Tilbage til prædiken-oversigtNår lidelsen dukker op om søndagen

17. søndag e. trinitatis, 22. sep. 2013 i Gratiakirken og Løsning Frikirke (LGJ).
Salmer: 692 - 350 - 500 - 371 // 25 – 430 - 542 v.4-5. Udgangsvers 286v1

Evangelium: Lukasevangeliet 14,1-6

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lov­kyndige og farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?" Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Det kunne de ikke svare på.

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Egentlig er det jo, hvad det hele handler om: at holde øje med Jesus, så vi ser ham. Men ikke på den måde, den ledende farisæer og de andre indbudte gjorde. Ordet, som er oversat til ”holdt øje med” betyder ordret at stå ved siden af og holde vagt. Man står ikke overfor vedkommende for at åbne sig og tage imod, men ved siden af. Man er observerer for at kunne gribe ind, hvis og når den anden gør noget forkert.

I

Det er det første, vi skal overveje: Når vi er sammen i menigheden, hvor er vores fokus da? Er vi undersøgende og vurderende? Ser vi hinanden fra siden, bedømmende og måske let kritiserende. Det er ikke afslappende at være sammen på den måde. - Vi skal ikke betragte mennesker eller Gud fra siden, men snarere se hinanden og Gud i øjnene. Må kommer i kirke for at se Guds ansigt og lade ham se os, så vi kan se virkeligheden i øjnene. Vi er sammen for at overgive os til ham med hud og hår og med hjerte og smerte. Vi skal holde øje med Jesus, sådan at vi får øje på endnu mere af alt det gode, Gud har til os, og så vi lader ham sige noget til os, også kritik, hvis det er nødvendigt. Og det er det jo. - Vi kan forvente os alt godt i selskab med Jesus Kristus. Og i hans menighed, hvor han har lovet at være, når vi er sammen 2 eller 3. Han elsker os og tager sig af, ved at vi deler hans kærlighed med hinanden.

En af vore gamle medlemmer, som for 10 år siden døde i troen på Jesus, sagde, da hun blev medlem her i kirken, at det gjorde hendes søndage til hviledage, fordi hun nu ikke længere skulle sidde og være på vagt, når hun var til gudstjeneste. I folkekirken var der mange præster, der åbenlyst fornægtede Guds ord og fordrejede det. Derfor havde hun altid været på vagt, når hun var i kirke. Men her, hvor menighed og præst sammen byggede på Jesu død og opstandelse og Bibelen som Guds ord, kunne hun hvile. Hendes øjne var ikke kritiske. Hun så på os andre for at hjælpe og for at få hjælp.

Men … og det er også nødvendigt at sige i dag: at også i en menighed, som tror på Bibelen som Guds ord, kan man få det som farisæerne: man kan blive skeptisk både overfor hinanden og for, om Gud har noget som helst godt til os. Hvad skal der til, hvis det går os sådan – eller hvis det er ved at gå galt for os?

II

Evangeliet svarer, at der må ske noget, vi ikke venter, noget, som Gud lader ske. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen. Vi får ikke at vide, hvordan han var kommet ind. Hvis den ledende farisæer havde set, at den syge var på vej ind i hans hus, havde han måske standset ham, Men farisæeren passede ikke på. Derfor stod manden stod der pludselig med sin åbenbare lidelse og smerte.

Hvad skal vi med en syg mand her i kirken?Det er jo forstyrrende sådan en time, hvor vi er kommet for at holde hviledagen hellig. Det kan jo være ubehageligt for os at møde lidelse og smerte, hvis vi ønsker at have en slap-af dag med hyggelig kirkegang som indledning. Ligesom når man er på ferie, og man så opdager, at en flok syge mennesker, som bor i samme hotel, sidder i restauranten med deres handicaps.

Men vi mærker, at det passede Jesus godt. Måske var det noget, han have arrangeret? Han greb lejligheden til at tale med disse meget alvorlige og lovkyndige religiøse mennesker og konfronterede dem med mandens lidelse. Han spurgte dem: "Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?" Eller med andre ord: Handler hviledagen om at vogte sig for at gøre noget forkert? Eller handler den om, at der bliver gjort noget godt for os og for andre? Er gudstjeneste en pligt, vi opfylder, og noget, vi præsterer og yder? Eller er gudstjenestens mening, at Gud tjener os og gør noget godt for os? Der er jo kun de to muligheder.

Når vi nogle gange ikke orker at gå i kirke, er det måske, fordi vi tænker, at gudstjeneste er at vi skal præstere og yde, og fordi vi ikke forventer, at der sker noget godt for os i løbet af den time i kirken. Præsten holder jo nok en af sine ”rigtige” prædikener, vi drikker kaffe, og så går vi hjem igen. Men hvad får vi ud af det? Derfor er det også nødvendigt, at der kommer lidelse og smerte ind i vores menighed og liv. Enten så vi selv rammes af den direkte, eller ved at en anden i menigheden bærer sin smerte ind i menigheden. Eller at vi erfarer den gennem bibellæsningerne og i prædikenen. Vi har jo i forvejen den korsfæstede med hans lidelse her i kirken. Og han kommer faktisk hver søndag og står hos os. Påskedags aften stod han der med ét hos disciplene og viste dem sine hænder og sin side. Sårmærkerne. Hvad han havde lidt for dem. Og det gjorde dem til kristne. Han sagde: ”Fred være med jer!” Sådan fik de fred og håb.

Jo, det er nødvendigt, at smerten og lidelsen kommer frem og at det sker lige her, midt i gudstjenesten, midt i vort fællesskab. Både Jesu lidelse og smerte. Og vores lidelse og smerte. Det er nødvendigt, at der pludselig er et menneske i kirke, som er en synder, fordømt og skyldig på alle måder. Det er nødvendigt, at vanen og hyggen brydes af en, som er ramt af lidelse og måske skal indlægges. Og vi behøver jo ikke at opfinde nogen af dem. De er jo allerede her i menigheden. Vi er selv en af dem. Vi er flere af dem. Og sådan fokus flyttes nu hen på Jesus: hvad vil han gøre? Hvad vil han gøre for mig?

III

Med udgangspunkt i en mands lidelse og smerte udfordrer Jesus nu dem og os med spørgsmålet: "Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?" Men de sagde ingenting. For det er ikke nok, at smerten er hos dem. Det er også nødvendigt at Jesus griber fat i deres tanke og får dem til at se, at sabbatten er Frelsens dag. Hvile er at få del i frelsen. Guds hvile opnås ikke ved at vi undlader at gå på arbejde på sabbatsdagen, men ved at vi hører frelsens ord og overgiver os. Og hvis det er en syg mand, som pludselig står midt i kirken, da handler det om at omslutte ham med hjælp, forbøn, og frelse.

Men de sagde ingenting! Hvad for noget? Sagde de ingenting? Nej, de var så fokuserede på at undgå at gøre noget forkert, at de ikke kunne tage sig sammen til at gøre det nødvendige, ja, ikke engang kan svare, på spørgsmålet. – Derfor svarer Jesus for dem og for os: Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Her får de lov at se lige ind i Guds almægtige kærlighed. Jesus er Guds ansigt. De ser, at Jesus er Kristus, Messias, den salvede konge og frelser. Her gik det i opfyldelse, som var talt om ved profeten Esajas: Han tog vore smerter, han bar vore sygdomme! Her er Herrens tjener, som kom for at tjene os. Og han har lovet at være hos os, når vi samles til gudstjeneste. Han vil røre ved os og frelse os.

Han giver os håb i skylden, når vi ser hans lidelse i vort sted. Vi får tilgivelse. Og han giver os håb i sygdommen. Nogle gange med helbredelse her og nu; andre gange med helbredelse gennem lægernes tjeneste for os; og andre gange lader han os vente længe, ja helt til opstandelsens dag. Den dag rører han ved vores støv og knogler og lader os gå ind til den evige glæde i Paradis.

Hvis ikke Gud arbejder sådan for os om søndagen, kunne vi lige så godt lukke kirken og gå hjem. Hvis der ikke er nogen hjælp, når en af os står med skyld, lidelse, ensomhed, frustration, vrede, smerte og tomhed, da er kirken ikke Guds hus, men er blevet vores eget indelukke, uanset hvor hyggeligt vi end forsøger at gøre det.

IV

Derpå sagde han til dem: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Det kunne de ikke svare på. Her lægger han dem og os svaret i munden! Og alligevel kan de stadig ikke svare. Det er jo ellers så tydeligt, hvad svaret er. Hvordan kan nogen være i tvivl? En søn eller en okse. Hvis jeres barn er faldet i brønden, mener I da, at Gud med sabbatsbudet vil hindre jer i at redde det? Nej. Det er en helt gal tolkning af Guds bud. Når vi skal holde hviledagen hellig, handler det om at både vi selv og andre bliver reddet og frelst.

Vi må godt deltage i redningsaktionen om søndagen. Det er tilladt at besøge en ensom på et plejehjem, at bruge søndagen på at besøge hinanden. Det er den helt rigtige dag til at se ser hinanden i øjnene. Ikke fra siden med skepsis, men i øjnene. Drikker kirke-kaffe. Besøger hinanden på tværs af alder og adresser. Taler sammen. Mærker hinandens smerte. Og hjælpe, hvor vi kan. Og er sammen i til gudstjeneste, hvor Gud taler til os. Det er tilladt. Lav om på din søndag i retning af det, der skete denne sabbat hos den ledende farisæer. Og når lidelsen og smerten og skylden dukker op – da se, hvad Jesus gjorde. Lad ham modsige dig, gøre dig skyldig – og frikende dig. Og brug søndagen på at hjælpe nogen op af brønden! Det må vi godt! Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 22.09.2013. post@vivit.dk