Langfredags-ord (I)

Kollekt

Vi takker dig, Gud Fader, at du har givet os din enbårne Søn, Jesus Kristus, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi takker dig, Jesus Kristus, at du på dit hellige legeme har båret alle vore synder og med dit blod udslettet alle vore overtrædelser. Vi takker dig, du gode Helligånd, at du har givet os den tro i vore hjerter, at vi intet andet ved til salighed end den korsfæstede Jesus Kristus. Giv os, Gud, din nåde, at vi af hjertet tror, at alle vore synder er os for Jesu Kristi lidelses og døds skyld forladt, og oplys os ved din Helligånd, så vi daglig ved Jesu døds kraft afstår fra synd og aldrig slipper Jesus af vore hjerter, førend vi ser ham klarligt i det evige liv, hvor han med dig og Helligånden lever og regerer fra evighed og til evighed.

Læsning fra Det gamle Testamente: 1. Mosebog 22,1-18

Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: "Abraham!" og da Abraham svarede ja, sagde han: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om." Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.
To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: "Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer." Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: "Far!" Abraham svarede: "Ja, min dreng!" Isak sagde: "Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?" Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng." Og så gik de to sammen.
Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: "Abraham, Abraham!" Han svarede ja, og englen sagde: "Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."
Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: "Herren ser". I dag kaldes det: "Bjerget, hvor Herren viser sig." Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: "Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."

Og/eller

Esajas 52,13-53,12

Se, min tjener får lykken med sig, han knejser, han ophøjes og løftes højt.
Som mange gyste over ham - så umenneskeligt ussel så han ud,
så ussel var hans skikkelse blandt mennesker -
sådan hensætter han mange folk i forundring, over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de, og det, de ikke har hørt, indser de.
Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.
Fra fængsel og dom blev han taget bort.
Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land?
For mit folks synd blev han ramt.
Man gav ham grav blandt forbrydere og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret, der fandtes ikke svig i hans mund.
Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys, han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres synder,
Derfor giver jeg ham del med de store, med de mægtige deler han bytte,
fordi han hengav sit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.

Evangelium: Matthæus 27,31-56

Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted - gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: "Det er Jesus, jødernes konge". Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!" Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn." Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.
Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Elí, Elí! lemá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias." Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: "Lad os se, om Elias kommer og frelser ham." Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.
Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn." Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

Eller

Markus 15,20-39

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.
De førte ham ud til stedet Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: "Jødernes konge". Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: "Og han blev regnet blandt lovbrydere."
De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!" Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge - lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!" Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Hør, han kalder på Elias." Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: "Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned." Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: "Sandelig, den mand var Guds søn."