Giv samfundet ... og giv Gud ...!

23. søndag e. trinitatis, 19. november 2017 i Kbh og Aarhus. LGJ.
Salmer: 690, Sl 67, Ef 3,20-21, 747, 226, Jeg løfter op til Gud min sang

Evangelium: Matthæus 22,15-22
Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: "Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?" Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: "Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!" De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: "Hvis billede og indskrift er det?" "Kejserens," svarede de. Da sagde han til dem: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og fra Jesus Kristus, vor Frelser. Amen.

”Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?” … Hvad skal vi med det spørgsmål i kirken? Har Jesus virkelig nogen mening om det, vi betaler i skat? Ja, det har han! Hans svar fortæller os, hvad Gud kræver og indeholder også ord om, hvad Gud giver. Han fortæller både, hvad Loven kræver og hvad Evangeliet giver.

I.

FØRST: Hvad Gud kræver. De spørger ”Er tilladt, at”. Altså om det er noget, man godt må. Underforstået: man kunne jo også lade være. Kunne man ikke?

Er Loven udtryk for, hvad vi godt må gøre, altså, hvad Gud tillader og går med til? Er det sådan med det første bud: ”Du må ikke have andre guder!”? Betyder det, at vi godt må tro på Gud vor Skaber og Frelser, men vi også dyrke buddhis­me, astrologi og andet ved siden af? Selvfølgelig ikke! Og det 2. bud: ”Du må ikke misbruge Guds navn!” Betyder det, at vi godt må undlade at bande og sværge, men også kan bande og sværge nu og da? Nej, det er heller ikke meningen. Og betyder det 3. bud om at holde hviledagen hellig, at det er tilladt at holde søn­da­gen hellig, men at du også kan undlade at høre Guds ord, blive borte fra menigheden og fra nadverbordet om søndagen? Nej! Det er slet ikke sådan, buddet skal forstås. Sådan også med de andre bud om ikke at slå ihjel, ikke bedrive hor, ikke stjæle, ikke lyve om hinanden og ikke begære. Det er alt samme noget, vi skal! Loven er Guds absolutte krav til os!

II.

Jesus svarer da også med et dobbelt ”GIV!” Giv kejseren, hvad der er kejserens, og giv Gud, hvad der er Guds! Det er ikke bare tilladt. Det er et påbud! Han tager udgangspunkt i, at vi er nogens, når han siger ”Kejserens” og ”Guds”. Derfor tilhører det, vi kalder vores, dybest andre: Kejseren eller Gud. Og de har et beret­tiget krav til os. Vi anerkender, at staten tager 250 kr., hver gang vi betaler 1.000 kr. for noget. Moms. Vi betaler det til Skat. Og gør vi det ikke, kan vi ende i fængsel! Det er ikke bare tilladt at betale moms og skat. Vi skal! Giv kejseren, hvad kejserens er!

For jøderne og disciplene dengang var kejseren ham, som havde besat deres land. Det er ham, som opkrævede skat. Men det var også ham, som sørgede for god orden i samfundet, om end med hård hånd. Kejseren var øvrigheden. For os er er ”kejseren” vort folketing , vores regering, vores kommunalråd og regionalråd, det er politiet og domstolene, skattevæsnet og alle, som har fået ansvar for os her i livet: forældre, lærere osv.

Er det tilladt at betale til kejseren? Jesus svarer, at det ikke bare tilladt. Det er jeres pligt. Apostlen Paulus forklarer i Romerbrevet 13: Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære (7). Sådan er loven. Du skal bidrage til sam­fundet. Det kan vi ikke vælge til eller fra. Du skal bidrage til vejene og hospita­lerne. Du skal bidrage til fred i landet. Du skal bede til Gud for konger i høje stillinger, for ministrene, politi og domstole. Du skal gøre en indsats her i livet i Danmark, så du kan aflevere en del deraf til Skat, hvorfra der kommer penge til hjemmehjælp, løn til politiet og til licens, så samfundet kan have fælles nyheder. Sådan er loven. Apostlen Paulus minder os om, at vi vil pådrage os dom, hvis vi ikke adlyder!

III.

Og Jesus føjer til: ”Giv Gud, hvad Guds er!” Når vi aner­ken­der, at Staten og øvrigheden har ret til at afkræve skat – og det gør vi – da må vi forstå, at Gud har samme ret til at bestemme over vores kontanthjælp, indtægt og pension. Som vores Fader har endnu større ret til det. -

Læg mærke til, at Jesus ikke siger: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og behold det, der er dit for dig selv.” Han siger i stedet: ”Giv kejseren, hvad der er kejseren, og Gud, hvad der er Guds!” Det er ikke fordi han har glemt disciplene og farisæerne, som han taler til. Det er, fordi han ser og vil fortælle dem (og os), at de (og vi) ikke tilhører sig selv, men Gud. Derfor ejer vi faktisk ikke noget selv. Du er et menneske, som kom nøgen til verden, og du vil forlade verden i en kiste uden at kunne tage noget med ind i dø­den. Du er en slave, en træl, en tigger, et men­ne­ske og en skyldig synder. Du var en slave af begæret og synden, men er ved troen blev et Guds barn og sat helt fri. Og nu ejer din Far i himlen dig og alt det, du ellers kalder ”dit”. Giv ham det hele i tillid til, at han sørger for dig helt og holdent. Og lad hans Lov, de 10 bud, og udlægningen af den i Bibelen bestem­me, hvad du skal bruge din indtægt og formue til: til den familie og til menighed, Gud har sat dig i, og til en fattig fremmed og til en ven i nød. Og betal din skat i lydighed mod Gud. Hvis vi derfor spørger: ”Er det tilladt at give til børnehjem i Brasilien? Og til vores fælles kirke­byg­ning? Og til menighedens fælles udgifter?”, da svarer Jesus: Det er ikke bare tilladt. Du skal! ”Giv!”

I Galaterbrevet forklarer Paulus det sådan: ”I skal bære hinandens byrder. Sådan opfylder I Kristi lov!” (Gal 6,2) Og han forklarer, hvad det fx betyder i praksis: ”Den der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham!” (v6) Og han føjer til: ”Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte!” (v7). - Sådan er loven! Gud kræver, at du bærer de andres byrder med den kraft, han giver dig! Og når vi tænker nærmere efter, hvad Gud giver os, kan det overvælde os og fylde os med tak og ønske om at give samfundet, hvad der er samfundets, og Gud, hvad der er Guds!

IV.

Det meste af det, Gud giver os, giver han os jo netop gennem andre i samfundet. Det bliver tydeligt, hvis vi gennemgår et døgn i vores liv: Du står op og tænder lyset kl. kvart i syv. Hov, hvor kom lyset lige fra? Fra elnettet! I den anden ende produceres strøm. Vi kunne ikke selv producere det. Andre går på arbejde og gør det. Og du går på toilettet. Hvem satte fliserne på væggen og afløb i gulvet? Og hvem sørger for vand i hanerne? Vi har ikke gjort ret meget af det selv. Og ude i køkkenet. Du åbner en mælkekarton og hælder på havregrynet. Hvornår malkede du sidst selv en ko og sørgede for, at der blev muget ud i stalden. Det er ret længe siden. Og hvor kommer kornet fra, som bageren bagte brødet af. Og fiskene, som er i tun-dåsen? Alt kommer til os gennem andre. Og at der er fred i landet. - Vi kan fortsætte med cykelstier, skole, arbejdsplads og studiested. Og butikken, hvor du handler sidst på dagen. Og din telefon og al den elektronik, du benytter dig af. Vi har kun bidraget med en brøkdel til alt dette. Hvordan kan vi da være utilfredse? Og sygehuset og vagtlægen. De er der bare.

Det er alt sammen ”kejserens”, øvrighedens, samfundets. Det skyldes alle de andre borgere, som arbejder. De arbejder for dig. Skulle du så snyde i skat og være utaknemmelig? Skulle du ikke stå op og gøre, hvad du kan? Og takke Gud! Vi er hver især en lille brik i et samfundsliv. En nødvendig brik. Og vi har grund til at være dybt taknemmelige for alle disse gaver. Du beder hver dag: ”Giv os i dag vort daglige brød!” Og du får det af Gud. Rigeligt og dagligt! For alt det skylder du at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig! Guds godhed gennem andre, også gennem vantro mennesker, er vores brændstof og energikilde hver eneste dag. Tank på!

V.

Og som kristne ved vi også, hvad Gud har givet og giver os gennem sin Søn Jesus Kristus, og Jesu Kristi kirke . Bibelen fortæller jo, at Gud elskede verden således, at han gav os sin Søn. Op apostlen siger: ”I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt!” (1 Kor 6,20). Når vi overvejer, hvad det kostede Jesus Kristus at købe os tilbage til Gud fra synden og døden og djævelens magt, da mærker vi, at han har betalt hele gælden! Han har lidt for os. Han døde i vort sted. Han besejrede døden. Ikke med vores hjælp, men uden vores hjælp. Og han døbte dig og gav dig troen i hjertet. Også her var det af nåde uden vores hjælp. Du sagde det ikke til dig selv. Han forkyndte det for dig af nåde.

Ordet ”Guds” er jo fyldt af evangelium! ”Guds” er hele frelsen og hele vort liv, som nu tilhører ham. Det er dine tanker, din krop, din sjæl, din tid og dine penge. Overgiv det til ham og hans gode vilje. Han vil jo bruge det på vore børn, på andre menneskers velfærd, og til samfundets gavn. Han vil bruge det, så du om søndagen har en menighed og kirke, hvor du kan høre hans ord. Han vil bruge dig, så der er en god familie, hvor du bor, med fred og kærlighed mellem mand og kone og børn og bedsteforældre. Ær derfor Gud med jeres legeme! (1 Kor 6,20). Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 21.11.2017. post@vivit.dk