Vis mig dine veje, Herre!

Prædiken på 1. søndag i advent (A) i Løsning og Århus menigheder ved pastor Leif G. Jensen, 1. december 2002.
Salmer: 66, 72, 151, 68, 430, 62.

Søndagens bibelske salmevers: Sl 25,4
Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier!

Evangeliet: Matthæus 21,1-9

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ?Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.? Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste

.

Der er noget særligt ved de dage, hvor vi venter på en, som holder af os, og som vi også selv holder af. Det er gode dage. De præges af forventning. Og forventningen sætter i gang. Vi foretager os ting, som vi ellers ikke ville gøre. Og mens vi gør det, er hjertet forventningsfuldt, dvs. fyldt med tanker om den, som kommer, og det, som skal ske.

Det er på samme måde med vores tro her i adventstiden. Vi venter på Herren. Og vi har grund til at forvente os alt godt af ham. For Kristus er ikke en skulptur eller et monument af en stærk ridder fra fortiden. Han er en levende mand på et æsel og et føl; en ydmyg og sagtmodig mand, som kommer til os. Og rundt om ham flokkes mennesker, som synger og siger: "Herre, frels dog! Herre, lad det dog lykkes!"

Vi er med i flokken, når vi synger med og beder "Hosianna! Herre, Frels dog! Lad det dog lykkes!" Vi kan bede med ordene fra Davids salme 25: Herre, jeg løfter min sjæl til dig! Min Gud, jeg stoler på dig, Lad mig ikke blive til skamme, lad ikke mine fjender frydes over mig. Ingen, der håber på dig, bliver til skamme. Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier!

Han vil bønhøre os i evangeliet og vise os, at hans vej er:

1. Vejen fra ham til os

Sig til Zions datter: "Se, din konge kommer til dig!" Vejen, han viser os, er ikke anvisninger på, hvordan vi skal leve. Det er derimod hans egen vej til os. Det er det fantastiske ved evangeliet første søndag i advent. Det er ikke os, der kommer til ham, men ham, der kommer til os. Ikke vi bliver guder, men han bliver menneske. Ikke vi opfylder vore løfter til ham, men han opfylder sine løfter til os. Han kommer for at gøre os levende og fylde os med tro og håb.

"Zions datter" var den tids kristne og kirkegængere. "Zions datter" er en forsagt kvinde, som ikke ved, hvordan fremtiden skal blive med familie, mand og børn. Zion stirrer frem for sig med et tomt blik. Og hendes krop er blevet stiv som en stenstøtte, så hun har svært ved at foretage sig noget. Hun mærker sin håbløse situation og lider.

"Zion" var en datter under vanskelige vilkår, dengang forjættelsen hos profeten Zakarias lød første gang. Hun er også trængt i dag. Derfor kommer kongen til hende. Vejen går fra ham til hans folk - til os!

Kongen har en lille folk tjenere med sig. Han benytter sig af sine disciple, de tolv apostle. "Gå i forvejen ... så vil I finde et æsel med et føl bundet hos sig". - Jesus vidste, hvad der ville ske i fremtiden. Han vidste om et æsel i den lille by forude. Han vidste om føllet, og at ejeren ville sige sådan og sådan. Jesus kender de små ting og alle de små detaljer. Det, som ikke betyder så meget for andre, kan godt betyde en hel del for dig: Helbred, eksamen, kæresten, forældre, venner. Manden på æslet ved om det. Han ved det til mindste detalje. Han kommer til os. Derfor kan vi sige med David: "Du omslutter mig på alle sider!" (Sl 139). Og nu! Nu kommer han til os. Han bliver menneske.

Han benytter sig af tjenere, som tager de midler i brug, Gud har valgt for os: Ordet - nadveren - dåben. "Se, din konge kommer til dig!" Evangeliet bliver prædiket for os i dene tid. Jesu tjenere kommer også i denne tid trækkende med et æsel. De kommer med bibelens budskab i en prædiken i kirken, og de forbereder nadver. Et kor synger. Nogle ofrer deres klæder og lægger dem på kirkegulvet. Jesus bruger dem og kommer på den måde til os. For han vil, at også vi skal mærke ham - og tro ham - og leve i forventning.

2. Vejen til korset

Han red ind i Jerusalem. Hans vej er vejen til Golgata - til korset. Jesus er ikke en konge, som lader sig afbillede som en statue på en stor flot plads. Han rider ganske vist i pomp og pragt under hyldestråb. Men han gør det på et æsel, som skal vente på sit føl. Modsætningsfuldt. Er der tid til et føl? Er der plads til de små? Kan en konge tage sig af sådan noget?

Kongen lader sig hædre og ære, fordi han er på vej til at blive verdenshersker på et kors. Men folket drømmer om noget andet. De drømmer ikke om kors, lidelse og død og begravelse. Men det er, hvad der ligger lige foran i Jerusalem. Gennem sin korsdød vil han blive deres konge. Derfor er han nødt til at gøre noget ved deres drømme, ved disciplenes drømme, og ved vores. Han er nødt til at ændre på vore forventninger. For de er skæve og forkerte. Og dog er det godt, at vi har dem. Men de har brug for at blive omvendt og drejet i en helt ny retning.

Derfor tog han sine disciple med derhen, hvor det ville gå i stykker for dem, og hvor deres drømme kunne kuldsejle. Han tog dem med til Jerusalem og til korset. De var diskussionslystne og ærekære mennesker, som ikke gav hinanden megen plads.

Han vil også tage os med derhen, hvor vores håb brister, og hvor vi ser døden, hans død og vores død, og hans død for os - i vort sted. Vi har brug for at overveje til bunds, hvad det er for et håb, vi har med hensyn til tro og kristendom. Hvad forventer vi os af hverdagen som kristne?

Jesus går til korset - til Golgata - til det sted, hvor mennesker, hvor forbrydere straffes, og hvor man nogle gange skaffer dem af vejen, man ikke kan holde ud at høre på. Der tog ypperstepræster og romerske soldater Jesus med hen. Og der tager Jesus så også os med hen. For han vil i kontakt med vores liv, sjæl og person. Han vil i kontakt med angsten, skylden og håbløsheden, som sidder aller inderst inde i hjertet. Han tager fat om vores skyld og skam. Derfor prædikede og underviste Jesus i Jerusalem i ugen efter sit indtog i Jerusalem frem til korsfæstelsen langfredag. Derfor skal der også prædikes og undervises i en kristen menighed som vores - helt frem til vores død. For vi har brug for at lære ham at kende. Han vil have levende og varig kontakt med os. Han vil også i kontakt med din og min familie, med ægtefæller, med unge, med børn, med ældre, med mænd og med kvinder. Han vil høre om dine drømme og håb, og dine mareridt og bristede drømme.

Vi beder i Salme 25: Vis mig din vej, Herre! Men det, vi først tænkte på og ønskede os af ham, var nok ikke, at han tog os med ind i nederlag og skyld. Men når nu hans vej går derind, så er det jo fantastisk at få lov at gå med og at mærke, at han går der for os.

3. Vejen gennem døden til livet

"Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig!" Han er ikke kun den lidende og besejrede, men også kongen som sejrer. Han klarer vejen til Jerusalem, til Golgata og til graven og fortsætter helt frem til opstandelsen påske morgen. Han går livets vej! Guds vej er livets og sejrens vej!

Vi mærker Jesu myndighed og styrke, da han med sit overblik sender disciplene hen for at hente æslet. Han er den alvidende. Han kender alt, både det, som er småt, og det, som er stort. Han ser også sin død for sig. Han ser den - og drager derhen! Det viser, at han er kærlighedens konge. Hans mægtige kærlighed viser sig, når han bruger sin kongemagt på korset og beder: "Fader tilgiv dem ..." Og røveren på den ene side beder: "Jesus, husk på mig, når du kommer i dit rige!" Og Jesus svarer: ?Jeg tager dig med ind i mit rige!? - Tre dage efter viser han os denne vej: vejen ud af graven til hans herlighedsrige. Og han åbenbarer sig for sine bange disciple, som ikke længere turde leve.

Vi beder: Vis mig din vej! Og han viser os vejen ud af døden. Han har åbnet denne udvej for os. Derfor kan vi leve, også selv om livet ser svært og håbløst ud. For se, kongen har overblik! Kongen har myndighed! Kongen har veje der, hvor ingen af os kan se nogen udvej.

Og folk synger: "Hosianna!" Det betyder: "Herre, frels dog!" En sang fra dem, som ser deres fremtid blokeret og vanskelig. "Frels dog, Herre!" Fremtiden er blokeret af skyld, død og sygdom. Den er gjort ufremkommelig af det, andre mennesker har gjort mod dig, og af det, du selv har gjort mod andre. Og den er ikke mindst afspærret af Guds dom og vrede over dit liv. Men se! Din konge går igennem alle blokaderne som din Herre. Se, han kommer til dig!

Derfor er adventstiden en tid fuld af håb. Og håbet har vi udelukkende i Jesus. Han er sagtmodig og ydmyg. Han er stilfærdig. Han forskrækker ikke, men hjælper. Tænk, han kommer til os i denne tid!

Det kan godt gøre glad og sætte os igang med små og store forberedelser. Det får hjertet til at banke af glæde og forventning. Tænk, han kommer i den hellige nadver og vil forene sig med os. Vi forbereder os ved at bede ham om nåde. Og vi knæler og tager imod tilgivelsen. Det gør os stille og ydmyge overfor ham.

Når vi nu vandrer med ham videre ad vejen, vil vi også gerne lære ydmyghed og sagtmodighed af ham. Lad det vokse i vore hjerter, Herre! Brug os og vore palmegrene. Brug vore klæder. Brug os. Send os ud at hente æsler. Vis os, hvad du kan bruge os til i tiden frem til jul og i tiden frem til dit andet komme. Amen.