Glem ikke hans velgerninger!

Prædiken 14. søndag e. trinitatis, 6. sep. 2015 i Aarhus. LGJ
Salmer: 2, In Christ alone, 397, 44, På nåden i Guds hjerte, Se liljen

Evangelium: Lukas 17,11-19
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!" Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig."

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser! Amen.

Kong David skrev engang til sin sjæl. "Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger!" (Salme 103). For han vidste, at han kunne glemme. Og han delte ordene med Guds folk, fordi de kunne glemme, og med os, fordi vi kan glemme, glemme alt det gode Gud har gjort og vil gøre for os. De 10 spedalske i evangeliet har helt sikkert også kendt Davids salme! ”Glem ikke alle hans velgerninger!”

Det er så meget, vi bør huske. Vi skriver ned på gule sedler og i kalendere. Vi gør det i familien og på arbejdet og i vores eget private liv. Og der er ting, som vi absolut ikke må glemme. Det ved vi godt. Hvis nogen sørger for os og gør vel imod os igen og igen og så igen, skylder vi dem en tak. Ikke for at de skal give os mere, men fordi de er, som de er. Glem det ikke! Det burde måske også på huskesedlen og i kalenderen. Husk at sige tak til din kone, til dit barn og til en nabo. Hvad skylder vi da ikke livets Skaber og Frelser! David nævner 3 af de helt store grunde til tak: * Han tilgiver al din skyld! *Han helbreder alle dine sygdomme. *Han udfrier dit liv fra graven. - Glem det ikke! Glem ikke det, han gjorde, og det han gør, og det, han har fortalt dig, at han har planlagt at gøre!

I.

Men ni jøder i evangeliet glemte det og gav ikke Gud ære. Jesus spørger jo: ”Hvor er de 9? Er det kun denne fremmede, der vendte tilbage for at give Gud æren?” Er der nogen god forklaring? Og er der nogen god forklaring, når vi ikke takker og ærer vor næste, vores ægtefælle og en nabo? Og når vi ikke ærer Gud, men nøjes med at bede og råbe, når vi er i nød, hvad er da forklaringen?

Lad os så spørge en af de 9, hvordan det er gået til, at han er rask og glad i dag? - Og da fortæller han måske: ”Jo, det er kun en måned siden, at jeg var hos præsterne. Og de så på min krop, mine fingre og min hud. De rådne pletter og det syge fingre var blevet rask. Præsterne kunne ikke finde en eneste syg plet på mit legeme. Hvor jeg dog nyder at livet blomstrer igen!” ... ”Men hvad var grunden til, at du gik hen til præsten og lod ham undersøge dig?” Og da fortæller han os, som jo er fra Europa og ikke forstår os på forholdene i Israel på den tid: ”Her hos os har præsterne ved templet ifølge Moseloven til opgave at kontrollere, at syge mennesker ikke smitter raske. Og hvis en spedalsk bliver helbredt – hvad dog næsten aldrig sker – så skal præsten sige god for helbredelsen, før manden må vende tilbage til sin familie og by. Og vi var 10 spedalske, som blev raske på samme dag.” ... Men er det hele forklaringen? Ligesom vi også kan forklare, at vi var til lægen, og at det nu går bedre, men ikke tænker over, hvem der hjalp lægen, sådan er vi nødt til at spørge en af de 9: ”Hvem hjalp præsterne?” Og da fortæller han måske om Jesus. Men det er jo en hel måned siden.

Så ved vi nu, hvor de 9 jøder er: De er i fuld gang med livet borte fra ham, som er Livet , borte fra ham, som gav dem livet tilbage, borte fra ham, de råbte til, da de levede isoleret og uden håb sammen med en frem­med, en samaritaner i grænseegnen mellem Samaria og Galilæa. Men nu er de tilbage på arbejde, tilbage blandt de gamle venner, tilbage, hvor man igen kan få skulderklap og nyde sine interesser. Og de har ikke mere brug for en Frelser. – Og spørgsmålet står spørgsmålet: ”Var der ikke andre end denne fremmede, der vendte tilbage for at give Gud ære?” Der er smerte i spørgsmålet.

II.

Og det vender vore tanker til det, der skete derude, hvor livet hører op, og hvor der kun er sygdom og død, ude på grænsen mellem Galilæa og Samaria. Der opsøgte Jesus dem. Der fandt han dem. For spedalske skulle ifølge samfundets regler skulle holde sig fra de raske for ikke at smitte dem med spedalskheden. Men det har de glemt, ligesom vi kan glemme Jesus Kristus, som har renset os for vore synder. Den treenige Gud fandt i dag Samuel og døbte ham. Og vi takker i dag. Og han fandt også os, da vi blev døbt og blev renset fra alle vore synder og genfødt. Og han fandt han os også siden mange gange. Han har tilgivet din skyld gang på gang. Og tilgav han dig gennem dem, der elsker dig. Og han helbredte dig gennem lægen. Gang på gang. Og han har lovet dig evigt liv på grund af Jesus Kristus.

Og hvordan husker vi det så? Det viser David os i salmen. Han går nemlig i gang med at fortælle bibelhistorie til sig selv. ” Han kundgjorde Moses sine veje og israelitterne sine gerninger.” Når vi genhører bibelhistorien, får vi grund til at ære Gud. Vi hører jo, hvordan Gud førte sit folk i ørkenen og var hos dem. Her får vi hjælp til at se, hvordan Gud også er vores Gud og giver os manna, mad i køle­skabet, så vi ser, at det er fra Gud. Frelsens historie er en levende historie, som skaber tro i vore hjerter. Frelseshistorien vidner om Guds omsorg og tilgivelse, og at Gud vil give os evigt liv. - Derfor hører vi hver søndag fra evangelierne om Jesus i gudstjenesten! Det er sådan vi bliver bevaret fra at blive kolde og gudløse, som har nok i os selv og vort eget livprojekt.

III.

David minder også sig selv og os om, hvordan frelseshistorien skal forstås: Han siger: Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab. Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; han gengælder os ikke vore synder og lønner os ikke efter vor skyld.
Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os. Det bliver vi mindet om, når vi hører apostel-brevene om søndagen. Men også når vi synger kærne-salmer, som dem vi synger i dag. F. eks: På nåden i Guds hjerte, / som Jesus købt os har, / da han med korsets smerte / vor synd og jammer bar, / jeg nu alene bygger / min tro og salighed; / er gemt i nådens skygger, / om Satan end er vred. Derfor skal der synges. Derfor skal du synge. Hvis du synes, at din tak og glæde er borte, da syng om Frelsen! Glem det ikke!

Og vi får hjælp til at huske det i guds­tje­nesten, når vi sammen synger ”Nødråbet”: ”Forbarm dig over os!” ”Kyrie Eleision!” ”Herre, forbarm dig!” Sådan tager vi hinanden med tilbage til vores fælles elendighed og siger det lige ind i Jesu åbne øre, han som er her midt i elendigheden – hos os. ”Herre! Vi har jo syndet igen og igen! Giv os håb midt i livet og i døden.” Lad os ikke have nok i vort eget lille lykke-projekt. Frels os, Herre! Og da er det en fantastisk befrielse at bekende troen og sige: ”Du er min Skaber. Du er min Frelser. Du er den, der giver mig tilgivelse og evigt liv.” Gud Fader, Søn og Helligånd er Livets omdrejnings­punkt! Og vi får Jesu legeme og blod i brødet og vinen, Jesus, som døde på korset, er her.

IV.

Da er vi tilbage hos Jesus, ligesom samaritaneren vendte tilbage til Jesus. Vi kan virkelig finde Jesus, ligesom samaritaneren fandt ham, nemlig der, hvor Evangeliet lyder, og i den hellige nadver, hvor han er hos os med sit legeme og blod. Ligesom Jesus fulgte grænsen mellem Samaria og Galilæa og på den måde mødte disse 10 spedalske, sådan er han også til stede med Evangeliet og nærværende i nadveren hos os, som lever på dødens grænse i håbløshedens land.

Og da går os ligesom den fremmede: Vi må give Gud ære. Ikke fordi vi ikke kan være andet bekendt, men fordi vi ikke kan lade være. Vi må samles hos ham. Tilbede ham. Være stille hos ham. Og da hører vi ham også spørge: ”Hvor er de ni?” - Måske har vi selv brug for spørgsmålet for at vende tilbage til Jesus og give ham ære, eller også for at besøge nogle af dem, der – ligesom os - så hurtigt fik nok i sig selv, at de skrottede gudstjeneste, bordbøn og bibellæsning og andagt. Og da kan vi måske gå hen til Jesus sammen. - Så lad os blive ved at råbe: ”Forbarm dig over os, Jesus.” Og lad os sammen give ham ære og takke ham for hans Frelse. Amen.