|
Luther-rosen
... et sort kors, som minder om, at troen på den korsfæstede gør os salige
... et rødt hjerte, som bevarer sin farve, ikke dør, men gøres levende ved troen på den korsfæstede
... på en hvid rose, som tegn på, at troen giver fred, trøst og glæde
... på himmelblå baggrund, som tegn på håbet om den kommende himmelske glæde
... omkranset af en gylden ring, som betegner, at salighed i himmelen varer evigt og aldrig får ende.
I seglet står bogstaverne V I V I T. Vivit er latin og betyder: HAN LEVER. Jesus lever!Man ved, at Martin Luther allerede brugte Lutherrosen som segl i 1517. Det fremgår af et brev, han skrev til Christoph Scheurl in Nürnberg. Man antager, at Luther med udgangspunkt i et gammelt familie-segl lavede "Luther-rosen" som sit eget personlige segl.
Martin Luthers egen forklaring
Luther beskriver Lutherrosen i et brev fra 8. juli 1530 til Lazarus Spengler i Nürnberg. Han kalder den "et kendetegn på hans teologi" og forklarer:
Først skal der været et kors; det er sort og findes i hjertet, som har sin naturlige røde farve, for at jeg kan blive mindet om, at troen på den korsfæstede gør os salige. For når man tror med hjertet, bliver man retfærdig overfor Gud. Men selv om korsets farve er sort, og selv om det døder og gør ondt, så lader det dog hjertet beholde sin farve; det ødelægger ikke menneskets natur; dvs. det slår ikke ihjel, men gør levende ...
Sådan et hjerte skal være midt i en hvid rose, som fortæller, at troen giver glæde, trøst og fred. Derfor skal rosen være hvid og ikke rød; for den hvide farve er ånders og alle engles farve.
Sådan en rose findes på den himmelfarvede baggrund, fordi en sådan glæde i ånden og troen er begyndelsen til den kommende himmelske glæde, som man har i håbet, men som endnu ikke er åbenbaret.
Rundt om denne himmelske baggrund findes en gylden ring, som fortæller, at en sådan salighed varer evigt i himlen og aldrig får ende. Den overgår alle andre glæder og goder, ligesom guld er det ædleste metal ..."LGJ