7. søndag efter trinitatis (2. række)

Bibelsk indgangsvers: Salme 47,2-3

Alle folkeslag, klap i hænderne, bryd ud i jubelråb for Gud!
For Herren, den Højeste, er frygtindgydende, en mægtig konge over hele jorden.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid
og i al evighed! Amen.

Kollekt

Herre, vor Gud, himmelske Fader!
Du, som ved din Søn i ørkenen rigeligt bespiste tusinder
med syv brød og nogle få fisk,
vi beder dig:
Vær også nådig hos os med din velsignelse,
vogt os for gerrighed og bekymring for det daglige brød,
så vi først søger dit rige og din retfærdighed
og siden må fornemme din hjælp i alt det,
vi behøver til legeme og sjæl,
ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: Prædikerens Bog 3,1-11

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.

Lektie: Apostlenes Gerninger 14,8-20

I Lystra sad der en mand, som ikke kunne bruge sine ben; han var lam fra moders liv og havde aldrig kunnet gå. Denne mand lyttede, når Paulus talte. Paulus så fast på ham, og da han så, at manden havde tro til at blive frelst, sagde han med høj røst: "Rejs dig og stå på dine ben!" Da sprang han op og kunne gå.
Da folk så, hvad Paulus havde gjort, råbte de højt på lykaonisk: "Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!" Og de kaldte Barnabas Zeus og Paulus Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. Præsten ved Zeustemplet uden for byen kom hen til byporten med tyre og kranse og ville ofre sammen med folkemængden. Da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres kapper, styrtede ind i folkemængden og råbte: "Mennesker dog! Hvorfor gør I det? Vi er jo mennesker ligesom I. Vi forkynder, at I skal vende om fra disse tomme guder til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer. I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje, og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde." Med disse ord fik de med nød og næppe folk fra at ofre til dem.
Da kom der nogle jøder fra Antiokia og Ikonion, som fik folk overtalt, så de stenede Paulus; de slæbte ham uden for byen i den tro, at han var død. Men disciplene slog kreds om Paulus, og han rejste sig op og gik ind i byen. Næste dag drog han sammen med Barnabas til Derbe.

Evangelium: Matthæus 10,24-31

En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.