Fristelsen i ørkenen

Prædiken på 1. søndag i fasten 25. februar 2007 i Århus ved LGJ
Salmer: 295, 574, 554 // 40, 430, 559

Evangelium: Matthæus 4,1-11

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' "
Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' "
Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' "
Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Jesus lader sig føre ud i vores ørken

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult.
Jesus blev ført ud i ørkenen af Ånden. Den, ånd, som var dalet ned over ham i dåben ved Jordan, ledte ham derud. Derfor vidste han, at det var der, han skulle være. Han skulle tjene der, hvor mennesker lever: i ørkenen.
Ligesom Jesus kommer til os i dåben og giver dåben dens kraft, sådan kommer han også til os i ørkenen, dvs. i livets vanskelige kår. Han sejrer for os og giver os mod til at leve i hverdagen, også under ørkenlignende forhold.

En "from" overvejelse

Derude blev han spurgt om noget. Det var blot til overvejelse, en mulighed, han skulle tænke over. Hvis han nu var Guds søn, som han havde hørt det ved Jordan, da han blev døbt, var det så nødvendigt, at han skulle befinde sig i en ørken og lide sult? Fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød."

Sådanne tanker kommer til også os: ”Hvis jeg er Guds barn, hvorfor skal jeg så have det, som jeg har det? Og hvorfor skal andre have det, som de har det?”
Hvad Jesus angår, havde han jo magt til at gøre ørkenen til en oase. Da han engang var sammen med 5000 mennesker i ørkenen, brugte han denne magt i bøn til sin far i himmelen. Skulle han da ikke også sørge for sig selv?
Men Jesus vidste, hvem han stod overfor. Han gennemskuede stemmen som den Onde selv, den Onde, som var den engel, som engang havde gjort oprør mod Gud for at leve sit eget liv uden Gud for at være sin egen øverste norm og øverste herre.
Fristelsen ser ikke ækel ud, men virker tillokkende og dragende på os. Den er fuld af indre logik og gode argumenter. Den kommer til os med en konsekvent tankegang. Derfor er det virkelig fristelse.
Jesus så sine egne muligheder. Kan det være forkert at bruge de muligheder, man har?
- Eva så også engang sine muligheder. Hun så træet og frugten, som virkede tiltrækkende, god at se på og god at få forstand af.
- Kong David så også engang sine muligheder i kvinden Batseba. Han så, hvor dejlig hun kunne være for ham, uanset at hun var en anden mands.
- Disciplen Peter så også engang truslen i ypperstepræstens gård. Og han vurderede, at fornægtelse var hans eneste redning. Hvad ellers? Han måtte hytte sit eget skind.

Men Jesus svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' " - Det er den sande guddommelige logik: Vi er syndere og ved ikke selv, hvad der er rigtigt. Vi lader os forføre af de behov, vi føler. Men fra Guds mund udgår ord til os. Guds børn skal lytte til Guds ord og stole på Gud.
Vi skal lade os føre af Gud, føre derhen, hvor Gud vil have os. Det er ikke altid så let at vide, hvor det er hen. Men vi har klare pejlemærker:
- Vi skal lytte til de 10 bud og spørge efter, hvad de betyder for os i forhold til Gud og vor næste. Det bør vi gøre hver eneste dag, men særligt når vi står overfor nye muligheder.
- Vi skal lytte til kristne, som kender os, og som vi kender som troværdige kristne, og som selv lever som disciple og under Guds disciplin i lydighed mod ham. Deres ærlige og oprigtige formaning til os er vigtig.
- Vi skal se på de nære bånd. Ægtefæller skal tænke på løftet, de har aflagt overfor hinanden og overfor Gud at elske og ære hinanden både i medgang og modgang. Alle skal vi lægge mærke til de nære bånd i familien mellem forældre og børn og mellem søskende uanset om vi er unge eller ældre. Her skal vi leve og sørge for hinanden, selv om vi mærker smerte i kroppen og får sved på panden.
- Og vi skal se på vore kristne søstre og brødre i menigheden: Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret, vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller (Gal6,9-10).
- Vi skal også se på andre menneskers behov og nøden omkring os og følge Guds kald: Elsk din næste som dig selv!

Når vi er der, hvor Gud har ført os hen, skal vi blive der, indtil Gud fører os et nyt sted hen. Vi må ikke svigte for at skabe os selv et lille ego-paradis. Når vi erkender, at Gud, vor Fader og Skaber, har sat os der, hvor vi er, og vi mærker, at det er vanskeligt at være der, da skal vi ikke forsøge at ændre disse vilkår for vor egen skyld, men bede om tålmodighed til at leve i lydighed og tjeneste.
Kristne er Guds børn og skal leve af hvert ord, som udgår af Guds mund. Sådan er det. Sådan var det for Jesus. Han skulle tjene os ved at påtage sig vore vilkår og modstå fristelserne og sejre over Fristeren. Der står i Hebræerbrevet: Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led. Og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis (Hebr. 5,8). Vi lever ikke kun af brød, men af Guds vilje. Det er vores mad.

Fromhed uden Jesu korsdød

Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten."
Da den første fristelse ikke virkede, tog Djævelen Jesus med. Og Jesus lod sig føre med, fordi han vidste, at han som tjener og frelser for os skulle fristes i alle ting ligesom vi.
Den anden fristelse var også præget af egoismens logik: Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned, og englene vil komme og bære dig. Det står jo skrevet i Bibelen. Denne gang tog Djævelen Guds ord til hjælp. Der står jo skrevet, at Gud altid vil hjælpe dig og beskytte dig. Afprøv det! Denne magt kan du bruge i templet. Spring ud fra templets tinde.
Templet var det sted, hvor Jesus som 12-årig sagde, at han skulle være. ”I min faders hus …” Og under hele sit liv havde han Jerusalem for øje som det sted, hvor han skulle afslutte sin tjeneste. Han vidste, at han skulle ofres som påskelam i Jerusalem.

Men den sataniske logik bruger nu Skriften, for at få Jesus til at se bort fra forsoningsofferet, som Jesus skulle bringe for menneskenes synder. Fristeren lokkede og foreslog her, at Jesus i stedet kunne vinde mennesker ved at imponere dem. …. Du kan vinde tilhængere. Du kan få det til at hænge sammen det med, at du er Guds søn, og at mennesker skal følge efter dig i beundring. Giv dem en demonstration her ved templet. Da undgår du senere offerdøden. Den er vel ikke nødvendig?
Men disse tanker, som kan lyde fromme og fulde at tro på Gud, er gudløse og spræng fyldt af vantro. Det er fromhed uden Jesu korsdød. Det er tillid til Gud udenom korset. Det giver sig ud for at være kristendom, men det er vantro.
Hvis vi tænker, at vi kan være Guds børn uden Guds søns offer på Golgata for vore synders skyld, da er det helt sikkert, at disse tanker er en fristelse. Tanken om, at vi kan være kristen uden syndsbekendelse og tilgivelse, kommer fra Djævelen.
Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' "
Sådan skal bibelen udlægges, nemlig med bibelens egne ord. Bibelen skal ikke udlægges ud fra, hvad vi synes tjener os bedst, og hvad der er det letteste for os.

Jesus valgte offervejen, som førnævnte vers i Hebræerbrevet siger så klart: Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led. Og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.
Den vej gik Jesus, fordi det var den vej, Gud havde sagt, at han skulle gå. Der var ingen anden. Derfor sprang han ikke ud fra templets tinde, men gik vejen til Jerusalem og døde for vore synder.
Der er heller ingen anden vej for os som kristne end at vandre i tro på Jesus, der døde og opstod for os.

Den "rå" fristelse

Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig."

Da den sataniske logik ikke ser ud til at virke på Jesus, giver Djævelen nu afkald på at lokke med fromme argumenter. Ikke noget med at Jesus var Guds Søn. Ikke noget med at nævne, hvad der stod i Skriften. Han går nu lige til biddet og siger: Hvis du ikke vil modtage alt det gode fra Gud, da kan du få det fra hans modstander. Se dig om i verden. Se alle verdens riger og deres herlighed. Åbn kataloget! Se de mange reklamer og muligheder! Rejs ud! Køb og nyd, køb og nyd, køb og nyd! Hvad venter du på?
Der bliver slet ikke talt om Gud i denne fristelse. Der er tavst – helt tavst. Du skal blot tilbede skabningen personificeret i den personlige åndsmagt, som lokker med alle disse ting, som om vi kan få det hele uden at tro på vores Skaber. Men dette tilbud kommer fra Djævelen..
Kan vi gennemskue ham? Man har dog vel også lov at nyde livet! Man har dog vel lov til at gifte sig, nyde den dejlige mad, gå på arbejde, have det lidt sjovt og glæde sig nu og da! Jo, det har vi. Og det har vi ligefrem pligt til. Alt, hvad Gud har skabt er godt. Vi må nyde det med tak. Og det helliges ved Guds ord og bøn, står der et sted (1 Tim 4). Gud siger endda: Glæd dig, unge mand, mens du er ung, lad dit hjerte være glad i ungdommens dage. Gå ad de veje, du vil og efter det, dine øjne ser; men du skal vide, at Gud vil kræve dig til regnskab for det alt sammen. Fjern kvalen fra dit hjerte, og hold dig fra det onde i livet. (Præd 11,9f). Her sættes livets gaver ind i deres livgivende sammenhæng. Vi står til ansvar overfor Gud. Overfor hans ansigt kan vi nyde hans gaver, idet vi ledes af hans gode vilje.

Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' "
Vi ved jo, at Gud har et andet formål for os her i verden end at vi skal nyde og opleve og ledes af egoisme – uden Gud. Vi ved, at det alt sammen tilhører skaberen.
Når Jesus blev spurgt om ægteskab, bekræftede han, at hvad Gud har sammenføjet, må mennesker ikke adskille. Når man bragte små børn til Jesus, da velsignede han dem. Når mennesker var i nød, da hjalp han dem i sygdom, sult, anfægtelse, skyld.

Gud sørger for sit barn

Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Evangeliet slutter med at der bliver sørget for Jesus. Gud Fader sørgede for sin søn i ørkenen midt i alle fristelserne - og bagefter. Sådan er det også hele tiden for dig, som er døbt og tror på Jesus. - Og sådan slutter det også for dig, som er døbt og tror på Jesus. Der kommer engle og sørger for dig. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 14.03.2007