Dine stier i det nye år

Første søndag i advent, 3. december 2017 i København. Leif G. Jensen
Salmer: 66, 62v2, 230, 71, 60, 432, 62v3-6.

Salme 25,4:
Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier!

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser! Amen.

Der findes både veje og stier i det nye år. På vejene følges vi med andre; på stierne går vi mere alene. Det er lettere at gå på en vej; stier er smallere, og kan være stenede og vanskelige. - Sådan er det nye år for os. Der er veje, og der er stier. Også for os som kristne her i kirken.

1.

Der er en lille vigtig detalje i bønnen: Vi beder ikke: ”Vis mig mine veje!”, men ”dine, Herre!” Og ikke ”mine stier”, men ”dine”. - Nu er det jo slet ikke så dårligt at bede ”Vis mig mine veje”. Da ville ønsket jo være: Vis mig den vej, jeg skal gå, og hvordan jeg skal leve og være. Lad mig ikke bestemme selv. Vis mit kald og min opgave, og lad den føre til et godt mål. Vis mig, hvad jeg kan gøre i din kirke og menighed for andre, du har til mig og de andre i menigheden.

Men nu står der: ”Vis mig DINE veje, Herre, lær mig DINE stier.” Den vej, der ligger foran, er ikke min, men Herrens. Det er Guds vej. Og de små stier, hvor jeg skal vandre alene, er ikke mine stier, men din Herres. Det kan betyde mindst to ting:
1) Først, at vi ikke er alene. Stien er jo hans. Han kender den ud og ind. Så når den er snørk­let og vanskelig, da kan du slappe helt af: For det er ”Herrens sti”. Og når stien afløses af en vej, hvor også andre færdes, ved du, at vejen er Guds. Gå bare til. Smøg ærmerne op og gør det, du skal. Dit kald og arbejde er fra ham. Det er hans vej og hans sti. - Det er jo langt bedre, end hvis Gud bare viste os vore veje og vore stier, som vi skulle gå alene.

2) Men der ligger endnu en betydning i, at det ”Herrens”. Nemlig, at han selv har gået på den og også vil gå på den sammen med dig i det nye nådeår. ”Vis mig dine veje” må da betyde: ”Vis mig, hvordan du selv har gået på denne sti og vej. Lad mig sidde her i kirken og se, hvor du gik, og hvad du gjorde for mig og for alle.” Sådan er evangeliet: Det fortæller os ikke, hvad vi skal gøre, men hvad Jesus har gjort for os. Det viser os hans vej til os, hvordan han blev menneske.

2.

I Lukasevangeliet begynder evangeliet med Johan­nes Døbers fødsel. Døberens far, Sakarias, sagde det sådan ved sønnens fødsel: ”Han skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen ved deres synders forladelse” (Luk 1,76-77). Her nævnes intet af det, vi skal gøre i livet. Det hand­ler alene om, at Herren kommer til os med tilgivelse og nåde. Det handlede det også om, da Jesus læste pro­feten Esajas’ ord i Nazaret: ”Herrens ånd er over mig, fordi Gud salvede ham.” Han har sendt mig med godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde og for at sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådeår for Herren” (Luk 4,18-19).

Lukas-evangeliet tager os med ud på Her­rens stier og veje. Fx når der fortælles om Maria og Josef, som rejser til Betlehem. Vi hører om hans fødsel, og at han er en Frelser, frelser for hele folket! Vi hører om han vej til Jerusalem, da han var 12 år, og hvordan Josef og Marie ikke kunne finde ham. De ledte efter ”Herrens stier og veje”, og til sidst fandt de ham i Templet. Da sagde han: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader!” (Luk 2,49). Og han fulgte med dem hjem i lydighed. Det var Herrens vej.

Lukas fortæller i kapitel 9, at Jesus havde Jerusalem som sit mål: Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse (Lukas 9,51). Fra kap 10 til slutningen i kapitel 24 er Lukasevangeliet én lang rejsebeskrivelse, hvor vi ser ”Herrens stier og veje”. Vi hører om en sama­ritaner, der var på rejse og kom hen, hvor en mand var faldt iblandt røvere (Lukas 10). Lukas fortæller, at Jesus på sin rejse fulgte grænsen mel­lem Samaria og Galilæa og mødte ti spedalske og helbredte dem (Lukas 17,11-19). Vi hører også, at man langfredag dømte Jesus til døden og førte ham ud på smertens vej med kor­set. Og om endestationen var Golgata og graven.

Men selv her fortsatte stien. For Lukas fortæller, hvordan Jesus tog en skyldig røver med gennem dødens dal ind i Paradis. Og hvordan han tre dage efter kommer og vandrer med to disciple (Emmaus-disciplene), som er grebet af håbløshed og fortvivlelse. Og da bønhører Gud disse fortvivlede mænd, som uden tvivl kendte vores prædiketekst i Salme 25, som jo stod i deres salmebog. Herren kom og viste dem ”sine veje og sine stier”. Han forklarede dem, at alt, hvad der var sket, var forudsagt i Gamle Testamente, både Jesu velgerninger, hans forkyndelse og hans lidelse og død og opstandelse. Det, som de anså for at være en forfærdelig afslutning på hans – og deres eget - liv, forstod de nu var begyndelsen på et liv med ham her på jorden, hvor han vandrede med dem og var hos dem.

3.

Livet her på jorden som Jesu disciple er et liv som Guds børn, hvor vi må være hos vores Far 24/7 og vandre med Jesus Kristus. I morgen går din sti måske gennem tæt krat, hvor ingen ser dig. Menneskeligt talt er du alene. Men det er Herrens sti. Han var der før dig. Og han går med dig i morgen. Det er, som der står i Efeser­brevet 2,10: Vi er skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette for os at vandre i.

Måske jeg skulle dele med jer, hvad der skete for mig de første 7 km. i morges. Jeg kørte i morges i Taxa med en dansker fra det iranske Kur­di­stan. Han fortalte, at han havde kørt danskere hjem fra julefrokost det meste af natten og spurgte, hvor jeg skulle hen en tidlig søndag morgen. Jeg fortalte ham, at jeg skulle på arbejde. Han spurgte: Hvilket arbejde? Præstearbejde i en kristen kirke. Og han spurgte, om jeg gjorde det i civilt tøj eller i præstetøj. Vi fik en snak om præsteklæder i Islam og kristendommen. Han fortalte mig, at han næste uge skulle til Iran med 50.000 kr. til fattige kur­dere, som han havde indsamlet sammen med en ven. Jeg var imponeret. En rigtig sød taxa-chauffør, som så betydningen af at gøre godt. Han smilte og fortalte, at han var muslim, men ikke så flittig og troende, som han burde være. Jeg spurgte, hvordan han skulle komme i Para­dis. Og han svarede: ved at bede bønner, hjælpe fattige og gør gode ting…. Og han spurgte mig, hvordan jeg kommer i Paradis. Og jeg fortalte ham om Jesus og røveren på korset, og at det er sådan, kristne kommer i Paradis: ved at Jesus dør for vores synder. Og han supplerede: Jesus ofrer sig. Ja, svarede jeg. Og han fortalte, at Jesus også er en profet indenfor Islam.

Tiden var gået. Taxaen var fremme og jeg gik til toget, mens hans vej gik ud i Aarhus by til flere danskere, som skulle køres hjem fra julefrokost.

4.

Vis mig dine veje Herre! Vis mig dine stier! Vis mig, hvad du har gjort for mig, og lad mig – ligesom Emmausdisciplene – møde dig i Ordet og høre om min frelse. Jo, det er vores bøn 1. søndag i det nye kirkeår. Sådan bliver det et nådeår for os. Og jo, der ligger også gode ger­nin­ger klar til os på hans vej med os. Gud vil også vise os, hvordan vi hjælpe fattige og elen­dige og gøre godt i hverdagen. Men ikke for at komme i Paradis, men fordi Jesus er vores Her­re, som allerede har lovet os Paradis, ligesom han lovede det til en røver.

Søndagens evangelium har fortalt os om Jesu første prædiken i sin hjemby. Og teksten var rent evangelium uden en eneste gerning til tilhørerne. Og hvor har vi dog brug for at høre dette evangelium: Herrens ånd er over JESUS. fordi han har salvet ham. Han har sendt ham for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. - Og tænk! "I dag er det skriftord, som lyder i vore ører, gået i opfyldelse." Det her er ikke ord om, hvad vi skal udrette og gøre. Det er ord om en anden, Messias, Jesus, din bror. Det er fortællingen om hans stier og veje til os. Jesus. Gør, at det nye år blive ret nådeår for os. Et godt år i gudstjeneste og hverdag. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 03.12.2017. post@vivit.dk