Andagt
"Jeg tror! Hjælp min vantro!" (Markus 9,24)
Det er en far, der beder sådan til Jesus for sin søn. Tror han, eller tror han ikke? Spørgsmålet kan snart blive aktuelt for os. Tror jeg, eller tror jeg ikke?
Faderen var kommet til Jesus med sin syge og besatte søn. Men Jesus var ikke til stede, og han måtte i stedet nøjes med Jesu disciple. De havde forsøgt at uddrive den onde ånd. Og nu stod både faderen og disciplene hjælpeløse og modløse.
Sådan kan vi også have det i august. Ferien er slut. Du står overfor et nyt semester, det gamle arbejde, den samme ensomhed og de samme problemer i familie og menighed. Du ser dig om. Hvem kan hjælpe dig og dine i august? Og du mærker, at vantroen presser sig på indefra. Da er det en gave at høre om, hvad denne far sagde og gjorde. Han bad til Jesus. Han fortalte, hvad han følte, og hvordan han tænkte.
Troede han? Ja, for at tro er at komme til Jesus! Og han kom. Var han vantro? Ja, der var i ham rigeligt med vantro og modløshed til at vende ryggen til Jesus og hans elendige discipel-flok. Men han bad. Og Jesus hjalp.
"Hvorfor kunne vi ikke?" spurgte disciplene bagefter. Og Jesus svarer: "Den slags sker kun ved bøn." Bøn til hvem? Bøn til Gud! Bøn til Jesus! Giv ikke op! Bed i tro - midt i din vantro.
LGJ, www.vivit.dk. post@vivit.dk