Forside www.vivit.dk

Kolde marker i februar - og Guds ord

Prædiken-oversigt
Søg prædiken

Søndag seksagesima (I), 19. februar 2017 i Kbh og Aarhus. Leif G. Jensen
Salmer: 6, 62v2-3, 349, 133, 348, 430, 347v7. Udgangsvers 55v1

Lukas 8,4-15
Da der samlede sig en stor skare, og de kom ud til ham fra den ene by efter den anden, sagde han i en lignelse: “En sæde­mand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tids­lerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.” Da han havde sagt det, råbte han: “Den, der har ører at høre med, skal høre!” Hans disciple spurg­te ham, hvad denne lignelse skulle betyde. Han svarede: “Jer er det givet at kende Guds riges hem­me­ligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte. Men dette er meningen med lignel­sen: Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tids­ler­ne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekym­ringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt.”

Når vi går en tur over markerne i februar og marts er det en underlig tanke, at der om ikke længe skal sås de dejligste korn, som kunne være brugt til brød. Men bønderne tror på underet og sår om ikke så længe. Hvilket samspil mellem jord og korn! - Der er et lignende samspil mellem ord, der bliver talt, og ører og hjerter, der hører tager imod i tro. Ligesom der er liv og mad på vej, når der bliver sået på markerne, sådan er der liv på vej, når Jesus Kristus taler sig ind i vores hjerter.

Når mennesker ikke kan sammen og vender ryggen til hinanden, er der kun én måde at ændre det på: nemlig ved at der kommer et Ord fra den ene til den anden. Ord fra den ene person til den anden kan bygge bro, når Ordet kommer med sandhed og kærlighed og får fat i hjertet og genopretter tilliden. - Sådan får Gud også os tilbage, efter at vi vendte ryggen til ham: Han gør det ved sit ord.

Jesus råbte: Den, som har øre, han skal høre! Deraf ved vi, at Guds ord er alle mennesker. Og han sagde: Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder … Deraf ved vi, at det er en gave at tro og kende Gud. Når vi holder disse to udsagn sammen , kan vi sige, at Gud vil, at alle skal have troens gave. Alle. Som der står mange steder i Skriften: Gud vil, at alle mennesker frelses og kommer til erkendelse af sandheden. Og at Gud virkelig vil det, bliver endnu tydeligere, når Jesus giver os årsagen til, at nogle ikke hører og ikke bliver frelst. Jesus forklarer det sådan: Den Onde, Djævelen, tager ordet bort fra dem for at de ikke skal tro og blive frelst. ... de tror kun til en tid. Eller ordet kvæles af bekymringer. Guds vilje er klar og tydelig: Han vil, at alle hører og tror og bliver salige.

Gud strør sit ord ud i dag. Og han sammenligner sig selv med en sædemand, som strør det, så det falder alle mulige steder. Han er ikke fedtet eller sparsom. Han vil, at det også vokser her - i dit hjerte. Det har udført sit ærinde, når du tror på Gud og kalder på ham for at få hans stærke tilgivelse og barmhjertighed. Jesus gør det samtidig tydeligt, at det ikke altid går sådan. Ordet kan trædes ned, rykkes op og visne bort. Og da bliver vi ikke frelst. Jesus nævner fire måder, ordet høres på.

1.

DET PÅ VEJEN er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst (v5 og 12). Vi ser en lille sti for os. Den går langs med en mark. Der falder sædekorn på stien. Men det bliver trådt ned af mennesker, af æsler og vognhjul. Andet bliver ædt af skovduer og sorte råger.

Bliver man så ikke frelst, bare man hører Guds ord? Nej, ikke hvis hjertet er som vejen i lignelsen. Ikke hvis der er så meget færdsel hen over vore hjerter, at ordet kun strejfer vores tanke og så er pist væk. Det er Djæve­len, der er på spil. Derfor må vi bede: Kære Far, tag al den fremmede trafik bort fra vores hjertes mark!

2.

DE PÅ KLIPPEN er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind (v6 og 13) . Det kan gå med Guds røst som med kornet, der falder på klippen, hvor der kun er en lille smule jord. Troen kan opstå på et øjeblik - i et nu. Man kan blive glad og bevæget ved en gudstjeneste. En søndag formiddag for 5 eller 31 år siden. Man husker oplevelsen. Det var dejligt. Vi har al mulig grund til at glæde os over det. Men hvad skete der med ordet og den første tro?

Glæden over den første tro, skal bruges til at blive ved ordet. For troen lever ikke ved glæden over sig selv eller af gamle følelser i hjertet. Nej, troen lever af at høre, hvad Gud siger til os i dag. Jesus Kristus – død for dine synder. Vi skal huske på første kærlighed, som greb os i dåben og ved ordet ved at vi hører igen, at Jesus døde for vore synder, giver os sin fred, omfavner os og bærer os i dag. Lad den gribe dig hver søndag, og hver dag i din daglige andagt. Det ord, som voksede ind i dit hjerte i går og skabte troen, skal du også høre i dag, så det kan vokse videre. Det skal have rod i hjertet. Jesus har jo sagt: “Lær dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer!”. Og apostlen Paulus siger: “Lad Guds ord bo hos jer i rigt mål!” Selv om du ikke mærker, at du har specielt brug for andagten i dag, for bibelkredsen i morgen aften eller for at gudstje­ne­sten på søndag, så har du brug for det. Ellers er der ingen væde, når der kommer trange tider. Væde er dug og regn. Det kan for os være fælles sang, samtale og bøn i køkken, i bibelkreds og i kirke. De kan være børnenes vidnesbyrd og glæde. Det kan være en ældre kristens opmun­tring eller formaning. Det væder ordet i dit hjerte.

3.

NOGET FALDT MELLEM TIDSLER, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. … Det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekym­ringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt (v7 og 14). - Livets bekymringer : Man var glad over tilgi­velsen og det evige liv. Alt så godt og lovende ud i i hjertet, i familien og i menigheden. Men da der kom problemer med kæresten, med børnene, med økonomien og med helbredet, fik bekym­rin­gerne lov til at vokse sig store. Bønnen kan luge ud i hjertets bekymringer og lægge dem hos Herren. Derfor skal vi bede mere, end vi grubler. Hvis vi spekulerer i stedet for at bede, ender det med, at vi dyrker bekymringerne. Og da vokser de sig store og kvæler troens planter.

Jesus nævner også rigdom og nydelse som en trussel mod troen, fordi rigdom kan misbruges på os selv, så vi dyrker os selv i stedet for at tjene andre med vores velstand. Rigdom og nydelser en gave fra Gud. Vi bruge den med tak og i næstekærlighed. Men når nydelser og rigdom løsrives fra Guds gode vilje i de 10 bud og bruges i selviskhed, da er rigdom og nydelse kvælende tidsler. De skygger for solen, så troen ikke mere får lys. Man ser kun nydelser og rigdom. Og efterhånden lever man udelukkende for at opnå nydelse og rigdom. Og da er alt tabt.

4.

MEN NOGET FALDT I GOD JORD, og det voksede op og gav hundrede fold. … det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt (v8 og 15). - Den gode hjerte er det hjerte, som tager imod sæde­kornet. Det slår rødder og vokser. Og det bærer frugt. Frugten er, at vi vender os til HER­REN og kalder på ham i al vor nød. Frugten er, at vi finder barmhjertighed. Frugten er, at du har fået Jesus Kristus ind i dit liv. Hjertet er godt og smukt, når han er der.

Det er som med en kold mark om foråret. Er den god eller dårlig? Den er god og velegnet til at modtage korn. Her sker det under, at få korn bliver til mange korn, så mange mennesker kan få mad og kan leve. På samme måde er det hjerte, som har brug for tilgivelse og kærlighed, ”det gode hjerte”. I sig selv er goldt og koldt. Men læg evangeliet ned i sådan et hjerte, da vokser livet frem. Det gode hjerte altså ikke det hjerte, som i sig selv er rent og fuldkomment, men som har brug for Gud. David siger det sådan i Salme 51: Et sønderbrudt og sønder­knust hjerte afviser du ikke, Gud. Et sønderbrudt, sønderknust hjerte er det eneste hjerte, som tager imod Guds tilgivelse og frelse.

Godt, at Jesus råbte: ”Den, som har høre at høre med, skal høre!” Og vi vil råbe tilbage: "Jesus! Bliv ved med at tale til os, og bo i vore hjerter ved ordet, så vi kan kende dig i din kærlighed og tilgivelse og mærke din stærke omsorg." Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 19.02.2017. post@vivit.dk