Prædiken på 11. søndag e. trinitatis (I) i Løsning og Århus menigheder ved pastor Leif G. JensenSalmer: 688 - 190 - 447 - 515 - 181
Lukas 18,9-14
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: "To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Nåde være med jer, og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! Amen.
Det kunne se ud, som om Gud foretrækker synderen frem for den anstændige. Det kunne tyde på, at det ikke gavner meget at leve et anstændigt liv. For ifølge Jesus går manden med det bedste liv ikke retfærdiggjort hjem fra kirke. Det gør derimod tolderen.
Farisæeren
Mon ikke vi alle har forståelse for farisæeren. For hvor ofte har trofaste kirkegængere ikke ærgret sig over dem, som kun kommer i kirke nu og da! Og hvor ofte har kristne, som betaler en god kirkeskat, ikke ærgret sig over dem, som ikke giver noget særligt. De, som gør en indsats i kirken, kan ærgre sig over dem, som aldrig har tid.
Når vi skal bekæmpe sådanne tanker, gør vi det måske bedst i form af tak til Gud. "Tak Gud, at jeg har fået lov at være og gøre det, jeg er og gør." - Vores tak kan uden tvivl være rigtigt og godt sagt og ment. Men ordlyden ligner påfaldende meget, hvad farisæeren sagde i sin bøn: "Gud, jeg takker dig..." Uden at vi ved af det, er vi måske blevet kristne "farisæere".
Jesus vil vise os, at de forskelle, vi sætter op mellem mennesker, ikke har nogen gyldighed overfor Gud og ikke duer til noget overfor Guds domstol. Hvis vi mener, at vi er bedre end farisæeren i lignelsen, så er vi sådan set, ligesom han er. For han mener, at han er bedre end tolderen. Så vi er altså bare lidt bedre end farisæeren, som igen var lidt bedre end tolderen. Hvis det er vores tankegang omkring vores kristendom, da er det farisæisme helt til bunds.
Ydre set er farisæerens liv meget bedre end tolderens, ligesom Mount Blank er højere end Himmelbjerget. Det kan ikke diskuteres. Det er faktum. Men set ude fra himmelrummet er forskellen uden betydning. Og set fra Guds synsvinkel er forskellen mellem os mennesker uden betydning, når det gælder vores retfærdighed overfor ham. Det nytter ikke noget, at den enes fromhed er så stor, og den andens så stor.
Gud vidste, at farisæeren gav 10 % i kirkeskat. Men Gud vidste også, hvordan farisæere på den tid overså enkerne og var skånselsløse overfor visse grupper i samfundet. Gud ser vore pengegaver, men han kender også til vores pengegerrighed og havesyge. Han ser, hvor meget du giver til velgørende formål, og hvor meget du hjælper andre mennesker. Men han ved også, hvordan du tænker om dine gaver. Han ved, hvor meget du bruger på dig selv for at fremstille dig som et virkelig godt menneske, eller som et smart menneske i andres øjne. Ingen af os stræber efter at blive som farisæeren. Det er ikke moderne. Men mange stræber efter at have bestemte ting, som gør dem til noget i andres øjne.
Gud vidste også, at farisæeren ikke var ægteskabsbryder. Han havde vel et godt ægteskab. Men Gud så også, hvordan farisæeren i sit hjerte bedrev hor med andre, som kom til templet. Selv om han ikke var nogen røver eller slog nogen ned på gaden, vidste Gud også, at farisæeren i sit hjerte sukkede over, hvor dårlige mennesker dog kunne være. "Hvor er der dog mange dårlige mennesker til. Gud, jeg takker dig, at jeg ikke er som sådanne mennesker."
Dér slutter farisæerens bøn. Og intet tyder på, at han bad for dårlige mennesker eller havde hjerte for tolderen. Farisæerens gudstjeneste er gennemskuet af Gud. Og det er vores også.
Tolderen
Så er der tolderen. Han stolede ikke på sig selv. Han sammenlignede sig heller ikke med andre mennesker. Han var ikke berørt af, at der var en farisæer i templet, som var så meget bedre end han selv var. Han sagde ikke: "Åh, Gud, hvor er det skidt med mig. De andre i kirken er meget bedre. Bare jeg dog var noget bedre!" Hans problem var ikke, hvor dårlig han var i forhold til andre, eller hvor gode de var i forhold til ham. Hans problem var derimod hans liv i forhold til Gud. "Gud! Vær mig synder nådig!" - Tolderen kunne vel godt have fundet nogen at sammenligne sig med, som var værre end han selv var. Mon ikke han kendte toldere, som ikke engang kom i templet, som han trods alt gjorde? Men det gjorde han ikke.
Hvis vi sammenligner os med andre mennesker, får vi aldrig syndserkendelse. Så bliver det blot en slags klage og mindreværdsfølelse. - Jesus lærer os her, hvad syndserkendelse egentlig er. Det er ikke at føle sig mindre værd end andre. Det er ikke at nedvurdere sig i forhold til andre mennesker og sige: "Jeg er vel nok en sølle kristen i forhold til min menighed. Jeg er et skidt menneske i forhold til alle andre." Nej, syndserkendelse er, at vi er klar over, at vi i forhold til Gud er fortabte og ikke har noget håb.
Derfor består hjælpen og tilgivelsen heller ikke i, at andre begynder at synes bedre om os, eller at vi forbedrer os i forhold til dem. Hjælpen består derimod i, at Gud er os syndere nådig. Gud må være dig synder nådig. Det er det, du behøver. Vi må råbe til ham om tilgivelse, som tolderen gjorde det. Han må tilgive os vore synder, som vi har begået i forbindelse med vores gudstjeneste - og udenfor gudstjenesten: Hovmod, hvor du stolede på dig selv; havesyge, som var knyttet til din omgang med dine penge; synd i form af hor og ægteskabsbrud i dit hjerte; ubarmhjertighed overfor andre mennesker.
Tolderen ville ikke løfte sine øjne til Himmelen. Det var ikke farisæeren eller andre mennesker, han ikke turde se i øjnene, men Gud. Det afgørende er altså ikke, hvordan vi er i forhold til andre mennesker, eller hvad de synes om dig. Det afgørende er: Hvad mener Gud om dit liv?
Tolderen bad: "Gud, lad dig forsone med mig synder! Lad din nåde dække over alle lovens krav til mig, så jeg ikke skal rammes af din straf og vrede over mit liv!" Det er indholdet af tolderens bøn. Det er også det, som du og jeg må bede Gud om. Og så er spørgsmålet, om Gud kan og vil være os nådig. Kan Gud retfærdiggøre os i den tilstand, vi er i? Det afhænger af, om der findes soning for vore synder. Og den findes! Gud har i Jesus Kristus givet os forsoningen. "Jesu Kristi, Guds Søns blod, renser fra al synd!" (1 Joh 1,7). "Kristus døde for vore synder efter Skrifterne!" (1 Kor 15,3).
Det er hovedsagen i hele bibelen, som Paulus siger: For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger (Rom 3,28). Så gives retfærdiggørelsen altså alene ved Jesus Kristus og udelukkende dér, hvor han er med forsoning til os mennesker. Derfor var det alt afgørende for tolderen at komme hen i templet med sin synd og skyld. For dér i templet blev sonofferet bragt for folkets synder. Det var hans redning og håb. - På samme måde er det alt afgørende for os at komme derhen, hvor Gud er med sin nåde. Vore forældre bragte os til dåben, hvor vi blev renset for al synd. Og vi har siden opsøgt ham i Evangeliet for at modtage hans nåde og kærlighed. Når vi går til nadver, gør vi det af samme grund, som tolderen gik hen i templet: for at være dér, hvor vi ved, at hans offer for vore synder er.
Så bygger vores retfærdiggørelse altså ikke det mindste på os, end ikke på vores forbedringer. Den bygger alene på, hvad Jesus Kristus har gjort.
Men er det så lige meget, hvordan vi lever? Tolderen svarer nej. Hans synd og skyld var jo netop ikke ligegyldig. Han trådte frem for Gud med sit liv for at få hjælp. Og han fik hjælp. Han blev tilgivet.
Vi ved om en anden tolder, Zakæus, som også fik tilgivelse. Og vi ved, at retfærdiggørelsen i hans liv førte til helliggørelse. Troen forener os med Jesus og giver os kraft til at leve et helt nyt liv - et liv, som har fået den store og herlige tryghed, at Gud er vores Frelser og Fader.
Den tryghed gør en stor forskel i vores liv med hinanden i vores familier og menighed og i hverdagen. Jeg ved, at Gud for Jesu Kristi skyld elsker mig. Derfor vil jeg gå trygt fra kirke - og igen næste søndag være sammen med ham og jer og bede: "Gud, forbarm dig over mig!" Amen.