Forside www.vivit.dk
Prædiken-oversigt; Søg prædiken

Freden giver os livet tilbage

10. søndag e. trinitatis, 20. august 2017 i Aarhus. LGJ
Salmer: 696, Sl 121, 246v1-2, 148 // 321, 430, 389. Udgang 435v1

Lukas 19,41-48
Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid."
Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: "Der står skrevet: 'Mit hus skal være et bedehus.' Men I har gjort det til en røverkule."
Han underviste hver dag på tempel­pladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

1.

Jo flere år der går, fra et folk oplevede fred efter en krig, desto mere vil forståelsen af ”fred” ændre sig, så man ikke rigtigt mere ved, hvad ”fred” egentlig er. De, som ikke selv har oplevet krigs hærgen, og som ikke kender nogen, som har været i krig, tænker vel, at ”fred” er noget med at få sin nattesøvn, at have indre fred, at have det godt med sig selv og at leve uforstyrret.

Men Jesus kendte krigen – fjendskabet – og kom med freden. Jesus så Jerusalem og græd over dens indbyggere. Han så, hvad der ville ske med dem, som afviste befrieren. Men Jerusalems indbyggere så det ikke. De så ikke Guds gode vilje med dem. De så ikke den fattige, den faderløse og enken. De så ikke børnene. De så ikke Guds kald til at tjene Gud og deres næste, og misbrugte livets gave til det, de mente var deres egen fordel. De søgte fred i et privat liv og fordrejede Guds bud og forkastede Jesus som deres frelser.

Profeten Jeremias så det 650 år forinden og advarede Jerusalems indbyggere i læsningen fra Gamle Testamente: Gør jeres færd og jeres gernin­ger gode: I skal dømme retfærdigt mand og mand imellem. I må ikke undertrykke den fremme­de, den faderløse og enken, I må ikke udgyde uskyl­digt blod på dette sted, I må ikke følge andre guder til ulykke for jer selv! Så vil jeg lade jer bo på dette sted fra evighed til evighed i det land, jeg gav jeres fædre. - Men folkets ledere ville ikke høre og afviste profeterne, som Gud talte igennem. Og da Jesus så Jerusalems kommende ødelæggelse med profetisk klarhed, forkyndte han det for folket. Derfor korsfæstede de ham.

2.

Jesus sagde: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!” Hvad ”tjener til vor fred”? Vi danskere har ikke oplevet krig i vores generation. Det, som "tjener til vor fred", handler derfor ikke om befrielse fra krig og besættelse, men om at blive lykkelige og få et godt liv. … Og hvordan får vi så det? Behøver vi Gud, for at få det gode liv? Behøver vi en kristen menighed og en kristen gudstjeneste med læsning fra Bibelen og bøn?

Vort folk har svaret ”Nej, det behøver vi ikke!” Helligdagene er afskaffet som hvile- og helligdage. Kun få går i kirke, og et meget lille mindretal bruger Bibelen i daglig andagt og bøn. For 50 år - i 1968 - siden indledte vi som folk et oprør mod autoriteter. Vi indførte fri sex, fri porno (frihed til at udbrede "utugtige billeder" 12. december 1968) og frihed til fosterdrab (13. juni 1973). Og i disse år diskuterer man at slukke livet for dem, der lider og ikke har håb. Sex er blevet noget, mennesker dyrker uafhængigt af troskab og kærlighed – både før og udenfor ægte­skabet. Og selv om man også er glade for børn, er børn også noget, man beskytter sig imod. - Samtidig søger danskere igen imod det religiøse. Det er moderne at være religiøs. Men nu med en forandret forståelse og brug af Bibelen. Den gælder ikke længere som rettesnor for troen og livet, men som inspiration på linje med anden litteratur. Og der indføres velsignelse i kristendommens navn af det, mennesker ønsker at blive bekræftet i. Men tomhedsfølelsen og menighedsløsheden ikke aftaget. Livsleden kender vi alle til!

Hvad er ”fred” så? Er der ikke en følelse, jeg selv skal forsøge at opnå ved at trække mig tilbage fra livet omkring mig? Er "fred" noget, jeg opnår, hvis jeg kan bekæmpe min utilfredshed, tristhed og menings­løs­hed? Og så at leve livet efter min egen lyst? Hvem kan fortælle os, hvad fred er? Jesus hjælper os i evangeliet!

3.

Jesus græder. Han græder, fordi han ser dommen på forhånd. Krigen vil komme igen. Og den kom i år 70. Jerusalem blev ødelagt. Det var Guds dom over folkets ondskab og gudløshed. - Evangelisten Johannes fortæller også, at Jesus græd, da hans ven Lazarus var død og lå i graven.

Faktisk er det en stor hjælp, når nogen græder! Hvis vi er tæt på den, der græder, rører det os. Vi bliver taget med ind i sorgen og mærker ufreden og noget af krigens rædsler hos den, der græder. Og vi kender selv til at græde. Også selv om vi lever i et land, som ikke har oplevet krig indenfor landets grænser. Vi græder på grund af savnet, sorgen, tvivlen, meningsløshed og skylden. De er vore modstandere. De er vore fjender. Også døden. Og den skal vi ikke stifte fred med. Døden er ikke en ven, selv om nyreligiøsitet som fx New Age hævder at der ikke er nogen dom og regnskabsdag, og at man skal finde fred i, at man skal dø en dag. Og at der nok er en himmel for alle.

Men Jesus ser noget andet! Og han ser det tydeligt – og græder, fordi det knuser ham. Han ser dom­men over Jerusalem. Han ved, at han skal komme og dømme levende og døde. Alle skal stå til regnskab. Og derfor kommer han med FRED. Ligesom en soldat går i krig og går i døden for sit folk, så folket kan blive sat fri til at leve livet – sådan går Jesus i døden for alle, for Jerusalems indbyggere og for os! Det er den sande kristne tro. Fred kan vi ikke skabe ved at trække sig bort i vore egne tanker. Den virkelige fred giver Jesus os, når han taler, dvs. når vi hører evangelierne og bibel­historien i GT, og når Jesus viser os sine hænder og side og siger ”Fred være med jer!” Jesus har overvundet døden med sin død og opstandelse. Jesus har givet os et håb.

4.

Når vi lytter til Bibelens budskab, åbner Gud vore øjne lige så stille, så vi ser, hvad der tjener til vor fred. Freden fra Gud nærmest svarer til den fred, som opstår, når et land er befriet fra besættelse og undertrykkelse. Da er det jo, at livet bryder løs. Freden gør, at man igen kan lægge kartofler og høste dem. Freden gør, at man igen kan fange fisk til familiens aftensmad, sætte huset i stand, og sende børnene i skole – og selv tage en uddannelse for at kunne være til gavn for andre gennem arbejde og penge. Da giver det igen mening at stå op og gå på arbejde.

Hør Lukas 1,79: Han (Johannes Døber) skal lære sit folk at kende frelsen ved deres synders forladelse og lede vore fødder ind på ”fredens vej”. Her er vreden en vej. At eje freden er at vandre sammen – og tage sig af en fattig, en enke, en faderløs, en fremmed og et ensomt menneske. Det er at være sammen med den, der græder og har brug for hjælp. Og tænk på Lukas 2,10-14: ”Frygt ikke! Jeg forkynder jer en stor glæde. I dag er der født jer en frelser, han er Kristus Herren. Fred på jorden, i mennesker Guds velbehag!” FRED i Bibelen forkyndes ind i FRYGTEN. FRED er at dødsfjenden er besejret, og frygten er drevet bort.

Jøder hilser hinanden med ”SHALOM!” ”Fred!” I Danmark siger vi: ”GOD DAG!” Vi ønsker hinanden alt godt denne dag: mad, fællesskab, kærlighed, arbejde, trofasthed, glæde, latter og alt godt midt under alskens slid og problemer. - At være kristen er at tro på Gud Fader, som har skabt alt og at leve i hans verden og bruge den! Men hvem kan det – hvis ikke vi har sejr over døden? Hvem kan det, hvis vi ikke kender Jesus som vores Herre og Frelser?

5.

Og det er jo ham, vi gennem bibelhistorie lærte at kende i barndommen. Dengang lærte vi Gud at kende. Vil vi så i voksenlivet klare os uden Gud? Vil vi forlade Guds åbenbaring og bud og søge vor egen lykke og svigte de svage og gamle i slægten og vanære vor Skaber? Skal verdslig­gørel­sen få lov at sluge os? Skal vi følge folkestemnin­gen og lukke os i for den fremmede flygtning og den faderløse og det ufødte foster? Hvis vi gør det, ved vi ikke, hvad der tjener til vor fred. For der er ingen fred i at vende den svage ryggen og leve for sig selv! Der er ingen fred i at vende den korsfæstede ryggen og opstandne Jesus ryggen! Han vender sig jo til os med sin gråd – og med sin glæde. Han kommer til os i Evangeliet og i den hellige nadver.

Freden er en gave til os fra vores Befrier. Livet begynder på ny i dag. Rædslen er borte. Fjenderne er fordrevet. Markerne igen kan bruges til at plante ris og så korn. Vore børn kan gå i skole. Hospitalerne er blevet genåbnet og genopbygget. Der igen er mælk og kød i butikkerne, at vi give hinanden en Fredshilsen. Derfor skal vi ikke lade børnene være alene om at synge – men synge med dem, ja, lære dem de gode sange til Guds ære. Fred er at få lov at leve og gøre noget godt for hinanden, noget, der er til gavn for andre, og som er til ære for Gud: ”Ære være Gud i det højeste, fred på jorden, i mennesker Guds velbehag.”

Den fred er Jesus kommet med. Med den fred vil han holde os i live og velsigne hver eneste dag, både livets første år fra 0-1 år og livets sidste dage før vi han henter os hjem. Den dag kan vi sige, som der står i Lukas 2: ”Nu kan jeg tage af sted i fred. For mine øjne har set din Frelser, som du har beredt for alle folkeslag.” Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtLagt på www.vivit.dk 20.08.2017. post@vivit.dk