BEDEEMNER fra missionærvinduet Vi takker for helbred og alt godt, som vi oplever i vores missionærfamilie. Vi beder om Guds hjælp til Molatiemangs familie - hendes mand og 2 børn, og for storfamilien, at Gud må trøste dem med opstandelsens vished. Vi beder om, at vi må se vores ansvar i forbindelse med AIDS. Vi beder for de syge og plejepersonalet - at Gud vil sende dem mennesker, som kan hjælpe, og som også kan aflægge et vidnesbyrd om Guds kærlighed. Vi beder om dygtige medarbejdere i Mahalapye, Palapye, Serowe og på kvægstationerne, og om at det arbejde, der skal gøres, også må kunne gøres.

DØDSHJÆLP PÅ RANDEN AF ØRKENEN

Men i sin barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i overtrædelser, levende med Kristus (Ef 2,4)

Molatiemang hed hun. Hun havde længe været syg af AIDS. Hendes yngste barn er allerede død. Mange i hendes tilstand ville være døde forlængst.

Hun ligger i sygesalens fjerneste hjørne. Kvinden ved siden af taler ret godt engelsk: "Pastor, tag min hånd." Jeg tager hendes hånd. "Vær venlig at lægge den på Bibelen!" Vi læser Salme 23: "Herren er min hyrde... Selv om jeg går i mørkets, frygter jeg intet ondt...." De beder begge med, også på Fadervor. Mennesker kan kun lindre smerter. Men trøst og håb får de af Guds Ord og nærhed.

Jeg spørger Molatiemang, om hun vil til nadver endnu engang. "Ja, Moruti. Meget gerne." Jeg lover at komme igen om aftenen. Ved syv-tiden venter allerede mange på, at det skal blive besøgstid. Men ingen skal på AIDS-afdelingen. Så får vi ro til nadveren.

Molatiemang kan stadig bede med, svare på skriftespørgsmålene og synge lidt. Jesus Kristus har sagt, at han giver fred, som verden ikke giver. Og denne aften oplever jeg, hvordan det er at gå i døden med fred. Når vi er opvakt med Kristus, er det "godt" at dø!

Naturligvis er det et højdepunkt for en missionær at døbe hedninger, som jeg gjorde sidste måned. Men her ved dødslejet erfarer man håbet og trygheden ansigt til ansigt med døden!

Molatiemang døde denne nat.

Jeg henter hendes mor, ægtemanden og en onkel, for at de skal være med til at føre kisten til kvægposten i ørkenen. Vi ankommer kl. 7 om aftenen. Så sidder vi nattevagt nogle timer ved bålet med sang. Jeg prædiker og beder. Men omkring kl. 11 bliver mændene utålmodige. For endnu er der ikke gravet en grav! Jeg tænkte, at det nok gik hurtigt i sandet. Vi begynder at grave. Og ved fem-tiden kommer de for at se, om hullet er dybt nok. Jo, det går. Og bred nok er den i hvert fald til, at 6 mænd kan gå ned og tage imod kisten.

Den første lutherske begravelse sker da kl. 7 om morgenen. Ved 9-tiden er vi færdige. Men da er jeg også færdig til at lægge mig med folkene på sandet under træet og sove hele formiddagen, før jeg kan køre hjem!

Bøn: (DS 189)

Mit hjerte i den grav, du lå til påskemorgen rød,
lad, når det aftner hvile få og smile ad sin død!
Før så mig arme synder hjem med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem og al din herlighed.
Amen.

Missionær Christoph Weber, Botswana (oversættelse VL)

Lagt på www.vivit.dk 12. april 2004