Evangelium: Lukas 10,38-42

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: "Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig." Men Herren svarede hende: "Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.

Det handler om at sætte sig og lytte!

15. søndag e. trinitatis 12.9.2010

På søndag hører vi om mennesker, som satte sig og gav sig tid til at forkynde evangeliet og til at lytte til det.

Maria satte sig ved Herrens fødder lyttede ( Lukas 10,39). Og Filip satte sig op i en vogn og forkyndte evangeliet til en etiopisk hofmand ( ApG 8,31).

Også andre steder i Bibelen understreges, at troen på Gud skabes, når nogen giver sig tid til at prædike Guds ord (f.eks. i Luk 4,20; 5,3; Matt 5,1; Joh 8,2) og at andre sætter sig og giver sig tid til at lytte (f.eks. Luk 9,14-15; ApG 16,14).

På søndag skal derfor fokuseres på, at Guds skal prædikes og udlægges hos os, og at vi skal lade hvilen falde på os – udnytte muligheden for andagt og gudstjeneste – og være aktive lyttere. For gennem Evangeliet giver Gud os ”den gode del”: Troen og Frelsen. Derpå følger alt andet godt, som f.eks. vores tjeneste i tak.

God søndag!

Åben studieoplæg i PDF-format til udskrift på A4-side

Til overvejelse før søndagen

Søndagens evangelium fortæller, at Jesus var på besøg hos Maria og Martha. Martha mente, at det var vigtigere, at Maria hjalp med til at varte Jesus op, end at hun lyttede til hans undervisning. Jesus kritiserede ikke Martha for hendes tjeneste, men forklarede, at ”den gode del” er vigtigere end alt andet godt. Troens ord er ”den gode del”, som giver os tro og frelse. Og det kommer før alt andet godt i livet. Det havde Maria fået fat i. Det er en god anledning til at overveje forholdet mellem tro og tjeneste i vores personlige liv og i vores menighed.

1. Jesus besøgte Martha og Maria for at undervise i deres hjem

  • Tal om, hvad det betyder for jer, at JESUS kommer ind i menigheden med sit ord – og ind i jeres hjem og på jeres værelse og taler til jer! Hvordan kommer han? Hvornår gør han det?
  • Tal om, hvorfor Filip satte sig – og hvilke forudsætninger han havde for at tale Guds ord

Hjælpetekster: ApG 8,26-39. Luk 4,20. Joh 8,2.

2. Maria satte sig ved Herrens fødder – for at lytte til ham.

  • Tal om, hvad Maria fik ud af det! Tænk f.eks. på, hvad undervisningen må have givet dem, siden de sendte bud til Jesus, da deres bror blev syg og døde (Joh 11).
  • Tal om, hvad I får ud af at holde andagt og gå i kirke og til bibelundervisning i menigheden her og nu, og hvorfor ”den gode del” måske kan bruges senere, når I rammes af noget, som er vanskeligt. Hvad betyder det da at have lært troens ord at kende i tide?

Hjælpetekster: ApG 8,26-39 og 16,14

3. Martha kritiserede Maria for at sætte sig og lytte i stedet for at hjælpe til.

  • Tal om faren for, at en kristen i sit personlige andagtsliv og menighedsliv anser det for at vigtigere at ”komme i gang” med at gøre noget, end at lytte og modtage Guds ord.

Kender du det, at der ikke rigtig er tid til at bede til Gud og at læse hans ord i stilhed og ro, fordi opgaverne står i kø? Hvad gør du så?

  • Hvad betyder det for jer, at Jesus kalder det at sidde og lytte for ”den gode del”? Hvordan kan det hjælpe i tider, hvor vi synes, at det unødvendigt at lytte?
  • Jesus kritiserede ikke Martha for hendes tjeneste, men sagde ”kun”, at det er nødvendigt at tage imod fra ham, før vi tjener ham og andre. Han ønsker også, at vi tjener ham. Hvordan er det daglige erhvervsarbejde / studiearbejde / familie-arbejde og menigheds­arbejde et kald fra Gud? Tal om, hvordan I kan opmuntre og hjælpe hinanden til at se, hvad der er jeres opgave, og gøre det, der er brug for i jeres menighed!

Syng en salme, som passer til evangeliet. F.eks. nr. 347 vers 3-4.

God søndag!

Evangelisk Luthersk Frikirke v. LGJ