Tilbage til prædiken-oversigtBesøg

16. søndag e. trinitatis, 20.9.2015 i København. LGJ
Læsninger: Salme 65; Job 19,23-27; Efes 3,13-21.
Salmer: 677, 202, Se liljen på marken, 678, 639
-

Lukas 7,11-17
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Nåde og fred fra Gud, vor fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser! Amen.

At besøge kan betyde mange ting. Du får uventet besøg. Gæsterne taler om sig selv og fylder din stue. Men du mærker ikke, at det er dig, de ønsker at være sammen med. Du spørger lidt til dem, og de snakker og fortæller. Men de kunne lige så godt have fortalt det til en hvilken som helst anden. Der er ingen rigtig kontakt. ... Sådan kan besøg opleves. - I sin prædiken   på oliebjerget før sin død fortæller Jesus: ”Jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. … Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig.” - Når vi besøger en syg, bør sygdommen og den syge sætte dagsorden. Det handler ikke om at komme ind og tale om sig selv. At besøge er at se, lytte og mærke, hvordan den anden har det, høre, hvordan det går, hvad har lægen sagt, og hvordan ellers går med familien. At besøge er at spørge: ”Er der noget, jeg kan gøre for dig? Det er at besøge. - I læsningerne i dag kommer vi på besøg   hos den syge JOB, den fangne PAULUS og den sørgende ENKE i NAIN. Og mens vi besøger dem, kommer også en anden på besøg. Gud besøger os!

I. Besøg hos en syg

Det første besøg er ikke noget let besøg.   Vi besøger en mand, som mistede sine voksne børn i en ulykke. Og nu er han ramt af bylder og på vej til at dø. Et menneske i krise. Her skal vi ikke komme brasende ind med alle vore egne problemer og oplevelser. Men da vi ankommer, sidder der allerede 3 venner hos ham. De har siddet der i 7 dage uden at sige noget. De er måske også kommet i krise. Det er at besøge. De sidder for at forstå og er sammen med deres ven. Det ligner det, Jesus fortalte om:   ”Jeg var syg og i fængsel, og i besøgte mig!” -  Hvor er det vigtigt at vi ikke snakker hinandens ører af, men selv lægger øre til. Lytter. Lytter med hjertet. Det kræver stilhed. Indlevelse. Det er sjældent godt, hvis vi selv sætter dagsordenen. Der kan være brug for tavshed. Aktiv tavshed.

Hvad siger så Job til sine venner? Han har det ufatteligt svært. Han er en belastning for dem. De forsøger at forklare ham, at han må have gjort noget slemt, siden han er så hårdt ramt. Men han forsvarer sig og siger, at han er, som de er – tror på Gud – og har levet som de lever. Og alligevel er han ramt, mens de har det godt. Og han ønsker, at han aldrig var født. ... Hvad svarer vi, når nogen har det sådan? Eller nåede du aldrig at høre det, fordi du overdøver med mange ord, så smerten aldrig bliver formuleret. Der er ikke plads til den, fordi du fylder det hele. Da er det ikke noget godt besøg.

Job overrasker os i løbet af samtalen. Han taler om en person, som vil redde ham, selv om det er ble­vet umuligt at leve:   Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel.  Sådan kan en kristen i lidelse hjælpe dem, der besøger ham/hende, hvis de virkelig er på besøg! Det er en stor gave at være sammen med en syg kristen, en ældre kris­ten, en kristen der er ramt af det, som også vil ramme os. Der ligger salmebogen, slidt, særligt siderne med bønnerne bag i salmebogen – og Bibelen. Brugt. Slidt på. Du mærker, at der er en anden på besøg. Jesus Kristus er på besøg hos den, du besøger. Du møder håb hos den, som ikke har noget at leve for her i livet. Håb i troen. Et vidnesbyrd om at hun er i Guds hånd. Og præsten kommer. Og I går til nadver sammen. Kristus kommer med sit legeme og blod. Du hører den kristne sige:   ”Jeg ved, at min genløser lever.”  Og du er færdig med den slags besøg, hvor du med din egen snak spærrer for fællesskab med den syge – og med jeres Frelser.

II. Besøg hos en fange

Vi tager nu videre til besøg hos en fængslet mand, Paulus.   Han sidder et sted i Romerriget. Han inviterer os indenfor ved at lade os læse med i hans breve – Efeserbrevet. Det første, som undrer os er, at det slet ikke er til at mærke, at han er i fængsel, selv om han nævner flere gange, at han er ”fange for Herrens skyld” (4,1 og 3,1). Breve fra fanger i Romerriget beskrev ellers elendigheden i fængslerne, fangevogternes hårdhed, den ringe kost, kulde, utøj og ensomhed. Det var klageskrivelser. Men her er en, som beder for os.” Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen … og beder om, at han vil styrke jer i det indre menneske ved hans Ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter.”  Han har allerede besøg. Han er ikke alene. Kristus bor hos ham. Og han beder om, at Kristus også kan bo hos os. Han siger: ”Men ham, som formår at give langt mere, end vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus – i evighed.”

Den hjælpeløse, ensomme og fangne hjælper de frie. Og vi står undrende tilbage med håb. Vi har en far. Han kan hjælpe og vil hjælpe. Kristus vil bo ved troen i vore hjerter, når vi lærer hans kærlighed at kende. Gud har besøgt Paulus. Og Gud besøger os, når vi læser Paulus’ breve. Så er der grund til tak og glæde her i menigheden o hjemme i familierne - i alle generationer og slægtled – og i evighed.

III. Besøg hos en enke

Og tredje og sidste besøg i denne om­gang.   Her kommer vi til begravelse i en lands­by, der hed­der Nain. Vi skal besøge en enke. Ikke noget let besøg. Hendes naboer har nok været med til man­dens begravelse tidligere. Men de kunne heldigvis trøste hende med, at hun jo havde en søn: ”I har jo hinanden.” Sådan kan vi også trøste ved at sige: ”Så længe du har mit gode helbred, dine venner, dit arbejde. Der­for skal det nok gå.” Men til vores forfærdelse møder vi hende på vej ud af byen. Hun følger med i et ligtog. Og den døde er hendes eneste søn. Hvad har hun nu at leve for og at leve af? – Sådan kan vi også miste det sidste. Ja, vi vil en dag miste det sidste.

Skal vi vende om, fordi vi ikke har noget at bidrage med? Eller skal vi besøge hende og se hendes sorg, mærke hendes lidelse og sætte os i samme hjælpeløshed, som hun er i? Ja, det er det, vi skal. Vi skal besøge med det lidt, vi har at bidrage med. Vi går med. Og vi vil ikke svigte hende bagefter heller, selv om ordene er sluppet op. - Lad os søge hin­an­den, opsøge, besøge og sammen søge ind til Gud. Tiden læger ikke alle sår. Det er ikke sandt, at det går nok. Enken får ikke end anden søn.

Og da sker det. Mens indbyggerne i byen er i denne håbløse situation sammen med kvinden og sammen med dig, da sker det, at der kommer en flok mænd med Jesus i spidsen. Til fods. De vil også være med til begravelsen. Og Jesus træder hen til båren og standser os. Han har ord, som kan noget, de andres ord ikke kan. Han siger: ”Græd ikke!” Og han rører ved båren. Da står de alle stille. Ligesom når vi har begravelse. Mens vi bærer kisten til graven, går vi ind i en kristen kirke med den, sætter den en times tid og er stille. Og vi lytter til Jesus, ligesom dengang i Nain. Og han taler til os. ”Græd ikke!” - Men hvad har han da at byde på? Hvorfor griber han ikke ind? Han svarer os ved at fortælle, at han allerede har grebet ind. Gud gav sin enbårne søn i døden for os. I evangeliets ord blev du tilgivet. Og Jesus Kristus opstod fra graven. I dåben blev du begravet med Jesus Kristus til døden, for at du skal leve med ham. Det har Gud gjort for enhver kristen.

IV. Gud besøger os

Han har grebet ind. Og han opsøger os, besø­ger os og ser efter, hvordan vi har det.   Han kender dine skridt, alle dine dage og dit hjerte. Han fører dig ud af gudløshedens selvtilstrækkelighed i dit falske velfærds-paradis, hvor du er dig selv nok. Han fører os ind i situationer, hvor vi må se og erkende, at vi skal dø, og at vi selv og andre er syndere. Og da viser han os også den mand, som Job så, den mand, som var hos Paulus i fængslet, den mand, som kom til enken i Nain. Manden er vores genløser og stedfortræder: Jesus Kristus. Og ligesom den enbårne søn var den første til at bryde tavsheden ved begra­velsen i Nain, sådan også i vores liv. Jesu taler, når vi begraver vore kære. Du hører evangeliet om den morgen, da han opstod. Du hører, at han er opstandelsen og livet. Du hører, at han døde for dine synder. Du hører, at han er din frelser. Evangeliet og opstandelsen og frelsen er i hans ord – han taler og han besøger dig. Og da må vi sige: Jesus Kristus er her. Gud har besøgt sit folk. Så er alt godt, selv om meget er svært, og vi selv skal dø. For vi ”ved, at vores genløser lever!” Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 20.09.2015. post@vivit.dk