Tilbage til prædiken-oversigtTo mænd gik …

Prædiken 11. søndag e. trinitatis. LGJ
Salmer: 690v1-4, 397, 44, 449,189, 45.

Evangelium: Lukas 18,9-14
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: "To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."

Evangeliet handler om to mænd, som gik. Og hvis vi et øjeblik forestiller os, at vi selv skal digte en historie med denne indledning "To mænd gik ...", hvordan vil den da blive? To mænd … Skal vi lade dem konkurrere eller samarbejde? To mænd gik op for at duellere. Op i ringen for at bokse. Eller de gik op i deres arbejde. De brugte det meste af deres energi på det, de var gode til. Det gør vi mænd gerne. Nok ikke ret mange af os ville finde på, at de to mænd gik op til kirken en søndag formiddag for at bede om hjælp. Det at bede om hjælp, er nemlig ikke noget, der ligger til os mænd. Eller er det?

To mænd. Måske gik de hen på en bodega efter arbejdstid? Eller de gik de deres vej og ikke ville være med mere? Måske de var trætte af kone og børn og ville prøve noget helt andet? De gik. … Eller to mænd, der gik op i sømmene. … Sådan kan det jo også gå for os mænd. … Sådan er der mange fortællinger om mænd.

Jesus vil, at vi spejler os i to mænd, som gik op til templet for at bede. Det er nemlig også nødvendigt for voksne mænd at bede. Jesus, som er den bedste mand nogensinde, fortæller historien til mænd, som "stolede på sig selv, at de var retfærdige, og foragtede alle andre". Den ene af de to var farisæer. Den anden var tolder.

I.

Den første står frem, som om han lige er færdig med en duel og netop har givet knock out til en anden. Han har hænderne i vejret. "Jeg vandt!" Måske ikke over den anden. Men han har i hvert fald, som om han har vundet i livets lotto. Er godt tilfreds. Og han har brug for at sige det til Gud. ”Livet er gået over al forventning. Tak, Gud!” Sådan kan mænd have brug for at tale til Gud – hvis de ellers tror, at Gud findes og hører på, hvad mænd kan fortælle.

Jesus fortæller, at farisæeren indledte med at sige: "Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.” Han takker Gud for, at han er ikke som de andre. Ikke som røvere, ikke som uretfærdige, ikke som ægteskabsbrydere og heller ikke som tolderen dér. Han er ikke en taber, men en vinder. Og derpå fortæller han, hvor meget han gør for Gud. Hans gudstjeneste består i, at han faster ikke kun én, men to gange om ugen. Og han giver tiende ikke kun af noget af det, han tjener, men af hele sin indtægt. Der er ikke noget at komme efter. Han repræsenterer alle dem, som ringeagter andre.

Er det ikke sådan, at mange, som ikke går i kirke, tænker? Er det ikke sådan, kristne tænker? Og er det ikke også mange gange sådan, vi tænker? – JESUS nævner det i hvert fald som en mulighed, når han fortæller, at den ene af mændene bad sådan. Selvtilfreds! Mit liv lykkedes ! Jeg er ikke som taberne. Jeg er bare bedre - takket være Gud.

Men der er lige en enkelt ting, som vi bør undres over: Manden, som var kommet op for at bede, bad ikke om noget som helst. Der er ikke et eneste ønske i det, han siger til Gud. - Hvordan mon sådan en selvtilfreds mand var at være gift med? Hvordan mon han var at være nabo til? Hvordan mon det var at være sådan en selvtilfreds og selvretfærdig mands barn? - Og hvordan mon det var at være hans Frelser? Dette sidste kunne man jo ikke få lov til at være. For manden manglede intet. Alt var lykkedes. Det er ikke let at være Gud for den, som alt lykkes for. Han er jo sin egen gud.

Jesus er meget direkte, når han i slutningen af fortællingen fælder dommen: ”Sandelig siger jeg jer: han gik ikke hjem som retfærdig.” Det vil sige, at han var skyldig, han behøvede tilgivelse. Han behøvede frelse! Han behøvede hele pakken fra Gud! Han behøvede hjælp helt ind i hjertet.

Jesus fortæller det, for at vise os, at det er sådan, vi mænd er på bunden, og at vi har brug for frelse! Og nok også, at en del af kvinderne har brug for det, hvis ikke alle. Men måske vi mænd har sværest ved at se og indse det? Noget tyder på det.

II.

Nu fortæller Jesus om den anden mand. Han var tolder. Toldere på den tid var embedsmænd for den romerske besættelsesmagt. De opkrævede told og skat for Romerriget. Og de var kendt for at udnytte deres stilling til at tage mere, end der var foreskrevet. Sådan en mand går op til templet. Ikke for at duellere med andre, nej, han kommer som taber. Han kommer som den, der er gået op i sømmene, og som har mistet sin ære blandt naboer og andre i det jødiske samfund - og overfor Gud.

Hvad laver sådan et menneske i kirken? Han kommer for at bede, bede om noget. Altså for at Gud skal tjene ham. Og det er den sande gudstjeneste. Det er det, kirken er til for. Den er et bedested. Den er et sted, hvor den dårlige far, den dårlige mand, den dårlige nabo og ham, som levede på andres bekostning, må komme. Her må også den gamle og syge komme. Her må den komme, som det går godt for, men som alligevel ved, at han er en synder og har brug for Guds tilgivelse. Her må den almindelige synder komme, som kender til misundelse og mærker, at han har brug for tilgivelse for at blive frelst fra dommen, og brug for hjælp til at forbedre sig og leve for andre – efter Guds vilje.

Og her i kirken er et så, at vi møder den største taber af alle, nemlig ham, som døde på korset. Ham, som blev korsfæstet for vore synder. Ham, som tog vores skyld på sig. Ham, som har gennemlevet det største af alle nederlag. Han var skyldfri, og alligevel blev han dødsdømt. For han bar vore synder! Apostelen Paulus siger det i søndagens brevlæsning: ”Kristus døde for vore synder efter Skrifterne!” (1 Kor 15).

Det vidste tolderen noget om det. Han bad nemlig: ”Gud, vær mig synder nådig!” Han kaldte på den Gud, som er nådig.

I vores kirke har vi et kors med Kristus på alteret. Dengang i jødernes tempel havde man også et alter. Og man kaldte det "forsoningsalteret". Og det klinger med i tolderens bøn. Ordret beder han: "Gud, forson dig med mig synder!” Han pegede med sin bøn hen på det alter, hvor Gud havde sagt, at de kunne bringe et offerdyr, så dyret kunne dø i folket sted - forbilledlig pegende frem på Messias, Kristus, som skulle komme og bære folkets synder. Det bad tolderen om. Og derfor må man jo sige, at tolderen virkelig kom til Guds tjeneste. For han kom for at blive tjent af Gud. Det er også på grund af den korsfæstede, den største af alle tabere, at vi kommer i kirke for at få hans frelse. Vi må komme som nederlagets mænd og nederlagets kvinder.

Vi kommer til ham, som er alle børns frelseri, ham, som tog de små i favn og sagde: "Hvis I ikke bliver som børn, kan I slet ikke komme ind i Guds rige!" Eller man kunne oversætte det til evangeliet i dag og sige: "Hvis I ikke bliver som tolderen, kan I slet ikke komme ind i Guds rige."

Så er det altså af nåde – gratis! Det er for dem, der ikke kan. Det er for taberne - og for alle os, som måske ikke er tabere i samfundet, men alligevel er tabere, fordi vi er syndere herinde i hjertet – noget, som andre mærker tit og ofte. Vi har skadet andre. Vi er tabere, som skal dø. Vi har brug for tilgivelse midt i hverdagen.

Det er den sande kristendom, at to mænd går i kirke for at bede, og de går begge retfærdige hjem, fordi de begge bliver tilgivet, både ham, som var taber på forhånd, og ham, som først troede, at han var vinder, men ikke var det, før han blev tilgivet af Jesus Kristus. Det er evangeliets gave, at vi må høre det, så vi kan tro på Jesus Kristus og gå hjem fra kirke – som benådede og tilgivede mennesker. Og da kan vi få brug for at komme igen på søndag og lytte til vores herre og bede ham om hjælp. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigt16. august 2015 i Løsning og Aarhus.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 17.08.2015
. post@vivit.dk