Anden Søndag efter Hellig Trefoldigheds Fest

Søndag d. 3. juli 2011 i Martinskirken. Pastor Jais H. Tinglund

Esajas 25:6-9

Det her, det er noget vi kan forholde os til. Det kan ellers være vanskeligt for os at forholde os til meget af det, vi lærer af Den Hellige Skrift, fordi Guds virkelighed på så mange måder er så forskellig fra den virkelighed, vi kender. Og så mange af de billeder, Den Hellige Skrift bruger til at hjælpe os til at forstå Guds virkelighed, de handler om fænomener og begreber, der hører en anden tidsalder til, og en anden slags samfund, og en anden kultur.

Ja, og så er der alt det, det kan være vanskeligt for moderne mennesker at forholde sig til, fordi så mange moderne mennesker er ugudelige, og det er selvfølgelig noget helt andet. Ja, det vil sige, der er dem, som vil hævde, at det er det samme, og at Kirken skal holde op med at være kristen og tro på Gud, for moderne mennesker vil ikke være med til, at der er noget, man skal, og noget man ikke må, og at det, man skal, det kan godt være noget, man ikke vil, og det, man ikke må, det kan godt være noget, man meget gerne vil, og der er En man skal adlyde; alt det kan moderne mennesker ikke lide, og hvis Kirken skal sige moderne danskere noget, skal den opgive at have noget at sige, siger de, bortset fra det, der siger sig selv for en moderne dansker.

Det, der i virkeligheden siger sig selv, er, at alt dette selvfølgelig ikke er andet end ugudeliges undskyldning for deres egen ugudelighed; men det er ikke nogen selvfølge, at de ugudelige selv er klar over det.

Hvorom alting er, hvad vi hører i dag, det er noget, vi kan forholde os til. Et festmåltid. Et ædegilde. Kunne det være mere dansk, eller mere moderne? Ja, det kunne det måske nok, for nogle af os, hvis det ikke handlede om fede retter og lagret vin, men snarere om fiberklid og biodynamisk gulerodssaft. Ja, og så er der nogle af os, som det ikke ville sige noget som helst.

Men vi kan allesammen forholde os til tanken om et festmåltid, kan vi ikke? Selv de af os, hvis der er nogen, som foretrækker fiberklid og biodynamisk gulerodssaft, selv de skulle da kunne forstå hvad det drejer sig om, fest og glæde.

Jeg har nu altid haft en fornemmelse af, at man nemt kommer til at overdrive det her med, hvor svært det er at forholde sig til billeder fra en anden tidsalder eller en anden kultur. Man behøver altså ikke være agronom for at kunne forholde sig til hvad en sædemand er.

Ganske som man ikke behøver selv at være født for meget længe siden i en galakse meget langt borte for at kunne følge med i Star Wars.

I dag hører vi så Guds løfte, talt af Ham selv, som alt andet, Gud har at sige, til Hans udvalgte tjener, i dette tilfælde Profeten Esajas: der skal komme en dag, hvor Hans folk skal glæde sig, omtrent som man er glad ved en stor fest med god mad, og masser af det. Det er til at forholde sig til.

Og der er mere, som vi kan forholde os til. Sløret skal opsluges, skriver Profeten, det slør, der ligger over alle folkene, det dække, der er bredt over alle folkeslag; døden opsluges for evigt.

Jeg tror, de fleste af os kender den fornemmelse, af et slør, der ligger over alle ting i livet.

Der er meget godt i livet; nok til at vi kan have en ide om, hvad det betyder, når Den Hellige Skrift siger, at noget er godt, og at Gud er god. Men selv over de største glæder i livet ligger det, et slør af sorg. Intet i livet er helt, som det skal være. Og intet i livet varer evigt; og det ved vi godt, altid, og vi kan aldrig helt glemme det. Alt godt, vi finder i livet, en dag vil det blive taget fra os, eller værre, det vil blive til noget helt andet, måske noget, som ikke på nogen måde kan siges at være godt, andet end at vi har det smertefulde minde, at det engang var godt.

Det sorgens slør, som ligger over alle glæder i livet, er døden.

Gud skabte os til fuldkommen glæde. Han skabte os til at være hos Ham, i Hans herlighed. Men vi vendte os væk fra Hans kærlighed, og det gør vi stadig, i den måde vi lever på, og den måde, vi er på. Det ligger i vort inderste væsen, at vi ikke vil affinde os med at lade Gud være Gud, og selv være henvist til at få alt godt givet ud af Hans godhed. Og det er ikke kun et problem for moderne danskere; det har været det største problem for os alle siden vor fader Adams fald, og årsagen til alle de andre problemer, vi har, og til alle problemer i det hele taget.

Det er derfor, vi ikke kender den fuldkomne glæde. Ja, faktisk har vi vanskeligt ved overhovedet at forholde os til tanken om fuldkommen glæde, fordi vi har tabt Gud af syne, og fuldkommen glæde er kun i Ham.

Og Gud skjuler sin herlighed for os. For vi kan ikke bære Guds herlighed. Gud er god; og Han er hel i sin godhed, Han er hellig, som vi også siger det. Og det vil sige, at Han er så god, at Han hader alt ondt, og Han er det modsatte af ondt, og intet ondt kan være i Hans herlighed uden at blive ødelagt og gå til grunde.

Og vi er onde. For det er ondt at vi ikke vil lade Gud være den, Han er.

Det er ondt, at vi ikke vil affinde os med at lade Gud være Gud, og selv at være henvist til at få alt godt givet af Hans godhed. Og det er ondt, alt det, som ikke er efter Guds vilje, og som vi alligevel gør, fordi vi har tabt Ham af syne, og fordi vi ikke vil lade Ham være Gud, og ikke vil rette os efter Ham.

Det er døden, der ligger som et slør over alt godt i livet. Døden, som er syndens løn, som Apostlen Paulus skriver det; og som Gud sagde det til vor fader Adam, at den dag han ville vende sig bort fra Gud, den dag skal I visselig dø.

Og død, det er at være adskilt fra Gud. Hvor forfærdeligt det er, det har vi ingen ide om. Ja, det vil sige, vi har en ide om det fra det sorgens slør, der ligger over alle ting i livet som et forvarsel om døden, og om at være uden Gud. Men det er kun et forvarsel. Ganske som den glæde, vi kender her i livet, den er kun en bleg afglans af den fuldkomne glæde, vi var skabt til at have hos Gud.

Vi kan hverken forholde os til den fuldkomne fylde af glæde, der er i Gud, eller til den fylde af rædsel det er at være uden Gud. Men Gud beskriver det for sin Profet, og for os, så vi kan forholde os til det. Det er som en stor glædesfest med god mad og vin. Og det sorgens slør, som ligger over alt godt i livet, skal tages bort, og døden selv.

Og alt skal være godt, og kun godt, og intet ondt skal være mere, ingen død, intet sorgens slør. Som vi også hører det i dag: Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt.

Og det gør Han ud af sin egen godhed, og ikke af nogen som helst anden grund, og så sandelig ikke på grund af nogen godhed hos os. Det er altsammen til Hans ære, og ikke på nogen måde vor egen. Som Han selv siger det til Profeten, og som vi hører det i dag: På den dag skal man sige: »Han er vor Gud, vi satte vort håb til Ham, og Han frelste os.«

Han frelste os. Det er noget af det, som det er vanskeligt at forholde sig til. Det er rent faktisk slet ikke til at forstå. Det er ikke til at forstå, hvordan Gud frelste os, og hvordan Han kunne få sig selv til at gøre det på den måde. Fylden af Guds kærlighed er slet ikke til at forstå.

Apostlen Paulus skriver om det, at Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Mens vi var fjender af Gud, og ugudelige, og det skriver Apostlen også at vi var, og at vi stadig er, sendte Gud sin Søn til os for at dø for os; mens der ikke var nogen som helst grund til at Gud skulle elske os, elskede Han os alligevel, og det i en sådan grad, og på den måde, at Hans Søn døde for os.

Og den død, som Guds Søn led for os, er også så meget mere, end vi kan forestille os; sådan død, som ej kan tænkes, skriver salmedigteren Kingo. Det er fylden af Guds dom og vrede, Hans guddommelige godheds hellige helvedeshad imod alt ondt, den evige død, den fuldstændige død, som al den lidelse, vi kender, kun er et blegt forvarsel om.

Guds Søn tog den på sig for os. Han blev Menneske, født ind i den syndige menneskeslægt, og døbt ind i den syndige menneskeslægt, for at tage al verdens synd på sig, og Guds dom over den, og bære det for os, i vort sted, i stedet for at vi skulle.

Det er Guds kærlighed til os, så meget mere, end vi kan bare begynde at begribe. Gud har gjort det. Og Han giver os sit løfte, at på grund af det, Han har gjort for os, skal vi ikke dø og gå til grunde i Hans evige helvedesvrede, men vi skal leve og være hos Ham i Hans herlighed.

På den dag skal man sige: »Han er vor Gud, vi satte vort håb til Ham, og Han frelste os.« Det skal være den store undren på den dag. Vi satte vort håb til Ham, andet gjorde vi ikke, og vi var ikke engang særlig gode til det, for vi svigtede så ofte, og syndede stadig, og dog frelste Han os. Han gjorde det. Han gav os sit løfte. Og med Hans løfte er det altsammen givet til os.

På den dag skal man sige: »Han er vor Gud, vi satte vort håb til Ham, og Han frelste os. Han er Herren, Ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over Hans frelse.«

Ja, og det kan vi jo lige så godt begynde at sige med det samme. For Han har allerede gjort det. Og det er allerede begyndt. Allerede nu dækker Han bord for os i frelsens festmåltid, hvor Guds Søn igen kommer til os og giver sig selv til os, og alt det, som er Hans, Hans fuldkomne retfærdighed og godhed over for Gud, og Hans himmelske herlighed og Hans evige liv.

På den dag skal man sige: »Han er vor Gud, vi satte vort håb til Ham, og Han frelste os. Han er Herren, Ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over Hans frelse.«

Og det er det, Hans trofaste Kirke siger og synger i sin gudstjeneste. Det er Ham, vi tilbeder, ikke os selv, hvad Han har gjort for os, hvordan Han har elsket os, ikke os selv, hvor gode vi er, hvor meget vi elsker Ham, og hvor godt vi har det med os selv. Han er Herren, og det er Ham, vi håber på; så lad os juble og glæde os over Hans frelse.

Vi har skuet det sande lys; vi har modtaget den himmelske Ånd; vi har fundet den sande tro. Lad os tilbede den udelelige Treenighed, for Han har frelst os. Amen.