Vi lever i tiden
”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” 1 Korintherbrev 15,20.
Vi er alle med i en historie, fordi vi lever i tiden. Vi samler fotos, markerer fødselsdage og andre mærkedage i familie og samfund. Ved konfirmationen fortæller forældrene om barnets første 13 år. Ved sølvbryllup fortæller børnene om forældrenes historie. Nogle interesserer sig for slægtsforskning. Udsendelsen "Sporløs" om forsvundne danskere siger os noget. De historier, som udsendelsen fortæller, betyder meget for dem, som er med i den.
Det er dejligt at livet ikke blot er nutid, men også har historie og fremtid. Det giver nuet perspektiv og sætter vores liv i dag ind i en dyb, dyb sammenhæng, ind i sammenhæng med andre mennesker - dem, som var før os - og i sammenhæng med dem, som kommer efter os. Alligevel er det også vanskeligt at tænke på fortiden og fremtiden.
- Når vi tænker på dagen i morgen og på fremtiden, kan vi føle et stort ansvar for, at både vores eget liv lykkes, og at vores familie (børn og børnebørn) får det godt, da bliver vi uundgåeligt rastløse og bekymrede.
- Og når vi tænker på dagen i går, kan der komme bebrejdelse og skyld, som vi ikke magter at leve med.
- Da hører man nogle gange det råd, at vi skal ”leve i nuet”, og det er jo på mange måder et godt råd. Og alligevel er det ikke løsningen i sig selv. For der er også en ugudelig måde at leve i nuet på. Nemlig at vi kaster fortid og fremtid fra os og lever udelukkende for os selv. Som Paulus skriver i 1 Korintherbrev 15,32-33: ”Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø!”
Men Paulus kender et andet svar som kristen: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,20). Og Jesus og hans død og opstandelse tager fat om os, så både vores fortid, nuet og fremtiden bliver forvandlet. Det er den kristne tros ufatteligt store gave til os.