende tilføjelser) og udtaler: Parterne har sat Skriftens og kristendommens central-lære om menneskets retfærdiggørelse overfor Gud på dagsordenen. Det glæder vi os over. Men vi anser det foreliggende resultat som en umulig sammenskrivning af bibelsk lære med vranglære i spørgsmålet om, hvordan mennesket retfærdiggøres overfor Gud. Resultatet er 1) sammenblanding af tro og gerninger i retfærdiggørelseslæren, 2) reel afskaffelse af Skriftens fordømmelse af vranglære og 3) tilsidesættelse af Kristus alene og Skriften alene som autoritet i kirken. Underskrivelsen af Fælleserklæringen overskygges i disse måneder af Vatikanets nye vejledning i udstedelse af aflad i den romersk-katolske kirke. Det er et vidnesbyrd om, at Fælleserklæringen ikke bør tages som udtryk for et skridt på vej til at overvinde kirkens adskillelse, men snarere viser, at kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund ikke har klarhed mht. Skriftens lære om retfærdiggørelsen. Det kalder på, at lutherske kirker gennem fornyet bøn og bibelstudie besinder sig på den bibelske retfærdiggørelseslære og reformationens grundprincipper: Skriften alene, af nåde alene, gennem troen alene og for Kristi skyld alene. Nordisk Frikonference på reformationsdagen den 31. oktober 1999 Evangelisk-luthersk Bekendelseskirke i Sverige Norge, pastor Asbjørn Hjorthaug
|
Pressemeddelelse| Nordisk Frikonference (forum for bekendende evangelisk-lutherske kirker i Norden) erklærer i forbindelse med underskrivelsen af Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren den 31. oktober 1999 i Augsburg:
Samtalen mellem Det lutherske Verdensforbunds kirker (LVF) og Den romerske katolske Kirke resulterede i 1997 i en fælleserklæring (FE) vedr. retfærdiggørelseslæren. Efterfølgende diskussion fik parterne til at udarbejde et "Annex" (tillæg), hvor indvendinger er behandlet. Fællesudtalelsen underskreves af parterne ved en højtidelig ceremoni på reformations-dagen den 31. oktober i Augsburg. Nordisk Frikonference har på sit møde den 17.-18. september 1999 studeret Fælleserklæringen og Annex og udtaler: Parterne har sat Skriftens og kristendommens central-lære om menneskets retfærdiggørelse overfor Gud på dagsordenen. Det glæder vi os over. Men vi anser det foreliggende resultat som en umulig sammenskrivning af bibelsk lære med vranglære i spørgsmålet om, hvordan mennesket retfærdiggøres overfor Gud. Resultatet er 1) sammenblanding af tro og gerninger i retfærdiggørelseslæren, 2) reel afskaffelse af Skriftens fordømmelse af vranglære og 3) tilsidesættelse af Kristus alene og Skriften alene som autoritet i kirken. |
| 1. Retfærdiggørelse og helliggørelse: Parterne beskriver deres klassiske (modstridende) forståelse af retfærdiggørelses-læren. I samme åndedrag udtaler de i enighed, hvordan et menneske bliver retfærdiggjort for Gud. Enigheden opnås ved at sammenskrive retfærdiggørelse (hvad Gud har gjort i Kristus for os) med helliggørelse (hvad Gud gør i os ved Kristus) med en skæbnesvanger sammenblanding af den retfærdiggørende tro og troens frugter til følge.
Parterne udtaler: "Sammen bekender vi: Af nåde alene, ved troen på Kristi frelsende gerning og ikke på grund af nogen fortjeneste fra vor side anerkendes vi af Gud og modtager Helligånden, som fornyer vore hjerter, idet han udruster og kalder os til at gøre gode gerninger" (FE 15)... "Guds nådes virkning udelukker ikke menneskets gerning: Gud virker alt, både at ville og at udføre, derfor kaldes vi til at stræbe cf. Fil. 2,12ff." (Annex 2C). Da det er retfærdiggørelseslæren, der er tale om, er dette et meget farligt udsagn. Ifølge Skriften udelukker Guds nåde menneskets gerninger i spørgsmål om frelse og retfærdiggørelse. Ef. 2,8-9: For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. Nåden og troen hører sammen med retfærdiggørelsen. Derimod har menneskets gerninger ingen plads i retfærdiggørelseslæren. Rom. 3,28: For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. 2. Tidligere tiders lærefordømmelser: Parterne er enige om, at de gensidige fordømmelser i tidligere tider (reformationstiden i 1500-tallet) ikke vedrører den katolske og lutherske lære om retfærdiggørelsen, sådan som den fremlægges i Fælleserklæringen (FE 41 og Annex 1). Hermed antydes det, at parterne ikke længere holder fast ved den lære, som blev formuleret i 1500-tallets dokumenter (fra Tidentinerkonciliet og De lutherske Bekendelsesskrifter). Det fremgår også af Fælleserklæringen, hvor nåde forstået som syndernes forladelse hos Gud og nåde forstået som Guds forvandlende kraft i mennesket sammenblandes. Og da mistes læren om retfærdiggørelse af nåde ved tro uden gerninger (Rom. 3,28). Imod Fælleserklæringen og Annex, må vi derfor fastholde, at reformationstidens lærefordømmelse ikke er overvundet, men har fået ny aktualitet. Skal nåden forblive nåde, må lærefordømmelsen træde i funktion, når Kristi forløsningsværk bevidst angribes i menigheden. Gal. 1,8-9: Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han. 3. Skrift, tradition og paveembede: Parterne erkender, at der er forskellig forståelse af, hvad der er autoritet i kirken. Til trods herfor "respekterer begge parter den anden parts fastlagte måder at nå frem til afgørelser i lærespørgsmål" (FE 43 og Annex 4). Fælleserklæringens bibel-brug bør derfor studeres i lys af, at den romersk-katolske kirke fastholder den kirkelige tradition som en del af Guds åbenbaring imod reformationens "Skriften alene". Ligesom Fælleserklæringen direkte slår retfærdiggørelse og helliggørelse sammen under nådens fortegn, slår den indirekte Skriften, den kirkelige tradition og pavens embede sammen under åbenbaringens fortegn. Det er i strid med den kristne tro og den sunde lære. |
| Underskrivelsen af Fælleserklæringen overskygges i disse måneder af Vatikanets nye vejledning i udstedelse af aflad i den romersk-katolske kirke. Det er et vidnesbyrd om, at Fælleserklæringen ikke bør tages som udtryk for et skridt på vej til at overvinde kirkens adskillelse, men snarere viser, at kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund ikke har klarhed mht. Skriftens lære om retfærdiggørelsen.
Det kalder på, at lutherske kirker gennem fornyet bøn og bibelstudie besinder sig på den bibelske retfærdiggørelseslære og reformationens grundprincipper: Skriften alene, af nåde alene, gennem troen alene og for Kristi skyld alene. Nordisk Frikonference på reformationsdagen den 31. oktober 1999,FORUM FOR BEKENDENDE EVANGELISK LUTHERSKE KIRKER I NORDEN: Evangelisk-luthersk Bekendelseskirke i Sverige Norge, pastor Asbjørn Hjorthaug. www.elbk.org Den lutherske Församling i Stockholmsområdet og i Umeå. Pastor Ingemar Andersson og pastor Henning Lindmark. www.lutherskaforsamlingen.org Den lutherske Bekendelseskirke i Finland. Pastor Kimmo Närhi. www.luterilainen.com Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark. Pastor Leif G. Jensen www.vivit.dk |
BREV TIL DEN KIRKELIGE PRESSE
Den evangelisk-lutherske Frikirke Tlf. 75 65 16 601. november 1999
TIL DEN KIRKELIGE PRESSE
Kristeligt Dagblad , Rosengården 14, 1174 København K Udfordringen, Kongensgade 9 Box 110, 6070 Chrstiansfeld Indre Missions Tidende, Korskjærvej 25, 7000 Fredericia Missionsvennen, Industrivænget 40, 3400 Hillerød Præsteforeningens Blad, Rosenvængets Hovedvej 11, 2100 Købehavn Ø Giraffen, www.giraffen.dk. Via Media www.kirker.dkI forbindelse med underskrivelsen af "Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren" den 31. oktober 1999 i Augsburg
Kære redaktører!
I forbindelse med underskrivelse af "Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren" i Augusburg den 31. oktober 1999 fremsendes vedhæftede pressemeddelelse. Vi henviser samtidig til www.vivit.dk/jd hvor pressemeddelelsen findes sammen med andre dokumenter, som belyser "Fælleserklæringen" ud fra et luthersk perspektiv.
Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark glæder sig over, at retfærdiggørelseslæren er sat på dagsordenen. Det har været og kan fortsat blive til stor velsignelse både i den lokale menighed og på mellemkirkeligt plan. Men vi finder samtidig, at den erklæring, som nu er blevet underskrevet af Den romersk-katolske Kirke og af et stort flertal af kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund, er udtryk for en sammenskrivning af to holdninger, som ikke kan forenes.
Ved første øjekast bemærker man, at Fælleserklæringen siger meget sand og godt om retfærdiggørelsen.
Troen alene ... og: I den lutherske/romersk-katolske dialog (Annex 2C) har man til "sola gratia" (af nåde alene) føjet "sola fide" (ved tro alene). Man henviser til Rom.3,28. Det er en konsensus-erklæring med stor økumenisk rækkevidde.
Imidlertid modsiges dette udsagn i FE og Annex af, at man tilføjer, at Guds nåde ikke udelukker menneskelig handlen. Det forbliver ubesvaret, hvorvidt menneskets gerning har plads i menneskets retfærdiggørelse for Gud.
Syndsforståelse: Også hvad syndsforståelsen kan man glæde sig over nogle af erklæringens udsagn. Parterne er enige om at beskrive synden som en ydre magt. Men man efterlader som et åbent spørgsmål, om den retfærdiggjorte fortsat er en synder i sit væsen og efter sin natur. Det anser vi for mere end en mangel.
Autoritet i kirken: Fælleserklæringens anvendelse af bibelcitater er overvældende. Men når det samtidig i FE og Annex slås fast, at parterne har en forskellig forståelse af, hvad der er autoritet i kirken (Kristus alene og Skriften alene som den klassiske lutherske bekendelse CONTRA og Skriften, den kirkelige tradition og det pavelige læreembede som den klassiske romersk katolske forståelse), sættes der spørgsmålstegn ved, hvordan henvisninger til Skriften skal forstås.
Læremæssige fordømmelser: Når man er enige om at tilbagekalde tidligere tiders gensidige læremæssige fordømmelser synes det at være noget grundlæggende positivt. Vi er alle trætte af og skamfulde over religionskrige og teologer (os selv), som bekriger hinanden med hårde ord. Vores tid er ikke en tid til at fordømme hinanden eller at sætte "sandheden" frem. Det er snarere en tid til forsoning og enhed i forskelligheden (som FE udtrykker det).
Her overfor vover vi imidlertid at fremholde vi, at Kristus og apostlenes forhold til vranglære stadig må tages alvorlig og have sin plads midt i den kristne kirke. Vi forstår Skriftens læremæssige fordømmelser sådan, at de netop må fremføres og fastholdes, når det gælder evangeliets centrale lærdom om en synders retfærdiggørelse overfor Gud.
Det er vores opfattelse, at FE sammenskriver og sammenblander Guds frelsende gerning for os i Kristus med Guds helliggørende gerning i os ved Kristus, således at den retfærdiggørende nåde ikke længere er en nåde, hvor synderen midt i sin ugudelighed tilregnes Kristi retfærdighed, og derfor har noget fast og sikkert at klynge sig til og tro på, men bliver en nåde, som vil retfærdiggøre ved at gå ind i menneksket med Helligåndens fornyende kraft og således føje noget til den retfærdighed, som Kristus har vundet til os. Det afviser vi.
Og vi finder derfor, at afvisningen på reformationstiden af den romersk katolske lære også gælder den holdning, som den romersk-katolske kirke fremstiller som sin i FE og som LVF-kirker er blevet medunderskrivere af.
Men samtidig er det vigtigt for os at få sagt (både til os selv og til andre), at læremæssige fordømmelser skal forstås sammen med Guds frelsende nåde: "Skal den frelsende nåde forblive nåde, må lærefordømmelsen træde i funktion, når Kristi forløsningsværk bevidst angribes i menigheden (Gal. 1,8-9)" (jfr. vedlagte pressemeddelelse).
Den danske folkekirkes biskopper: Vi glæder os også over, at Den danske Folkekirkes biskopper har givet en solid teologisk begrundelse for deres nej til at underskrive Fælleserklæringen. Vi er enige med FK's biskopper i, at FE ikke taler ret om mennesket som en synder og om forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse.
Vi ønsker samtidig at gøre opmærksom på, at der er en række bekendende lutherske kirker på verdensplan, som ikke er medlemmer af LVF, og som heller ikke har underskrevet i Augsburg. Fra nogle af disse kirker foreligger der grundige teologiske udtalelser vedr FE. Der henvises til www.vivit.dk/jd, hvor man kan finde udtalelser og links.
Vi vedlægger pressemeddelelse fra vor egen kirke. Den er skrevet i sammen med bekendende lutherske kirker i Norden og bringes nedenfor. Den kan også læses på web-adressen: www.vivit.dk/jd
Det ville glæde os, om De kan finde anledning til at bringe vores pressemeddelelse eller at omtale den og evt. henvise til vort link på nettet http://www.vivit.dk/jd
Med venlig hilsen, Leif G. Jensen, pastor og formand.
BREV TIL DEN DANSKE FOLKEKIRKES BISKOPPER
Kære biskopper i Den danske Folkekirke!
I forbindelse med underskrivelse af "Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren" i Augusburg den 31. oktober 1999 fremsendes vedlagte pressemeddelelse. Vi henviser samtidig til www.vivit.dk/jd hvor pressemeddelelsen findes sammen med andre dokumenter, som belyser "Fælleserklæringen" ud fra et luthersk perspektiv.
Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark glæder sig over, at retfærdiggørelseslæren er sat på dagsordenen. Det har været og kan fortsat blive til stor velsignelse både i den lokale menighed og på mellemkirkeligt plan. Men vi finder samtidig, at den erklæring, som nu er blevet underskrevet af Den romersk-katolske Kirke og af et stort flertal af kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund, er udtryk for en sammenskrivning af to holdninger, som ikke kan forenes.
Vi glæder os over den teologiske begrundelse, som Den danske Folkekirkes biskopper har givet for deres nej til at underskrive Fælleserklæringen.
Vi er enige med FK's biskopper i, at FE - på trods af meget godt indhold - ikke kommer til klarhed omkring to afgørende spørgsmål: simul iustus et peccator og forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse: Man efterlader som et åbent spørgsmål, om den retfærdiggjorte fortsat er en synder i sit væsen og efter sin natur. Det anser vi for mere end en mangel. Og man taler om troens frugter og det nye liv dér, hvor det handler om synderens retfærdiggørelse for Gud. Det er anser vi for vranglære.
Der ud over gør vi i vor pressemeddelelse opmærksom på, at manglende enighed i spørgsmålet om, hvad der er autoritet i kirken, gør grundlaget for "fælleserklæringen" usikkert. Hvad nytter de mange bibelhenvisninger, hvis pavekirken i sidste ende regner lige så meget eller mere med den kirkelige traditions forkerte udlægning af samme.
Angående lærefordømmelserne fra reformationstiden mener vi, at det bør fremhæves, at de stadig har deres gyldighed, når de nemlig sammenholdes med nåden og bruges - ikke som trumfkort i en teologisk disput - men som i Skriften og de lutherske bekendelsesskrifter: overfor den falske lære, som vil føre mennesket bort fra at stole alene på Kristus til at stole på de virkninger og gerninger / frugter, som måtte være at finde hos den retfærdiggjorte synder (Gal 1,8-9).
Vi ønsker samtidig at gøre opmærksom på, at der er en række bekendende lutherske kirker på verdensplan, som ikke er medlemmer af LVF, og som heller ikke har underskrevet i Augsburg. Fra nogle af disse kirker foreligger der grundige teologiske udtalelser vedr FE. Der henvises til web-adressen: www.vivit.dk/jd, hvor vi har fremlagt udtalelser og links. Vi har også tilladt os at citere Deres udtalelse.
Det er vort ønske, at læren om en synders retfærdiggørelse overfor Gud må forblive på dagsordenen også i tiden efter underskrivelsen i Augsburg. Meget tyder på, at der er endnu mere behov derfor nu end tidligere.
Venlig hilsen Leif G. Jensen, pastor (formand for Den ev.-luth. Frikirke i Danmark)
Alle Helgens Dag den 1. november 1999
Den selvstændige evangelisk-lutherske Kirke i Tyskland
Hovedsæde: SELK, Schopenhauerstrasse 7, D - 30625 Hannover. www.selk.de Biskop Dr. Diethardt Roth
Kilde: SELK-Informationen, Oktober 1999. Oversættelse: Ved pastor Leif G. Jensen. Der er tale om et sammendrag af SELKs udtalelse.
Rapport angående Fælleserklæringen mellem Det lutherske Verdensforbund og Den romersk-katolske Kirke incl. "Annex"
Det lutherske Verdensforbund og Den romersk-katolske Kirke har godkendt "Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren".
Det sidste års tid har spørgsmålet om ratificering af dokumentet været årsag til irritation. LVF-kirkerne accepterede stort set dokumentet, men rådet af kardinaler i Den romersk-katolske Kirke kunne ikke uden videre gå med til, at de læremæssige fordømmelser fra det 16. årh. ikke berørte den lære, som dialogens parter repræsenterer. I en ny samtalerunde nåede man imidlertid målet, så man kunne være enige om, at tidligere gensidige læremæssige fordømmelser ikke rammer den lære, som parterne fremlægger i Fælleserklæringen (OCS og Annex).
SELK er enig i, at de spørgsmål, som blev rejst, da Fælleserklæringen blev fremlagt i 1997, er blevet behandlet, og at man er nået frem til en vis form for enighed. Det gælder særligt:
- bestræbelserne for at nå frem til en fælles forståelse af reformationens "simul iustus et peccator" (at en kristen samtidig er retfærdig og synder).
- indarbejdelse af den grundlæggende lutherske indsigt: "sola fide". Man har ændret fra "in faith" ("i tro") til "by faith alone" "ved tro alene" (OCS/Annex 2C)
- bekræftelsen af, at retfærdiggørelseslæren er prøvestenen for den kristne tro (Annex 3)
- indarbejdelse af den eskatologiske dimension i samtalen;
- bekræftelse af, at parterne anser hinanden for "ligemænd" (par cum pari) (Annex 4).
SELK er klar over, at samtalerne har fundet sted for at kirkerne må nå til fuld kommunion, enhed i forskelligheden, hvor de tilbageværende forskelle kan anses for at være "forsonede" og ikke længere have kirke-adskillende betydning (OCS 3). ... Det er planen, at der fortsat skal samtales, for at dette mål kan opnås (FE 43).
SELK ønsker at give udtryk for anerkendelse af de bestræbelser, som samtalepartnerne har udført, og peger på følgende emner, som der bør arbejdes teologisk med i den fortsatte dialog:
1. Begrebet synd - eller "simul iustus et peccator
FE og Annex betoner, at synderen gøres retfærdig i retfærdiggørelsen. Set under dette aspekt gælder det ikke længere, at den retfærdiggjorte er en synder. Men samtidig gives der også udtryk for, at mennesket stadig trues af syndens magt. Enigheden mellem parterne bygger på denne modificerede udgave af den reformatoriske erkendelse af "både synder og retfærdig".
SELK finder ikke, at det er dækkende for sandheden om, at det retfærdiggjorte menneske forbliver en synder også efter, at det er retfærdiggjort for Gud, og at den retfærdiggjorte synder har sin retfærdighed i Kristus udenfor sig selv.
2. Forståelsen af synd
Annex 2B gennemgår spørgsmålet, om synden skal forstås som en personlig karakter i mennesket, og om synden som sådan skiller mennesket fra Gud. Her hentydes til Den augsburgske Bekendelse artikel II.
Parterne er enige om at beskrive synden som en ydre magt. Men man efterlader som et åbent spørgsmål, om den retfærdiggjorte fortsat er en synder i sit væsen og efter sin natur.
Der er behov for, at de forskelle, som her kommer til udtryk, bearbejdes.
3. Sola fide - forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse
I den lutherske/romersk-katolske dialog (Annex 2C) har man til "sola gratia" (af nåde alene) tilføjet "sola fide" (ved tro alene). Man henviser til Rom.3,28. Det er en konsensus-erklæring, der har stor økumenisk betydning.
Men i FE og Annex modsiges dette udsagn af, at man tilføjer, at Guds nåde ikke udelukker menneskelig handlen. Det forbliver ubesvaret, hvorvidt menneskets gerning har plads i menneskets retfærdiggørelse for Gud.
4. Bevarelse i nåden - ved gode gerninger?
I Annex 2D hævdes det, at mennesket skal gøre gode gerninger for ikke at falde ud af nåden. Dokumentets henvisning til De lutherske Bekendelsesskrifter understøtter imidlertid ikke dette udsagn. Her står: ".. derfor forkastes, at vore gode gerninger bevarer os i frelsen, eller at den modtagne tros-retfærdighed eller at troen selv delvis eller helt bevares ved vore gerninger." (Konkordieformelen, FC SD IV,35; BSLK s.949, 10-22).
5. Dom efter gerninger og den himmelske løn
Det hilses velkomment, at man endnu en gang tager fat om spørgsmålet om løn. Annex 2E taler om dom efter gerninger og siger klart, at den himmelske løn har nådekarakter. Men det forbliver alligevel uklart, hvad der i sidste ende frelser på dommens dag.
Her var det passende fra luthersk side at henvise til sammenhængei i Konkordieformelen FC SD IV,42), hvor det forkastes, at vores retfærdiggørelse og salighed opretholdes af vore gode gerninger.
6. Retfærdiggørelsen som målestok og prøvesten
Der er i Annex tale om en klargøring af retfærdiggørelseslæren som en prøvesten og målestok for, hvad der er kristne tro. Men vi spørger, hvorfor man ikke har kunnet udtale, at retfærdiggørelseslæren er prøvestenen.
Det er en grundlæggende lutherske overbevisning, at læren om retfærdiggørelsen i virkeligheden indbefatter hele den kristne tros lære.
7. Dialogen og den kirkelige dimension
Afsluttende bekræftes det, at dialog-partnerne anser hinanden som ligeværdige samtalepartnere, noget som Den romersk-katolske Kirke satte spørgsmålstegn ved den 25. juni 1998.
Ikke desto mindre har man ikke dermed ophævet anmærkning 9 til FE, hvoraf det fremgår, at der er ekkesiologisk uligevægt fremgår.
Samtidig med at SELK hermed har peget på, at der består en grundlæggende uenighed mellem luthersk og romersk-katolsk lære, udtrykker den sit håb om, at de grundlæggende bibelske udsagn om en synders retfærdiggørelse overfor Gud må stå i centrum for teologiske reflektion og kirkelig praksis i alle kirker.
Hannover den 24. september 1999
The Lutheran Church-Missouri Synod
1: LINK til studie-dokumenter i LC-MS
Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren luthersk perspektiv: The Joint Declaration on the Doctrine of Justification in Confessional Lutheran Perspective:
http://www.lcms.org/ctcr/docs/pdf/justclp.pdf
2: A Betrayal of the Gospel
Kilde: Udtalelse på web-adressen: www.lcms.org/president/betrayal.htm
A Statement Regarding The Signing of the Joint Declaration on the Doctrine of Justification on October 31, 1999 in Augsburg Germany
A Statement from The Office of the President
The Lutheran Church--Missouri Synod
1333 South Kirkwood Road, St. Louis, Missouri 63122, United States of America
ST. LOUIS, October 15, 1999----On October 31, representatives of the Lutheran World Federation and the Roman Catholic Church will meet in Augsburg, Germany, to sign the Joint Declaration on the Doctrine of Justification. Participating Lutheran leaders have hailed this accord as a "magnificent breakthrough." They say it resolves the long-standing division between Lutherans and Roman Catholics over the doctrine by which the Christian Church stands or falls: the teaching of how God saves (or justifies) a sinner by grace alone, for Christ''s sake alone, through faith alone. But is this "agreement" really a breakthrough? In a word, no.
Disclaimers and Clarifications
In truth, the Joint Declaration is an ambiguous statement whose careful wording makes it possible for the Pope''s representatives to sign it without changing, retracting or correcting anything that has been taught by the Roman Catholic Church since the time of the Council of Trent in the 16th century. [For more on the Council of Trent----and a familiarity with Trent is essential for anyone following this story----see the sidebar story on Page 2.]
We who are members of a confessional Lutheran church body must say with all boldness and vigor that the Joint Declaration is hardly the dramatic advance some claim it to be. The document does not represent a change in the teachings of the Roman Catholic Church. It does nothing to repudiate the doctrinal formulations put forth by the Council of Trent.
Rome has indicated that the agreement does not represent an agreement on the role of renewal and sanctification in the Christian life. For the Roman Catholic Church, this renewal and sanctification are part of justification; for Lutheranism, justification is by faith alone, apart from any works of the Law (Romans 3:28).
Still another Roman clarification concerning the declaration (the absence of any such Lutheran clarifications is telling) states that "eternal life is, at one and the same time, grace and the reward given by God for good works and merit." This assertion contradicts Holy Scripture (such as Ephesians 2:8-9), which clearly teaches that the salvation of the sinner is always and only by grace, for Christ''s sake, through faith alone, apart from works.
We would underscore the Vatican''s perceptive observation that even though the Lutheran World Federation has attempted to gain signatures from a wide variety of Lutheran groups in an effort to achieve a great consensus, "there remains, however, the question of the real authority of such a synodal consensus, today and also tomorrow, in the life and doctrine of the Lutheran community." In other words, the Lutheran World Federation does not speak officially for world Lutheranism----a point clearly recognized by the Vatican.
A Surrender of Sacred Truth
If, then, the Joint Declaration is not quite the breakthrough event its Lutheran signatories say it is, what is it? It is two things: It is an opportunity for Rome to appear ecumenical without conceding a thing, and it is but the latest example of Lutherans sacrificing God''s truth on the altar of unity.
The Lutheran Church----Missouri Synod and its many partner churches around the world, as well as any number of Lutheran communions not part of our confessional fellowship, have not accepted the Joint Declaration on the Doctrine of Justification. We consider the Joint Declaration to be a surrender of the most important truth taught in God''s Word. It represents a clear, stunning departure from the Reformation and thus is contrary to what it means to be a Lutheran Christian.
That being said, Lutherans not participating in the Joint Declaration continue to pray for true, God-given unity in the confession of the Christian faith. We thank God for the grace He gives to all believers in Jesus Christ throughout world Christendom. We rejoice in what we have in common with the Roman church. And, indeed, that is much. However, it is a great tragedy when those who claim to be leaders of Lutheranism depart from the very essence of the Gospel of Jesus Christ through their participation in, and support for, the Joint Declaration on the Doctrine of Justification. These leaders, in their quest to achieve unity, fail to see the declaration for what it truly is: a woefully inadequate and misleading document and a betrayal of the Gospel of Jesus Christ.
Sidebar: Background on The Council of Trent
The Council of Trent (Trent being a town in northeastern Italy) met in three periods, under three different popes, between 1545 and 1563. This ecumenical conclave was the Roman church''s first formal answer to the challenge of the Protestant Reformation.
Council members issued a number of decrees, all of which served to codify and reaffirm Catholic doctrine. Some of those decrees, in the form of "canons," concerned the doctrine of justification. Here are three:
CANON IX: If anyone says that the ungodly is justified by faith alone in such a way that he understands that nothing else is required which cooperates toward obtaining the grace of justification . . . let him be anathema.
CANON XII: If anyone says that justifying faith is nothing else than trust in divine mercy, which remits sins for Christ''s sake, or that it is this trust alone by which we are justified, let him be anathema.
CANON XIV: If anyone says that a man is absolved from sins and justified because . . . he confidently believes that he is absolved and justified . . . and that through this faith alone absolution and justification is effected, let him be anathema.
These canons say that faith alone in what God has done for us in Jesus Christ is not sufficient to justify a sinner. Something more is needed----i.e., the performance of good works. Such thinking, from which the Roman church has not budged, the Joint Declaration notwithstanding, is antithetical to historic Lutheran thinking, which holds that if salvation is of works, or even partly of works, then it is not by grace. Put another way, if we are justified by the Law, then Christ is of no advantage to us. No amount of sophistry, such as that found in the Joint Declaration, can elude this truth.
Sidebar: The Lutheran Stance on Good Works
Lutheran doctrine says that we are justified by faith alone, without the deeds of the Law (i.e., good works). As the Scriptures and the Lutheran Confessions affirm, good works will always be present as fruits of faith, but are in no way to be considered as part of the reason God justifies us. We are justified totally on the grounds of Christ''s work for us and not by any good works that we do, either before or after we come to faith.
Yet, the wording of the Joint Declaration on the Doctrine of Justification says that a believer must "intrinsically qualify" justifying faith before God by doing good works. The document also states that the "renewal" of man (his doing of good works) is also part of justification. This, of itself, is a gross mixing of Law and Gospel.
Den danske Folkekirkes svar på Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren
Kilde: http://www.folkekirken.dk/Interchurch/mkr.htm
Dansk oversættelse
Det lutherske Verdensforbund
Generalsekretær, dr. Ishmael Noko
København, d. 23. marts 1998
J.nr. 41jd
AH/bk
Efter modtagelsen af brev af 26. februar 1997, som fulgte med den endelige udgave af Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren (FE), bad Den danske folkekirkes mellemkirkelige Råd biskopperne, som er folkekirkens ansvarlige for læremæssige spørgsmål, om at afgive svar på de stillede spørgsmål i overensstemmelse med vor kirkes lære.
Samtidig blev FE - i lighed med 1995 udgaven - udgivet i dansk oversættelse med en indledning; begge udgaver blev sendt til alle menigheder og andre interesserede med henblik på studium og debat.
Vedlagt følger det enstemmige svar fra de danske biskopper på vegne af den evangelisk lutherske kirke i Danmark, vedrørende teksten i FE og vedrørende brevet fra Det lutherske Verdensforbunds generalsekretær.
Vi kan give følgende resume af biskoppernes svar:
1. Der er ikke en tilstrækkelig grad af fælles forståelse i FE til at danne grundlaget for en bindende konfessionel accept eller for at betragte FE som et nyt bekendelsesskrift for den kristne kirke. Hvis der virkelig fandtes en fælles forståelse mellem den evangelisk lutherske og den romersk katolske kirke, ville der også - som et resultat heraf - være nadverfællesskab mellem de to kirker.
2. Vi anerkender imidlertid, at FE har hjulpet de evangelisk lutherske kirker og den romersk katolske kirke til at nå frem til en gensidig forståelse af hinanden som sande kristne kirker.
3. På denne baggrund og i lyset af den fortsatte dialog mellem den romersk katolske kirke og de evangelisk lutherske kirker finder vi det vigtigt at tilkendegive, at reformationstidens fordømmelser vedrørende retfærdiggørelseslæren ikke omfatter den romersk katolske kirkes lære, som den er formuleret i FE.
Den danske folkekirkes mellemkirkelige Råd ser frem til at deltage i den fortsatte dialog med den romersk katolske kirke vedrørende læren om retfærdiggørelse ved tro og vedrørende de i §§ 43 i FE nævnte spørgsmål.
Med venlig hilsen
Britta Schall Holberg
Formand
Ane Hjerrild
Sekretariatschef
Bilag: Svar fra de 12 biskopper i den evangelisk lutherske kirke i Danmark
Pressemeddelelse fra folkekirkens biskopper
Biskopperne har på sit møde den 13. og 14. marts 1998 udarbejdet drøftet den læremæssige vurdering af Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren og har afgivet nedennævnte redegørelse til Det mellemkirkelige Råd.
Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren
Svar fra Den danske Folkekirke
Som repræsentanter for vore stifter har vi på bispemøde den 13.-14. marts 1998 formuleret følgende vedr. Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren, der herefter indgår som den læremæssige del af det svar, som Det mellemkirkelige Råd afgiver til Det lutherske Verdensforbund.
I udarbejdelsen af vort svar vedr. de læremæssige aspekter af Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren (FE), har det været væsentligt for biskopperne at skelne mellem teksten i FE og Generalsekretær Ishmael Nokos brev af 26. februar 1997 til medlemskirkerne.
Fælleserklæringens tekst
I indledningen til FE, §§ 4, opfordres kirkerne til en bindende stillingtagen vedr. forståelsen af retfærdiggørelseslæren på baggrund af den høje grad af fælles indstilling og fælles vurdering, også kaldet konsensus, som er indeholdt i FE som et resultat af dialogen mellem de lutherske kirker og den romersk katolske kirke. Biskopperne er ikke enige i denne tankegang. Vi finder ikke at FE's tekst har den fornødne teologiske vægt til at muliggøre en sådan bindende stillingtagen, og vi er ikke tilbøjelige til at anvende FE's tekst som udgangspunkt for en revurdering og nytolkning af vor lutherske arv og vore bekendelsesskrifter.
I §§ 40 siger FE, at "Den forståelse af retfærdiggørelse, der er fremlagt i denne Fælleserklæring, viser, at der mellem katolikker og lutheranere findes en fælles forståelse om grundsandheder i læren om retfærdiggørelsen". Det er dog vor opfattelse, at FE på adskillige punkter viser, at der ikke eksisterer en sådan fælles forståelse. Som eksempler kan nævnes:
I §§ 18 finder vi i særlig grad en klar modsætning imellem luthersk og romersk katolsk lære. Ifølge den lutherske lære er artiklen om retfærdiggørelse det ene uopgivelige kriterium for læren, forkyndelsen og for hele kirkeforståelsen, medens den romersk katolske lære forstår artiklen om retfærdiggørelse som één vigtig trossandhed blandt flere, og hævder, at der findes flere kriterier. Alene dette punkt viser at der ikke er tale om en fælles forståelse.
I §§ 29 er vi ikke tilfredse med beskrivelsen af den lutherske lære om "simul justus et peccator". Sætningen: "Derfor kan den kristne i sit liv her på jorden i hvert fald delvis føre et retfærdigt liv" kan ikke blot let misforstås; den er også uforenelig med den lutherske forståelse af forholdet mellem synd og retfærdighed.
I §§ 24 finder vi en klar beskrivelse af den romersk katolske lære om nåden: at nåden modtages af den troende på en dobbelt måde: først igennem retfærdiggørelse, og dernæst igennem fornyelse, og at det er nødvendigt for modtageren at samarbejde for så vidt angår fornyelsen. Naturligvis søger denne paragraf at beskrive det romersk katolske synspunkt, men det viser klart, at FE ikke rummer en fælles forståelse.
Vi betragter derfor ikke FE som et nyt bekendelsesskrift for den kristne kirke. Der findes indbyggede modsigelser, som ikke fremmer, at den evangelisk lutherske og den romersk katolske kirke nærmer sig hinanden. Disse modsigelser synes, hvis de ikke erkendes, snarere at stå i vejen for en grundig og nødvendig fortsat dialog. Hvis der virkelig fandtes en fælles forståelse mellem den evangelisk lutherske og romersk katolske kirke, ville der også - som et resultat heraf - være nadverfællesskab mellem de to kirker.
Vi er ikke i stand til at give vor fulde støtte til FE's tekst; men det er også en kendsgerning, at FE på andre punkter end de ovenfor nævnte har hjulpet den evangelisk lutherske og den romersk katolske kirke til at nå frem til en fælles forståelse af hinanden som sande kristne kirker, ikke mindst ved at rejse hele spørgsmålet om de gensidige fordømmelser, som de to kirker fremsatte på reformationstiden.
Vi vil derfor opmuntre de to kirker til at fortsætte dialogen, ikke blot vedrørende de punkter, som kirkerne ifølge §§ 43 er uenige om, men også vedrørende retfærdiggørelseslæren. I denne dialog finder vi det vigtigt også at diskutere bandlysningen af Martin Luther i 1521.