Afsides

Høstgudstjeneste 11. september 2011 i Gratiakirken. LGJ.
12. søndag e. trinitatis. Es 29,17-24; 2 Kor 3,4-11 og Mark 7,31-37.
Salmer: 677, 325, 277, 678, 11.

Markus 7,31-37
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: "Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!" Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."

Evangeliet i dag begynder med en kort rejsebeskrivelse. Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus over Sidon til Galiæas sø midt igennem Dekapolis. Faktisk en lang rejse. Man får ligefrem lyst til at høre, hvorfor han var rejst så langt.

Måske svaret forundrer. Han var rejst helt til Tyrus for en enkelt kvindes skyld! Og for hendes datters skyld! Ja, for deres skyld! Hun havde sagt til ham: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids Søn. Min datter plages slemt af en dæmon.” Disciplene havde slet ikke brudt sig om det. En hysterisk kvinde. Hedning. Men Jesus hjalp hende og datteren. Og disciplene lærte noget af den rejse, nemlig at det er godt at rejse langt bare for en ukendt kvindes skyld – for at hun kan råbe – og få hjælp!

Det stiller os overfor spørgsmålet: Hvad ville du gøre bare for et enkelt menneskes skyld? Ville du gå så langt for at hjælpe et men­ne­skes, du ikke kendte i forvejen? Ville du bare rejse af sted? - Det gjorde Jesus – og disciplene. Det minder om volontører, som rejser langt. Fx til Moreira i Brasilien. Hvorfor gør de det? Hvad får de ud af det? Måske der kun er nogle få børn, der får noget ud af deres ophold. Ja. Og det er det fantastiske, at der er et menneske, som bliver hjulpet!

Nu vendte Jesus tilbage. Og det første, som sker, er, at folk kommer til ham med en døvstum. Igen samme historie. En enkelt mand og Jesus. Som om man bare lever livet for andres skyld, og som om andre mennesker lever livet for min skyld! Men det er måske også sådan det er? - Og hvis det er sådan, da er det jo faktisk godt. For da er ensomhed og isolation hele tiden noget, der bekæmpes og overvindes, hvor du er. Af de andre, af dig og af din Frelser.

Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale. Han kunne altså godt sige enkelte ting til andre. Men han havde svært ved det. Noget tyder på, at han for længe siden havde kunnet høre, fordi han trods alt kunne tale en smule. Men måske var han blevet døv på grund af sygdom eller ved en ulykke. Og langsomt havde han mistet evnen til at tale.

Sådan sker der også ting i vores liv, som ændrer vores tilværelse drastisk. Det bliver vanskeligt at være til. Vi føler os alene og har svært ved at tale med andre om det. Er alt håb da ude? Er der ikke længere nogen mulighed for at få hjælp? Det kan være, at man føler sig både døv og stum som manden her, eller noget, der ligner det.

Jeg tænker på børn på børnehjemmet i Moreira i Brasilien. Mange af de børn, som lever på børnehjemmet, blev ramt af en ulykke, allerede da de kom til verden. De blev født ind i en familie, som ikke var en familie, havde en far, som ikke var der, og en mor som var syg af ensomhed og traumatiske oplevelser. Er der noget håb for sådan et barn? Ja, hvis der er nogen, som kommer til Herren med barnet, bærer det derhen, hvor det kan få omsorg og møde Jesus Kristus. Og det kan børn på børnehjemmet i Moreira i Brasilien. Det ved vore tidligere volontører Ester Strand og Thea Jensen noget om. Jeg mærkede det også, da jeg besøgte børnehjemmet. Og det ved I, som er faddere, også en del om. Og det vil de af jer, som rejser ud til børnehjemmet på besøg eller som volontører, også erfare. I kommer et sted hen, hvor der er børn, som blev bragt hen til Gud af andre.

Han var døv og havde vanskeligt ved at tale. Selv om vi både kan høre og tale, kan vi alligevel godt forstå, hvordan manden må have haft det. For ensomhed rammer ikke kun døve, men også os som hører. Vi er sammen med andre, men vi udveksler måske ikke tanker. Vi får ikke gjort det. Der er lukket – eller næsten lukket. Vi siger noget overfladisk til hinanden og går videre – i ensomhed.

Hvorfor er der ofte lukket mellem os? Fordi vi nogle gange nøjes med overfladen, nøjes med skallen, de ydre oplevelser. Andre gange er det, fordi andre er overfladiske. De har nok i sig selv. De går efter det, der gavner dem, tror de. Men det gavner dem ikke. For ingen af os er skabt til at leve i ensomhed. Heller ikke til at leve i nydelse for vor egen skyld. Når vi gør det, bliver livet tom. Venskaber tømmes for kærlighed og fællesskab. Man laver noget sammen, men får ikke talt sammen. Sådan kan ægteskaber kan udarte sig. Men deler ikke de inderste tanker med hinanden. Sådan kan også menighedens liv degenerere. Man mødes og alt kører på skinner, men kærligheden og omsorgen er blevet kold.

Hvad skal der til for at der åbnes? Måske, at der sker det med os, som skete med manden i evangeliet: Jesus tog ham afsides, væk fra skaren. Jo, det er det, der skal til. - Vores kirke kan være sådan et sted, et sted, hvor vi kommer afsides. Her er mulighed for at være alene med Gud gennem salmesang og bøn og skriftlæsning og prædiken. I stilhed. Det kan vi selv gøre noget for. Vi kan gå i kirke. Vi kan tage afsides og være sammen med Herren. - Men når det går os dårligt, kan vi synke ned i håbløshed, så vi ikke orker at gå i kirke. Da er det både nødvendigt og godt, at andre tager os med, ligesom der var nogle, som tog den døvstumme med hen til Jesus. - Men der er også tider, hvor Gud på en direkte måde tager os afsides ind i stilheden. Det kan være, når vi bliver ramt af sygdom, eller nor der sker noget andet uventet, måske en ulykke.

Manden i evangeliet kom ”afsides, væk fra skaren.” Derfor er det ikke givet, at vi møder Gud, hvor der er mange kristne i flok. Vi behøver at komme ”afsides”. Sammen med Jesus. Hos ham. I sygdom. I ensomhed. - Jeg vågner oftere og oftere meget tidligt om morgenen. Tror, at det er Gud, der vil tage mig ind i stilhed mens jeg er helt frisk – om morgenen. Du kan måske fortælle noget lignende?

Derefter fortæller Markus, at Jesus stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge. Berøring. Hvad mon det betød for manden? Det er nærgående, hvis en anden stikker fingrene ind i dine ører. Og endnu mere nærgående, hvis han spytter på fingrene og lægger den på din tunge. Lægen bruger i det mindste en decenficeret træpind.

Jesus rørte ved manden. I høj grad. Sådan også med os. For Jesus Kristus er jo Guds Søn, som var fra evighed af. Han er den evige og almægtige Herre, som blev født ind i menneskeslægten og trådte ind i menneskelivet. Han rørte ved mennesker og tog helt bogstaveligt menneskelivet på sig. Også vores liv. Dit liv. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Når vi hører det 10 bud lægger Gud sin hånd på det syge sted. Vi mærker det i samvittigheden. Og når vi hører, hvad Jesus har gjort for os, da lægger han i samme øjeblik sine fingre ind i vores liv med sit varme spyt for at sige: Nu redder jeg dig! Lige nu!

Han gør det med ordene: "Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!" Nu er der kontakt mellem Jesus og manden. Han kan høre det, han ikke før kunne høre. Når Jesus taler til os, taler han et lignende mægtigt ord til os. Vi hører evangeliet om tilgivelse og frelse. Han åbner helt ind til hjertets inderste tavse mørke og skyld. Derinde lyser han op med sin tilgivelse og sine løfter om frelse og evigt liv - og stadig omsorg her i tiden. Han redder og frelser. Han er hos mig, og jeg er hos ham.

Derfor stemmer vi i sammen med folk dengang og siger: Han har gjort alle ting vel! Han gør det i Moreira på Treenigheds børnehjem. Han gør det i vores menighed ved sit ord. Han gør det i dit liv ved sit ord. Lad os hjælpes ad med at bringe andre til Jesus. Og lad os selv søge samværet med ham og med hinanden i troen. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 04.10.2011