Som himlens stjerner

Prædiken ved pastor Jais H. Tinglund holdt 22. august 2004 i St. Johns menighed, Columbia, South Dakota. Kontakt
Sendt som hilsen til Den ev.-luth. Frikirke efter end ferie i Danmark. Oversættelse Georg S. Adamsen.

1. Mosebog 15,1-6

Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.« Abram svarede: »Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving.« Abram sagde: »Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig.« Da lød Herrens ord til ham: »Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.« Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Det er godt at være hjemme igen. Og det er godt at se jer alle. At være af sted en tid var dog også godt.
Vi fik set vores familier og de fleste af vores nærmeste venner. Og jeg fik lov at prædike på mit modersmål igen, da vi var på besøg i vores søstermenighed i vores gamle land. Det viste sig, at det faktisk var lidt af en udfordring at skrive en prædiken på mit modersmål. Jeg har jo været vant til at tænke, at mit modersmål var det sprog, Gud havde bestemt til prædikener. Det ville nu ikke være helt sandt at sige at det var svært - men det gav mig nogle udfordringer, og det overraskede mig. Det kom til at stå ret klart for mig, at i den tid, der er gået, er et andet sprog blev det sprog, Gud har bestemt til prædikener, i al fald for mig. ...

Vore menigheder i vort gamle land er stadigvæk små. Men der sker ting der. Nogle få ny har sluttet sig til; nogle medlemmer har forladt dem for at slutte sig til kirker med en anden tro. Og hvad er forskellen, når alt kommer til alt? Det ser ud til, at en af menighederne faktisk snart vil være i stand til gennemføre et så urealistisk projekt som at bygge en rigtig kirke til erstatning for det lagerrum, som har været hjemsted for Kristi kirke i næsten femten år. Det vil uden tvivl være en stor velsignelse for menigheden og for hendes tjeneste for verden. Hendes nuværende hjemsted er faktisk ikke særligt attraktiv i gæsters øjne; selv jeg, som sædvanligvis ikke tænker, at sådanne ting betyder ret meget, er fristet til at se det som en næsten gyldig grund for gæsterne til ikke at komme igen. Men alligevel er der nogle, der gør det ...

Nuvel, hvad har alt det at gøre med grunden til, at vi er samlet denne morgen? Hvad har alt dette at gøre med, hvad vi hørte? med Abraham, som klagede til Gud over at være barnløs - og med Gud, som lovede ham en søn, som han selv skulle blive far til - og det med, at hans afkom skulle blive som den skare af skinnende stjerner, vi ser på himlen, gennem denne søn? Det har faktisk meget med det at gøre på mange måder ...
Abrahams børn skulle blive som himlens stjerner. Og det blev de.
På det fastsatte tidspunkt, dvs. på det tidspunkt, som Gud havde fastsat, fik Abraham faktisk givet en søn; en rigtig arving, en søn, som han selv var far til, og som hans lovformelige hustru Sarah selv var mor til, den søn, som Gud havde lovet - til forskel fra den søn, som Abraham havde avlet med sin kones tjenestepige i sit forsøg på at hjælpe Gud med at opfylde Hans løfter. Abraham tænkte nemlig, at Gud ikke var i stand til selv at opfylde de løfter, han havde givet Abraham, på den måde, han selv havde bestemt. Gud gav Abraham en søn, og Gud gav hans søn Isak to sønner, og Gud gav en af dem, Jakob, tolv sønner, og disse tolv sønners afkom ville blive Guds udvalgte folk, det folk, som Gud havde valgt til at lade sin søn føde i. Han er Guds evige søn, som en kvinde i dette folk ville føde på helt normal vis. Abrahams afkom ville blive Israels folk, hvorigennem Gud på det fastsatte tidspunkt ville give sin Søn til menneskeheden, og med ham liv og frelse.

Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Og gennem at give Ham ville Gud give frelse til den faldne verden, til alle syndere, til dig og mig, og til alle, som ikke lever op til Guds perfekte og fuldkomne godhed i deres liv.
Og Guds Søn kom. Han blev født ind i Israels folk, som en søn af Abraham, født af en af Abraham døtre. Og han blev født ind i hele den faldne menneskehed. Og han fik sig selv døbt ind i den faldne menneskehed, og han tog hele menneskehedens synd på sig, og i sin lidelse og død på korset tog han synden ind for sin himmelske fars dom, og han blev dømt for synden og med synden, og han bar den straf, vi med rette har fortjent for vor synd, for os: den evige død under Guds vrede, og han tog det for os, og han tog det bort fra os.

Og da det hele var slut, døde han, og han blev stedt til hvile. Og han blev oprejst i herlighed, og med hans opstandelse forkyndte Gud Sin triumf over synd og død, og han forkyndte vores frelse. For således elskede Gud verden, at han gave sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Og han gav os hans dåb, hvori vi bliver døbt ind på Ham, og vi bliver gjort ét med ham, og med ham bliver vi gjort til Guds børn og til arvinger til al den himmelske herlighed.
Og vi er Abrahams afkom. Vi hørte det; den hellige apostel Paulus har skrevet det. Abraham troede Herrens løfter, og han regnede ham det til retfærdighed. Og alle, som følger Abraham i at tro, alle som tror Guds løfte, om sejr og evigt liv, som gives til os i dåben gennem Abrahams afkom, alle vi er selv Abrahams børn og hans afkom. Og Abrahams afkom er mange, som himlens stjerner om natten. De kommer fra alle folk, alle tungemål og findes på alle kontinenter. Ud over hele jorden har Gud skabt sig et folk af dem, der har hørt hans løfte, hans evangelium om frelse, og tror det, og bøjer sig for det; og det regnes os alle til retfærdighed.

Og fordi vi er stjerner på den samme himmel, har vi del i præcis den samme virkelighed.
Vore søstermenigheder i mit gamle hjemland ville have masser af grunde til at miste modet. De er små, de kæmper økonomisk og åndeligt; og selvom de tro(fast) og omhyggeligt udfører deres tjeneste efter bedste evne, i overensstemmelse med hvad Herren har betroet til Sin Kirke, så synes det ikke, som om der kommer ret meget ud af det. Nogle få bliver vundet fra tid til anden - nogle få forlader dem for at slutte sig til kirker af anden tro. Det er et skridt frem og et tilbage; sommetider et skridt frem og to skridt tilbage.
Er det alligevel ikke påfaldende, hvor meget det ligner vores egne erfaringer - selv om vi tilhører et kirkesamfund, der er så meget større? Medlemstallet i vores menighed alene er tæt på medlemstallet i alle menighederne tilsammen i mit gamle hjemland. Vi er en del af et kirkesamfund, hvis medlemstal svarer til næsten halvdelen af hele befolkningen i mit gamle hjemland. Men er det alligevel ikke ofte sådan, at vi også har en følelse af at være fanget i et dødvande?
Vi fornemmer et generelt mønster af forfald, antalsmæssigt og åndeligt. Der sker gode ting, men vores følelse er generelt, at hver gang der tages to skridt frem, så plejer der at følge to skridt tilbage. Ligesom i vores eget trosliv. Og vi mister modet - ligesom Abraham. Vi undrer os over, hvad det er blevet til med Guds løfter. Hvor er hans velsignelse, siden vores anstrengelser ikke synes at bære frugt? Måske fristes vi til, ligesom Abraham, at miste troen på, at Gud er i stand til selv at opfylde sine løfter, gennem de midler, som han selv med rette har bestemt hertil. Måske fristes vi til at prøve at opfylde Guds løfter på vores egen måde, med midler, som han ikke har givet os, ved at vende os væk fra hvad han har betroet os, ved at indføre nye metoder, måder, lærdomme og praksiser, som Gud ikke har bestemt, ja, som han måske endda har forbudt - sådan som Abraham gjorde, da han avlede en søn med en anden kvinde end hans hustru, en søn, som selvfølgelig ikke ville være løfternes søn.

Hvad Gud gør, hvad han altid gør, er, at han vender vores opmærksomhed mod sig selv. Han forkynder sine løfter for os. Vi kender allerede disse løfter. Men ved at forkynde dem for os, vender han vore hjerter væk fra frygt og frustrationer. Han vender vore hjerter til Sin kærlighed til os, til hvad han vil give os, og til hvad han allerede har givet os.
Se på himlen, sagde han til Abraham, og tæl stjernerne ... Han taler sit evangelium til os, evangeliet om, at hans elskede søn døde af kærlighed til os, om hans herlige opstandelse, om vores frelse i Ham, om at vi har fået barnekår og er blevet født på ny som Guds børn. Han viser os hen til, hvad han allerede har gjort for os, hvad han allerede har givet os. Han hjælper os til at se, at vi er allerede rige. Fordi vi er blevet hans ved evangeliet, er vi allerede rige - på måder, vi ikke kan forestille os. Ved tro er vi hans egne, vi er regnede som retfærdige. Vi er vasket og renset, så vi er rene og fuldkomne i hans øjne, så vi skinner som de lyseste stjerner på himlen i den mørkeste nat. Og engang, når tiden er inde, skal alt dette blive gjort åbenbar. Vi skal se, hvor rige vi er i ham. Og vi skal være sammen med ham i herlighed.

Al ære være Gud, Fader, Søn og Helligånd, vor frelses Gud. Amen