Artikler om kristen tro

En luthersk præsts afsked med folkekirken

af pastor Jais H. Tinglund (kontakt)
bragt som kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten 20. Juli 2001

Jeg er udtrådt af folkekirken. I mange år har jeg levet i skyggen af det spørgsmål, om ikke det ville være det rigtige at gøre. Og nu er det så sket. Jeg er udtrådt af folkekirken.

Der er selvfølgelig mange spørgsmål at stille, når en præst udtræder af folkekirken. Jeg må erkende, at jeg stadig ikke kender svaret på de fleste. Men jeg behøver ikke længere stille mig selv spørgsmålet om, hvorvidt det var det rigtige at gøre. Det spørgsmål mener jeg, at jeg kender svaret på. Ellers var jeg ikke endt, hvor jeg nu er endt.

Hjemmehørende i folkekirken?

Et spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig, hvorvidt jeg nogensinde har hørt hjemme i folkekirken. Nogle vil afvise det. Mange har allerede afvist det igennem de snart seks år, jeg søgte fast ansættelse i folkekirken. Selv mener jeg, at det er tilfældet. Jeg står helhjertet inde for, hvad folkekirken er ifølge sine officielle dokumenter, nemlig en evangelisk-luthersk kirke. Jeg er overbevist om, at det er den rette forståelse af Bibelen og kristentroen, der kommer til udtryk i folkekirkens lære, sådan som den er udtrykt i den evangelisk-lutherske kirkes bekendelser. Jeg tror også, at denne bibelske lære udtrykker sandheden om, hvordan det virkelig forholder sig i forholdet mellem Gud og os mennesker. I den forstand har det altid været oplagt for mig, at det var i den evangelisk-lutherske danske folkekirke, jeg hørte hjemme.

Folkekirken - andet og mere end kirke

Men folkekirken er jo andet og mere end en evangelisk-luthersk kirke. Den er også en folkekirke - og dermed også en statskirke.

Mere end statskirke

At folkekirken er mere end en statskirke, er hævet over enhver tvivl. Den er netop folkekirke. Den er det trossamfund, det er almindeligt for en dansker at tilhøre. Så enkelt er det. Og dermed er folkekirken vævet tæt ind i folkets liv og skæbne, også lokalt, i de menneskers liv og skæbne, kirken er sat iblandt og må forholde sig til. Og det er en stor rigdom, også for kirken og dens bevidsthed om at være sat til at være kirke for hele folket. Alene af den grund var det i mange år min overbevisning, at det rigtige måtte være at blive stående i folkekirken og gøre tjeneste dér.

... men også det

Men folkekirken er også en statskirke. I kraft af forskellige historiske uklarheder er statens ledelse i stadig tiltagende grad blevet identisk med kirkens ledelse. Og navnlig i de sidste år er det blevet stadig mere tydeligt, at statsapparatet ser folkekirken som en statslig forvaltningsgren slet og ret.

At udråbe den statslige indblanding i folkekirkens liv som det væsentligste problem vil imidlertid være en misforståelse. Det er jo langt fra sådan, at statsapparatet påtvinger folkekirken sin vilje under det store medlemsflertals indædte protest. Hvad statsmagten påfører sit religionsvæsen, svarer stort set til medlemsflertallets ønsker. Konflikten står ikke imellem statskirke og folkekirke.

Det virkelige problem

Problemet er snarere en opløsning af reelt fællesskab imellem folket og kirken. Den største part af folket er i dag uden kendskab til den lutherske tro. Når de konfronteres med den, møder den dem som noget nyt og fremmed. Da folkekirken imidlertid opfattes som en kirke af folket for folket, opstår den uundgåelige konflikt. Folket forventer at kunne blive betjent ganske efter eget ønske - mens præsten på sin side er bundet af de kirkelige handlingers theologiske indhold. Han har jo i sit præsteløfte forpligtet sig til at tjene og virke "i overensstemmelse med Guds Ord, som det forefindes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger ..."

Grundlovens intention - gensidighed

Dette forhold er noget ganske andet end intentionen bag Grundlovens bestemmelser om folkekirken; her observeres den evangelisk-lutherske kirke som et allerede eksisterende kirkesamfund; og det konstateres, at den er folkets kirke, eftersom et altovervejende flertal af befolkningen identificerer sig med den. Som sådan understøttes den evangelisk-lutherske kirke af staten. Der er med andre ord ikke tale om, at Grundloven opretter et kirkesamfund, som forpligtes til at være en kirke af folket for folket. Forudsætningen for folkekirkeordningen er et gensidigt forpligtelsesforhold, hvor flertallet af folket forventes at tilslutte sig den lutherske kirke og dens tro og lære.

Foreløbighedens præg

Dermed har alliancen imellem statsmagten og den evangelisk-lutherske kirke i udgangspunktet foreløbighedens præg. Når disse forudsætninger ikke er til stede, som i en sækulariseret moderne kultur, står kirken i valget mellem at ophøre med at være evangelisk-luthersk kirke - når nemlig folket kræver noget andet end et evangelisk-luthersk vidnesbyrd - eller at ophøre med i realiteten at være folkekirke.

Den faktiske situation

Det er den situation, som i dag ofte kommer til udtryk ved præstevalg, hvor man systematisk forbigår ansøgere, der sætter forpligtelsen til at være evangelisk-luthersk præst højere end kravet om at være i overensstemmelse med folkets ønsker. Ligeledes tilsidesættes det lovbefalede hensyn til kirkelige mindretal, hvor det ville medføre ansættelse af en gammeldagstroende præst.

Den samme situation afspejler sig, når det fra officiel side mere end antydes, at en præsts ønske om at øve sin tjeneste i troskab mod den lutherske tro uden videre kan fejes til side med henvisning til tjenestemandsloven, ligestillingsloven eller loven om medlemsrettigheder.

En begrebslogisk urimelighed

Den nuværende kirkelige situation er en begrebslogisk umulighed; eller i hvert fald en selvmodsigelse. Et kirkesamfund, som i sine officielle dokumenter er evangelisk-luthersk, men som i sin praksis distancerer sig fra den evangelisk-lutherske tro. Det er det, der gør det vanskeligt at svare på, om en person som jeg selv, der er overbevist om, at den lutherske bekendelse gengiver det virkelige forhold imellem Gud og mennesker, hører hjemme i folkekirken.

Folkekirkeordningen - et gode?

Jeg har i mange år ment, at det var tilfældet. Jeg har ment, at den evangelisk-lutherske kirkes status som folkekirke igennem det meste af historien har været en rigdom både for folket og for kirken. Jeg har selv oplevet reminiscenser af denne rigdom i de perioder, hvor jeg har fået lov at virke et sogn og blandt dets mennesker..

Men denne alliance imellem folket og kirken har i sig selv tidsbegrænsningen i sig. Den forudsætter et evangelisk-luthersk orienteret folk; hvor et sådant ikke længere eksisterer, kan ordningen ikke bestå uden groteske urimeligheder som dem, folkekirkens liv er så rigt på i dag.

Et begrænset livsrum

I nogen grad kan det lade sig gøre at leve som evangelisk-luthersk kristen i folkekirken - hvis altså man bor det rigtige sted. Selv for en præst kan det langt på vej lade sig gøre. Til daglig kan man jo holde sig væk fra de folkekirkeligheder, der allermest åbenlyst byder ens lutherske samvittighed imod. I øvrigt kan man stræbe efter for sin egen del at være tro i sin tjeneste og at være alles ven og alles præst. Og man kan også have en god oplevelse af, at det lykkes.

Sammenstød

Men der opstår nærmest med nødvendighed situationer, hvor folkelighedens krav kommer på konfrontationskurs med præstens forpligtelse over for Bibel og bekendelse. Og mange steder er erfaringen, at den gode folkekirkelige stemning hurtigt forsvinder, når en sådan konfrontation opstår. Mange har vanskeligt ved at forestille sig, at præsten kan være drevet af andre motiver end de allerværste, når han sætter Kirkens tro højere end sognebørns ønsker og behov.

Den usynlige uhørte bekendelse

Som regel finder man en måde at sørge for, at det ikke bliver for synligt, at man bevidst undlader at medvirke til bestemte ting. Man går med på folkekirkelighedens fordringer, så langt man kan, og værner samtidig sine private grænser og forbehold, eller i det mindste sine indre reservationer. Dermed bliver det lutherske vidnesbyrd, præsten har forpligtet sig til at aflægge, et spørgsmål om personlig samvittighedstærskel og smertegrænse; hvilket muligvis er en af de vigtigste grunde til, at den såkaldte kirkelige højrefløj er så svækket, som den er ...

Men nu ...

Nu er jeg stort set blevet løst af det problem. Det er blevet gjort mig klart, at folkekirken ikke vil have mig. Med tiden er tanken om et varigt samliv med folkekirken også kommet til at stå for mig som mindre attråværdig ...

Nu er jeg altså trådt ud af folkekirken. Jeg har levet i årevis i skyggen af spørgsmålet, om ikke det var det rigtige at gøre. I årevis har jeg afvist det. Men ikke mere. Nu er jeg trådt ud af folkekirken. Eller måske er jeg snarere (gen)indtrådt i den evangelisk-lutherske kirke.

Den Evangelisk-Lutherske Frikirke

Det er altid vanskeligt at gennemskue sine egne motiver. Men jeg har selv en ret klar fornemmelse af at være kommet til afklaring ved mødet med den frie evangelisk-lutherske kirke. Den Evangelisk-Lutherske Frikikirke i Danmark går tilbage til 1855; et ganske lille kirkesamfund er det, og dets kraft er på mange måder kun ringe. Det har således ikke været i stand til at tilbyde mig en lønnet tjeneste eller nogen sikkerhed for fremtiden. Og ingen bør tro, at det er uproblematisk at leve sit kirkelige liv i en sammenhæng bestående af så få personer. Det vidste jeg da også i forvejen.

Et nyt perspektiv

Ikke desto mindre må det være mit vidnesbyrd, at ved mødet med den frie evangelisk-lutherske kirke blev det endelig klart for mig, hvad der var det rigtige at gøre. Hovedsagelig fordi det at se den kirkelige virkelighed ud fra et kirkeligt og theologisk perspektiv stillede mig over for så mange udfordringer, som jeg ikke kunne give et godt svar på. Jeg havde for så vidt svar på de oplagte spørgsmål til folkekirkens sakramentforvaltning, til kirkefællesskab med præster og biskopper, som helt åbenlyst distancerer sig fra klassisk evangelisk-luthersk kristendom etc. Jeg har givet mig selv de svar i årevis. Men når spørgsmålene blev stillet ud fra et principielt kirkeligt og theologisk perspektiv og ikke et snævert folkekirkeligt, stod det mig klart, at de svar ikke var gode nok.

En ufuldkommen kirke

Jeg vil ikke besvære nogen med et skønmaleri af Den Evangelisk-Lutherske Frikirke. Det er ikke en kirke, som har nået målet; så sandt som den evangelisk-lutherske forpligtelse aldrig er opfyldt alene ved at fastholde en bestemt opfattelse; det siger sig selv. I enhver sammenhæng er det til enhver tid nødvendigt at sammenholde fortidens rigtige svar med de spørgsmål, der stilles i nutiden. Og i enhver kirkelig tjeneste opstår de vanskelige situationer, når man for sandhedens skyld nødsages til at skuffe menneskers ønsker og behov. Og det er slet ikke rart; heller ikke i en frikirke.'

Frihed til kristenliv

Men kirkens mest dyrebare frihed er friheden til at gøre sin pligt. Og friheden til at være klar over, hvad der er kirkens og menighedens pligt. Fordi kirkens forpligtelse er defineret theologisk; det vil sige, at Kirken tydeligt nok først og fremmest er forpligtet over for sin Herre og dermed er løst af den umulige dobbelte forpligtelse, som følger af at være underlagt staten - og måske endnu mere af at være forpligtet til at være folkets kirke i et demokratisk og sækulariseret samfund. Løsrevet fra denne sammenhæng er kirken og menigheden fri til at forfølge sin lutherske intention. Og den enkelte kristne er fri til at leve sit kristenliv i et kirkeliv, som netop bestræber sig på at være kirkeliv og intet andet. Den enkelte kristne er fri til at give sig ind under en kirkelig hyrdeomsorg, som er befriet fra statstjenestemandens og folkets tjeners uklare forpligtelse til at gøre folkets vilje. Den enkelte kristne er fri til at leve et kirkeliv, hvor et ja kan høres som et ja og nej som et nej uden forstyrrende støj fra den folkekirkelige selvfølgelighed. Og alene derfor er det en dyrebar frihed, ikke så meget at udtræde af folkekirken, men i langt højere grad at indtræde i den frie evangelisk-lutherske kirke.