Tilbage til prædiken-oversigtHjælp fra en uventet kant

13. søndag e. trinitatis, 25. august 2013 i Gratiakirken og Løsning lutherske Frikirke.
Prædiken på 13. søndag e. trinitatis 2021. Pastor Leif G. Jensen.

Salmer: 2 - Jesus, det eneste - 599 - 493 - 430 – 341
Skriftlæsning: 3 Mosebog 19,1-2 og 9-18. Galaterbrevet 3,15-22

Evangelium: Lukas 10,23-37
Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: “Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.” Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden sva­rede: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: “Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.”
Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” Jesus svarede og sagde: “En mand var på vej fra Jeru­salem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik for­bi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hæn­der?” Den lovkyndige svarede: “Han, som viste ham barm­hjer­tig­hed.” Og Jesus sagde: “Gå du hen og gør ligeså!”

Vi oplever alle, at vi ikke kan leve uden andres hjælp. Men vi kender også til ønsket om at betyde noget for andre, at kunne gøre gavn og gøre en forskel. Hvis ingen hjælper os, er vi elendige! Og hvis vi ikke hjælper andre, er vi også elendige og opfylder ikke meningen med livet. Det kender ethvert levende menneske til. For det er skrevet ind i samvittigheden, at vi skal hjælpe den, som har brug for vores hjælp, hvis vi ellers kan. Denne erkendelse er drivkraften i al nødhjælp, når mennesker, som giver sig hen i tjeneste for andre. Sådan er det at være barn. Barnet erkender bedre end vi voske, at det har brug for mors og far hjælp. Men det ønsker også selv at få lov til at hjælpe. Når vi er syge, behøver vi hjælp. Og når vi er raske, har vi mulighed for at hjælpe andre.

Men hvem skal jeg så hjælpe? Hvem er min næste? Sådan spørges der i søndagens evangelium. Ham, der spørger, er ekspert i loven. Han har forinden spurgt Jesus: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han beder ikke Jesus om hjælp, men om en anvisning, så han kan hjælpe sig selv. Og her er det, at han ser nødvendigheden af at hjælpe andre, nemlig for gennem denne hjælp at opnå noget selv: evigt liv. Er det ikke underligt, at han slet ikke beder om hjælp? Måske er det, fordi han ikke har set, at Jesus havde noget at give, som man ikke kunne give sig selv: Salighed. Jesus siger jo: “Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.” - Jesus hjælper ved at fortælle om en mand, der faldt i hænderne på røvere, blev frarøvet alt og lå halvdød tilbage. Og om to, som undgik ham. Og om en tredje, som hjalp ham. Jesus viser os menneskets store nød: at vi enten er halvdøde, eller er halvhjertede hjælpere. Og han viser os, hvordan en samaritaner hjælper.

Vi har brug for hjælp både i barndom, voksenliv og alderdom, både når vi har underskud og overskud, er syge og raske. Vi har brug for, at der kommer en og samler os op, tager os med og fører os hen til et herberg. Vi har brug for langvarig pleje på et herberg, indtil den gode samaritaner kommer retur. Jo, der er brug for hjælp livet igennem. Når nogen er overraskes af synden, er der brug for hjælp! Da skal andre i menigheden hjælpe (Gal 6,1). Og når nogen blandt jer lider ondt og er syg, er der brug for trøst og forbøn. Og når nogen begår synder, er der brug for tilgivelse (Jak 5,13-16). Og de, som sidder i mørke og dødens skygge, har brug for, at solopgangen fra det høje lyser og skinner ind i deres liv (Luk 1,79). Der er brug for hjælp i tomhed, ensomhed, skyld, skam og nederlag, og når vi skal dø.

Manden, som ligger halvdød i vejkanten, har brug for hjælp. Ravnene og gribbene kun venter på, at han giver op og ikke længere basker med armene og ikke mere har kræfter til at råbe. Men også de to halvhjertede har brug for hjælp: levitten og præsten. De ser den halvdøde, men går forbi. Faktisk ville de kunne blive dømt efter dansk lov. Vi har pligt til at ringe 112 og skaffe hjælp, hvis vi ser et trafikoffer i vejkanten. Vi må ikke bare køre forbi. De to kirkefolk er skyldige. Vi har brug for hjælp til at se virkeligheden, så vi ikke vælger underholding i stedet for tjeneste.

Findes der blandt mennesker nogen, som kan hjælpe os i vores yderste nød? Den yderste nød er jo døden. Der ligger du og er ved at dø! Du har fået frarøvet tøj og ejendom. Du bærer på skam og skyld. Hvem skal hjælpe dig? Er der nogen, som kan? Kan din far og mor? Kan dine søskende? Kan din kæreste? Kan din ægtefælle? Nej! De kan meget, men de kan ikke hjælpe i sådan en nød. Hvad så med en præst, som kommer forbi? Eller en kirketjener og menighedens ungdomsgruppe? Har de tid til andre end sig selv?

Hvilke undskyldninger havde de to kirkefolk for ikke at hjælpe? Og hvilke undskyldninger har vi? Måske, at ingen ser os; og det ensomme menneske ikke er klar over, at tanken om et besøg strejfede os. Derfor valgte vi at gå forbi. For hvad får vi selv ud af hjælpe et ensomt menneske? Vi har jo også andre forpligtelser. Præsten skal forberede gudstjenesten i morgen og har ikke tid lørdag eftermiddag. De unge har aftalt en filmaften, og det er svært at lave den aftale om. Og måske er det for sent at hjælpe den, som er halvdød. – Der mange undskyldninger. Og de er alle både dårlige og løgnagtige.

Men da kommer der hjælp fra en uventet kant: En samaritaner. Ingen jøde ventede at få hjælp af en samaritaner. Det var nærmest utænkeligt, at en samaritaner ville vove sig ind på jødisk område. Derfor er det en usandsynlig historie, Jesus fortæller: at en samaritaner var på rejse og tog vejen fra Jeriko og Jerusalem, hvor den elendige mand lå. ”På rejse …” Det minder os om, hvad evangelisten Lukas har fortalt forud i kapitel 9: Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse. Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst. Men dér ville de ikke tage imod ham, fordi han var på vej mod Jerusalem. Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?«Men han vendte sig om og satte dem i rette.   Så gik de til en anden landsby (Luk 9,51-56).

Jerusalem, det var der, den halvdøde mand kom fra. Og det var dér, Jesus var på vej hen. Mon ikke Jesus vil få os til at tænke, at samaritaneren er Jesus! Han blev af mange jøder kaldt for "samaritaner". De ønskede at have noget at gøre med. Derfor dræbte de ham i Jerusalem. Det er ham, som kommer og finder os i vores yderste nød. Han rejser ud for at søge og finde. Jesus spørger jo i en anden lignelse: ”Går hyrden ikke ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre” (Luk 15,4-5). Profeten Esajas forudsagde det 700 år tidligere: Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, en, man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, og det var vore lidelser, han bar … (Es 53,3-4). Herren er vores hjælper! Jesus! Han er den gode hyrde. Han er den barmhjertige samaritaner.

Jesus stiller os spørgsmålet:”Hvem var næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Og svaret er: ”Ham, som viste ham barmhjertighed.” Den halvdøde mand hjalp ingen. Han kunne jo ikke. Men han havde en næste, som hjalp ham. Når vi spørger efter nogen at hjælpe for selv at fortjene det evige liv, viser Jesus os, at vi selv har brug for en, der hjælper os. Og det er Jesus. – Og hvad så bagefter? Hvad så nu?

Gå hen og gør ligeså! Gør ligesom den mand, der blev hjulpet. Tag imod hjælpen fra den barmhjertige samaritaner. Lad ham hjælpe dig i din lidelse og skyld, og når du skal dø. Og når han har hjulpet dig, frelst og reddet dig, så gør også ligesom den barmhjertige samaritaner gjorde: Hjælp en anden, når du rejser gennem livet. Brug dit overskud, dit økonomiske, tidsmæssige og ressourcemæssige overskud. Brug det på andre!

Selv om vi aldrig bliver den barmhjertige samaritaner, er vi ved dåben og troen medarbejdere på det herberg, hvor den barmhjertige samaritaner har bragt os hen, og hvor han stadig bringer andre hen. Herberget er den kristne kirke. Vær med til at hjælpe i din kirke. Betalt til de blomster, som sættes på alteret. Vær med til sørge for, at der stole at sidde på, kage til kaffen og varme om vinteren. Vær selv et af de åbne hjerter, som tager imod dem, som bliver bragt til herberget. Og bed for præster og hyrder på herberget. Gå hen og gør ligeså! - Det gør en forskel. Ikke at vi frelses ved det. Nej. Jesus er vores Frelser. Men andre bliver frelst gennem det arbejde, vi gør som kirke. For Jesus Kristus bruger os som sin menighed. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. www.vivit.dk/praediken. post@vivit.dk