Domsafsigelse forud - for vor skyld

Sidste søndag i kirkeåret (I) Aarhus og Løsning menigheder 23. november 2003 ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 679, 613, 413, 370, 395

Matthæusevangeliet 25,31-46

"Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv."

 

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Herre! Amen.

Der er dage, hvor vi tænker særligt over livet. Vi overvejer, hvordan det gik, hvad vi nåede og opnåede, og om livet i det hele taget er besværet værd. Vi tænker tilbage og gør status. Og det får os nogle gange til at overveje at ændre på et og andet med henblik på tiden, der kommer. For vi er mennesker. Vi lever ikke kun i nuet, men husker godt, hvad der skete i går, og kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kan vente os i morgen. Sådan er det med os, uanset om vi går i 8. klasse eller lige er blevet pensionister.

Men der er også dage og situationer, hvor vi ikke på nogen måde sætter spørgsmålstegn ved os selv, men hvor et andet menneske trænger sig på, så vi er nødt til at lytte og høre efter. Det kan være ens ægtefælle, ens barn, en nær ven, en lærer i skolen eller præsten i menigheden.

Det varmer og glæder, når dommen er positiv. Det kan blive begyndelsen på en glædelig tid med fællesskab, nye muligheder og en overraskende og stor glæde. Men hvis dommen er negativ, kan den gøre livet meget vanskeligt for os. Og skal vi videre, kommer vi ikke udenom at gå i os selv og indse noget af det, som vi alt for længe havde lukket øjnene for og skudt fra os.

Dén dag kommer!

Jesus siger, at der kommer en dag, hvor alle mennesker skal stå til regnskab overfor ham. Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Den dag kommer, fordi Gud er Gud! Han har skabt os i sit billede til at leve i kærlighed til ham og til hinanden. Den dag kommer også, fordi Gud er Frelseren, menneskenes Frelser. Han vil frelse os til evigt liv. Han kom til os første gang, blev menneske, levede, døde, opstod, fór til himmels og kommer igen for at dømme levende og døde, sådan som han fortæller det i evangeliet i dag. Og vi får forud at vide, hvad det kommer til at handle om.

"Kom!"

Først siger han til dem ved den højre side: "Kom!" Det er mildt og venligt. Vi mærker, at vi kender ham. Det er Jesus, der taler sådan. Vi kender hans "kom" fra mange gange i evangelierne og i vort eget liv. Han sagde om de små børn: "Lad de små børn komme!" Han sagde til bange og anfægtede: "Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort." Han sagde til sine trætte disciple: "Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." Og en discipel skriver et sted: "Kom til ham, den levende sten!" Og vi husker måske også hans "kom", fra dengang han kom vandrende på søen, da disciplene var alene i skibet. Peter sagde: "Sig, at jeg skal komme ud til dig." Og Jesus sagde: "Kom!" Og Jesus stod ved sit kald. Han reddede sin discipel fra havets dyb.

Derfor genkender vi ham. For han sagde det også ofte til os i vort personlige liv. Vi tog ham på ordet og kom til ham i bøn. Du kom til ham ved nadverbordet. Du kom og hørte, at han elsker dig, og du gik glad videre.

"I, som er min faders velsignede"

Det er vigtigt for Jesus at fortælle dem på sin højre side om sin far og om hans velsignelse. "I er velsignede." Det er jo netop sådan, vi kender Jesus. Når der var meget dårligt at sige om mig, og da jeg stod i skyld til halsen, sagde han: "Dine synder er dig tilgivet." Sådan talte han vel om mig og velsignede mig igen og igen. Sådan velsigner Jesus Kristus os. Og vi ved, hvor velsignelsen er at finde: I evangeliet, i skriftemålet, i nadveren, i trøsten fra søstre og brødre og i dåben, hvor han tog os i favn og velsignede os, da vi var små. Og det menneske, som Gud har velsignet, kan intet ondt ramme.

"Og tag det rige i arv, som er bestemt for jer"

Det, man selv sparer op til de sidste år af ens liv, kaldes for pension. Men en arv er noget, en anden har sparet op. Og man får del i arven, fordi man er arving, dvs. i familie med vedkommende, eller fordi pågældende har bestemt, at man skal arve.

På den store regnskabsdag vil Jesus sige: Du får arven, fordi Gud har valgt dig som sin arving. Det står i testamentet, i Det nye Testamente. Og der er en, der er død, og sådan er testamentet trådt i kraft. Du skal arve. Se, hvor stort og hvor mildt, og hvor sikkert det hele er!

Her dukker måske tanken op, om vi ikke også selv har indflydelse på, om vi bliver salige. Frelsen kan vel ikke være Guds totale gave. Men sådanne tanker modsiges af Jesus, når han siger, at beslutningen blev truffet, før verden blev grundlagt. Og desuden er det unyttigt og overflødigt at diskutere med vores far, når han viser os så stor en ufortjent godhed og kærlighed. Apostelen Paulus siger det sådan: For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort (Rom 8,29-30).

Men hvad med deres liv?

Alligevel spørger vi: De mennesker, som bliver evigt salige, hvad gjorde de her i livet? Hvad opnåede de? Jesus svarer. Men underligt nok nævner han alt det, de ikke selv havde tænkt på, og heller ikke umiddelbart kunne genkende. At de skulle have vist Jesus kærlighed i mange forskellige situationer, ved de ikke af. Han var sulten, tørstig, fremmed, nøgen, syg og i fængsel, og de tog sig af ham. Men hvornår?

Jesus nævner det ikke som årsagen til, at de bliver salige. Årsagen var jo den, som vi netop har hørt ham beskrive og fortælle om. Men deres liv vidner om, at de levede under Faderens velsignelse. Deres liv afslører, at de havde Jesus som deres herre. Og deres liv med deres små brødre viser, at de var børn hos samme far. De tog sig af andre. Det var simpelt hen noget, de ikke kunne komme udenom. Derfor kommer det også bag på dem, at Jesus fremhæver det på dommens dag. De er forundrede. - Men sådan hører tro og gerning sammen i en kristens liv. Også i vores liv. Men på en sådan måde, at vi aldrig bliver færdige med at bede til vores Far og søge hans velsignelse og nåde.

Da skal han også sige til dem ved sin venstre side ...

Nu viser Jesus os, at der vil være mennesker, som på dommens dag står under Guds forbandelse. Han siger ikke "kom" til dem. Og de bliver ikke kaldt "velsignede", som de andre. For de afviste hans kald her i livet, og de havde ikke brug for hans velsignelse. - Vi kan tænke på disciplene, som engang ville hindre børnene i at komme til Jesus. Eller farisæerne, som ville hindre toldere og skøger i det, men ikke selv ville tage imod indbydelsen til at leve i Guds rige. Jesus talte hårdt til dem for at vise dem sandheden og føre dem til omvendelse. Jesu disciple lod sig drage. Men mange stødte ham fra sig.

Jesus vil have fat i os, når vi lever vort liv "strømlinet" efter vore egne planer, og når vi selv bestemmer og vælger, hvem vi vil være sammen med. Du mærker det hos dig selv, når du ikke spørger så meget efter, hvordan det mon skal gå dig, for det ved du nogenlunde. Du har overblik og ser de næste 5-10 år foran dig. Og du har fart på. Du hygger dig med dig selv og sørger for de mest nødvendige ting. Du lever på en måde, så du er nogenlunde sikret mod at blive afskediget, skilt og mod at blive upopulær blandt vennerne. Men ellers tænker du ikke på at bruge dit liv på andre.

Og hvad kristendommen angår, har du jo bestemt dig for Kristus engang tidligere i dit liv. Det er overstået og ordnet. Du behøver ikke at sætte spørgsmålstegn ved din tro og ved din måde at leve på. Du har jo tilgivelsen. Du behøver heller ikke at tænke på dine trosbrødre og -søstre. De klarer sig jo, for Jesus hjælper dem. Derfor er du rimeligt frit stillet. Det er faktisk let og frit at være en kristen på den måde.

.... Ja, det er et forkert billede af en kristen, jeg her tegner. Men det er vel noget i den retning, Jesus beskriver dem på hans venstre side. De kalder ham for Herre, men deres liv modsiger, at han var det for dem.

"Har vi ikke ...?"

Jesus fortæller et andet sted, hvad selvtilfredse kristne vil sige til deres forsvar på den dag: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! (Matt 7,22-23). De er optaget af deres egne store bedrifter. Men Jesus afviser dem. Det, han er optaget af på regnskabsdagen, er noget helt andet, nemlig troens velgerninger mod de små, som var i nød, dvs. alt det, som bliver nødvendigt på grund af kærligheden og troen, fordi vi er hinandens brødre og hører sammen med hinanden og med Gud i fælles tro.

"Gå bort fra mig, I forbandede ..."

Nu er Jesus ikke mild og blid. Hans dom er absolut og evig. Det er den vanskeligste prædiken overhovedet at holde, og det gør ondt, når den rammer os.

Men prædiker Jesus sådan? Og hvorfor prædike sådan her i dag? Hvad er der dog galt? Er der nogen forklaring på sådan en ufattelig hård dom? Ja, vantroen og vantroens gerninger! Jesus var sulten, tørstig, fremmed, nøgen, syg og i fængsel, men de tog sig aldrig af ham.

"Men vi så dig da aldrig i den situation," lyder indvendingen. Nej, for I så ikke jeres brødre, men kun jer selv. - Jeg var i dem, men I gik forbi. I forbigik kærlighedens bud igen og igen. I kom heller ikke siden hen for at få tilgivelse og velsignelse. For I afviste mit kald og min dom, når jeg talte til jer. I blev i selviskhedens forbandelse. I lod jer ikke vriste ud af forbandelsen, da jeg kaldte på jer fra korsets træ. I stedet brugte I egoismen og gudløsheden til at realisere jeres eget liv med. Alligevel kaldte I mig for jeres Herre, men forblev dog hele tiden jeres egne herrer. Derfor må I dele skæbne med Djævelen og hans engle - i evighed. Evigt borte. Evigt fortabt.

Dommens "Kom!" på forskud

Det er Jesus, der taler. Han gør det på forskud. Han fortæller os det i dag. I nåde. Dermed siger han "Kom!". Han kalder på os, for at vi også i dag må vende os hen til ham og vende os til vore trossøstre og -brødre i verden.

Jesus har fortalt os, at alle folkeslag skal samles foran hans trone på den dag. Og da tænker jeg uvilkårligt på, hvad han sagde om alle folkeslagene før sin himmelfart: "Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer." Så er det altså hans ønske og mål for os alle. Det er hans vilje og mening. Derfor blev Guds Søn menneske og gik til de svage, sultne, syge, fremmede, nøgne, små og udstødte - og til os. Og han sender os til hinanden. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk november 2003. Rettet marts 2004