Prædiken til Skærtorsdag af pastor Leif G. Jensen
Salmer: 416, 365, 417, 428, 432
Lukas 22,14-20
Da timen kom, satte han sig til bords sammen med apostlene. Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige." Og han fik rakt en kalk, takkede og sagde: "Tag dette og del det imellem jer! Thi jeg siger jer, at fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, førend Guds rige er kommet." Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: "Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer."
Nåde og fred fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus! Amen.
Det første afgørende i påskefesten er, at vi er virkeligt til stede
Når vi kommer sammen til gudstjeneste, betyder det meget for os, at de andre i menigheden også kommer. Mangler der nogen, spørger vi måske til dem. For vi havde glædet os til at være sammen med dem. Vi holder jo ikke gudstjeneste alene. Særligt ved højtiden betyder det meget for os, at vi kan mødes med dem alle til bøn, prædiken, nadver og lovsang. Sådan havde Jesus det også. Han begynder påskefesten med at fortælle sine disciple, hvor meget det betyder for ham, at de er kommet. Umiddelbart tænker vi, det var dem, der burde fortælle ham, hvor taknemmelige og glade de var over, at han kom. Men Jesus indleder med at sige, hvor vigtigt det er for ham, at de er der: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide."
Hvad får jeg ud af at gå til gudstjeneste og nadver? Sådan er vi tilbøjelige til at stille spørgsmålet. Hvad får vi ud af det? Men Jesus understreger her, hvor meget det betyder for ham at holde påskegudstjeneste med os. Hemmeligheden bag en velsignet påskefest og kirkegang i det hele taget er, at vi ved, hvordan han har det med at deltage i gudstjenesten. For dermed bliver det slået fast, at vi ikke samles som medlemmer af en menneskeskabt forening. Det er ikke vore meninger, der holder os sammen. Vi går ikke til gudstjeneste, blot fordi de andre forventer og glæder sig til at se os, men fordi Jesus Kristus glæder sig til at møde os. Vi er ikke blot et fællesskab af kristne mennesker. Gudstjenesten er først og fremmest fællesskab med Jesus Kristus. Han indbyder. Han arrangerer. Han er vært hver eneste søndag, og i særlig grad de gange, hvor vi har altergang. Når vi bliver væk, så er det altså ham, vi rammer. Og samles vi uden tanke på, at det er Gud Fader og Guds Søn, vi skal være sammen med, så svarer det til at være indbudt af en, som har glædet sig og forberedt festen for os personligt, og så møde op og blot tale med de øvrige gæster og ikke med ham, der indbød os. Derfor beder vi også gang på gang: "Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus, for at høre, hvad du Gud Fader, min skaber, du Herre Jesus, min frelser, du gode Helligånd, min trøstermand, vil tale til mig."
"Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer!" Af sammenhængen ved vi, at hans længsel efter fællesskab med os ikke har sin grund i, at vi er særligt vellykkede. Han vidste, at en af disciplene ville forråde ham, og i løbet af påskefesten måtte han høre på deres diskussion og praleri. Alligevel siger han, at han har længtes inderligt efter at fejre påske med dem. Ser du ikke, hvor meget han elsker sine disciple? Hvilken kærlighed! Han lytter til dem, advarer dem, tilretteviser dem og beder for dem. De går til nadver sammen og slutter med at synge lovsangen. En rigtig påskegudstjeneste!
Sådan ser han også på os, når vi samles til gudstjeneste. Han kender os ud og ind. Og han er selv til stede. Vi er ikke kommet længere i vor helliggørelse, end disciplene dengang. Også vi kender til at sammenligne os med hinanden. Vi glemmer så let, at vi samles med Jesus om søndagen. Også vi kender til ordstrid i menigheden. Vi kender til at møde op med utilfredshed og kritik. Ligesom disciplene glemte at vaske hinandens fødder skærtorsdag, sådan er der nok også noget, vi glemmer. Der er også tjenester, som ligger brak og ingen har tænkt på at tage op, fordi der ikke er nogen ære ved det. Derfor er det heller ikke til at forstå, at han vil tjene os og være sammen med os. Nej, det er ikke til at forstå, at han blev menneske og ville leve blandt os. Det er uforståeligt. Det er dårskab. Men sådan er hans kærlighed. Jesus, Guds Søn, har en inderlig længsel efter fællesskab med os, som har svigtet, og som kender til at svigte netop i gudstjenesten.
Når Jesus skal sige det, så er det første og afgørende, for at det kan blive påske, at du kommer. Dig, netop sådan som du er. For Jesus gik i døden for dig. Det er det andet vigtige i påsken!
Det andet afgørende er Jesu lidelse
Han siger jo: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide." Han ville dele sin lidelse med dem, ikke for at de skulle have medlidenhed med ham, men for at de kunne modtage lidelsen som en gave. Derfor længtes han efter dem.
Tænk igen på, hvordan du som disciplene tænker og er overfor dine nærmeste. Til gavn? Ja. Der kan sikkert peges på en del. Disciplene havde vel også en hel del godt at tale om, når de vurderede sig indbyrdes. Men hvor meget har du og jeg dog ikke været til besvær for vore medkristne. Og tænk, hvis de andre kendte alt, hvad der bor i os. Hvor trist og besværligt ville det så ikke være for dem at være sammen med os. Se dig så i lys af Guds bud! Hvor er din hjertelige tilbedelse af Gud? Hvor er din selvhengivelse for din næste i alle ting? Derfor er der ingen anden udvej for os syndere end lidelse og straf.
Men her kommer Jesu lidelse ind. Netop fordi hans lidelse skal udholdes og gennemleves i disciplenes sted, netop derfor ønsker han så inderligt at være sammen med dem, så de kan tage imod offeret. De skal vide, at hans liv er til for dem. Der er én, som bruger sit liv på håbløse disciple: Jesus Kristus. Han, som er hellig og som englene bæver for, han lader sig nu krone af en tornekrone. Han, som kun talte godt, han mødes af hån og spot. Han, for hvis fødder hele verden er lagt, og som hersker over alle ting, hans fødder nagles fast til korset. Han, som lagde sin hånd på syge og omfavnede børnene og velsignede dem, han får armene spændt ud og hænderne sømmet fast til træet. Han, som stod i et fuldkomment lydigheds- og kærlighedsforhold til sin Fader i Himmelen, han rammes af Faderens forbandelse. Gud lider, Gud dør, Guds blod udgydes for syndere. Faderens brændende vrede over dig og dit liv rammer Sønnen, Jesus Kristus. Frelseren tager vort kød og blod på sig for at lide i vort sted. Derfor bliver det kun påske, når hans lidelse står i centrum hos os. "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige."
Det tredje afgørende er, at Jesus er virkeligt til stede
Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: "Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer" (v 19-20). Vi er ikke i tvivl om, at Jesus var til stede i den første nadver. Han var virkelig sammen med disciplene. De kunne se ham i øjnene. De kunne høre ham og gribe ham om hånden, følges med ham ind af byporten gennem gaderne og op i nadversalen - og senere ud i Getsemane have. Det er helt forståeligt, at vi ikke opfatter vor påskefest på samme måde. Og dog, så er han ikke mindre med i vor påskefest og nadvergudstjeneste i dag. Som apostelen Paulus siger: "Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab med Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?" (1 Kor 10,16). Apostelen taler jo til kristne, som levede årtier efter Jesu opstandelse. Men alligevel gav deres påskemåltid og nadverfest dem reelt fællesskab med og del i Kristi legeme og blod. Det samme gælder også i dag. For Jesus sagde ved indstiftelsen af nadveren: "Gør det til min ihukommelse!"
Hvad er det så, vi skal gøre? Holde påskemåltid som han gjorde. Tage brød og vin og velsigne det under bøn. Sige de ord, som han selv sagde. Og se! Han er med os alle dage! Han er med og hos os sandt og virkeligt under brød og vin. Brødet, vi bryder, er fællesskab med hans legeme. For han siger om brødet: "Dette er mit legeme." Og kalken, vi velsigner, giver os fællesskab med hans blod. For han siger selv, at vinen er "hans blod, pagtsblodet, som udgydes til syndernes forladelse." Alt, hvad Jesus siger, skulle vi gøre alene af den grund, at vi ved, at han elsker os uendeligt højt. Men her får vi yderligere en herlig og glædelig grund til at gøre, hvad han siger: Nemlig at han i sakramentet kommer til os lige så virkeligt, som han dengang var til stede i nadversalen i Jerusalem.
Ligesom Herren fulgte med sit folk og var i dets midte, efter at de havde holdt påskemåltid i Ægypten, sådan er han også tilstede i sit folk, efter at han indstiftede påskemåltidet. I Gamle Testamentes tid gav han sit folk synlige tegn på sit nærvær under ørkenvandringen: skystøtten om dagen og ildsøjlen om natten. Og de havde tabernaklet og alle ofrene. En sky hvilede over teltet, så de kunne vide, at Herren var midt iblandt dem. Det gav frimodighed. Sådan har Herren i Nye Testamentes tid givet os den hellige nadver. Her vil jeg komme til jer med frelsen. Dermed siger han: Her vil jeg være sammen med jer trods alle jeres synder. Her vil jeg tage imod jer igen og igen og tilgive jer alle jeres synder. Og når I synes, at jeg er borte og har forladt jer, når jeres skyld står jer for øje, og I ingen udvej ser, når I mener, at der ikke er nogen adgang til nådens trone for selviske, selvoptagede, ligegyldige og troløse disciple som jer, så har I dette måltid som et sikkert pant på, at jeg stadig vil være hos jer og give jer det, I har så desperat brug for. Og I skal vide, at jeg længes, ja, jeg længes inderligt og hjerteligt efter at fejre hver eneste nadver med jer. Jeg længes efter igen og igen at samle jer om det offer, jeg bragte for jeres synder. Jeg vil være dér. Så kom I også! Kom i dag!
Det er det afgørende i påskefesten. Amen.
