Uge 15: 6.-12. april 2020

”Til det sidste”

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. (Joh 13,1)

Der er begivenheder i livet, som er endegyldige og afsluttende, fordi det, som sker, sker for sidste gang. Det kan være det sidste måltid, det sidste åndedræt, det sidste samvær og det sidste farvel. Enten sådan, at der ikke er mere, og at livet er slut, eller sådan at det er afslutningen på en tid i ens liv og begyndelsen på en ny tid. Da er det ligesom før en rejse til, hvor noget ukendt og nyt skal ske. Ligesom når der er opbrud, og du ikke ved, hvordan det skal gå.

Det var situationen, da Jesus var sammen med sine disciple Skærtorsdag aften. Da Jesus fortalte, at han skulle forlade denne dem og dø og gå bort fra denne verden, så det håbløst ud. For dem ville de hele være forbi, hvis Jesus forsvandt ud af deres liv. Men det var ikke håbløst. Det var begyndelsen på en ny og god tid, netop fordi Jesus ville gå bort gennem døden og opstå påske morgen.

Det følte disciplene bestemt ikke. Men de vidste, at Jesus var Guds Søn, og at han havde elsket dem, mens han var hos dem. Derfor blev de også hos ham nu, hvor alt så ud til at gå i opløsning.

Det noget af det inderste i at være kristen er, at Jesus elsker os til det sidste, og at vi tror på ham!

At holde påske er at gemme sig hos ham, også når det ser sort ud, ja, netop fordi det ser umuligt ud for os.

Dit liv kan se umuligt ud, fordi du har gjort noget, som har været ødelæggende for dig selv eller andre. Du er skyldig! Eller dit liv ser umuligt ud, fordi andre har dig ondt – meget ondt. Du føler, at der ikke er mere at leve for, og at der ikke er nogen fremtid. – Eller det er noget udefra, sygdom og død, ondskab og meningsløshed, som gør dit liv alt for vanskeligt at leve.

Når vi har det sådan, skal vi huske på, at Jesus elskede sine disciple til det sidste, at hans lidelse og død var indledningen til en ny og velsignet tid, fordi det også blev påske!

Jesus døde på korset og påtog sig straffen for det, vi og andre har ødelagt vores liv med. Og han sejrede over dødens magt, da han sprængte døden indefra påskemorgen ved sin opstandelse. Derfor er hans død og opstandelse vores redning. På grund af Jesus er der også lys for dig, selv om alt synes at være mørke. For Jesus opstod fra graven. Han dig elsker dig til det sidste! Amen.

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk