3. søndag før fastetiden, septuagesima (I)

Indgang (introitus)

Jeg elsker dig, Herre, min styrke;
Herren er min klippe, min borg, min befrier,
min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt,
mit skjold, min frelses horn og min fæstning. (Sl 18,2-3)
Du frelser de hjælpeløse,
du ydmyger de hovmodiges blik. (Sl 18,28)
Guds vej er fuldkommen,
Herrens ord er lutret,
han er skjold for alle,
der søger tilflugt hos ham. (Sl 18,31)
Du giver mig din frelse som skjold,
din højre hånd støtter mig,
din hjælp giver mig styrke. (Sl 18,36)
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid, og i al evighed. Amen.

Kollekt

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Du, som ved dit hellige ord har kaldet os ind i din vingård, vi beder dig: Giv os din Helligånd i vore hjerter, så vi arbejder trofast i din vingård, vogter os for synd og forargelse, retter os efter dit ord og din vilje og sætter alt vort håb alene til din nåde, som du uforskyldt har belønnet os med i din Søn, Jesus Kristus, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: Jeremias 9,22-23

Dette siger Herren:
Den vise skal ikke være stolt af sin visdom,
den stærke skal ikke være stolt af sin styrke,
den rige skal ikke være stolt af sin rigdom.
Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette,
at han har indsigt og kender mig.
For jeg, Herren, øver trofasthed,
ret og retfærdighed på jorden;
det er, hvad jeg ønsker, siger Herren.

Epistel: 1. Korintherbrev 9,24-10,5

Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt - de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.
Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet og spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik - for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus - og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen.

Evangelium: Matthæus 20,1-16

For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste."