3. søndag efter trinitatis (2. række)

Bibelsk salmevers: Salme 25,16.18.1.2a

Vend dig til mig, og vær mig nådig,
for jeg er ene og hjælpeløs.
Se min nød og elendighed,
og tilgiv alle mine synder!
Jeg længes efter dig, Herre,
jeg stoler på dig, min Gud.
Lad mig ikke blive til skamme!
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid
og i al evighed! Amen.

Kollekt 1

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi er alle som vildfarne får, og vi har af Satan og vor egen syndige natur ladet os føre bort fra den rette vej. Vi beder dig: Vær os nådig! Tilgiv os alle vore synder for din Søns, Jesu Kristi, skyld. Væk vore hjerter ved din Helligånd, så vi holder os til dit ord og med en ret anger og tro lever opmærksomt i din kristne kirke indtil døden, indtil vi bliver evigt salige ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

Kollekt 2 (GH 1987)

Herre, vor Gud, himmelske Fader, vi takker dig, for da vi gik bort fra dine veje som den fortabte søn, lod du din enbårne Søn tage bolig i jomfruens skød, for at han skulle fuldbyrde alt til vor frelse. Vi beder dig, at du ved din Helligånd vil lære os, der er uværdige til at kaldes dine børn, at gå i os selv og ved evangeliets ord få kraft til at stå op af vore synder og blive levende for dig, indtil vi for evigt skal indgå til glæden og arven med alle dine hellige, - ved din enbårne Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Missale-kollekt (TO1997 let revideret m. GH1987):

Gud, du beskytter alle, der sætter deres lid til dig. Uden dig er ingen stærk eller hellig. Lad din barmhjertighed blive os rigelig til del og vejled os til at omgås sådan med de jordiske goder, at vi ikke mister de evige.
Hjælp os dertil ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: Esajas 65,1-2

Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte,
jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig.
Jeg sagde: Se, her er jeg!
til et folk, der ikke påkaldte mit navn.
Dagen lang rakte jeg hænderne ud
imod et genstridigt folk,
som følger en vej, der ikke er god,
efter deres egne planer.

Lektie: Apostlenes Gerninger 9,1-18

Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" Han svarede: "Hvem er du, herre?" Han sagde: "Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre." Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.
I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: "Ananias!" Han svarede: "Ja, Herre!" Herren sagde til ham: "Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se." Ananias svarede: "Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn." Men Herren sagde til ham: "Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld." Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: "Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden." Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt.

Eller

Efeserbrevet 2,17-22

Og han kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen.
Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.

Evangelium: Lukas 15,11-32

Han sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger _ da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."