Prædiken på skærtorsdag (II) den 8. april 2004 i Gratiakirken og Løsning lutherske Frikirke ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 152 - 177 - 417 - 416 - 430 - 432 - 49v2
Evangelium: Johannes 13,1-15
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid - Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: "Herre, vasker du mine fødder?" Jesus svarede ham: "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det." Peter sagde: "Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder." Jesus svarede: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Simon Peter sagde til ham: "Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!" Jesus sagde til ham: "Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle." Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: "Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer."
Påske-perspektiv
Det var før påskefesten ... Her sættes begivenhederne i evangeliet i perspektiv. Vi ser for os slaver i Egypten. De var bundet til at slide i det. De var blevet pålagt at aflive deres drengebørn. Før påskefesten levede israelitterne uden håb i Egypten. Men da kom Moses og forkyndte dem perspektivet. Herren havde sendt ham. Guds folk skulle ikke blive i slaveriet. Men hvordan Gud ville udfri sit folk, forstod han ikke. Han havde blot grebet dette: "Tal til dem. Jeg, Herren, vil udfri jer!"
Jesu disciple havde heller ikke håb den skærtorsdag aften, som evangeliet fortæller om. Deres Mester skulle forlade dem. Det så håbløst ud. Men han talte til dem og gav dem perspektiv ved troens ord. De fik håb og fremtid som kristne her på jord med det store mål: at komme i herligheden og blive udfriet fra død og synd og mørke.
Også vi kan mangle perspektiv og håb. Det går os let sådan, at vi tænker, at der ikke er andet og mere, end hvad vi ser for vore øjne, og at der ikke er andre muligheder end dem, vi selv - og måske vore nærmeste - har. Da er det godt at vide, at det er før påskefesten også for os. Jesus træder os nær for at give os håb. Han gør noget ved os og hjælper os til at gøre noget for hinanden.
Jesus renser disciplene og giver dem påske-perspektiv
Han rejser sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig.
Ikke andet? Her troede vi, at det var noget stort, han nu ville til at gøre. I en situation, hvor vi synes, at vi har brug for noget stort i vort liv, kan man godt blive utålmodig, når han tager sig tid til sådanne "småting". Hvad med at hjælpe os med uddannelse, familieproblemer, menighedens liv og evangeliets forkyndelse i verden!
Sådan kan også israelitterne have tænkt dengang i Egypten, da de fik at vide, at de skulle slagte et lam og komme blodet på dørstolperne til deres hus. Hvad skulle det til for? Var der mon fare for, at de bliver ramt af Guds dom? Var det ikke egypterne, som havde fortjent straf og dom? Og på Jesu og apostlenes tid, var det da ikke ypperstepræsterne og de vantro skriftkloge, som havde brug for renselse? Havde Jesu disciple også brug for det? Og har vi her i kirken brug for at fejre påske for at få tilgivelse og blive renset i disse dage?
Jo, det har vi, ligesom disciplene havde det. Det bliver tydeligt, når vi kigger nærmere på, hvad der skete den aften. To disciple havde forberedt samværet. De havde gjort alt klart; havde fundet lokalet, dækket bord, sørget for maden, ja, også stillet en vandskål frem, som skik var. Der lå også et klæde parat. Jo, de havde tænkt på alt lige med undtagelse af tjenesten, at én af dem skulle vaske de andres fødder, bøje sig ned og gøre en slaves arbejde i discipelflokken.
Hvem skal gøre det beskidte arbejde i dit hus, i din familie og i din menighed? Det går måske på tur efter en aftalt orden, fordi der ellers ikke er nogen, som vil påtage sig det? Eller er det noget, du gerne gør for din mor, dine søskende, din ægtefælle, for dine trossøskende og for den syge og ensomme?
Disciplene blev afsløret denne aften. De manglede kærlighed og selvhengivelse. Det var alvorligt. Det er alvorligt for os, at kærligheden ikke bor i vore liv. Og nu stod Jesus selv med skålen, vandet og klædet. Hvis vi skal fællesskab med Gud, må han rense os. Fællesskab med Gud er det, vi behøver mest at alt. Sådan var det dengang i Egypten. Ingen havde lod og del i frelsen, uden at man i familien rensede boligen med lammets blod. Sådan er det også i vore hjem og i denne menighed. Men det tænkte Peter ikke over, da han ville standse Jesus i fodvaskningen. "Lad mig gøre det selv." Sådan som vi også let tænker, at vi klarer det selv, og mener, at der da vist nok er andre, som har mere brug for tilgivelse og renselse, end vi selv har. Og hvis vi synder, mon så ikke det går alligevel? Men Jesus ser Peters og vores urenhed. Han ser perspektivet: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig!" ... "Og I er rene, dog ikke alle!" Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Vi behøver renselse, tilgivelse og frelse! Og se, hvordan Jesus renser os. Han tjener sine disciple. Han vasker deres fødder. Han giver dem brød og vin og siger: Det er mit legeme og blod, som gives og udgydes for jer til syndernes forladelse. Han bruger vand og brød og vin. De midler har han givet os i kirkens to sakramenter: Dåben med vandet og nadveren med brødet og vinen. Vandet renser og genføder. Brødet og vinen er hans legeme og blod. Og han står bag med sit ord.
Hvis vi siger med Peter: "Nej, det skal du ikke gøre for mig", da må det skyldes uvidenhed. Jesus svarer: Jo, det er nødvendigt. Også selv om du ikke fatter hvorfor. Det er nødvendigt. Og Peter gav sig ind under denne underlige dåb og tog imod.
Hvis ikke Jesus renser os, har vi ingen fremtid og ingen frelse, men kun de planer, vi selv lægger. Judas viser os, hvad vore private planer og tanker kan fører med sig. Men se på de andre, hvad fællesskab med Jesus betyder for vor fremtid. Renselsen åbner vejen ud af slaveriet, vejen ud af Egypten, vejen gennem Det røde Hav, vejen til det evige liv. Vi forstår ikke, hvordan det går til. Men det sker, når vi har lod og del i Jesus. Fællesskabet med ham er vor redning. Og fællesskab opstår, når han renser os. I Egypten rensede han ved lammets blod. Disciplene blev renset ved vandet fra skålen og ved nadveren. Og i dag renser han ved dåben og ved nadveren og ved det ord, han taler til os. "I er rene på grund af det ord, jeg har talt til jer" (Joh 15,4). Derfor ligger vejen nu åben. Det bliver påske hos os.
Jesus viser os hinanden i påske-perspektiv
Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: "Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer."
Gå ikke hjem fra kirke uden at tage dette forbillede med. Tag det med og hæng det op. Tag det med og brug det. Det, Jesus har gjort for dig, er din styrke, når du skal leve sammen med dine nærmeste i familien og menighed. Vi behøver at se hinanden i påskeperspektiv!
For vi kender jo hinanden på godt og ondt. Hvem af os tænker, at der kan ske noget nyt med os? Han er vel, som han plejer, tænker vi. Vi ved også godt om hinanden, hvis nogen har sprunget deres tur over og ikke vist kærlighed, som de burde. Hvis tur var det den aften, da vaskefadet skulle bruges og disciplenes fødder skulle vaskes? Peters? Johannes'? Judas'? Andreas'? Det har nok været en af dem, som stod for tur. Men Jesus tog turen. Og nu siger han: Gør, som jeg har gjort. Det er et forbillede.
Han gav ikke disciplene en retfærdig rengøringsplan eller kærlighedsplan: først dig, så dig. Men han gav dem sig selv som forbillede. Kærligheden. For at de skulle gøre lige sådan mod hinanden. Forstod de det? Han spørger direkte. Forstår I, hvad jeg har gjort? Vi hører ikke, at de svarer. Og det er måske meget godt. For dermed er spørgsmålet stadig åbent. Et åbent spørgsmål til os: "Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer? Det var et forbillede jeg gav jer."
Forbilledet er så tydeligt og klart midt i Jesu frelsende nåde mod os. Det viser os hinanden på en ny måde. I påskeperspektiv. Gemmer vi forbilledet væk, da gemmer vi også frelsen væk. Men når vi betragter det, ser vi først og fremmest et billede af vor frelser; et billede, som hjælper os til at tage imod i tro, og dernæst et forbillede, som sætter os i gang.
Når Herren tilgiver og renser dig ved ordet, har du også forbillede. Det giver dig mod til at tage fat. Rens hinanden. Tilgiv hinanden. Tjen hinanden. Når du næste gang overvejer, hvis tur det er til at gøre noget af det, ingen synes om at gøre - i familien og i menigheden - da vent ikke et sekund, men kom de andre i forkøbet. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse! (Rom 12).
Tænk, hvis det gik sådan til i en menighed og i et hjem. Da ville ingen ældre sidde ensomme, ingen børn blive skubbet til side for at forældre kunne opleve sig selv, ingen ægtefælle ville få lov at slæbe hele læsset alene og ingen bror og søster i menigheden ville mangle forståelse og trøst og hjælp mod synd og lidelse. Da ville vi altid stå klar og være til tjeneste. Og når det var os selv, der manglede hjælp, da stod en anden klar med vaskefad og med kjortlen bundet op om sig.
Der er uendeligt mange gode grunde til at bruge forbilledet. Den bedste grund er, at det er din Frelser, der giver dig det. Amen.
