Info ved høstgudstjenester september 2005

Sådan gik det i Gaborone - et brev

For et år siden var jeg på vej tilbage til Botswana. I håndbagagen havde jeg et pragtfuld sølvsmedearbejde. Et dåbsfad som en gave fra min sendemenighed med det tydelige sigte: Der skal døbes i Gaborone, menigheden skal vokse!

Et år er gået. Og en og anden vil interessere sig for, hvordan det er gået med byggeriet i Gaborone. Hvad skal jeg sige? Hvad er relevant?

Nu tirsdag er det vores undervisningsdag. Først mødes vi i en lille dagligstue hos en kvinde, Kalanke. Hun havde tidligere taget imod indbydelsen til gudstjeneste og bibelundervisning. Hendes søn var også interesseret. Senere kom en slægtning til, som arbejdede for hende. En allerede døbt skoleelev var også med. Et menighedsmedlem havde taget hende med til gudstjeneste. To andre kvinder, som ikke bor langt fra os, tog også imod indbydelsen til Kalankes hus, for at mødes med os tirsdagen.

Om onsdagen gjorde nogle menighedsmedlemmer, bla fru Kalanke, sig klar til at gå på besøg i nabolaget. Fællessang, bibellæsning med forklaring eller prædiken og samtale, fælles bøn og indbydelse til gudstjeneste! Møjsommeligt og ofte kun med kortvarige følger. Godt, at de allerede forsamlede nye menighedsmedlemmer også tager venner og bekendte med til gudstjeneste. Én og anden bliver. Der kommer også mennesker, som ingen har indbudt. Dér har alene Guds hånd virket og vakt en frugtbar nysgerrighed. Også mennesker, som i årevis har vendt kirken ryggen og slæber på uløste problemer og store skuffelser i livet, finder - Gud ved hvordan - vejen til os.

Hvor herligt at se, at glæden over evangeliet spirer påny hos en medkristen med en død tro! Det er som når en udtørret mark spirer, efter at der er faldet regn. Jeg tænker på en ikke helt ung mand. Han fandt vejen tilbage til menigheden og et par uger senere fandt han også gennem syndsbekendelse og tilgivelse (skriftemålet) tilbage til Herrens bord. Udgangspunktet var en særlig gudstjeneste, der udmalede Guds glæde over en synder, der vender om. Store billeder, som bla viste den fortabte søn i sin fars arme hang synligt i alterrummet. Prædikenen blev også ledsaget af billeder. Enkelt og forståeligt også for børn og især for den, der slæber stor skyld og skam. Mon det var et tilfælde, at han efter flere år blevet ledt til netop at besøge denne gudstjeneste? Denne "hjemvendte" har i en nærliggende soldaterkaserne ikke blot åbnet sit hjerte for mig, men også sit hjem. Som Kornelius havde han fyldt sit hus med venner og naboer, da jeg kom. For nylig har jeg døbt hans 9- og 12-årige døtre, en glædesfest!

Hans nabokone har nu også i nogle måneder været regelmæssigt i kirke. Vi har også holdt et par bibeltimer i hendes hjem. Hun er netop kommet med til tirsdags-undervisningen.

Det var en stor glæde for os i august at kunne døbe fru Kalanke, Kekobile og Tumelo - dåbskanditater fra blok 6. Det er vidunderligt for en præst, når han kan døbe dem, han tager sig af, og deres kære kommer efter at have gået en fælles vej, ja, ofte efter frygt og bæven. Fru Kalanke, Kekobile og Tumelo har allerede et stykke tid haft flere rejsefæller: En moden mand, som en dag i vores hjem stillede mig nysgerrige spørgsmål; en udtalt høflig ung murer, som ivrigt lærer bibelvers udenad, og et ungt par, Setlhare og Boikhutso, der har fundet frem til os for at blive kirkeligt viet.

Vores nye kor er en god hjælp i opbygning af menigheden. De mødes til sang om torsdagen. En god indgangsdør også for de nye. For nylig hørte jeg usædvanlige lyde fra vores kirkemur. De drev mig til døren. Det var en “ny”, som havde taget sin violin med og forsøgte sig med nogle kirkelige sange. Hvad der dog sker!

Jeg kunne fortælle meget mere om særlige søndage for fremmede og for børn, guitar-spil, engelske sange, og om mennesker, som dukker op efter at have være borte fra den kristne kirke i mange år, om Milly, Oarabile, Nkarabang. - Gud samler os i sin kirke..

Hermed nok for i dag med venlig hilsen
Jeres Thomas Seifert

Lagt på www.vivit.dk 6. september 2005