Afsked

Prædiken i Gratiakirken søndag den 31. december 2006 v. LGJ
Salmer:
99 – 83 – 98 – 116 – 49 - 11v1

Evangelium: Lukas 2,25-40
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.
Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."
Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret.Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Afsked
Ved årets slutning skal vi tage afsked, afsked med et gammelt år, med begivenheder, glæder, sorger, store oplevelser og almindelige hverdagsagtige begivenheder.
En gammel mand ved navn Simeon lærer os at tage afsked. Men - tænker vi måske - kan en gammel mand lære os at tage afsked? Han er jo bare nødt til at forlade livet. Han kan vel ikke lære os meget. Vi forestiller os måske et gammelt faldefærdigt hus, hvor næsten alt er er fortid. Vi ser gamle familiebilleder og malerier på væggene. Om lidt er det hele et dødsbo, som bliver kørt bort - billigt til salg. Der er gamle lamper og ubrugelige møbler. Der vil kun være få ting, som kan bruges.
Men evangeliet fortæller os noget andet! Den gamle Simeon kan lære os noget, som er uvurderligt og nødvendigt for os at lære.
Det er det samme, vi selv kan erfare i selskab med en kristen, som er højt til års, og som har vandret med Gud hele sit liv. Her er andet og mere end gamle malerier og familiebilleder. Her er fremtid – fremtid på trods af sygdom og alderdom. Her bliver der set både tilbage og fremad. Og her får et ungt forældrepar nye kræfter til at komme ind i det nye år. Fantastisk.

Han var retfærdig og from
Det er det første, evangeliet fortæller os. Simeon var retfærdig og from. Han levede for Guds ansigt.
At være retfærdig betyder at være tilgivet og retfærdiggjort af Gud. Han blev dagligt tilgivet. Han levede i nåden og af nåden. Tilgivelse gør noget ved dem, som tager imod den og lever i den. Tilgivelsen præger og gør from. At være from betyder i bibelen at være enfoldig og tillidsfuld overfor Gud. At være from er ikke at gemme på noget overfor Gud, men sige det, som det er. Og hvorfor skulle vi ikke også sige alt til ham og leve ærligt for ham? Han tilgiver jo og elsker os af hjertet. Han retfærdiggør ufortjent af nåde.
Retfærdig og from. - Vi bliver udfordret til at spørge os selv: Hvad er jeg? Hvad stræber jeg efter at være og blive i det nye år? Stræber jeg efter at være smart, dygtig, rig og populær? Måske. Men det vigtigste er at være retfærdig og from.

Han ventede Israels trøst
Det næste, vi hører om ham, er, at han "ventede Israels trøst". Hos profeten Esajas siger Herren: Trøst, ja trøst mit folk. Sig til det, at dets skyld er betalt, og at dets slaveri er forbi! (Es 40,1ff). Simeon ventede denne trøst. Han levede, som vi mærker, at salmisten gør i Salme 130: Jeg håber på Herren, min sjæl håber; jeg venter på hans ord, / min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, / end vægterne på morgen. Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, / hos ham er der altid udfrielse. / Han udfrier Israel fra al dets skyld.
Den gamle mand ventede og blev ved med at vente. Han ventede, at Gud skulle komme som menneske – som Messias – og forløse sit folk. Han ventede opfyldelsen af søndagens løfte i læsningen fra Esajas: Det var ikke et sendebud eller en engel, men ham selv, der frelste dem. Fordi han elskede dem og ville skåne dem, løskøbte han dem (Es 63).
Simeon fik lov at holde ham i sine arme. Andre var døde, før Kristus kom. Men de ventede ikke forgæves. For ham, som Simeon holdt i sine arme, var opfyldelsen af Guds løfter.
Vi lærer af Simeon at leve i samme forventning med henblik på Kristi andet komme. Mange kristne er døde og vil dø, inden Kristus kommer anden gang. Nogle vil få lov at tage imod ham den dag i levende live. Men alle kan vi vente med håb. For han vil opvække alle dem, som døde i troen på ham, til evig salighed, når han kommer anden gang.

Han blev tilskyndet af Helligånden
Det tredje er, at Simeon lod sig tilskynde af Helligånden. Han blev tilskyndet af Ånden til at komme i templet, samtidig med at forældrene bragte Jesus ind. Simeon fik en personlig åbenbaring ved Helligånden. Det hørte den tid til. Vi får også en personlig åbenbaring ved Helligånden, nemlig ved Guds ord i Gamle og Nye Testamente. Det er Helligåndens ord. Guds ord er fyldt med løfter, som trøster og vejleder. Det gør os visse, så vi kan vente i tryghed og tage afsked med denne synlige verden på jorden med håb.
Besøg en ældre kristen og lær, hvad Gud tilskynder til ved sin Ånd. - Helligånden tilskynder til bøn, salmesang og læsning i Guds ord. - Helligånden tilskynder til at gå i kirke. Og hvis denne ældre kristne ikke kan komme i kirke på grund af dårligt helbred, da sendes bud efter præsten, så der kan være hjemmealtergang. Så vigtigt er det for ham/hende at komme til alters. For sådan bringes Jesus ind i stuen. Og der bliver fortalt stilfærdigt, men dog stærkt. Her, hvor andre mener, at der nok ikke er meget at komme efter mht. fremtid og liv, her er fremtid, ægte fremtid. Rummet åbnes for himlen; og øjeblikket bliver åbent for evigheden.
Men flere ting må ske samtidig. Gud bruger fleres kirkegang til at skabe gudstjeneste. Fleres kirkegang skaber et møde med Jesus. Simeon kommer tilskyndet af Ånden. Josef og Maria kommer bærende på Jesus. Og da er der gudstjeneste. Sådan kommer præst og menighed sammen. Når bibelen og alterbordet kommer i brug, og når der synges og bedes og forkyndes, da er Gud i vor midte.
Sådan blev det til en gudstjeneste her i vor kirke mange gange i det gamle år. Du kom ikke alene. Du var ikke den eneste. Vi var to eller tre. Vi kom sammen. Og Herren kom og talte med os – talte til os – lyttede til os.

Han lovpriste Herren
Det fjerde er, at Simeon lovpriser Herren. "Nu har mine øjne set din frelse!" synger han. Han taler til Gud om et barn, som ligner alle andre børn. Men han har Guds ord for, at det er Messias, Frelseren. Derfor er han fuld af håb. Han ser med troens øjne. Det skaber lovsang. Så kan han gå bort med fred. Sådan kan vi også gå bort med fred.
Så kan Josef og Maria drage videre her i livet med fred. De forvisses på ny om, at barnet, de bærer, er Guds søn. Frelseren. Et lys for hedninger og en herlighed for Israel. Uden disse vidnesbyrd kunne de ikke fastholde denne tro. Men troens ord lyder til dem fra hyrder, engle, en gammel mand og en gammel kvinde og fra vismænd fra Østerland. Og de bærer barnet med sig gennem livet i tro.
Sådan bevares lovsangen også hos os. Sådan kan vi drage videre som forældre – som unge - som ældre – sige farvel til det gamle år og frimodigt gå ind i det nye år.
Simeons lovsang er i den kristne menighed blevet en meget brugt aftenbøn. En god bøn at bede, når solen går ned, når dagen og livet her på jorden slutter om aftenen – og ved livets aften.
Simeon lærer os at lovprise og lovsynge. Vi får lov at stå med Jesus i vore arme og se, hvad han betyder for andre og for os. Da kan vi frimodigt gå bort. Da kan vi frimodigt gå ind i det nye år, gå den vej, Gud fører os. Ikke vores egen vej, men hans vej. Gud står bag. Vi tager ikke selv initiativet. Det er ham, som tager os med. Og derfor bliver det godt, og vi kan drage af sted i fred.

Simeon profeterede om barnet
Til sidst forkynder Simeon, hvordan det skal gå i det nye år: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."
Jesus vil ikke blive troet af alle. Mange vil afvise ham, også i det nye år. Det er en gave, når vi tror. Det er Guds gave. Men mange vil modsige og afvise, fordi det ser så ringe ud. Her peger Simeon profetisk frem mod Jesu fornedrelse, hans lidelse og død for vore synders skyld.
Det er også grunden til, at man mange steder ikke vil høre om korset. Man vil have kristendom, men vil havde den uden Jesu lidelse og død. Man vil have religion, men man vil ikke høre om, hvad det kostede Kristus at blive vores frelser; og man vil ikke konfronteres med, at han døde på grund af virkelig synd og skyld hos os. Man viger udenom døden, udenom de gamle og udenom de små børn, som er besværlige. Man vil kun være en ung menighed, en klog menighed og en spændende menighed.
Men en kristen menighed er en menighed, som i sin sjæl mærker det samme sværd, som Maria fik det at mærke. Hun blev vidne til, at hendes søn døde på korset. Og det er nok det, som der tænkes på, når der i evangeliet står, at et sværd skulle gennemtrænge hendes hjerte. Vi kommer ikke udenom at mærke kors og lidelse. Vi kommer ikke udenom at mærke, at vi er syndere. Vi mærker det som en trussel i samvittigheden. Vi erfarer anfægtelse og nogle gange angst og frygt. Men da er det jo stort, at vi kender ham, som led straffen for os. Og dermed er vi tilbage ved det første, vi hørte om Simeon, nemlig hvad han var: Han var retfærdig og from. Retfærdiggjort – af nåde. Tilgivet og benådet. Og derfor tillidsfuld og from i sit forhold til Gud.

Det give Gud os alle, når vi går ind i et ukendt år, et ukendt land. Det er kendt af ham, som er hos os: JESUS. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 01.01.2007