Forside www.vivit.dk

Hårde hjerter, tro, dåb og mission

Prædiken-oversigt
Søg prædiken

dansk - with
English summary

Kristi Himmelfarts dag 25.5.2017. Leif G. Jensen i Aarhus og Kbh.
Salmer: 214, 224, 226, 325, 430, 222.

Markus 16,14-20
Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske."

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

 

NÅDE OGFRED VÆRE MED JER FRA GUD FADER OG FRA JESUS KRISTUS, VOR FRELSER

I dag er det en af de helligdage, som vi nævner I trosbekendelsen hver søndag:”Vi tror på Jesus Kristus – opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd.”

Og da har vi det nok alle lidt ligesom ved juletid og påsketid: nemlig at vi ønsker at vi kunne være til stede. Vi ønsker, at vi kunne se det med egne øjne. Vi ønsker, at det kunne blive endnu mere levende for os, så vi kan tro og stole på, at Jesus blev løftet op fra jorden til Himlen, og er Herre her og lige så langt som himlen strækker sig. Herre og Frelser uanset om vi er i glæde eller sorg, eller i Irland eller i Danmark.

Hvordan får vi den levende tro og den faste glæde? - Vi skæver måske en lille smule misundeligt til hyrderne på markerne, som var vidne til Englens ord og fandt barnet i krybben, og til kvinderne ved graven, som så den tomme grav, og til apostlene som så ham blive løftet op fra jord til himmel på oliebjerget udenfor Jerusalem.

 

I. Disciplenes og vores tro
Men da overrasker evangeliet os, så misundelsen forsvinder. Der står jo: Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. -

Nu føler vi os en smule bedre hjemme, men sam­tidig blive deres problem også vores. Tænk, at missio­nærtjenesten begynder med bebrejdelse. Skyld. Og det handler netop om det vigtigste: Troen på Jesus, der døde for dem og opstod. Den tro var ikke nogen selvfølge i inderkredsen omkring Jesus. Vantro, hårde hjerter og håbløshed. Vi møder i alle fire evangelier. I Matthæus 28,17: Jesus mødte dem på et bjerg i Galilæa. De tilbad ham. Men nogle tvivlede. Og Lukas fortæller i kap. 24, at Jesus kommer til to Emmaus-disciple som har mistet troen og håbet. Til dem sagde han noget lignende: Hvor er I uforstandige til at tro alt det, som står skrevet om Messias i Gamle Testamente. Men samtidig viste han dem ud fra Skrifterne, at Kristus burde lide alt dette og så indgå til sin herlighed. Det gav dem troen. Og Johannes beskriver i kap. 20 sin egen og de andre disciples frygt påskeaften, og at Thomas, en af de elleve, tvivlede og ikke troede. Men Jesus kom til dem, da han var sammen med dem. Og her sagde Jesus: Salige er de, som ikke har set og dog tror. Og Johannes forklarer, hvordan vi får troen: Dette er skrevet for at I skal tro, at Jesus er Kristus, og for at når I tror, skal have livet i hans navn (Joh 20,30-31).

Så er troen ikke forudsætningen, disciplene kom med for at blive missionærer. Troen var en gave, som Jesus kom med til dem. Og sådan skulle de få frimodighed til at prædike for andre. Når de sagde: ”Tror på Jesus, så skal du blive frelst”, da vidste de, at mennesker ikke kunne af sig selv, ligesom de heller ikke selv kunne, selv om de havde så meget bedre forudsætninger. - Det er også vigtigt for os. Vi kommer ikke som dem, der kan, når vi fortæller andre om Evangeliet. Vi er dem, der ikke kan tro. Men Jesus forbarmede sig over os. Vi behøver bibelsk forkyndelse, som kan afdække vore synder, vores skyld, og vise os Jesus på korset og give håb, selv om vi ikke ser ham.

 

II. Evangeliet og dåben og troen
Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.

Når nu det kan være sådan en kamp med at tro, hvad kan da hjælpe os? Noget synligt? Vi får ikke Jesus at se, men kan han ikke give os noget andet?

Nej, han giver os Evangeliet. På vejen til Emmaus: Bibelstudie. Gennemgang af Profeternes ord. Da begyndte det at brænde i deres hjerter. Da mærkede de håbløsheden og døden og skylden i Guds ord, og de hørte i Skriften at den ramte Kristus. Dette personlige møde med Guds ord, at han taler om mig, taler til mig, kender mig og mit liv og ser mig, er afgørende. Og det gør han uanset om jeg er i Dublin eller Albertslund. Han gennemskuer han mig og omgiver mig.

Og alligevel: han giver os også et synligt tegn. I Emmaus: Da han brød brødet, genkendte de ham. Og i evangeliet i dag giver han os dåben: ”Den, som tror og bliver døbt, skal frelses!”

Dåben er ikke et tillæg til troen, den er ikke bevis på at du tror, men den er Guds handling med dig, han renser dig for alle dine synder ved vand. Du dør med Jesus i dåbens vand og opstår med Jesus fra dåbens vand. Det er stort. Det er jo helt personligt, det var mig, der blev døbt. Mit navn og Guds navn blev nævnt sammen. Gud lovede at sørge for mig alle dage. Ikke bare et alment løfte om at man frelses ved troen, men et specielt direkte løfte til mig.

Hvis jeg kun havde dette generelle og almindelige udsagn: ”Den, som tror på Jesus, vil blive frelst”, kunne jeg blive ved at kæmpe med om jeg virkelig også tror. Men nu siger Gud: ”Den, som tror og bliver døbt, skal frelses.” Og der står at dåben frelser, renser for synd og at vi iklædes Jesus i dåben.

Det misbruges af dem, som ikke tror på frelsen til at kalde sig kristne I ligegyldighed – kulturkristne. Men det skal bruges af os, som er bange og usikre. Når du anfægtes, så stol på din dåb. Den, som tror og bliver døbt, skal frelses. Vid dette: Kristus sagde til dig: ”Jeg døber dig i F og S og H navn.” Og han lyver aldrig. Derfor er du hans. Det må vi give videre til andre. Dele vores tro med dem. Dele dåben, vi fik, med dem. Lære dem om Kristus. Dele det med hele skabningen, med alle mennesker. Lige meget hvor du er, lige meget hvem du er: Jesus Kristus døde og opstod for dig!

 

III. Missionen
Jesus siger til sidst: ”Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske." Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Her mærker jeg både en glæde og et problem: Glæden, at Jesus gik med dem og velsignede – og også går med os og velsigner. Men også et problem: nemlig når jeg leder efter de tegn, som skal følge med. Hvor er de i vores menighed?

Vi møder dem i Apostlenes Gerninger. Her fortæl­les det. Også fra kirkehistorien. Filips døtre opvak­te fra de døde ifølge kirkefaderen Papias. Og der var kristne, som drak dødbringende gift og ikke døde. Og Paulus blev bidt af en dødbringende giftslange og men overlevede. Vi hører også om det på missionsmarken nogle steder. Jeg mødte selv en biskop fra Etiopien, som fortalte om det.

Men hvad med os? Læg mærke til, at det er tegn, som følger med dem, der tror. Vi tror ikke på grund af disse tegn. Og der står heller ikke, at et dem, der tror på disse tegn skal frelses. De er vigtige. De er gaver fra Gud. Men de er ikke frelsende. De følger med som stadfæstelse.

Når du er hos en medkristen, som er syg og har det svært – som en Job – og det kender vi til - da må vi bede til Gud. Og Gud har hørt vor bøn tusind gange mere end vi var klar over. Hvad er grunden til, at vi er raske og kan gøre tusind ting med tanken, armene og benene og ryggen? Det er Guds gave til os, så vi må tjene ham. - I apostel­tiden var tegnene måske flere. Paulus fortæller i sine breve, at tegnene skulle stadfæste, at han og andre var sande apostle. Men ellers mærker vi intet til i hans breve, at det ikke var sådanne tegn, han forkyndte. Han forkyndte Evangeliet om Jesus som korsfæstet og opstande for vores skyld. Jesus selv gjorde heller ikke tegn overalt. Men de tegn, vi har brug for til tro og tjeneste, giver han os: Dåben og nadveren til frelse plus alle de gaver med sundhed og styrke til at vise andre mennesker omsorg og godhed.

Gud giver os det, når det er nødvendigt for os, for at vi kan tjene hinanden. Derfor lad os arbejde og tjene Jesus Kristus. Han er vor Herre. Amen

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 25.05.2017. post@vivit.dk