Tilbage til prædiken-oversigtHjælp fra en uventet kant

13. søndag e. trinitatis, 25. august 2013 i Gratiakirken og Løsning lutherske Frikirke. Leif G. Jensen.
Salmer: 2 - Jesus, det eneste - Ørnen svæved højt mod sky - 599 - 493 - 430 – 341
Skriftlæsning: 3 Mosebog 19,1-2 og 9-18. Galaterbrevet 315-22

Evangelium: Lukas 10,23-37
Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: “Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.” Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden sva­rede: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: “Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.”
Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” Jesus svarede og sagde: “En mand var på vej fra Jeru­salem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik for­bi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hæn­der?” Den lovkyndige svarede: “Han, som viste ham barm­hjer­tig­hed.” Og Jesus sagde: “Gå du hen og gør ligeså!”

1. HJÆLP

Vi mærker alle nu og da, at vi ikke kan leve uden at få hjælp. Men vi kender også til ønsket om at betyde noget for andre, at kunne gøre gavn og at gøre en forskel. Hvis ingen hjælper os … så er vi elendige! Og hvis vi ikke hjælper andre, er vi også elendige og opfylder ikke meningen med livet. Det er ikke kun noget vi ved, fordi vi er kristne. Det kender ethvert levende menneske til. For det er skrevet ind i samvittig­heden: Du skal! Vi mærker det også i vores følelser og krop i sygdom, angst og død. Vi har brug for hjælp. Det er drivkraften i al nødhjælp, når mennesker, som giver sig hen i tjeneste for andre. Sådan er det at være barn. Det behøver hjælp, men ønsker også at få lov at hjælpe. Når vi er syge behøver vi hjælp. Og når vi er raske, har vi mulighed for at hjælpe andre.

Men hvem skal jeg så hjælpe – hvem er min næste? Sådan spørges der i søndagens evangelium. Ham, der spørger, er ekspert i loven. Han har forinden spurgt Jesus: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han beder ikke om hjælp, men bare om en anvisning, så han kan hjælpe sig selv. Og her er det, at han ser nødvendigheden af at hjælpe andre – for gennem denne hjælp at få evigt liv. Er det ikke underligt, at han slet ikke beder om hjælp? Måske er det, fordi han ikke har set det, som Jesu disciple så: at Jesus er kommet for at hjælpe. … Og de, som så det, var salige. Jesus siger jo: “Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.”

Hvordan får man da hjælp, når man ikke har brug for hjælp og heller ikke ser, at man er skabt for at være en hjælper? Hvordan får vi hjælp, hvis vi mest går efter at finde et menneske, som vi kan underholde os med i aften? Jesus fortæller om manden, der faldt i hænderne på røvere, blev frarøvet alt og lå halvdød tilbage. Her ser vi menneskets store nød: overfald, røveri, død, halvhjertede hjælpere. Men Jesus fortæller også om den ægte hjælper.

2. VI HAR BRUG FOR HJÆLP!

Vi har brug for hjælp både i barndom, voksenliv og alderdom, både når vi har underskud og overskud, er syge og raske. Vi har brug for, at der kommer en og samler os op, tager os med og fører os hen til et herberg og får hjælp, indtil den gode samaritaner kommer retur anden gang. Og der er brug for hjælp i mange situationer. Når nogen er overraskes af synden er der brug for hjælp! Da skal andre i menigheden hjælpe (Gal 6,1). Og når nogen blandt jer lider ondt og er syg, er der brug for trøst og forbøn. Og når nogen begår synder, er der brug for tilgivelse (Jak 5,13-16). Og de, som sidder i mørke og dødens skygge, har brug for at solopgangen fra det høje lyser og skinner ind i deres liv (Luk 1,79). I tomhed, ensomhed, skyld, skam og nederlag råbes der efter hjælp. Og når vi skal dø.

Manden, som ligger halvdød i vejkanten, har brug for hjælp. Ravnene og gribbene i buskadset bagved kun venter på, at han giver op og ikke længere basker med armene og ikke mere har kræfter til at råbe. Men også levitten og præsten har brug for hjælp. De ser ham, men går forbi. Faktisk ville de kunne blive dømt efter dansk lov. Vi har pligt til at ringe 112 og skaffe hjælp, hvis vi ser et trafikoffer, og må ikke bare køre forbi. De to kirkefolk er skyldige. Vi har brug for hjælp med tilgivelse og at se virkeligheden som den er, når vi vælger underholdningen i stedet for tjenesten.

3. NOGLE, SOM MÅSKE KAN HJÆLPE

Findes der blandt mennesker nogen, som kan hjælpe os i vores yderste nød? Den yderste nød er jo døden. Du ligger der, døende. Du har fået frarøvet tøj og ejendom. Du bærer på en stor skam og skyld. Hvem skal hjælpe dig? Er der nogen, som kan? Hvem kan hjælpe os i vores yderste nød? Kan din far og mor? Nej! Dine søskende? Nej! Din kæreste? Nej! Din ægtefælle? Nej! De kan meget. Men de kan ikke hjælpe i sådan en nød. Hvad så med en præst, som kommer forbi? Eller en kirketjener og menighedens ungdomsgruppe? Har de tid til andre end sig selv?

Hvilke undskyldninger havde de for ikke at hjælpe? Og hvilke undskyldninger har vi? Måske at ingen ser os; ingen andre ser jo det ensomme nødstedte menneske. Og hvad får vi selv ud af hjælpe vedkommende? Måske at vi også har andre forpligtelser. Præsten skal forberede gudstjenesten i morgen og har ikke tid. De unge har aftalt en filmaften og det er svært at lave den aftale om. Og m åske at det nok alligevel var for sent at hjælpe den, som er halvdød. – Jo, vi, som skal hjælpe, kan havde mange grunde til ikke at hjælpe.

4. HAM, SOM VIRKELIG HJÆLPER

Men da kommer der hjælp fra en uventet kant: En samaritaner. Ingen jøde ventede at få hjælp af en samaritaner. Ja, det var jo også næsten utænkeligt, at en samaritaner ville vove sig ind på jødisk område. Derfor er det en helt usandsynlig historie, Jesus fortæller: at en samaritaner var på rejse og tog vejen fra Jeriko og Jerusalem, hvor den elendige mand lå. ”På rejse …” Det minder os om, hvad evangelisten Lukas har fortalt forud i kapitel 9: at Jesus havde Jerusalem som målet for Jesu rejse. Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse.   Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst. Men dér ville de ikke tage imod ham, fordi han var på vej mod Jerusalem. Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?«Men han vendte sig om og satte dem i rette.   Så gik de til en anden landsby (Luk 9,51-56).

Jerusalem. Det var jo der, den halvdøde mand var kommet fra. Og det var der, Jesus var på vej hen. Mon ikke Jesus vil, at vi ser, at samaritaneren er Jesus! Han blev af mange jøder anset for at være en samaritaner, en, som de ikke ønskede at have noget at gøre med. Derfor dræbte de ham i Jerusalem. Det er ham, som kommer og finder os i vores yderste nød. Er det ikke stort! Han rejser ud for at søge og finde. Jesus spørger jo i en lignelse: ”Går hyrden ikke ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre.” (Luk 15,4-5). Profeten Esajas forudsagde det 700 år tidligere: Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, en, man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, og det var vore lidelser, han bar … (Es 53,3-4). Herren er vores hjælper! Jesus! Han er den gode hyrde. Han er den barmhjertige samaritaner.

5. GÅ HEN OG GØR LIGESÅ!

Jesus stiller os spørgsmålet:”Hvem var næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Og svaret er: ”Ham, som viste ham barmhjertighed.” Den halvdøde mand hjalp ingen. Han kunne jo ikke. Men han havde en næste, som hjalp ham. Når vi spørger efter nogen at hjælpe for selv at fortjene det evige liv, viser Jesus os, at vi selv har brug for en, der hjælper os. Og det er Jesus. – Og hvad så bagefter? Hvad så nu?

Gå hen og gør ligeså! Gør ligesom den mand, der blev hjulpet. Tag imod hjælpen fra den barmhjertige samaritaner. Lad ham hjælpe dig med din lidelse, din skyld og døden. Og når han har hjulpet dig, frelst og reddet dig, så gør også ligesom han gjorde mod dig: Hjælp en anden, når du rejser gennem livet. Brug dit overskud, dit økonomiske, tidsmæssige og ressourcemæssige overskud. Brug det på andre!

Selv om vi aldrig bliver den barmhjertige samaritaner, er vi som kristne medarbejdere på det herberg, hvor den barmhjertige samaritaner har bragt os hen, og hvor han stadig bringer andre hen. Er det ikke den kristne menighed? Vær med til at holde herberget i gang. Betalt til de blomster, som sættes på alteret. Vær med til at vedligeholde herberget, så der stole og varme, så der er åbne hjerter og forbøn, så der er en præst og hyrde. Og så der kan kaldes flere tjenere. Vi kan være værter her på herberget, og vi er det. Gå hen og gør ligeså! - Det gør en forskel. Ikke at vi frelses ved det. Nej. Jesus er vores Frelser. Men andre bliver frelst gennem det arbejde, vi gør som kirke, for Jesus Kristus bruger os som sin menighed. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 26.08.2013. post@vivit.dk