15. søndag e. trinitatis (2. række)

Bibelsk indgangsvers: Salme 86,1a.2b.3.4

Vend dit øre mod mig, Herre,
og svar mig,
frels din tjener, du min Gud, jeg stoler på dig.
Vær mig nådig, Herre,
for jeg råber til dig dagen lang.

Glæd din tjener,
jeg længes efter dig, Herre.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid
og i al evighed! Amen.

Kollekt

Herre, vor Gud, himmelske Fader!
Vi takker dig for alle dine velgerninger, at du har givet os livet og nådigt sørget for os indtil denne dag.
Og vi beder dig: Tag ikke din velsignelse fra os, men bevar os fra gerrighed og selvoptagethed, så vi tjener dig alene, elsker dig og hænger ved dig og ikke gør pengene til afgud, men sætter alt vort håb og al fortrøstning og tillid til din godhed og nåde ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: Salme 73,[1-22]23-28

[Salme af Asaf.
Gud er god mod Israel, mod de rene af hjertet.
Men jeg var nær snublet, mine fødder var nær ved at glide,
for jeg harmedes over de overmodige, jeg måtte se de ugudeliges lykke.
De lider ingen kvaler, deres krop er sund og fed.
De har ingen del i menneskers nød, de bliver ikke ramt som andre mennesker.
Derfor er hovmod deres halssmykke, vold er den dragt, de hyller sig i.
Deres synd kommer fra deres indre, hjertets tanker trænger sig frem.
De håner og taler ondt, fra det høje truer de med undertrykkelse.
De vender deres mund mod himlen, deres tunge færdes på jorden.
Derfor vender hans folk sig til dem og suger vand i fulde drag.
Og de siger: »Hvordan skulle Gud få det at vide? Mon den Højeste har indsigt?«
Se, sådan er de ugudelige, evigt trygge øger de deres rigdom.
Til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent og vaskede i uskyld mine hænder;
jeg blev dog ramt dagen lang og tugtet hver morgen.
Ville jeg sige: Jeg vil tale som de, da var jeg troløs mod dine børns slægt.
Jeg tænkte efter for at forstå det, det var en uret i mine øjne,
indtil jeg kom til Guds helligdom og gav agt på deres endeligt.
Ja, du stiller dem på glatte veje, du lader dem falde i fordærv.
Så hurtigt de går til grunde! De omkommer, de bliver tilintetgjort af rædsler.
Som en drøm, når man vågner, Herre, når man står op, ringeagter man dens billede.
Dengang mit hjerte var bittert, og det nagede mig i mit indre,
var jeg et uforstandigt fæ, en stud var jeg over for dig.
Men nu er jeg altid hos dig, min højre hånd holder du fast.]

Du leder mig med dit råd, du fører mig til herlighed.
Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden.
Om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod.
For de, der er fjernt fra dig, går til grunde, du tilintetgør alle, der er dig utro.
Men at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren,
så jeg kan fortælle om alle dine gerninger.

Lektie: Apostlenes Gerninger 8,26-39

Herrens engel talte til Filip og sagde: "Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde." Og Filip brød op og gik. Der var en etiopier, en mægtig hofmand hos etiopiernes dronning Kandake, som forvaltede alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede og var på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. Ånden sagde til Filip: "Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!" Filip løb derhen, og da han hørte manden læse af profeten Esajas, spurgte han: "Forstår du også det, du læser?" Han svarede: "Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?" Og han bad Filip om at komme op i vognen og sætte sig hos ham. Det afsnit i Skriften, han læste, var dette:
Som et får, der føres til slagtning,
som et lam, der er stumt, mens det klippes,
således åbnede han ikke sin mund.
I fornedrelsen blev hans dom taget bort.
Hvem kan fortælle om hans slægt?
For hans liv blev taget bort fra jorden.
Hofmanden spurgte Filip: "Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?" Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham. Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: "Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?" Filip sagde: "Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske." Han svarede: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn." Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham. Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde.

Evangelium: Lukas 10,38-42

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: "Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig." Men Herren svarede hende: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende."