Grænser

Der findes mange slags grænser: geografiske grænser mellem lande og personlige grænser for den enkelte af os.

På den ene side er grænser er til for at overvindes og overskrides. Man siger, at børn under deres opvækst er "grænse-søgende". De afprøver, hvor langt de kan gå i forhold til deres forældre. Det kan være irriterende, men det hører også med til at udvikle sig. Når ungerne flyver fra reden, afprøver de både egne og andres grænser, søger udfordringer og prøver, hvor langt de kan nå livet. Det er sundt og hører med til at være menneske.

På den anden side er grænser til for at beskytte og give tryghed. Det betyder noget for os at leve i et bestemt land og folk. Og det udelukker på ingen måde, at vi rejser ud og ser os om. Vi har også alle brug for en familie og et hjem. Det må gerne være åbent for andre. Men hvis dagligstuen bliver en banegård, går tryghed og fællesskab fløjten.

I Apostlenes Gerninger står der: "Gud har skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo" (ApG 17,26).

Det godt at vide, at Gud har sat grænser for menneskelivet. Han er på begge sider af landegænserne og ser os, uanset, hvor vi rejser hen. Det er trygt, at han har givet os en lov for livet, som værner om kærligheden mellem os. De 10 bud sætter grænser for vores udfoldelse. Ikke som en spændetrøje, der vil ødelægge livet, men som et værn, der skal beskytte det kostbare menneskeliv. Guds bud kalder på os og viser, at der er grænser for, hvad vi må byde hinanden, men samtidig også, at der ikke er grænser for, hvor langt vi skal gå for at ære Gud og for at hjælpe og tjene vor næste.