Prædiken til påskedag af pastor Leif G. Jensen
Salmer: 190, 197, 198, 192, 202.
Markusevangeliet 16,1-7
Da sabbatten var omme, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome vellugtende salver for at på hen og salve ham. Og ganske tidlig på den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?" Men da de så op, ser de, at stenen var væltet fra (den var nemlig meget stor). Og da de kom ind i graven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning, og de blev forfærdede. Men han siger til dem: "Bliv ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her; se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han har sagt jer."
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! Amen.
Den levende blandt de døde - i kirken
Kvinderne søgte Jesus blandt de døde. Det ville vi også have gjort i den situation. Der var jo ingen, der tvivlede på, at han lå på kirkegården. Det var både fjender og venner overbeviste om. Pilatus havde givet tilladelsen til begravelsen. Josef af Arimatæa havde sørget for gravpladsen. Kvinderne havde sammen med andre venner bragt liget til graven. Soldater havde rullet stenen for. Derfor vidste alle, at Jesus fra Nazaret var blandt de døde! Alligevel møder engelen dem med spørgsmålet: "Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?" (Luk 24,5). Det er det første, vi skal standse op for påskedag. For det er uendeligt stort, at han, som er herre over død og grav, at netop han har været blandt de døde.
Jesus var blandt de døde. Her tænker vi umiddelbart på, at hans legeme lå i graven. Men sandheden om "Jesus blandt de døde" går langt videre. For "de døde" er ikke kun på kirkegården. Døden er også i kirken, i de kristne og i de ikke-kristne. Paulus siger om kristne: "Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i ... men Gud.. har gjort os levende med Kristus, os som var døde på grund af vore overtrædelser" (Ef 2,1ff). Og om sig selv siger han: "Thi ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud. Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig" (Gal 2,19f).
Hvad skal Jesus fra Nazaret blandt de døde? Hvad ville han hos os? Han fik jo ikke andet end besvær. Ikke nogen lykke, ingen familie, intet hus, ingen ære eller karriere. Ikke et liv kronet af menneskers hurra-råb. Han havde venner blandt os døde, men blev svigtet. Han blev forladt af mennesker og kastet i døden, også af sin himmelske Fader. Det fik han ud af at være blandt de døde. Lidelse og skyld. Englen understreger det, når han siger: "Jesus, den korsfæstede." For os er ordet "korsfæstet" efterhånden blevet et godt og fromt ord. Men korset var for dem det værste henrettelsesinstrument. Jesus, den henrettede, den myrdede, ham, der blev hængt. Det er et frygteligt ord! Den levende var blandt de døde.
Vi blander os ikke gerne i en sag, hvis der er fare for, at vi senere skal blive indblandet og anklaget for noget, vi ikke har gjort. Men Jesus kom netop til dødens verden for at blande sig med os og blive tilregnet vor skyld. Han blev beskyldt for noget, han ikke havde gjort. Han blev korsfæstet mellem to røvere. Han led helvedstraffen for vore synder. Han kom og var blandt de døde, fordi han elsker os og ville være vor forsoner. Profeter og apostle vidner samstemmende, at den levende var blandt os døde, og at han var her som vor frelser. Profeten Esajas siger: "Dog, vore sygdomme bar han, ... os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår". Johannes Døber prædiker: "Se Guds lam, som bærer verdens synd". Og apostelen Johannes skriver: "Jesu Kristi, Guds Søns blod, renser fra al synd". "Og I ved, at han åbenbaredes for at han skulle bære synden."
Hans tomme grav - og din kiste
Nu siger engelen til kvinderne: "Han er opstanden ...; se, dér er steder, hvor de lagde ham." Han er opstanden. Han er ikke blot oprejst fra døden, sådan som Lazarus blev kaldt ud ved Guds kraft. Han er opstanden. Han gjorde det selv. Jesus siger et sted: "Jeg sætter mit liv til for at tage det igen" (Joh 10,17). Han er jo Gud i egen person. Han er ét med Faderen. Midt i sin fornedrelse, hvor han led og døde for vore synder, gav han afkald på at bruge sin guddomsmagt. Men da han havde udstået vor straf, opstod han fra graven.
Guds ord siger på den ene side, at Faderen oprejste ham fra de døde. Og på den anden side forkyndes det som i vor påsketekst, at han selv opstod af graven. Det udtrykker to sider ved Jesu person. Han var menneske og lod sig fornedre. Han blev korsfæstet i magtesløshed. Men samtidig var og er han Guds Søn med magt over synden, døden og helvede. Men hvad betyder det for os, når vi tænker på vor egen grav? Tør du nu ligge i en kiste? Tør du nu gå døden i møde? Tør du nu stå for Guds domstol og aflægge regnskab for dit liv?
Til os, som overvejer disse alvorlige spørgsmål, siger engelen: "Se stedet, hvor han lå!" Den korsfæstede, som selv er Gud, han er blevet din stedfortræder og har afregnet for dig overfor Gud. "Se stedet, hvor han lå!" Han var der, i røverens sted, i synderes sted, i dit sted. Og han har sejret over dødens magt. Tør du så ligge i en kiste? Nej, ingen af os tør eller vover det, når vi ser på os selv. Men netop derfor skal vi se ind i Jesu tomme grav! For da bliver spørgsmålet et andet, nemlig: Tør du lægge dig i den grav, hvor Jesus lå? Tør du ligge der, hvor engelen sidder og taler om Kristi opstandelse. Tør du være der, hvis han først har taget din synd på sig? Tør du være der, hvis han står inde for, at døden ikke kan skade dig, fordi han lever og vil opvække dig af graven? Vi må svare, at det jo ikke er et spørgsmål, om vi tør eller ej. For vi kommer ikke uden om døden. Men! Du kommer heller ikke uden om, at din forsoner lå der før dig - i dit sted - og at han nu er opstanden. Alligevel må vi alle bekende: "Jeg har ikke mod til at dø, når jeg ser på mig selv og mit liv. Men jeg vil klynge mig til det, Frelseren har gjort. Det vil blive min eneste redning, når jeg skal ligge i kisten og bæres af sted og sænkes i jorden."
"Se stedet!" Mon ikke kvinderne og vi dermed opfordres til at se den tomme grav, så frygten kan overvindes af Jesu opstandelse? Når frygten er stor, og når du overvældes af døden i dig selv og af forventningen om, at du skal dø, så tag evangeliet om Jesu tomme grav frem og læs! Hør om hans død og lad Guds ord fortælle dig, at han var syndfri og døde for syndere! Så vil du også forstå, at det var for andre end sig selv, at han døde. Det var for dig. Se hans gravkammer!
Men påskeevangeliet bliver endnu større og herligere, når det går op for os, at han har forenet sig med os i graven. Bibelen siger jo: "Vi blev begravet med Kristus ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv" (Rom 6,4).
Hvis du synes, at Jesu tomme grav blot er overstået historie, og at det kun var kvinderne beskåret at se ind i den og få glæde deraf, så se på din dåbsattest og læs Den hellige Skrifts ord! Er dåbens vand ikke Jesu tomme grav? Du blev i dåben begravet med ham. Det siger Bibelen. Tror du så, han vil svigte dig, når du ligger i kisten? Du er i samme situation som Israels folk, da de stod foran Det røde Hav. De så ingen udvej og regnede det for sikkert, at de var kommet til deres egen kirkegård. Men Gud var hos dem i Det røde Hav. Derfor kunne de gå gennem havet, som gennem en grav. Og da de gik op af havet på den anden side, var de frelst fra deres fjender og på vej mod det forjættede land. Sådan er din Frelser hos dig både i, under og efter din dåb. "Se stedet, hvor han lå!" Læs om hans lidelse, død og opstandelse. Og sig Gud tak, at du er døbt. Ordet og dåben er de midler, som skal frelse dig og bevare dig hos Jesus.
Sig det til de andre!
Sidste del af engelens prædiken lyder sådan: "Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han har sagt jer." Engelen lader det ikke afhænge af tilfældigheder, om det skal fortælles videre. Han befaler helt enkelt kvinderne at bringe det videre. Sig det! Det er ikke blot disciplene tilladt at høre det. De skal høre det. Engelen siger det med sådan autoritet, at der ikke er nogen tvivl i deres sind. Det skal videre. Og Peter nævnes med navn. Den dybt faldne skal høre det. Tænk ikke, at han er udelukket derfra! Derfor gælder det også alle Jesu disciple i dag. Vi har alle lov til at tage det til os. Ja, det er Guds vilje, at vi skal høre og tro det.
Men engelen går langt videre, når han sender dem til Galilæa og lover dem, at Frelseren vil møde dem der. For vi ved jo, hvad Jesus sagde til dem i Galilæa: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple." Så ved vi altså, at frelsen er fuldbragt for enhver på denne jord, for enhver i vor døende slægt, for enhver, som har fortjent Guds vrede og helvedes straf. Frelsen er fuldbragt for dem alle. Altså også for dig. Og på hvilken måde kommer den til os? Ved at vi døbes og lærer om Jesus. Ved at vi ser stedet, hvor han lå. Ved at vi begraves med ham i dåben og lytter til hans evangelium livet igennem. Så bliver livet et liv med Jesus Kristus.
Engelen sagde ikke, at kvinderne kunne fortælle det til disciplene, hvis de fik lejlighed og tid. De skulle fortælle det. Det var en befaling. Og budskabet var så stærkt, at det drev dem afsted. Sådan gik det også disciplene i Galilæa. Jesus lod det ikke være op til disciplene, om de ville gå ud i al verden. Han befalede dem at gå med budskabet. Han sendte dem. Men han gik også selv med, ja, gik foran. "Se, jeg er med jer alle dage!" (Matt 28,20). Engelen forudsagde det allerede påskemorgen: "Han går forud for jer til Galilæa." Og det blev siden disciplenes erfaring: At Jesus var hos dem, ja, at han gik foran dem, når de gik på hans befaling og løfte. Hans løfte var og er: "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Han giver os samme erfaring i dag. For han er den samme. Han er den korsfæstede og opstandne. Og han er med sine disciple, også i dag. Han befaler også os at prædike om hans død og opstandelse og at gøre mennesker til hans disciple. Når vi lever med dette kald som menighed, da er han altid i vor midte.
Jesus lever! Derfor døber vi stadig. Jesus lever! Derfor underviser vi børn og juniorer. Jesus lever! Derfor holder vi konfirmation og forbereder vore børn til at gå til nadver. Jesus lever! Derfor beder vi ham sende missionærer ud til høsten. Jesus lever! Derfor holder vi også begravelse fra denne kirke og synger om hans opstandelse, når den døde lægges i kisten og bæres til graven. Jesus lever! Derfor kan vi også selv frimodigt møde døden. For vi er ikke alene. Han, som bar vore synder, er hos os. Han har selv sagt det. Han har selv gjort det i dåben. Han lever! - Lovet være Gud for Jesu opstandelse fra de døde! Amen.
