I herligheden og her

Prædiken til Kristi Himmelfarts Dag (I) holdt i Løsning menighed ved pastor Jais H. Tinglund.

Salmer: 213:1-5 - 221 - 216 - 217 -225

Markus 16,14-20

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og Han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set Ham efter Hans opstandelse. Så sagde Han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev Han taget op til himlen, og Han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Guds Søn tilbage i herligheden

Guds Søn er vendt tilbage til sin herlighed. Det er det, vi fejrer mindet om i dag. At lidelsens og fornedrelsens tid er forbi for Guds Søn, og Han er vendt tilbage til sin herlighed.

Fra herligheden kom Han. Fra den fuldkomne herlighed hos Gud i Himmelen. Dér hørte Han hjemme fra evighed som Guds énbårne Søn og Hans herligheds glans.

For en tid forlod Han herligheden og levede som menneske i verden. For en tid, ja. Omkring tredive år. På sin vis ikke meget, når det sammenholdes med evigheden. Men vel nok en lang lidelsens tid i sig selv. I al den tid var Han borte fra Faderens herlighed, og Han måtte lide under de vilkår, som hører menneskelivet til. Og Han måtte lide under at være borte fra den Guds herlighed, som var Hans sande hjem. Og til sidst måtte Han lide menneskers forkastelse og fordømmelse, og Guds forkastelse og fordømmelse, og Han døde på korset som en Guds forbandelse, under Guds dom over verdens synd.

Han vidste det selv, at sådan måtte det gå. Efter at Han var opstået fra de døde - for det gjorde Han; opstod fra de døde - da havde Han selv sagt det: Burde Kristus ikke lide dette og så gå ind til sin herlighed?

Og nu er det så sket. Han har lidt og er opstået og vendt tilbage til sin herlighed. Det er det, vi fejrer mindet om i dag. At Han er vendt tilbage til sin herlighed.

Vi andre er ladt tilbage

Vi andre er så til gengæld ladt tilbage. Vi sidder stadig i suppedasen, efter at Han er vendt tilbage til sin herlighed.

Jeg véd ikke, om det kun er mig, der har den fornemmelse; jeg har altid syntes, der var et sært vemod over evangeliernes gengivelse af Herrens tale om sin bortgang. Det er måske også naturligt nok. Det må da have været svært for disciplene, som kendte Ham og holdt af Ham på en måde, vi ikke kender til - i forhold til Ham, altså. De havde været sammen med Ham. De var Hans venner og Hans nærmeste omtrent på samme måde, som vi har nogle her i verden, der er vore venner og vore nærmeste. For dem må det have været svært at skulle tage afsked med Ham. Det vidste Han vel også godt. Det var vel derfor, Han sagde det til dem, at det er det bedste for jer, at jeg går bort. Det må også have været nødvendigt at sige det til dem. For de har næppe selv kunnet se det; at det skulle være bedre. Det kan for så vidt også være svært nok for os andre, der ikke har kendt Ham, sådan som de kendte Ham.

Det ville vi ellers gerne. Kende Ham, som de har kendt Ham - og ikke blot kende Ham i troen, som én, vi har hørt om og er kommet til troen på.

Han er vendt tilbage til sin herlighed. Vi er tilbage i verden, som den er, faldet fra Guds herlighed, borte fra Hans fuldkomne glæde.

Noget at fejre?

Giver dét så os noget at fejre?

Mens de sad til bords, irettesatte Han dem for deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde haft tiltro til, at Han ville opstå, som Han havde sagt det. Og Han fortalte dem om den virkelighed, de nu skulle til at leve i. De skulle sendes ud i alverden for at prædike Evangeliet for hele skabningen. Dén, der tror og bliver døbt, skal frelses; men dén, der ikke tror, skal dømmes.

Frelsens virkelighed - noget at fejre

Og det er den virkelighed, vi lever i, nu Han er vendt tilbage til sin herlighed. Evangeliet forkyndes for al skabningen, og også for os. Og vi, som tror og er blevet døbt, vi står under Guds løfte om, at vi skal frelses. For den dom er én gang fældet over os i vor dåb, og den fældes igen over os, når Evangeliet lyder til os, at Guds Søn er vor retfærdighed, og den retfærdighed, som er Ham selv, den giver også os adgang til den himmelske herlighed. Han er ikke vendt tilbage til sin herlighed for at efterlade os. Han vil have os med sig i herligheden. Det var derfor, Han i sin tid forlod herligheden for at blive menneske og gøre sig til ét med os. Det var også derfor, Han lod sig døbe sammen med os, og lod sig døbe sammen med al verdens synd, for at Han som Guds Lam skulle bære al verdens synd ind for den himmelske domstol og også dømmes sammen med os og al verdens synd. Alt sammen gjorde Han det og lod det ske, for at vi skulle være sammen med Ham i herligheden.

Derfor måtte Guds Søn lide dette og siden vende tilbage til sin herlighed. Og det er stadig dét, som lever i Hans hjerte: at Han vil have os med sig i sin herlighed. Han sagde det selv forud for sin bortgang: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jeg. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være.

Vi skal være hos Ham

Og Han har taget vore synder på sig og taget dem med sig i døden, og vi er uden synd for Guds domstol, og vi har plads hos Gud i herligheden. Og Han er vendt tilbage til sin herlighed, og Han er for Guds trone og går i forbøn for os hos Faderen. Og Hans bøn dér er stadig dén, som Han allerede forud bad: Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de være hos mig, som Du har givet mig, for at de skal se min herlighed.

Det lever i Hans hjerte, at vi skal være hos Ham i herligheden. Det lever i Hans hjerte, hvor Han nu er, ophøjet over alle Himle, i Guds den Almægtiges herlighed. Den samme kærlighed, som drev Ham fra den himmelske herlighed til denne verdens elendighed og til korset og ind i døden og ind under Guds dom og vrede, den lever endnu i Hans hjerte, nu Han er i sit Rige. Hvor skulle den kunne andet? En kærlighed som har været i Guds hjerte fra evighed, og som har vundet sejr over verden og over døden, og også over ham, som har dødens magt, nemlig Djævelen - hvordan skulle en sådan kærlighed dog kunne dø?

Han er hos os

Derfor har Han heller ikke efterladt os alene i verden. Han lever selv med i den Kirkens virkelighed, vi lever i, hvor Evangeliet forkyndes for hele skabningen, og dén, der tror og bliver døbt, skal frelses; men dén, der ikke tror, skal dømmes.

Guds Søn er vendt tilbage til sin herlighed. Og Hans herlighed er netop den herlighed, som er over alle ting, og som fylder alle ting, og som gennemtrænger alle ting. Og Han er Herre over alle ting. Han er i Guds herlighed og almagt, og Guds herlighed og almagt er Hans, som det var i begyndelsen, og som det altid skal være i evighedernes evighed.

Derfor kan intet forhindre Ham i at være hos sin Kirke - nu Han er i sin herlighed. Og intet kan forhindre Ham i at være hos enhver af sine kristne overalt i verden hvert eneste øjeblik, så længe verden er til. Intet kan forhindre Ham i det; og det er dét, Han vil. Han vil, at hvor Han er, dér skal også alle de, som er Hans, være hos Ham i herligheden. Og sådan skal det blive, når tiden er inde, og vi er rede til at indtage den plads, Han har gjort rede for os. Og indtil da, indtil vi skal komme og være hos Ham i Hans herlighed, indtil da vil Han komme og være hos os med i sin herlighed.

Guds Søn er hos os - i Kirkens liv

Han er hos os, når vi er samlet om Hans bord. Ja, i virkeligheden er det Ham selv, der virker alt det gode, som sker i Hans menighed. Han er dén, som virker i Ordets forkyndelse, så Evangeliet går os til hjerte, så vi må tro det og overgive os for det.

Han er også dén, der virker i dåben, så den virkelig er et genfødelsens bad, hvor vi dør fra mørkets magt og fødes ind i Hans herlighedens Rige. Det er Ham selv, der skaber den virkelighed, at den som tror og bliver døbt, også virkelig bliver frelst.

Han er også dén, som kommer til os i frelsens festmåltid, når vi samles om Hans bord, og Han giver os sit eget legeme og blod. Hans legeme og blod er jo også i herligheden, og derfor kan det være overalt, og altså også her hos os, og det er det så også. Og Han giver det til os, for at vi kan vide, at Han har givet sig selv hen, ikke blot for os, men for mig, og Han er givet til mig. Og når Han kommer til os og tager bolig i os, som selv er i herligheden og selv er Guds herligheds afglans, så bor også herligheden hos os. Så virker også herlighedens kræfter i os. Så vinder Han sejr over det i os, som står Hans gerning imod, og vi bliver holdt fast i Hans kærlighed, og vi formes og dannes efter Hans kærlighed og bliver gjort rede til den plads, Han har gjort rede for os.

Egentlig bedre

I sandhed, Han har ikke ladet os stå alene tilbage. Han er hos os. Og Han er hos os på en anden og bedre måde, end da Han var sammen med disciplene indtil sin bortgang. Ja, og også for disciplene var det en god ting, at Han gik bort og vendte tilbage til sin herlighed, for at Han også kunne være hos dem i al sin herlighed. Også for dem var det bedre at kende Ham i troen ...

Vi har ingen grund til at misunde dem, der kendte Ham efter kødet, som Paulus siger. Og vi tager fejl, hvis vi tror, at det ville gøre det nemmere for os at være i troen, eller at være brændende i den. Det véd vi på sin vïs også godt, hvis vi tænker os lidt om. Vi véd jo godt, at der var mange, som kendte Ham efter kødet, og som så Ham med deres egne øjne, og som dog aldrig kom til troen, eller ikke blev i troen, og ikke blev frelst. Vi véd vel også, at ingen er blevet frelst af den grund, at de kendte Ham efter kødet. At kende Ham i troen, nu Han er i sit Riges herlighed, det er langt større og bedre. Også selv om vi ikke synes, at det sådan rigtig er at kende Ham. For ved at vi kender Ham i troen, sådan som Han er i sin herlighed, det vil sige, ved at Han er hos os og virker i os, derved frelses vi. Derved kommer vi til troen. Og derved står vi i Hans nåde.

Ingen grund til bedrøvelse

Derfor skal vi ikke være bedrøvede over, at Han er vendt tilbage til sin herlighed, og vi er henvist til at kende Ham i dét, der forkyndes for os. Vi skal ikke føle, at det er usikkert eller uvist, fordi vi ikke ser Ham eller føler Ham eller fornemmer Ham.

Vi kan roligt tro på, hvad der bliver sagt til os, når vi er samlet i Hans hus og omkring Hans bord. Vi kan roligt tro det, når det siges til os, at Han har gjort en plads rede for os, og når tiden kommer, kommer også Han og tager os til sig, for hvor Han er, dér vil Han også, at vi skal være hos Ham i Hans herlighed.

Vi kan roligt tro det. Det er jo fuldbragt. Guds Søn har lidt og har vundet sejren og er gået ind til sin herlighed. Og Han har selv sat sin Kirke i verden, for at Evangeliet om Hans fuldbragte frelse skal forkyndes for al skabningen, og dén, som tror og bliver døbt, skal frelses, og kun dén, der er vantro, skal blive fordømt. Og det er Ham selv, som fra sit sæde i herligheden aflægger sit vidnesbyrd i vort hjerte. Han, som nu er i Guds herlighed og almagt, og al magt i Himmelen og på jorden er Hans.

Al grund til at tro - med glæde

Vi kan roligt overgive os til den tro, Han tænder i vort hjerte. Vi kan også roligt lade os nøje med den tro, Han giver os - om så vi selv synes, at den er svag og livløs. For den tro, vi har, den er givet os af Guds Søn, og den er Hans sejr over synd og død i mit hjerte, og Guds Søn, som er i Guds herlighed og almagt, Han vil også føre sin sejr til fuldendelse. For det er Hans vilje fra evighed, at hvor Han er, dér skal også vi være.

Vi har al grund til at tro det Evangelium, der forkyndes, når vi er samlet i Hans hus og om Hans bord. Vi har al grund til at overgive os til den tro, Han giver os. Vi har al grund til frimodigt at lade os nøje med det. Og vi har al grund til at glæde os over, at Han er gået til Faderen og har gjort en plads rede for os, og når tiden er inde, og vi er rede til det, vil Han komme og tage os til sig, for at hvor Han er, dér skal også vi være hos Ham i evigheders evighed.

Lovet være Gud, vor frelses Gud, nu og i al evighed. Amen.